Lagt til hvile mellem Gavrilo og Miloš

28. januar 2018

Gravpladser er steder, hvor historien bliver hugget i sten. På kirkegården i Banja Luka er der mange unge mænd, der først og fremmest bliver mindet som soldater. Billede af Jimmy Munk.

KIRKEGÅRDE | Begravelsespladser er ikke kun de dødes og fortidens sted. Det er i allerhøjeste grad også de levendes og nutidens. Det ses på de historier, gravminderne fortæller os. For eksempel bagsiden af en bosnisk-serbisk krigergravsten i Banja Luka.

KIRKEGÅRDE | Begravelsespladser er ikke kun de dødes og fortidens sted. Det er i allerhøjeste grad også de levendes og nutidens. Det ses på de historier, gravminderne fortæller os. For eksempel bagsiden af en bosnisk-serbisk krigergravsten i Banja Luka.

Begravelsespladser har alle dage vakt følelser i os mennesker. Som små var vi bange for de dødes sted. Senere lærte vi at leve med dem, når vi skulle besøge vores afdøde. Og på et tidspunkt affinder vi os måske med, at vi også selv ender der. Det er også et sted, hvor fortiden fastlægges for de overlevende, og historien bliver hugget i sten til fremtidens fortolkning.

På min seneste rygsækrejse besøgte jeg flere begravelsespladser. Én af dem var kirkegården i Banja Luka.

Ærens mark
Soldater faldet i krig nyder ofte en særlig respekt i deres fædreland. Det er derfor, vi i Danmark har så uforholdsmæssigt mange bevarede gravsteder over faldne soldater og veteraner fra 1864, i forhold til den øvrige befolkning. Allerede i starten af 1900-tallet gik man op i at bevare de faldne og veteranernes gravminder for eftertiden, så de, der ikke oplevede krigen selv, kunne ære soldaterne. At bevare og dyrke faldne krigeres gravminder er ikke et dansk fænomen, men noget der bruges i hele Europa.

I sommers backpackede jeg fra Italien til Bosnien-Hercegovina. Via Prijedor endte jeg i Banja Luka. Udover Ferhadija-moskéen, det gamle kastel og Republika Srpska-museet var det planen at besøge partisankirkegården i den vestlige udkant af byen. Regnvejret og afstanden tog dog modet fra mig, og jeg ledte derfor efter en kirkegård i centrum, og fandt den i nærheden af FK Borac Banja Lukas fodboldstadion.

Blomster og missiler
På den serbisk-ortodokse kirkegård i Banja Luka melder borgerkrigen sig hurtigt. Til højre for indgangen står et stort mindesmærke, med over hundrede navne på. Efter at have gået omkring i kort tid, befandt jeg mig på en del af kirkegården, hvor næsten alle de afdøde var unge mænd - døde mellem 1992-95. De allerfleste i 1995.

Gravminderne lagde ikke skjul på, at de var faldet i krigen. De var udsmykket med soldaterbilleder, rifler og missiler - side om side med kors, hjerter og blomster. 

Når forældre begraver deres børn
På Makivić-familiens gravsted ligger Zdravko begravet. Han var født i 1967 og døde i 1993. Hans billede indrammes af et hjerte. Til venstre er der indsat et billede af moderen Mara, og til højre faderen Marko. Deres fødselsår er skrevet på - og de to første tal i dødsåret taget på forskud.

De lever endnu, men skal, når tiden kommer, begraves hos deres søn. Sådan ser rigtig mange gravsteder ud på kirkegården. Forældrene begravede deres sønner. På Manojlović-familiens gravsted er situationen den samme. Sønnen Dario-Daco faldt i september 1995, 22 år gammel. Hans billede sidder øverst, med forældrene nedenunder. Moderen Dušanka døde i 2012, mens faderen Pajo stadig lever. De ligger der på rad og række, de unge mænd, der alle døde i 1995. Det skete under og efter kroaternes store offensiv, Operation Storm, der i august 1995 jagede serberne ud af den del af Kroatien, de havde styret siden 1991, og sendte dem ind i Bosnien, hvor serberne på dette tidspunkt også var pressede og led store tab.

Historiebrug på kirkegården
Hvorfor vælger efterladte at mindes deres afdøde som soldat og ikke som en kærlig søn, en god far, en inspirerende lærer eller en flittig arbejder?

