Russisk præsidentvalg 2018: Naiv debutant overfor demagogiske dinosaurer?

05. marts 2018

VALG I RUSLAND | Selv om der ikke er spænding om, hvem der bliver Ruslands næste præsident, kan valget godt blive interessant takket være Ksenia Sobtjak.

VALG I RUSLAND | Der er præsidentvalg i Rusland 18. marts. På trods af hele otte opstillede kandidater er alle iagttagere enige om, at Putin vil vinde valget uden problemer. Men selv om spændingen om udfaldet er ikkeeksisterende, kan valget dog vise sig at blive en yderst interessant affære. Som eneste kvinde tager Ksenia Sobtjak kampen op mod Putin og systemet. Eller gør hun?

 

I offentliggørelsen af sit kandidatur dels på en youtube-video og dels i avisen The New Times slog Kseania Sobtjak fast, at hun er en ’imod alle’-kandidat. Betegnelsen henviser til en tidligere valgmulighed for at vælge ’imod alle’, en måde hvorpå man kunne vise sin utilfredshed i selve valghandlingen og samtidig benytte sin stemmeret. Denne valgmulighed blev indført under forfatningskrisen tilbage i 1993 og frataget vælgerne igen efter præsidentvalget i 2004.

 

Sobtjak kan dermed synes at repræsentere et reelt alternativ til det politiske system i Rusland, men hun kan i lige så høj grad være et led i en nøje udtænkt strategi fra magthaverne i Kreml. Sobtjaks kandidatur kan fjerne fokus fra den mest prominente oppositionsfigur, Aleksej Navalnyj, der selv er udelukket fra at stille op og som har igangsat en kampagne for en boykot af valget. Selv om meningsmålingerne ikke levner hende nogen chance, er Sovjak alligevel løbet med opmærksomheden.

 

Valget 18. marts

Efter en lovændring sidste sommer blev præsidentvalget flyttet fra søndag den 11. marts til søndag den 18. marts. Ifølge lovændringen kunne præsidentvalget ikke længere afvikles på søndagen i samme uge som en officiel fridag, og da kvindernes internationale kampdag den 8. marts – en officiel fridag i Rusland – faldt inden for samme uge, blev valgdagen dermed flyttet. Ændringen er vigtig, fordi valgdatoen nu er sammenfaldende med fireårsdagen for Krims optagelse i Den Russiske Føderation, hvilket da også er den uofficielle forklaring på lovændringen.

 

Præsidentvalget skal afgøres over to valgrunder, med mindre én af kandidaterne opnår absolut flertal allerede i første valgrunde. En eventuel anden valgrunde vil blive gennemført den 8. april. Efter en lovændring i 2008 blev præsidentperioden udvidet fra fire til seks år. Præsidenten må højst regere to perioder i forlængelse af hinanden.

 

Præsidentkandidaterne

Der er syv opstillede kandidater, der står klar til at tage kampen op med Putin. Pavel Grudinin er ifølge meningsmålingerne den største udfordrer. Han har noget overraskende erstattet den erfarne og fortsat fungerende partileder Gennadij Sjuganov, som Kommunisternes (KPRF) kandidat. Sjuganov har været opstillet som kandidat ved fire af de foregående fem præsidentvalg og var snublende tæt på at vinde efter en kontroversiel anden valgrunde mod Boris Jeltsin i 1996.

 

Grudinin blev opstillet efter at have vundet primærvalgene i Venstre Front – en koalition af Ruslands venstreorienterede partier og efterfølgende altså også nomineringen. Grudinin udgør en noget atypisk frontfigur for et kommunistisk projekt med sin åbenlyse rigdom fra landbrugsvirksomhed, og han anses af iagttagere som et forsøg på at distancere Kommunistpartiet fra den aldrende sovjet-nostalgiske vælgerskare. Grudinin var desuden medlem af det Putintro regeringsparti Forenet Rusland indtil 2010.  

