Separatisterne frygter fred i Østukraine

28. december 2017

Foto: Rasmus Lauridsen (flag og kort fra Wikipedia og OSCE - aktørportrætter er taget fra russiske netaviser)

KONFLIKT | Den fastlåste situation i Østukraines Donbass-region fortsætter med daglige kampe på trods af Minsk-aftalerne. Alex Hemmingsen, der beskæftiger sig med konflikten til dagligt, giver her sin analyse. Rasmus Lauridsen interviewede ham i København.

KONFLIKT | Den fastlåste situation i Østukraines Donbass-region fortsætter med daglige kampe på trods af Minsk-aftalerne. Alex Hemmingsen, der beskæftiger sig med konflikten til dagligt, giver her sin analyse. Rasmus Lauridsen interviewede ham i København.

På den netop afholdte konference Ukraine – en krig i Europa arrangeret af Den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder, repræsenterede Rasmus Jarlov den danske regerings officielle holdning i ukrainespørgsmålet. Her blev det understreget, at ”der ikke er tale om en ukrainsk borgerkrig, men en russisk invasion… Det er en krig mellem Rusland og Ukraine.” (læs mere herom i Magasinet rØST den 26. dec.)

Alex Hemmingsen, fuldmægtig ved Udlændingestyrelsen, foreslår en ’hverken-eller’ i sin karakteristik af konflikten – hverken en ukrainsk borgerkrig eller en russisk invasion. Den kan nok mest præcist kaldes (og bliver ofte kaldt) pro-russisk separatisme med en meget aktiv russisk militærmateriel støtte, som i nogle tilfælde omfatter direkte involvering. Men en invasion er ifølge Alex Hemmingsen misvisende i kraft af separatisternes autonomi, majoritetens ukrainske statsborgerskab og Kremls deraf følgende manglende kontrol. En Ukrainsk borgerkrig vil ligeledes være en upræcis betegnelse – til dét er Ruslands involvering for omfattende – især i konfliktens indledningsfase.

Den seneste udvikling i konflikten
Den 21. november i år blev der observeret cirka hundrede maskerede mænd i det afspærrede område i Luhansks* bymidte af OSCE’s Special Monitoring Mission (SMM). De bar alle hvidt tape på deres uniformer. De maskerede mænd var i færd med at afsætte lederen af den ikke-anerkendte de facto-stat Folkerepublikken Luhansk, Igor Plotnitskij. I aktionen deltog efter sigende Igor Kornet, som selvsamme Plotnitskij netop ugen før havde afskediget som indenrigsminister i Folkerepublikken Luhansk. Leonid Pasetjnik, tidligere underofficer i den ukrainske sikkerhedstjeneste og russisk agent, erstattede Plotnitskij, som trak sig – officielt af helbredsmæssige årsager.

* ’Luhansk’ med ’h’ er ukrainsk stavemåde, som benyttes i denne artikel. Undertiden ses Lugansk stavet med et ’g’, hvilket er den russiske stavemåde.

Tidligere i år, den 18. juli, proklamerede lederen af Donetsk Folkerepublik, Alexander Zakhartjenko, at Folkerepublikkerne Donetsk (DPR) og Luhansk (LPR) skulle søge om optagelse i Den Russiske Føderation og skifte navn til Lillerusland (Malorossija) med hovedstad i Donetsk.

Begivenhederne i den separatistkontrollerede del af Donbass i løbet af det sidste halve år er i sagens natur af betydning for konfliktens udvikling. Men endnu vigtigere er, hvad disse hændelser siger om konfliktens storpolitiske karakter.

Et caféinterview
Jeg møder Alex Hemmingsen på Café Mellemrummet efter fyraften tirsdag den 28. november. Alex arbejder for Udlændingestyrelsen i kontoret for landedokumentation, hvor han understøtter styrelsens sagsbehandling med opdaterede og aktuelle baggrundsoplysninger om blandt andet de postsovjetiske stater. Alex har lovet at fortælle, hvad han ved om Donbass-regionen i Østukraine.

