Ukraine – en konflikt uden løsning?

26. december 2017

Foto: Den Danske Helsinki-Komité For Menneskerettigheder - ledsagerfoto til konferencen: Ukraine - en konflikt i Europa

REPORTAGE | Med konferencen ”Ukraine – en konflikt i Europa” tog den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder pulsen på situationen i Europas største land. Jon Reinhardt-Larsen var med.

REPORTAGE | Med konferencen ”Ukraine – en konflikt i Europa” tog den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder pulsen på situationen i Europas største land. Jon Reinhardt-Larsen var med.

Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder havde sammensat et stærkt program (se nederst i artiklen) til konferencen ”Ukraine – en konflikt i Europa”, der blev afholdt 13. december i Fællessalen på Christiansborg. Med indspark fra politikere, historikere og folk, der havde været ved fronten, lykkedes det at komme godt rundt om den kritiske situation i Europas største land. Dagens vært, tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, bød velkommen og præsenterede konferencens formål og hensigt.

Selvom udgangspunktet var, at Danmark er ven af både det ukrainske og det russiske folk, så var der ingen tvivl om, at der på statsniveau er valgt side til fordel for Ukraine i den verserende konflikt. Men på trods af denne stillingtagen formåede konferencen overordnet set at give et nuanceret billede af konflikten. For som det blev udlagt af eventyrer Jens Alstrup, der har rejst rundt i det krigshærgede Ukraine på motorcykel: ”At vælge side betyder ikke, at man er unuanceret.”

Identitet og historie
Dagens program begyndte med et overblik over Ukraines historie ved ph.d. Kim Frederichsen. Han gennemgik centrale begivenheder i udviklingen i det landområde, der i dag udgør staten Ukraine; et territorium, der har været beboet og regeret af så mange forskellige etniske, kulturelle, religiøse og politiske entiteter, at det har fostret en myriade af narrativer om ukrainsk nationalidentitet.

Frederichsen sporede disse narrativer tilbage til grundlæggelsen af Kiev Rus i midten af 800-tallet og fokuserede hovedsageligt på henholdsvis en pro-russisk og en pro-ukrainsk udlægning af historien. Særligt fortællingerne om Krim og halvøens tilhørsforhold til den ene eller anden administrative enhed blev gennemgået. Dermed fik tilhørerne et godt overblik over, hvad Ukraine er for en størrelse historisk set – og ikke mindst, hvordan dette bliver brugt i den verserende konflikt.

Den russiske aggression
Dagens anden taler var formand for Folketingets forsvarsudvalg og medlem af Det Konservative Folkeparti, Rasmus Jarlov. Han repræsenterede den danske regerings officielle holdning i ukrainespørgsmålet, hvor det blev understreget, at ”der ikke er tale om en ukrainsk borgerkrig, men en russisk invasion… det er en krig mellem Rusland og Ukraine”. Dette synspunkt blev støttet af flere af dagens talere med konkrete henvisninger til omfanget af krigsmateriel i Østukraine. Jens Alstrup hævdede således, at separatisterne råder over flere kampvogne end for eksempel Tyskland, Frankrig eller Storbritannien; et faktum, der ganske enkelt ikke kan forklares uden russisk indblanding.

Jarlov understregede, at den russiske invasion i Ukraine har ændret sikkerhedssituationen i hele Europa. Alle lande er i gang med oprustning, også Danmark. Han afviste, at NATOs udstationering af tropper i Baltikum er en provokation mod Rusland, men sagde, at der derimod er tale om et nødvendigt signal til Kreml: En russisk aggression mod de baltiske lande vil være en aggression mod alle NATO-lande. Formålet med mobiliseringen er at modarbejde en situation, hvor russerne skulle føle sig fristet af muligheden for at anvende de russiske mindretal i Baltikum som påskud for yderligere destabilisering af regionen.

