Under anklage, retfærdiggjort af Dostojevskij

23. november 2017

Den skælvende aften udenfor Teater Kapellet efter forestillingen En Drengs Historie. (Foto: Rasmus Lauridsen)

TEATERANMELDELSE | På Teater Kapellet blev en trilogi fuldendt med En Drengs Historie, en skuespiller fandt sit kald, publikum blev forladt og Rasmus Lauridsen fik oplevelser til eftertanke.

TEATERANMELDELSE | På Teater Kapellet blev en trilogi fuldendt med En Drengs Historie, en skuespiller fandt sit kald, publikum blev forladt og Rasmus Lauridsen fik oplevelser til eftertanke.

”SVAR MIG!!!!”

Han råber af sine lungers fulde kraft. Bevægelsen og ophidselsen emmer fra hans krop i døråbningen, omkranset af den kolde, blide vind, der siver ind fra den åbne dør ud mod de mørke træer bag ham. Han fastholder et på samme tid anklagende og opgivende blik direkte på publikum. Han vender sig bort i afmagt, hans silhuet anes mod de svagt måneoplyste fliser, inden den til sidst forsvinder helt.

Han er væk, og publikum ser ikke mere til stykkets fortæller. Det på én gang afdæmpede og rørte bifald ebber tvivlrådigt ud – stadig i forventningen om, at Viktor Melnikov, stykkets eneste medvirkende, vender tilbage for at modtage bifaldet. Men det sker ikke. Vi får ikke den forløsende udtoning, som vi forventer og i den grad trænger til.

Efterladt og alene, sammen
Vi er blevet efterladt alene tilbage med konfrontation, mismod, utilpashed og anklage. Vi – publikum og den ganske menneskehed - er under anklage og vil gerne bekræftes i, at det hele blot var en illusion. At fortælleren ikke har dømt os, kunne han vise ved at komme tilbage med et stort smil for at modtage vores bifald for en kort stund for at have vakt vores følelser.

En kvinde bag mig sad og græd - jeg hørte hende sige: ”Jeg har jo selv børn, så…”

Sådan sluttede En Drengs Historie i Teater Kapellet. Spørgsmålet, som savnede publikums svar, vender vi tilbage til senere. Dostojevskijs eget svar på spørgsmålet var: ”at i så tilfælde kan ikke et eneste fremskridt eller en eneste revolution retfærdiggøres. Og heller ikke en eneste krig. Den ene, lille tåre vil altid veje tungere …”. Et overraskende klart svar fra den evigt søgende og spørgende forfatter.

Første scene - en drengs fantasi og virkelighed, liv og død
Vi sidder tyve publikummer i det lille, minimalistiske lokale. I højre side står en gammel kiste, hvorpå der står et halvt brændt stearinlys ved siden af et rødgrønt æble. I venstre side af scenen sidder akkordeon-spilleren. Værten, som bød os velkommen i døren, præsenterer stykket, mens han holder en barnestol i hånden. Alt er tyst og stille.

Akkordeonets sagte toner sætter stemningen.

Stykkets eneste karakter – en unavngiven romanforfatter - indleder med at dele sin tvivl med os om, hvorvidt han har forfattet sin fortælling, eller om den virkelig er sket: ”Jeg ser for mig en dreng – en meget lille dreng”.

Fortællingen tager os med ned i en fugtig kælder, som bedst kan beskrives som et rent helvede, hvor "vodka, skam og utugt" hersker. Et satanisk scenarie udspiller sig med "forslåede kvindfolk" og "sultne spædbørn, der skriger og jamrer". Hvor man ”for at more sig undertiden hælder en halv flaske (vodka) ned i halsen på et barn … og vælter sig af latter … når det kraftesløs, snapper efter vejret … falder om på kældergulvet”.