Konflikten kort: I kølvandet på Majdan-opstanden 2013-14, præsident Janukovitj’ afsættelse og den efterfølgende russiske annektering af Krim tog pro-russiske separatister kontrollen over den østlige halvdel af Donetsk oblast * og den sydlige halvdel af Luhansk oblast. Disse områder blev med små ændringer til de to selvudråbte republikker henholdsvis Folkerepublikken Donetsk (DPR) den 7. april 2014 og Folkerepublikken Luhansk (LPR) 27. april 2014. Siden har konflikten mellem Ukraine og de to separatistledede pro-russiske folkerepublikker været fastlåst. Minsk-aftalerne, bestående af Minsk 1 og Minsk 2, er våbenhvileaftaler indgået i henholdsvis september 2014 og 11. Februar 2015. Våbenhvilen overvåges af OSCE, men brydes ifølge organisationen dagligt.

* ’Oblast’ er en russisk/ukrainsk betegnelse for Ukraines administrative regionale enheder.

Interne magtopgør med Moskva på sidelinjen

Hvis vi skal starte med den helt aktuelle udvikling og det halve år, der gik forud for det, - hvordan tolker du så de begivenheder, der tog fart for en uge siden den 21. november i Luhansk og tidligere på året i Donetsk den 18. juli?

”Begge begivenheder var med stor sandsynlighed et udtryk for interne magtopgør – forud for aktionen i november blev Igor Kornet fyret af Igor Plotnitskij, hvorefter Kornet iværksatte en aktion for at afsætte Plotnitskij – blandt andet ved hjælp af styrker fra Folkerepublikken Donetsk. De rykkede ind i Luhansk, hvorefter Plotnitskij blev sendt til Moskva. Men han er siden blevet udnævnt til at være LPR’s repræsentant for udførelsen af Minsk-aftalen.

Argumentet for at udnævne Plotnitskij til denne post er, at det var ham, der har underskrevet Minsk-aftalen, og derfor er han personligt garant for dens legitimitet. Meget peger på, at Plotnitskij er støttet af Putins Ukraine-rådgiver, Vladislav Surkov, hvorimod Kornet og Pesetjnik har opbakning i FSB. Luhansk er i øvrigt den af de to folkerepublikker, man ved mindst om – den kører lidt under radaren.

Historien fra i sommers, hvor lederen af Folkerepublikken Donetsk, Zakhartjenko, udråbte Lillerusland som arvtager til de separatistbesatte områder, er også et eksempel på netop Moskvas manglende kontrol og siger noget om områdernes høje grad af autonomi.

Reaktionerne på Zakhartjenkos erklæring kom ret hurtigt og næsten sammenfaldende. Fra Kyjiv sagde man: ’Se det er typisk – det er russerne – det er Moskvas marionet-regering’. For det andet sagde Plotnitskij i Luhansk: ’Det har jeg intet hørt om’. Og for det tredje gik Putins talsmand Peskov ud i et dementi og sagde: ’Rusland er forpligtet på Minsk-aftalen’.”

Hvordan tolker du den kontroversielle erklæring og hele efterspillet  – det kan jo se lidt farceagtigt ud?

”Det er som om, Moskva ikke har så meget styr på det i den grad, de gerne vil have, – de har ligesom udliciteret Donetsk og Luhansk til lokale krigsherrer. Før var der alle mulige militser og militsledere, men nu ser det ud til, at man har forsøgt at underordne de forskellige autonome militsstyrker og sætte dem ind under en central struktur for at få mere organiseret lokal kontrol.”

Hvilket geografisk område ville Folkerepublikken Donetsks leder Zakhartjenko kalde Lillerusland?

”Det så ud til, at han ville samle begge folkerepublikker under ét med ham selv som leder.”

Afvisningen af Zakhartjenkos erklæring skete med henvisning til Minsk-aftalerne – hvilken betydning har de aftaler haft?

De forskellige nuværende og forhenværende aktører i begge separatistområder har alle haft deres egen agenda. Det blev især tydeligt, da Minsk-aftalerne kom. Derefter begyndte der at ske noget underligt i Donbass’ separatistområder under implementeringen af Minsk, eller måske snarere forsøget på implementering.

