Zapad 17 - overdrevet eller negligeret?

02. februar 2018

Øverst til venstre og nederst til højre: stills fra DRs undervisningsvideo om Zapad 17. Øverst til højre: Den fiktive fjende i Zapad 17 fra BelarusFeed. Nederst til venstre: Ruslands militære distrikter fra NATOs hjemmeside.

MILITÆRØVELSE | I september 2017 afholdt Rusland og Hviderusland militærøvelsen Zapad 17. Debatten i landene omkring var i perioden op til øvelsen præget af alarmerende analyser af øvelsens hensigt og omfang. Efterfølgende blev alarmen afblæst, og debatten forstummede.

MILITÆRØVELSE | Fra den 14. til 20. september 2017 afholdt Rusland og Hviderusland militærøvelsen Zapad 17. Debatten i landene omkring var i perioden op til øvelsen præget af alarmerende analyser af øvelsens hensigt og omfang. Efterfølgende blev alarmen afblæst, og debatten forstummede.

”Der er to store fejl, man kan begå, når man laver sikkerhedspolitik – det ene er at overdrive faren, det andet er at negligere den. Og jeg tror, vi skal passe på med at være så bange for at overdrive den, at vi negligerer den.”  

Således konkluderede professor og leder af Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen i P1 Morgen 18. september 2017, hvorvidt debatten om Zapad 17 var for ensidig. Noget tyder på, at såvel danske som andre vestlige medier har delt denne opfattelse. Dækningen af Zapad 17 synes under alle omstændigheder at være karakteriseret ved overdrivelse frem for negligering.

Dette indlæg har til formål at nuancere debatten om Zapad 17, da den vestlige pressedækning af militærøvelsen var alt for ensidig i sit alarmerende perspektiv – især det lave dokumentationsniveau taget i betragtning. Den potentielle sikkerhedspolitiske trussel fra Rusland skal ikke negligeres, og den er bestemt vigtig at adressere.

Men overdrivelsen af den kan risikere at føre til eskalering af konflikten mellem Rusland og Vesten, hvorfor Mikkel Vedby Rasmussen jo også benævner netop overdrivelsen som én af de store udenrigspolitiske fejl, man kan begå. Måske bidrog Vesten snarere til at eskalere en konfliktrisiko i håndteringen af Zapad 17, frem for at deeskalere den.

Fakta om Zapad 17

Russiske militærøvelser og -distrikter
Zapad 17 er en del af en årligt tilbagevendende militær øvelsesstruktur i en fireårig cyklus, som skiftevis foregår i henholdsvis Ruslands center-region (Tsentr), sydlige Kaukasus-region (Kavkaz), vest-region (Zapad) og øst-region (Vostok). Øvelsen var således vestvendt i 2009, 2013 og altså i 2017.

Opgaven for Zapad 17
Øvelsens opgave var i 2017 at nedkæmpe en oprørsbevægelse i det fiktive land Vejsjnoria, som geografisk svarede til den nordvestlige region af nuværende Hviderusland, der med støtte fra grænselandene mod vest Vesbaria (nogenlunde svarende til Litauen) og Lubenia (beliggende i det nordlige Polen), ville splitte statsforbundet mellem Rusland og Hviderusland og samtidig annektere den nordvestlige del af Hviderusland.  

Det anmeldte antal soldater
Officielt blev antallet af deltagende soldater i øvelsen opgjort til 12.700 – cirka 7.200 hviderussiske og cirka 5.500 russiske. 10.200 soldater skulle indsættes på hviderussisk territorium og de 2.500 tilbageværende russiske soldater skulle bemande stillinger på russisk territorium.

Wien-aftalen under OSCE

Ved militærøvelser har OSCEs 57 medlemslande underskrevet Wien-aftalens artikel 47,4 om, at militærøvelser skal anmeldes 42 dage på forhånd ved deltagelse af 9.000 soldater, og at den skal overværes af internationale observatører ved deltagelse af 13.000 soldater.

Kilder: NATO, Atlantsammenslutningen, The Royal United Services Institute (RUSI), OLFI og internetmediet Medusa.

Hvad handlede debatten egentligt om?
Man kan koge hele debatten ned til professor Mikkel Vedby Rasmussens indledende skisma, som både refererede konkret til Zapad 17, men også til opfattelsen af den russiske trussel generelt. Den generelle sikkerhedspolitiske trussel fra Rusland vil jeg ikke gå i dybden med her, men primært fokusere på Zapad 17 som et konkret eksempel på en situation, der har skabt usikkerhed ved at blive håndteret uhensigtsmæssigt – og sågar fejlagtig.

Den overdrevne vurdering af Zapad 17 fokuserede for det første på selve hensigten med øvelsen; for det andet på militærøvelsens indhold – altså den fiktive opgave, der skulle løses; for det tredje det anvendte materiel; og for det fjerde og helt centralt var det omstridte spørgsmål om antallet af personel. Sidstnævnte er omdrejningspunktet for denne kommentar.