 

Udfordrer nummer to er en anden gammel kending i russisk politik, den populistiske ultra-nationalist Vladimir Sjirinovskij. Han er leder af Det liberal-demokratiske parti (LDPR), som aldrig har været hverken liberalt eller demokratisk, og han har ligesom Sjuganov stillet op ved flere af de foregående præsidentvalg. Sjirinovskij har traditionelt været en særdeles kontroversiel politisk figur som retorisk positionerede sig som en stærk kritiker af den siddende præsident, men som i lovgivningsarbejdet de facto altid har bakket ham op.

 

Grudinin og Sjirinovskij står til hver 6% i meningsmålingerne.

 

Grigorij Javlinskij var den første, der annoncerede sit kandidatur allerede i januar 2016. Javlinskij stiller dermed op for første gang siden år 2000, efter at han blev nægtet opstilling ved seneste præsidentvalg i 2012. Javlinskij er formand for partiet Jabloko (russisk for ’æble’), som traditionelt har været kendt som en reel og betydningsfuld oppositionel politisk faktor. Partiet har i de senere år levet lidt af en politisk skyggetilværelse og kan, på trods af sit mangeårige engagement som ideologisk forankret og seriøs oppositionskandidat, ikke regnes for en seriøs udfordrer til præsidentembedet. Javlinskij står ifølge FOM til cirka 1% af stemmerne.

 

Boris Titov stiller op for Vækstpartiet, Maksim Surajkin for Ruslands Kommunister og Jelsins modstander under forfatningskrisen i 1993 Sergej Baburin stiller op for Den russiske folkeunion. De slår udgør alle ganske anonyme præsidentkandidater, som i FOMs meningsmåling den 4. februar ligger på under 1% af stemmerne og kan ikke forventes at spille nogen nævneværdig rolle i præsidentvalget. Især Ruslands Kommunister er kendt som et spoiler-parti, og dets kandidat, Surajkin, kommer ikke til at spille en anden rolle end at trække vælgere væk fra Kommunistpartiets kandidat Grudinin.

 

Hvem er Ksenia Sobtjak?
Sobtjak adskiller sig markant fra de øvrige kandidater på listen. Hun er den yngste og den første kvindelige præsidentkandidat siden 2004, men det er langt fra det eneste interessante ved hende. Sobtjak er nemlig datter af tidligere borgmester i Skt. Petersborg, medforfatter til den russiske forfatning og ikke mindst Putins mangeårige mentor.

 

De personlige bånd til Putin har tiltrukket sig en del opmærksomhed. Som The New Times polemisk fastslår: ”… det er svært at forestille sig Putin føre valgkamp mod en, der engang sad på hans skød, og hvis far engang var hans chef [da Putin bestred posten som viceborgmester under Ksenias far Anatolij Sobtjak i midt-halvfemserne]”.

 

Dertil kommer hendes karriere på TV som reality-stjerne og hendes image i konservative kredse som ”Ruslands Paris Hilton”. Men der er også tegn på reelle politiske hensigter, der sætter Sobtjaks kandidatur i et mere seriøst lys. Hendes aktivistiske deltagelse i anti-Putin demonstrationerne i 2011-12, optagelsen i Det Oppositionelle Koordinationsråd sammen med blandt andre Navalnyj og Boris Nemtsov, der blev myrdet i 2015, samt dele af hendes mere professionelle TV-karriere som journalist og vært for programmet ’Sobtjak Live’ ved den uafhængige TV kanal Dosjd, som er kendt for oppositionelle synspunkter.

 

Den russiske opposition

En kort analytisk skitse over det oppositionelle politiske landskab i Rusland foreskriver, at der findes en såkaldt ’systemisk’ og en ’ikke-systemisk’ opposition vurderet ud fra deres politiske funktionalitet. Samlebetegnelsen ’den systemiske opposition’ dækker over at en række partier og aktører på tværs af politiske skel, påberåber sig en oppositionel position overfor den regerende præsident, men som i realiteten bakker systemet op. Til denne kategori hører Sjirinovskij og Grudinin/Sjuganov.