I kølvandet på aftalen skete der relativt mange mystiske dødsfald blandt de ledende militærkrigsherrer, for eksempel på Pavlov kendt som Motorola, Tsypakov, Zjilin, Moszgovoj og Bednov - bedre kendt som Batman. Årsagen var givetvis en voldsom intern kamp om, hvem der skulle kontrollere hvilke områder – alt sammen på grund af frygten for fred og den deraf følgende lavere ressourcetilførsel til området.

Med til årsagskomplekset kan også have været en Moskva-initieret udrensning for at vinde befolkningens opbakning ved at skille sig af med de værste kriminelle elementer, men det er mere spekulativt.”

Separatisternes risiko, løn og sorte økonomi
Frygten for fred er ifølge Alex Hemmingsen helt central for konfliktens karakter og for de voldsomme interne opgør. For det første falder separatisterne ind under Ukraines terrorparagraf, hvis områderne bliver ukrainske og vil blive retsforfulgt med udsigt til lange fængselsstraffe.

Desuden er hele deres økonomiske fundament bygget op på dels at bibeholde Moskvas støtte og dels at holde konflikten i gang. Alex Hemmingsen præciserer videre, at mange virksomheder og institutioner i løbet af konflikten er blevet statsejede, offentlige lønninger og pensioner kommer med stor sandsynlighed fra Moskva og udbetales derfor også udelukkende i russiske rubler.

Endelig ville en effektiv våbenhvile eller en fredelig løsning fratage separatisterne en vigtig indtægtskilde:

”Der er meget, der tyder på, at separatisterne får ammunition og våben fra Rusland. Jo mere de skyder, jo mere kan de bede om, at russerne sender ind til dem. Men separatisterne spekulerer desuden i at mangedoble det antal, de egentlig har brugt. Så sender Moskva det efterspurgte antal, hvorefter separatisterne sælger de overskydende patroner på det sorte marked med en en betydelig profit.

Separatisterne smugler også våben ind uden Moskvas billigelse. Separatisterne mener ofte, at de har brug for langt stærkere våben, end Moskva sender til dem. Derfor bruger de også ressourcer på at købe våben på det sorte marked i Rusland og sandsynligvis sågar i Ukraine.

Samtidig med, at denne sorte økonomiske model er med til at understøtte separatisterne er den ligeledes et direkte incitament til at skyde en vis mængde ammunition af hver dag, så ammunitionsordrerne til Moskva virker mere troværdige. Daglig ildkamp er således separatisternes levebrød,” forklarer Alex Hemmingsen.

Den russiske metode til lokal kontrol
Hvordan skal man forstå de aktuelle begivenheder omkring magtskiftet i Luhansk og uafhængighedserklæringen af Lillerusland i Donetsk i sommers?

”For at forstå det i en større sammenhæng, skal man også forstå, hvad separatisterne er for en størrelse. Der vil jeg gå helt tilbage til Krim. Da Rusland skulle indtage Krim, hvilket man jo gjorde forholdsvis hurtigt efter Majdan-opstanden, brugte man en trebenet strategi til, hvordan man skulle indtage området:

For det første brugte man GRU, som er den russiske militære efterretningstjeneste – det er dem, der stod for de ’små grønne mænd’ – eller ’de høflige mænd’, som de kaldes på russisk.

For det andet var det Berkut, de ukrainske specialpolitistyrker. Berkut flygtede til Krim, efter at deres rolle var udspillet i Majdan-opstanden. Derfor blev de meget hurtigt loyale over for den militære styrke, der kom ind, det er klart.

Endelig spillede FSB – den russiske efterretningstjeneste og arvtager til KGB under Sovjetunionen – en nøglerolle. En af deres opgaver var umiddelbart at skabe kontakt gennem den meget magtfulde kriminelle underverden, som eksisterer på Krim. FSB udnyttede det, at Rusland har en flådebase i Sevastopol, hvorfra de kunne hverve folk, som havde lokalkendskab til, hvad der skete i det kriminelle miljø på halvøen.”

Samme fremgangsmåde, uden samme succes

Hvad mangler separatisterne i Donbass for at opnå den succes, du beskriver som udeblevet og som man så ved annekteringen af Krim? Ville man i det hele taget det samme, eller hvad har været anderledes?