100.000 soldater i Zapad 17
Ifølge rusi.org vurderede litauiske medier, at cirka 140.000 mand deltog i Zapad 17 og ukrainske om cirka 240.000 mand. Danske, polske samt størstedelen af de øvrige vestlige medier rapporterede konsekvent om cirka 100.000 mand. Disse estimater angav en konsekvent høj alarmeringsgrad – næsten udelukkende underbygget af dette omfattende mandskabsantal.

Alle toneangivende medier herhjemme, såvel som de store britiske og amerikanske medier, bragte historien om den 100.000 mand store styrke i Zapad 17, her iblandt CNN, BBC, The Guardian, New York Times  Herhjemme formidlede information, Politiken, Jyllandsposten, DR og TV2 det samme estimat, og ingen af dem forholdte sig nævneværdigt kritisk til antallet. De 100.000 soldater stod i skærende kontrast til det officielle tal på 12.700, og det blev hurtigt til historien om russisk misinformation, fordækte hensigter, og at den største militærøvelse siden den kolde krig var under opsejling.

Ikke fake news, men dårlig journalistik
Den vestlige dækning af Zapad 17 blev efter militærøvelsens afslutning kaldt vestlig fake news både i udlandet ved The independent og herhjemme ved Mr. East. Så langt vil jeg ikke gå i nærværende kommentar, men blot konstatere, at medierne tog fejl ved at overvurdere Zapad 17 i så høj grad, uden at gøre opmærksom på, endsige tage forbehold for, estimatets usikkerhed, eller på anden måde forholde sig kritisk til egne kilder; i dette tilfælde kvaliteten af efterretningstjenesternes vurdering eller eventuelle bagvedliggende politiske motiver. Derved bidrog medierne til en øget frygt for konflikt ved misledning af den almindelige borger.

Hvad baserede estimatet på de 100.000 mand sig på?
Ifølge
Atlantsammenslutningen, OLFI og rusi.org baserede estimatet sig primært på, at Rusland havde planlagt en troppe-transport mod Hviderusland i cirka 4.000 togvogne. Dette antal togvogne skulle have været i stand til at rumme op mod to russiske divisioner, hvilket svarer til 30.000 militærpersonel.

I tillæg hertil tilføjede man de tropper, som over de seneste år er transporteret til Kaliningrad. Dette er efter sigende mandskab, der traditionelt flyttes til øvelsesområderne under Zapad-øvelser og desuden det mandskab, der er placeret nær de baltiske grænser.

Et sådan estimat er helt legalt i sig selv fra efterretningstjenesternes side, men tallenes usikre karakter er åbenlys og burde have været taget i betragtning samt ekspliciteret i langt højere grad af medierne, end tilfældet var.

Russisk underdrivelse og aftalebrud
Alle ikke-russiske og uafhængige russiske analyser var enige om, at Rusland underdrev antallet af personel i militærøvelsen, ved at annoncere, at 12.700 soldater deltog. Efterfølgende blev disse analyser bekræftet ifølge dr. Igor Sutyagin, seniorforsker ved RUSI. Det tætteste man ifølge ham kan komme på et dokumenteret antal soldaterpersonel peger på, at Rusland stillede med mindst 14.900 soldater i kerneøvelsen. Dette er klart over det niveau, der er fastsat i artikel 47,4 i OSCEs Wien-aftale fra 2011 om invitation af OSCE-observatører ved deltagelse af 13.000 soldater.

Fra størst siden den kolde krig til mindst i seks år
Efterfølgende blev de mest pessimistiske analyser –  for eksempel NATOs - anslået til, at mellem 60 og 70.000 soldater deltog i øvelsen i et eller andet ikke nærmere defineret omfang. Fra at være blevet fremstillet som den største strategiske militærøvelse siden den kolde krig var det i realiteten, ifølge NATOs egne tal (se figur), den mindste øvelse, Rusland har afholdt siden 2011, hvor 12.000 soldater deltog (NATO har ikke offentliggjort et estimat for Kavkaz 12, hvor Rusland selv annoncerede deltagelse af 8.000 soldater).


Kilde: Natos hjemmeside

Der er flere upræcisheder i den vestlige dækning. Selv med de 100.000 soldater havde det således kun været den største russiske militærøvelse siden Kavkaz 16 – altså året før. Der mentes sandsynligvis den største ’vestvendte’ øvelse siden den kolde krig, men det blev ikke præciseret. Dækningen indeholdte altså flere problemer af rent faktuel karakter.

Udover overdrivelsen af antallet af soldater spillede man også på analogien mellem Rusland og Sovjetunionen og den indlejrede gammelkendte konflikt mellem Øst og Vest ”den kolde krig”. Analogien med Sovjetunionen underbygger en konfliktnarrativ, der bruges for lemfældigt og i stigende grad i vestlige og vestligt orienterede medier.

Udenlandsk og hjemlig medieforskning viser, at dækningen af Rusland i stigende grad har været forenklet og negativt præget i de seneste år. Det viser studier fra 2016.

