Ny leder af Dansk Kulturinstituts afdeling i Sankt Petersborg

04. august 2017

Marie Tetzlaff (FOTO: Suste Bonnén)

INTERVIEW | Den 1. januar 2018 tiltræder kulturjournalist og ruslandsekspert Marie Tetzlaff stillingen som leder af Dansk Kulturinstituts afdeling i Sankt Petersborg. Rasmus Lauridsen har interviewet hende.

INTERVIEW | Den 1. januar 2018 tiltræder kulturjournalist og ruslandsekspert Marie Tetzlaff stillingen som leder af Dansk Kulturinstituts afdeling i Sankt Petersborg. Rasmus Lauridsen tegner et portræt af Marie Tetzlaff og hendes nye arbejdsliv.

Dansk Kulturinstitut (DKI) arbejder for at præsentere dansk kultur ude i verden og facilitere en gensidig udveksling af kulturprodukter, ideer, normer og værdier til brede målgrupper. Alt sammen som en integreret kulturel sameksistens i en øget globaliseret virkelighed.

DKI blev grundlagt af Folmer Wisti i 1940 som DDS – Det Danske Selskab. Det var dels en modreaktion på den politisk motiverede og propagandistiske kulturelle belæring, der kendetegnede 1930’erne, og dels et produkt af den komplekse politiske virkelighed efter anden verdenskrig. I dag arbejder Dansk Kulturinstitut inden for de traditionelle kulturområder, men afsøger også hele tiden nye områder i spændingsfeltet mellem kunst, kultur og samfundsmæssige normer og ideer.

Udover afdelingerne i Letland (Riga), som dækker hele Baltikum-regionen, Polen (Warszawa) og i Rusland med afdelingen i Sankt Petersborg, har DKI også kontorer i Brasilien, Belgien og Kina. Dermed er DKI en stærk og vigtig soft power-aktør for fortsat dialog og samarbejde gennem public diplomacy. Afdelingen i Sankt Petersborg har eksisteret siden 2003, da tidligere leder Rikke Helms slog dørene op til DKI's kontor i den kulturelle stormagt Rusland.

Hvem er Marie Tetzlaff?
Af pressemeddelelsen på DKI's hjemmeside kan man læse at: ”Marie Tetzlaff kommer til Sankt Petersborg med et stort kendskab til både dansk og russisk kultur. Hun er uddannet cand. phil. i russisk litteratur fra Københavns Universitet, MGU Moskva USSR og University of California Berkeley i USA og har siden i flere perioder opholdt sig i Rusland, mest i Moskva. Det har givet hende rig mulighed for at få den russiske kultur ind under huden og at opleve landet gennem dets mange faser under Brezjnev, Gorbatjov, Jeltsin og Putin.

Derudover viser hendes CV, at hun er en stor kapacitet inden for dansk kultur. Både som mangeårig kulturskribent for først Weekendavisen og siden Politiken, ligesom hun har optrådt som Smagsdommer på DR2. I rollen som arrangør og vært på Louisiana LIVE, har Marie Tetzlaff desuden gennem flere år faciliteret debat, dialog og meningsudvekslinger, og dermed levendegjort kulturen for et levende publikum – en evne, som hun helt sikkert får brug for i Sankt Petersborg.

Marie Tetzlaff er nok mest kendt for sine oversættelser af klassiske litterære russiske værker som Fædre og Sønner af Ivan Turgenjev, Krig og Fred og den endnu ikke udkomne nyoversættelse af Anna Karenina – begge af Leo Tolstoj. Selv har hun blandt meget andet udgivet interview-samlingen Russiske Skæbner – Otte Moskovitter Fortæller, der portrætterer unge russere.

Forsoningsprojekter
I Rusland har hun, udover sine uddannelsesophold i især Moskva, også ledet lokalt forankrede projekter. Fra 1999 til 2000 var Marie Tetzlaff ansat ved FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i Moskva i et projekt om public awareness. Det handlede om de mange internt fordrevne af anden etnicitet end russisk, der efter Sovjetunionens sammenbrud blev mødt af aggression, racisme og manglende forståelse fra den russiske befolkning.