”Det er givetvis den samme metode, de bruger i separatistområderne, men ikke med samme succes som på Krim. Man har dog ikke villet annektere det på samme måde, men man har prøvet at gennemtvinge indrømmelser fra Kiev ved at udøve indflydelse på Kievs ageren fra Moskva. Sammenlignet med Krim, har det ikke i samme grad handlet om Donbass i sig selv, men det har været en knivtang for noget større. Det er bare ikke rigtig lykkedes separatisterne at samle opbakning til projektet. Opinionen i Ukraine har ikke rigtigt affødt den ønskede sympati for det russiske projekt - eller hvad det nu var for en type projekt.”

Hvor meget styrer Moskva?
Hvis Moskva ikke har decideret kontrol med områderne – hvad og hvor meget indflydelse har de så?

”Det ser ud til, at de pro-russiske separatister har deres egen agenda. Men de er jo også i et afhængighedsforhold til Moskva, fordi de ikke kan acceptere, hvis Donbass igen skulle blive en del af Ukraine og underlægges Kiev. Derved falder de ind under terrorbestemmelsen, og så ryger de i fængsel – så de har faktisk virkelig meget på spil.

De har reelt set mere på spil end Moskva, som mere ser konflikten som et symbolsk projekt. Dertil kommer, at Putin ikke er kendt for at acceptere nederlag, så han venter sandsynligvis på en eller anden aftale med tilstrækkelige indrømmelser, før han kan trække støtten. Og det er svært at se lige nu, hvad den aftale skulle bestå af. Men lidt forenklet sat op, kan man sige, at hvis ulemperne ved at lave en aftale er højere end gevinsten ved at have Donbass i separatisternes hænder, så sker der ikke så meget. Det bliver først rigtigt problematisk, hvis Moskva på et tidspunkt finder ud af, at de ikke gider have Donbass, så kan det blive meget problematisk og kaotisk.”

Moskva med svag kontrol, men stærk magt
Hvordan støtter Moskva separatisterne – hvilken magt har de, i hvilken grad anvender de den, og i så fald hvordan ser det ud, når Moskva deltager?

”Moskva har militær magt, de anvender den og man kan se det ved, at de kan eskalere og deeskalere konflikten, når det passer dem – lige nu kører konflikten på et middelniveau med et par hundrede registrerede, daglige skudvekslinger på begge sider af konflikten. Eskalering så man for eksempel i sommeren 2016.”

Tre konfliktniveauer
”Der er generelt tre konfliktniveauer: Første niveau er separatisterne selv. De er forholdsvist dårligt organiseret, dårlige til at kontrollere, og de skyder upræcist – ikke en særlig effektiv styrke, men de kan lave ravage. Det er det, Moskva har brug for, og det er fint. De bruger typisk mortergranater og nogle gamle sovjettanks.

Andet niveau er, hvis Moskva kan opnå et politisk resultat ved at eskalere konflikten. Så kan de åbne dørene for artillerisystemer af noget større kaliber (122-152 millimeter), og Grat-systemer. Det skal separatisterne have tilladelse til at bruge. Nogle siger, at separatisterne godt kan styre disse systemer selv, men enten er det med stram kontrol fra de russiske tropper, eller også er det russiske tropper, der direkte styrer dem.”

Hvor befinder de russiske tropper sig?

”De er bag frontlinjen – man mener, at der er syv til ti tusinde russiske tropper i separatistområderne i Donbass. Men de spænder bredt – det er lige fra frontlinjetropper over efterretningsenheder til specialenheder – spetsnaz-styrkerne. Disse var identiske med de enheder, der i konfliktens indledning var kendt som de ’små grønne mænd’.

Tredje eskaleringsgrad er, når den russiske hær deltager direkte i kamphandlinger på jorden.”

Russerne benægter jo selv, at de har været militært involveret. Har vi nogle eksempler på det?

”Ja, det så vi for eksempel i Ilovajsk i august 2014 og i Debaltsavo i januar 2015. Sidstnævnte var sammenfaldende med indgåelsen af Minsk 2, så det er helt sikkert - det er kun russerne selv, der benægter det. Deres militære isenkram er helt tydeligt russisk, og de har virkelig en slagkraftig styrke. De har også store troppeformationer i for eksempel Rostov Oblast og reelt set langs hele den russisk-ukrainske grænse, som er klar til kamp, og som de kan sende ind over den russiske grænse, hvis det skulle blive aktuelt.”