Danske og udenlandske mediers dækning af Rusland
Undersøgelsen Danske mediers dækning af Rusland foretaget ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole fra 2016 kunne eksempelvis påvise, at nutidens Rusland ofte bliver omtalt og framet i en neo-imperial og neo-sovjetisk optik.

Samfundsforskeren Elias Götz har sammenfattet disse indholdsmæssige karakteristika - eller denne tendens - i den vestlige dækning af Rusland som tre hovedfortællinger: ’Revisionist Russia’, ’Troublemaker Russia’ og ’Victim Russia’, som tillægger Rusland sovjetisk nostalgi, imperiale ambitioner og beskriver landet som en diktaturstat.

Af samme undersøgelse fremgik det ligeledes, at fremtrædende repræsentanter fra journalistikken afviste forskningens resultater. Noget tyder således på, at Ruslandsspørgsmålet afslører en diskrepans mellem den udøvende journalistiske selvopfattelse og journalistikken som videnskabeligt genstandsfelt i medieforskningen. Det er både interessant og tankevækkende, at disse forskellige perspektiver på samme faglighed og profession kan afføde så konsekvent forskellige resultater.

Uanset om tilgangen er journalistisk, videnskabelig eller politisk, så har debatten om Rusland dog i stigende grad vist en grundlæggende tendens: Nemlig, at analyserne indenfor dette tema – Ruslands udenrigspolitiske hensigter - anskues ud fra en enten pessimistisk, pragmatisk eller optimistisk grundopfattelse. I debatten om Zapad 17 var den pessimistiske i den grad overrepræsenteret.

Opfattelser af Zapad 17
Zapad 17–debatten afslørede igen en forhåndsopdelt analytikerskare i forholdet til de russiske udenrigspolitiske hensigter, som tidligere beskrevet i Hvad er Putin ude på i Baltikum?. Dette er kendetegnet ved et debatklima, hvor individuelle opfattelser af Rusland får en relativt stor vægt i analyserne på tværs af indsigt, perspektiv og faglighed.

Den pessimistiske
I den pessimistiske opfattelse anses Rusland for grundlæggende ekspansivt, truende – den næste aggression ligger i logisk forlængelse af de forrige. Dermed ansås Ruslands militære aktivitet under Zapad 17 i den pessimistiske opfattelse for den mulige udførelse af en aggressiv russisk udenrigspolitisk strategi, der potentielt kan involvere invasion af andre lande. Denne opfattelse er på linje med de overdrevne analyser af Zapad 17.

På linje hermed ligger Mikkel Vedby Rasmussen, der i P1 Morgen den 18. September 2017, på spørgsmålet om medierne herhjemme generelt var for kritiske overfor Rusland svarede:

”Næ, det synes jeg faktisk ikke – tvært i mod. Nej, det kan jo være, at deres procentregning er bedre end mit indtryk. Men det er bestemt ikke det indtryk, jeg sidder tilbage med.

[En øvelse] med op til hundrede tusind mand er jo et udtryk for et eller andet – en ting er sikkert – det er jo et faktum, at det ikke er vesten, der afholder en øvelse med hundrede tusind mand.”

Den pragmatiske
Den pragmatiske opfattelse forholder sig anderledes, idet Ruslands sikkerhedspolitiske risiko anerkendes, uden at den anser en intervention som en reel risiko. Her pointeres det, at Putin af hensyn til sin interne opbakning ønsker fortællingen om, at Rusland kan true Baltikum, opretholdt. Men Rusland angriber ifølge denne opfattelse ikke, blandt andet fordi de baltiske lande udgør en alt for stor risiko som allerede fuldgyldige NATO-medlemmer.

Ruslands ageren i Zapad 17 skal på linje hermed ifølge DRs Ruslandskorrespondent Mathilde Kimer i P1 Morgen den 14. September 2017 forstås sådan, at:

”Man skal se denne øvelse fra russisk side som et vindue ind i Ruslands største frygt – at vesten sponserer revolutioner, som man jo oplever i Ruslands interesseområde Ukraine og Georgien.” 

Overdrivelse kontra negligering
Uanset de mulige bagvedliggende bevæggrunde blev omfanget af og hensigten med øvelsen vurderet ud fra en pessimistisk opfattelse af Rusland, og medierne var enslydende ukritiske i forhold til de vestlige efterretningstjenester. Dette medførte en unødvendig overdrivelse af en potentiel russisk trussel, hvilket kun har forværret det i forvejen dårlige klima mellem Rusland og Vesten.

Konsekvenserne af den ensidige dækning burde give anledning til en revurdering af balancen mellem forenklede, letforståelige historier overfor den kritiske nyhedsjournalistik.

Afslutningsvis er det nærliggende for undertegnede at stille det logiske modspørgsmål til Mikkel Vedby Rasmussens indledende konklusion:

”Der er to store fejl man kan begå når man laver sikkerhedspolitik – det ene er at overdrive faren, det andet er at negligere den. Og jeg tror vi skal passe på med at være så bange for at overdrive den, at vi negligerer den.”

Skal vi ikke snarere passe på med at være så bange for at negligere den, at vi overdriver den?

Af Rasmus Lauridsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<