Ved hjælp af Undervisningsministeriets særlige tilladelse, radiointerviews, annoncer og kampagner lykkedes det Marie Tetzlaff at distribuere undervisningsmateriale til skoler over hele Rusland. Takket være hendes samarbejde med den russiske historiker Boris Bogojavlenskij og et fagtidsskrift, kunne de russiske skoler afholde ’lektioner i tolerance’. Projektet kulminerede i en essaykonkurrence, hvor vinderne, deres lærere og forældre fik en rejse til Moskva i foråret 2000 og fik overrakt et diplom af UNHCR's russiske flygtningekommissær.

Skræddersyet stilling
Hvad fik dig til at søge stillingen som Institutleder ved Dansk Kulturinstitut i Sankt Petersborg?

“Jeg følte mig så skræddersyet til den, at det nærmest ville være arrogant ikke at søge den. Og timingen var perfekt i forhold til andre jobs og opgaver, som nærmede sig deres afslutning. Jeg ville dog næppe have søgt stillingen, hvis jeg ikke havde tilbragt oktober 2016 i Sankt Petersborg for at arbejde på min nyoversættelse af Anna Karenina. Da følte jeg mig vældig godt tilpas og hjemme i de smukke omgivelser omkring instituttet. Ja, jeg elskede det faktisk og blev ikke skræmt ved udsigten til at bo der."

Grundlæggeren af Dansk Kulturinstitut Folmer Wisti formulerede instituttets kulturudvekslende kerneopgave på tværs af landegrænser i et enkelt spørgsmål: ”Hvad kan vi lære af hinanden?”
Hvordan forstår du dette udsagn, og kan du tilslutte dig det?

“Jeg tror, jeg forstår det ret bogstaveligt, og jeg tilslutter mig 100 procent."

Du efterfølger jo kapaciteter som stifteren Rikke Helms og tidl. generalsekretær Finn Andersen.
Hvad vil du videreføre fra dine forgængere, og hvad vil du nytænke?

”Jeg er ikke så fortrolig med detaljerne i, hvad Rikke og Finn har gjort og ikke gjort. De er vist også meget forskellige. Desuden kan jeg jo blive ramt af virkeligheden. For eksempel har jeg en ambition om, at arbejdssprogene bliver dansk og russisk og derudover kun et tredjesprog, typisk engelsk, når vi har gæster eller partnere/sponsorer, der ikke behersker dansk eller russisk. Men jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, og jeg er ikke religiøs med det. Helt overordnet kan jeg sige, at jeg ikke vil bruge mange kræfter på at søge penge til 'rene' events; jeg vil hellere skabe varige partnerskaber."

Nye fokusområder?
I forbindelse med din ansættelse ved UNHCR i Moskva i årene 1999-2000 med projektet og 'public awareness' beskæftigede du dig dels med vilkårene for etniske minoriteter og dels med det russiske skolesystem.
Har du en ambition om, at disse to områder vil blive særlige fokuspunkter for dig i Sankt Petersborg?

“Etniske minoriteters vilkår i Rusland er nok et af de områder, jeg håber IKKE at komme til at beskæftige mig med! Men igen; jeg kan blive ramt af virkeligheden. Det forekommer mig dog ikke, at Danmark har noget som helst at komme med på det område. Vi kan jo ikke engang finde ud af forskellen på flygtninge og immigranter...

Og jeg tror heller ikke, jeg/DKI skal begynde at lære russerne noget om deres skolesystem eller gøre reklame for vores p.t. Men hvis danske og/eller russiske pædagoger på nogen måde viser interesse for at mødes til gensidig inspiration, vil jeg være meget interesseret i og glad for at hjælpe. Og pædagoger vil høre naturligt med i diverse 'cross over’-projekter."

Kontakt og formidling
Når jeg tænker på Sankt Petersborg, så er byens stærke kontraster noget af det, der stikker ud – lige fra baggård til facade, fra rig til fattig og fra undergrundskultur til finkultur.
Hvordan vil du bruge især sidstnævnte kontrast i dit arbejde?

“Kontrasten mellem russisk undergrunds- og finkultur vil jeg som dansker og ikke-kunstner ikke bruge til noget i sig selv. Det må være op til de russiske kunstnere. Det er deres kultur. Men hvis der er noget, danske kunstnere og kulturarbejdere kan lære af, så er det da bare med at få etableret en kontakt og formidlet nogle indsigter, helst begge veje. Men jeg tror lighederne i betingelser og forudsætninger i forhold til undergrund versus finkultur er til at overse."