Et ulige magtforhold.
”Når russerne deltager, så er de ukrainerne overlegne. Men Ukraines hær har virkelig nået kvanteskridt siden vi startede, dog får de stadig store problemer, når den russiske hær deltager. Russerne er meget mere professionelle, også fordi, de bruger droner – altså, når russerne kommer ind, så tager de jo satellitfotos af, hvad de skal ramme, så de har en helt anden præcision end de ukrainske styrker.”

Frossen, optøende eller tøbrud
Kan du give en kvalificeret analyse af, hvor konflikten er på vej hen?

”Det er svært at sige. Det, der netop er sket i kølvandet på lederskiftet i Luhansk er, at den ukrainske hær har taget et par mindre landsbyer (ifølge OSCE’s rapport den 26. november var der tale om landsbyen Travneve) – og det er nok i den størrelsesorden, vi vil se, at grænserne flyttes. Jeg tror ikke, at fronten vil rykke sig sønderligt meget inden for overskuelig fremtid. ”

Alex Hemmingsen gentager sine pointer om, at der kun kan ske afgørende ændringer i konfliktens nuværende stilling, hvis Rusland ændrer sit støtteniveau. Hvis de trækker støtten til separatisterne, kan disses territoriekontrol bryde sammen og konflikten kan blive optrappet. Hvis de højner den militære støtte kan separatisterne potentielt vinde yderligere territorium.

”Spørgsmålet er snarere, hvornår Rusland på én gang får nok af at støtte separatisterne i Donbass og samtidig får en aftale, som Kreml kan forsvare over for sit bagland. I den situation vil man måske trække sig ud,” vurderer Hemmingsen videre.

Donbass’ rolle i Ukraines NATO-ambitioner
I så fald mister Putin jo et ustabilt Ukraine. Er det en mulighed for Putin og Porosjenko at lave den finske model, med en venskabspagt, der garanterer, at Ukraine ikke melder sig ind i NATO til gengæld for, at Putin trækker støtten til separatisterne?

”Nej, det er tilliden ikke til. Og Donbass er jo ikke så essentiel i forhold til et eventuelt ukrainsk NATO-medlemskab. Hvis Donbass bliver ukrainsk i morgen, så ville Ukraine alligevel aldrig komme med i NATO, medmindre NATO går på kompromis med deres egne artikler om at have styr på egne grænser og territoriel integritet – det har de ikke, uafhængigt af Donbass. Det eneste, der ville kunne ændre på det forhold, skulle være, hvis Ukraine anerkendte, at Krim var russisk.

Rusland anerkender ikke folkerepublikkerne. Ifølge Rusland er folkerepublikkerne Donetsk og Luhansk officielt en del Ukraine. På den måde viser Rusland verden, at de arbejder for fred. Rusland vil gerne have, at de skal ændre deres autonomi og deres forfatninger, og at deres status skal ændres fra Kiev, således at de får udvidet autonomi, som det fremgår af Minsk-aftalen. I Moskvas optik betyder dette, at folkerepublikkerne skal opnå veto ved udenrigs-, sikkerheds-, og handelspolitiske spørgsmål.

I sidste ende er Moskva nøglen – ikke separatisterne eller de kriminelle mekanismer på Krim. Husk på, at Moskva pumper penge ned i et sort hul i Luhansk og Donetsk, ligesom de gør med Tjetjenien. Og et centralt spørgsmålet er også, hvor stor opbakningen fortsat er til projekt Donbass. Det er ikke længere populært hos den russiske befolkning, hvor det hedder: ”Krim er ’nasj’ (vores) og Donbass er ’njet’ (nej).”

Alex Hemmingsen 
Hemmingsen er fuldmægtig i Udlændingestyrelsen – kontoret for landedokumentation med postsovjet som geografisk område.  Han er cand. mag. i russisk med sidefag i statskundskab fra Københavns Universitet og har arbejdet en årrække ved Det Danske Generalkonsulat i Sankt Petersborg – mest med handelsmæssigt spørgsmål. Sprogligt begår han sig hjemmevant på russisk.

Af Rasmus Lauridsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<