Drengen – stykkets egentlige hovedperson - befinder sig i kælderen, og tager i sultens desperation alene afsted fra sin dødskolde mor. Turen tager ham ud på hans livs sidste eventyr, hvor barnlighedens spontane glæde, fascination og morskab i glimt overskygger hans frygtelige virkelighed: ... Bag ruden? Pigen dér... Ah! Hvor er hun sød! Den lille pige! ... men nu gjorde tæerne så ondt og fingrene var helt mørkerøde og ku' slet ikke bevæge sig. Han græd og løb videre.”

Drengen ender med at gemme sig bag en brændestabel, hvor han slumrer ind med et smil ved tanken om tre dukker fra et butiksvindue. Det sidste, drengen tænker på, inden livet forlader ham er, at ”de var helt levende!”. Den levende menneskedreng dør, mens dukkerne i vinduet lever – dette paradoks mellem døde ting, som lever, og levende mennesker, der dør, definerer i stykket også den flydende kontrast mellem fantasi og virkelighed.

Fortælleren tager sin jakke af, former den blidt som et barn i svøb og synger en russisk vuggevise for drengen.

Idet han tager jakken af, skræller han også et lag af fortællerpositionen og indtræder i fortællingen.

Scenen slutter igen med fortællerens kryptiske tanker og tvivl over, om hans egen historie er påfund eller virkelighed – næsten som om han forsøger at overbevise sig selv om, at han har forfattet historien, fordi den ellers ikke er til at bære. Kontrasten mellem virkelighed og fantasi er meget subtilt lagt ned i dette lag af stykket - fortællerens egen tvivl - ligesom drengens forestilling om dukkerne. Virkeligheden er død, fantasien er levende.

Detaljerne, som kun et barn oplever dem, leveres brillant og med en flot indlevelse af fortælleren. Hans russiske accent bidrager til autenticiteten, den minimalistiske scenografi, manuskriptets fokus og kronologi giver et rent og fuldendt indtryk.

Manuskriptets præcision træder endnu tydeligere frem, når man sammenligner
det med det litterære forlæg; En Julehistorie (1876). Heri har drengen en eksplicit fortid i provinsen, hvor der "til gengæld var varmt og godt, og mad fik han også nok af…”. I manuskriptet ligger hans provinsielle ophav implicit i hans store fascination af byen: ”Alle de lys – og mennesker alle vegne …”.

Fortællingens religiøse aspekt er ligeledes kraftigt nedtonet fra den litterære tekst til manuskriptet – således fratages stykket kontrasterne mellem land og by, mellem jordisk og himmelsk liv. Men på den måde træder kontrasterne mellem drengens fantasi og virkelighed, liv og død så meget desto tydeligere frem.

Anden scene - monolog eller dialog med publikum
Fortælleren fortsætter, men ændrer tone fra den selvudslettende til den selvbevidste og distancerer sig fra sin fortælling: ”Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan det er muligt at elske sin næste?!” Pointen er, at mennesket grundlæggende er hyklerisk og kun ved forestillelse kan elske sin næste. Man kan kun uden forbehold elske sit næste barn, hvorfor netop kun barnet er en reel afprøvning af menneskets moral.

Denne anden scene er i dramatiseringsprocessen omskrevet fra dialog til monolog. Det litterære forlæg er hentet fra Dostojevskijs berømte roman Brødrene Karamazov, hvor den dystopiske gudsfornægter Ivan Karamasov diskuterer guds eksistens med sin yngre bror, den fromme klosternovice Alosja.

Kun Ivans passager er medtaget, således at publikum indtager Alosjas rolle i den monologiske ’samtale’ – dette raffinerede aspekt understreges af fortællerens meget lange kunstpauser og vedholdende blik på skiftende publikummer, der undertiden følte sig hårdt presset til at respondere med et nik, som jeg selv, eller et istemmende ’mmmmm’ som den ældre herre på forreste række.

Det ene eksempel på menneskelig fordærv afløser det andet, nærmest opremsende. Det kan faktisk ikke blive mere makabert – vi hører billedlige beskrivelser af babyer, der spiddes af bajonetter, og et babyhoved, der knuses af en pistolkugle – alt sammen i moderens påsyn. Disse historier foregår i krigens vanvid og rædsel, men også det civile menneske fordærves, når det indtager en priviligeret og magtfuld position. Vi får til afslutning historien om Greven, der straffer en dreng for at have forvoldt hans yndlingshund skade.