Ukraine – et land i et meget dybt hul
Efter den danske regerings syn på krisen fulgte et oplæg fra tidligere medlem af Europarådet Hanne Severinsen. Hun fik tegnet et godt billede af de udfordringer, Ukraine har sloges med siden selvstændigheden i 1991; et forløb ukrainerne selv udlægger således: ”Den gode nyhed er, at vi er på op det hul, Ukraine befinder sig i. Den dårlige nyhed er, at hullet er meget dybere, end vi troede.”

Med sit udgangspunkt i Europarådets bestræbelser på at styrke demokratiske institutioner i Ukraine, viste Severinsen, hvordan Ukraine ”sagde det rigtige, men gjorde som man plejede”. Her tænkes især på den udbredte korruption indenfor det politiske system, hvilket også Rasmus Jarlov påpegede som et vedvarende problem. Ifølge Jarlov modtager ukrainske parlamentsmedlemmer en løn, der nogenlunde kan sammenlignes med en dansk SU, men alligevel ”er de alle millionærer”. Han berettede også om, hvordan det er almindeligt kendt, at man kan købe et parlamentsmedlem i Ukraine for en million dollars.

Severinsen forklarede, at denne situation i høj grad skyldes det ukrainske ”first past the post” valgsystem, hvor minimale stemmeflertal udmønter sig i enorm politisk indflydelse. Oligarkerne sørger for at købe sig ind i forskellige politiske fraktioner således, at de får deres ønsker opfyldt uanset hvilken partifarve, der officielt sidder ved magten. Severinsen konkluderede, at hvis Ukraine vil nå helt op ad hullet, så er der behov for oprettelsen af stærke og troværdige institutioner kombineret med et nyt valgsystem, der ikke har samme tilbøjelighed til at fostre korruption.

To beretninger fra Østfronten
Herefter fulgte to øjenvidneberetninger fra fronten i Østukraine fra henholdsvis tidligere OSCE-observatør Leif Bülow og føromtalte Jens Alstrup. Bülow understregede, at selvom man måske har fået det indtryk, at der er våbenhvile i Ukraine, eftersom krigen ikke har fået den store opmærksomhed i de danske medier den senere tid, så er dette langt fra tilfældet. Godt nok har fronterne har været relativt stabile de seneste godt to år, men ifølge Bülow er der er fortsat daglige kamphandlinger, og disse er faktisk tiltagende netop nu.

Også Alstrup kunne berette om de igangværende kampe. Vi vil undlade at gengive hans oplæg her, da Alstrup selv har lovet at dele sine oplevelser fra fronten i en artikel her i Magasinet rØST i den nærmeste fremtid.

Konstruktive løsninger?
På trods af de mange interessante oplæg sad man på nuværende tidspunkt i konferencen tilbage med det ubesvarede spørgsmål: Hvad kan man overhovedet gøre? Det var derfor belejligt, at de næste talere, de tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft og Martin Lidegaard, adresserede netop dette spørgsmål. Begge tilsluttede sig regeringens linje med sanktioner overfor Rusland, som blev karakteriseret som den eneste korrekte reaktion overfor en stats krænkelse af en anden stats suverænitet. Samtidig blev det dog understreget, at sanktioner ikke kan gøre det alene.

”Fred opstår, når stormagterne indser, at de har fælles interesser, og fred skabes kun ved et kompromis, der kan accepteres af alle parter” – sagde Lykketoft. Han understregede, at et sådant kompromis formentligt vil indebære, at Ukraine aldrig bliver en del af NATO og muligvis heller ikke EU, da dette vil være uacceptabelt for russerne. Med hensyn til realiseringen af et sådant kompromis måtte han dog konkludere: ”Der er ingen god løsning i sigte.”

For Lykketoft skyldes den manglende optimisme med hensyn til en god løsning, at den amerikanske præsident Donald Trump hellere vil forhandle med autoritære statsledere end demokratiske: ”Det går lettere og hurtigere end med de demokratiske, der gerne vil debattere alting.” Lykketoft frygtede, at Trumps linje overfor Rusland kan medføre en amerikansk politik, der i sidste ende vil gå ud over Ukraine.