"Når det er sagt, synes jeg, at det er fantastisk flot og meget vigtigt, at der for nylig er blevet oversat og udgivet(!) et udvalg af moderne dansk dramatik til russisk, så det kan spilles hvor som helst i Rusland, hvis nogen får fat i bogen. Bravo. Og det er så fint og inspirerende for de involverede, at der takket være blandt andet teaterhistorikeren og ildsjælen Birgitte Hesselaa er blevet spillet dansk dramatik med unge russiske skuespillere på en eksperimenterede scene i Sankt Petersborg."   

Skal kulturen længere ud på landet?
På billedet fra Kulturinstituttets pressemeddelelse poserer du med en flot ko, som du kalder spindoktor. Du flytter til din nye by med din gravhund, og de fleste af dine litterære oversættelser beskæftiger sig med det rurale, provinsielle Rusland. Har du en særlig interesse for dyr og landlig idyl?

“Jeg elsker landidyl. Hvem gør ikke det? Og jeg kan vældig godt lide at have husdyr og sværmer lidt for diverse kvæg. Havde selv en ko som barn. Og et får, og en pony…. Jeg er født og opvokset på en gård, men man kan slet ikke sammenligne det danske bondeland, udkant eller ej, med det russiske. Når jeg som ung studerende i Moskva fortalte russere, at jeg var bondepige/fra landet, morede de sig meget, for det giver russere nogle helt, helt andre associationer. Og de mente nok også, at jeg ikke ville overleve længe ude i det russiske land. Men ja; der er en kløft, og by og land har da også fordomme om hinanden. Dem har jeg ingen ambitioner om at overstige. Det er russerne muligvis/forhåbentlig selv i gang med."   

Vil du gerne stå for en højere grad af kulturudveksling med det rurale og perifere Rusland end i dag, hvor storbyerne sidder relativt tungt på kulturudvekslingen?

“Hvis landlige ildsjæle fra henholdsvis Danmark og Rusland kan have glæde af hinanden, vil jeg da være henrykt og gerne deltage og facilitere; men jeg tror de mentale, kulturelle og historiske forskelle er for store til et virkeligt udbytte. Provinsbyer - som i Rusland er millionbyer - er noget andet. Jeg ser dog ikke lige russisk egnsudvikling som DKI's opgave, må jeg indrømme. Men igen: jeg kan blive overrasket!"

Den store opgave
Af pressemeddelelsen fremgår det også, at du vil : ”… modvirke gensidig uvidenhed, dæmonisering og misinformation.” Hvordan læser du debatterne herhjemme om den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik?

“Jeg ser trist polarisering og en sort-hvid diskurs, hvor man enten elsker eller hader Putin og frygter eller romantiserer alt russisk. Begge dele er primitivt. Jeg har længe undret og græmmet mig såre over danske politikeres og såkaldte eksperters naivitet i forhold til den russiske politik under Putin, men nu er det så slået over i nærmest paranoia."

"På det område såvel som på andre områder mangler vi uafhængige forskere og intellektuelle i stedet for nyslåede ‘eksperter’, der vil sige hvad som helst i de to minutter, de får i medierne. Måske kan jeg være med til, gennem de danskere, der besøger DKI, at nuancere danskernes kendskab til Rusland. Og russernes til Danmark."

Hvad tror du, bliver den største udfordring for dig i Sankt Petersborg – eller er der noget, du ligefrem frygter?

“En stor del af mit arbejde vil være at skaffe penge til instituttets aktiviteter. Det kan nok blive en udfordring. I Sankt Petersborg vil jeg nok frygte det samme som i Danmark: sygdom, ulykke og onde mennesker. Og egen dumhed. Helt konkret i forbindelse med mine opgaver håber jeg da ikke, storpolitiske dønninger vil forhindre mig i at udføre dem."

Hvad glæder du dig mest til ved jobbet, hvis du skal udtrykke det i en enkelt sætning?

“Jeg holder meget af at bringe folk sammen og se dem få glæde af hinanden; hvis jeg så også kan fremme fred og forståelse mellem Danmark og Rusland og bringe begge landes kunst nye steder hen, er det fantastisk!"

Magasinet rØST ønsker Marie Tetzlaff al mulig held og lykke i det nye job.

 

Rasmus Lauridsen er ruslandsredaktør i Magasinet rØST.

Af Rasmus Lauridsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<