Oplevelser til eftertanke og omtanke til efterlevelse
Fortælleren tror, på trods af sin ateisme, ikke på, at der findes universelt skyldige - selv med al den lidelse, der findes i verden. Lidelsen er verdens byggesten. Men hvad med børnene – hvorfor skal de lide?

Forfatteren Dostojevskij prøvede sine læsere, karakteren Ivan prøvede Alosja, og skuespilleren Viktor Melnikov prøver sit publikum. Det er rystende effektfuldt. Oplevelser til eftertanke, som er teatrets varemærke, kan endnu mere: det kan omsættes fra tanke til handling og ligefrem give sit publikum omtanke til efterlevelse.

Kunst og virkelighed
Stykkets medinstruktør og eneste skuespiller, Viktor Melnikov, har en særlig forudsætning for at leve sig ind i børns tragedie. Han og hans familie har selv gennemlevet en ufattelig tragedie og afmagt som ofre for Tjernobyl-ulykken i Sovjetunionen i 1986. I årene, der fulgte, fik Viktor Melnikov frarøvet sin familie, sin virkelighed og sin tryghed. Hans mor døde, mens hans far endte i et alkoholforbrug og derfor ikke kunne tage vare på Viktor. Han levede på gaden i Kiev i en periode, hvor han således mærkede det barske liv på egen krop.

Til DR Feature fortalte han sidste år, hvordan han endte hos en plejefamilie i Danmark og fik et helt særligt forhold til H. C. Andersens gravsted i København: ”Jeg kan huske, at jeg forsøgte at finde afklaring ved at tage på Assistens Kirkegård. Jeg skrev breve til min mor og lagde dem ved H.C. Andersens grav.”

Melnikov har således taget sin kulturelle og følelsesmæssige baggrund med sig og bruger sin historie aktivt på teaterscenen, hvor han finder mening i at gennemleve de følelser, han har været igennem efter Tjernobyl-ulykken.

Den ældre Dostojevskij, som alle Melnikovs dramatiserede tekster er taget fra, agerer på en måde faderfigur for ham i det abstrakte faderopgør, hvor han skildrer Dostojevskijs barnlige karakterer, som han selv kan identificere sig med. Således blev Assistens Kirkegård stedet, hvor Viktor Melnikov fik kontakt til sine forældre gennem to af litteraturens store mestre; H. C. Andersen og Fjodor M. Dostojevskij – den ene som bud og den anden som (for-)fatter.

Fra stykke til trilogi

En Drengs Historie fuldender Teater Kapellets trilogi over Dostojevskijs litterære værker. Alle har de barnlighed som omdrejningspunkt – enten i form af de barnlige egenskaber hos voksne eller som set gennem børnenes egne verdener. Dostojevskij formåede gennem det barnlige, fromme og latterlige at stille nogle af livets vigtigste spørgsmål og at skildre nogle af menneskets allermest nedrige sider. Trilogien udgøres af Et Latterligt Menneskes Drøm (1877), Den Sagtmodige (1876) og En Drengs Historie, som består af En Julehistorie (1876) og kapitlet Oprør fra Brødrene Karamazov (1879-80).

Forestillingen En Drengs Historie, der kan ses frem til den 21. februar 2018, er en enakter med en varighed på 45 minutter – uden pause. I forestillingen indgår musikalske værker af Pjotr Tjajkovskij og Modest Musorgskij.

Iscenesættelse af Line Krogh. Skuespiller Viktor Melnikov. Musik (akkordeon) Adam Ørvad. Scenografi og Kostumedesigner af Casper Andreas Jørgensen. Dramaturgisk bearbejdelse og oversættelse af Line Krogh og Viktor Melnikov.

Af Rasmus Lauridsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<