Problemet Putin?

Lidegaard identificerede også den autoritære leder som problemet, om end han var mere interesseret i Putin end i Trump: ”Putin er ikke god for russerne og slet ikke for ukrainerne.” Han stillede spørgsmålet om, hvorvidt EU bærer en del af skylden for krisen, der jo blev udløst i kølvandet på forhandlinger om en mulig associeringsaftale mellem EU og Ukraine i 2013. Lidegaard fandt dog, at aftalen i sig selv ikke var et problem, da såvel Ukraine som Rusland ville nyde økonomisk godt af den. Problemet bestod snarere deri, at aftalen på sigt ville udstille det russiske systems fejl og mangler, hvilket regimet i Moskva ikke ville risikere.

For Lidegaard er vejen frem, at man fra vestlig side 1) fastholder sanktionerne overfor Rusland, 2) forsøger at styrke dialogen med det russiske civilsamfund, og 3) støtter udviklingen i Ukraine. Dette skal sikre, at man sigt kan indlemme Ukraine i det europæiske fællesskabs økonomiske goder til gavn for alle parter.

En konflikt uden løsning?
Der syntes at herske bred enighed på konferencen om, at Putin og det nuværende styre i Moskva spiller en afgørende rolle for den manglende løsning på konflikten i Ukraine. Man må dog spørge sig selv, om det er realistisk at tro, at en udskiftning af Putin nødvendigvis vil være ensbetydende med ændring i russisk udenrigspolitik. For som Hanne Severinsen sagde med henvisning til udskiftningen af Ukraines præsident Leonid Kutjma i 2004-05: ”Det er ikke nok at udskifte en person med en anden.”

Man kan da også læse Lidegaards anbefalinger som et udtryk for en mere langsigtet strategi, der skal skabe grobund for et med Vesten mere samarbejdsvilligt regime i Moskva. Men også her må man spørge om, hvorvidt dette er en realistisk målsætning. Det siddende styre vil formentligt forsøge at modsætte sig disse tiltag, der fra russisk side kan udlægges som vestlig kulturimperialisme. Selvom man i Vesten betragter demokratiske institutioner som fundamentet for stabilitet, så kan en promovering af disse i Rusland ses som et forsøg på at destabilisere ikke blot regimet men selve landet.

Måske har Mogens Lykketoft ret, når han siger, at der ikke er nogen god løsning i sigte. Der er i hvert fald ingen tegn på, at russerne ændrer deres kurs overfor Ukraine i en nær fremtid. Og selvom en repræsentant fra den ukrainske ambassade i Danmark hævdede, at Ukraine har gang i ”impressive reforms”, så er der heller ikke meget, der tyder på, at korruption og anden lyssky økonomisk aktivitet er på retræte i Ukraine. Den ukrainske præsident Petro Porosjenkos navn figurerer således i de nyligt lækkede Panama Papers i forbindelse med oprettelse af offshore selskaber midt under den verserende konflikt.

Om Lykketofts frygt for en ”dårlig” løsning via Trumps indblanding så bliver en realitet, det må tiden vise. Men en ting er sikkert: Lykketofts forudsætning for fred i form af et kompromis, som alle parter kan acceptere, ser bestemt ikke ud til at være lige rundt om hjørnet.

Oplægsholdere:

Martin Lidegaard, MF (RV); Karsten Fledelius, formand for Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder; Kim Frederichsen, ph.d.; Rasmus Jarlov, Formand for Folketingets forsvarsudvalg, MF (K); Hanne Severinsen, (fhv. MF); Leif Bülow, tidligere OSCE observatør i Ukraine 2014-2017; Jens Alstrup, eventyrer; Mogens Lykketoft, MF (S); Repræsentant fra den ukrainske ambassade i København; Jon Kaldan, journalist ansvarlig for spørgepanel; Lars Poulsen-Hansen, ordstyrer mag.art.

 

Af Jon Reinhardt-Larsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<