Man kan være grov og sige, at den afdøde er ligeglad. Udsmykningen er måske til ære for ham, men den er nøje udvalgt af de pårørende, og fortæller den historie om ham, som de vil fortælle. Her har identiteten som soldat vejet tungere end det civile. Man kan med god ret hævde, at når han faldt som soldat, var dette hans identitet.

På én grav har de pårørende udsmykket stenen med et soldaterbillede, hvor den afdøde poserer med et skydevåben og tre fingre i vejret. Tri prsta - tre fingre, også kendt som den serbiske salut, udtrykte oprindeligt den hellige treenighed, men er i dag et symbol på serbisk tilhørsforhold, som blev anvendt meget af nationalister under krigen. Når familien mindes deres søn på den måde, er det for at vise både dem selv og andre, hvad han stod - og faldt - for. Han var den gode soldat, der kæmpede og døde for sit fædreland. Det er sådan de vil huske ham. 

Evig gæld
Som besøgende på begravelsespladser, står vi i gæld til de, der gav deres liv for vores land. Sådan er det i Danmark og sådan er det i Bosnien - uanset etnisk tilhørsforhold. De bosnisk-serbiske børn, der besøger kirkegården i Banja Luka opdrages til, at de står i gæld til de faldne soldater, deres helte. Kroaterne og de bosniske muslimer derimod, anser soldaterne for at være krigsforbrydere. Sådan er det i et etnisk opdelt land som Bosnien-Hercegovina, hvor befolkningen ikke har en fælles erindring af fortiden.

I Danmark er det anderledes. I vores forestillede fællesskab hylder vi frihedskæmperne og lægger bånd og blomster på deres grave i maj. At der i virkeligheden døde flere danskere i tysk tjeneste på Østfronten, end i kamp mod besættelsesmagten, er en ubekvem sandhed, vi helst vil glemme.

I maj 1944 blev sabotagevagten Ernst Otto Møbius fra Thisted likvideret af BOPA på Nørrebro. På gravstenen hjemme i Thisted blev der skrevet Treu bis zum Tod - Tro til Døden. Efter krigen blev der gjort rent på kirkegårdene i Danmark, og sætningen blev slettet. Der var ikke plads til nationalsocialisme på vores kirkegårde, da det spolerer vores fælles narrativ om krigen, med tyskerne som de onde og os selv som de gode. Så nemt bliver det aldrig i Bosnien, hvor heltene i det ene hus er krigsforbrydere hos naboen.

Mellem Gavrilo og Miloš
På bagsiden af en gravsten i Banja Luka er der et billede af den afdøde i uniform. Han har et mildt ansigt og et stort mellemrum mellem fortænderne. Teksten på stenen lyder: "SOV NU SERBISKE RIDDER TIL KRIGSTROMMERNES MUSIK; DIN SJÆL ER SIKKER: MELLEM GAVRILO OG MILOŠ. DINE KÆRE." Gavrilo henviser til den bosniske serber Gavrilo Princip, der i 1914 affyrede skuddene i Sarajevo, myrdede den habsburgske tronfølger Franz Ferdinand og indirekte startede 1. Verdenskrig. Den anden er Miloš Obilić - en halvmytisk serbisk ridder, som i 1389 skulle have sneget sig ind i tyrkernes lejr under Slaget på Solsortesletten og myrdet osmannernes sultan, Murad 1.

Måske var denne unge mand rede til at dø for den serbiske sag. Måske var han bare en stor knægt, der var vild med biler og rockmusik, men uheldig at vokse op i et land, hvor nationalistiske politikere greb magten, tog folket som gidsler og ofrede dem på hadets alter. Vi ved det ikke, men de pårørende har nærmest ikke givet os noget valg.

Dette er den første artikel i en serie om historiebrug på begravelsespladser på Balkan.

Jimmy Munk Larsen er cand.mag. i Historie og Kulturarvsformidling fra Aalborg Universitet. Han har arbejdet med modsætningsforholdet mellem serbere og kroater, krigen i Jugoslavien og skrev speciale om, hvordan gravminder på Vorupør Gamle Kirkegård kunne bruges til at formidle fortiden. Specialet blev i 2016 omskrevet og udgivet som bog med titlen 'Begravet i klitten'.
Tak til Maida Brackovic Nielsen, Hjørring, for hjælp til oversættelse.

Af Jimmy Munk Larsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<