 

Den ikke-systemiske opposition står selv sagt i direkte opposition til selve systemet. Derfor er den ikke populær blandt magthaverne i Kreml, der forsøger at kontrollere den med forskellige midler. Den mest fremtrædende figur i den ikke-systemiske opposition, Aleksej Navalnyj, er således blevet udelukket fra at stille op til valget, som følge af en sag om økonomisk svindel.

 

Den ikke-systemiske opposition kan underinddeles i to kategorier: Den opportunistiske og den ideologiske. Til den første hører Sobtjak, hvis hendes kandidatur skal tages seriøst, og til dels Navalnyj, hvis han havde været opstillingsberettiget. Navalnyj tilhører til dels også den ideologiske, da der er et selvstændigt indhold i hans politiske program, men efter hans udelukkelse er hans rolle udelukkende opportunistisk med opfordringer til boykot af valget. Javlinskij tilhører også den ikke-systemiske, ideologiske oppositionskategori.

Sobtjak – opportunist eller spoiler?

Sobtjak har påtaget sig rollen som stand-in for Navalnyj. Således skriver hun i The New Times, ”at hun kræver Navalnyj løsladt og godkendt som præsidentkandidat, da det er en skandale, som det var, da Javlinskij ikke opnåede godkendelse ved sidste præsidentvalg i 2012. Videre skriver hun: ”Hvis Navalnyj får lov til at opstille, vil jeg endda overveje selv at trække mig og støtte ham”.

 

Navalnyj selv giver ikke meget for seriøsiteten af Sobtjaks kandidatur som Deuche Welle kunne berette den 18. oktober 2017. Han kommenterede på rygterne om Sobtjaks potentielle kandidatur inden offentliggørelsen ved at opfordre journalister til ikke at deltage i det ”temmelig ulækre Kreml-spil, som går ud på at hive en liberal vittighed ind i valget for at distrahere alle'”. Sobtjak svarede igen på Navalnyjs udtalelse til det russiske nyhedsmedie RBC: ”Et godt råd [til Navalnyj]: Lad være med at fornærme folk ved hjælp af ubekræftet information.”

 

I perioden umiddelbart efter, at Sobtjaks kandidatur var en realitet, mødte offentligheden en sjældent fåmælt Navalnyj, som ”ikke ville kommentere på betydningen af hans modkandidats opstilling”. Dog må Navalnyjs opfordring til at boykotte valget, i stedet for at give Sobtjak sin støtte, siges at være hans negative konklusion på Sobtjaks troværdighed.

 

Måske kan Navalnyj ligefrem opnå større betydning gennem en vælgerboykot end som opstillet kandidat, idet han på trods af sin store mobiliseringsstyrke aldrig har stået til mere end 2,5 – 3% af stemmerne ifølge meningsmålingerne. Kreml frygter dette scenarium ganske meget, dels fordi en meget lav valgdeltagelse vil være et autoritetstab for Putin, og dels fordi eventuelle afsløringer af valgsvindel i forsøget på at hæve valgdeltagelsen kunstigt vil være et enormt prestigetab for Putin – især efter afsløringerne af valgsvindel ved sidste præsidentvalg.

 

Set i dette lys må man sige, at Sobtjaks kandidatur ligner en nøje udtænkt spoiler: Hendes opportunistiske ’imod alle’-profil kan udligne noget af Navalnyjs boykot-opfordring hos vælgerne; hendes 35 år kan matche Navalnyjs 41 år, og hendes tilsyneladende liberale og regeringskritiske ståsted kan tiltrække dele af Navalnyjs støtter.

 

Så hvad kan vi forvente?

Således ser det hele meget forudsigeligt ud: Putin vinder i første valgrunde med 60-70% af stemmerne som i 2012. Grudinin kommer på andenpladsen med under 20% af stemmerne (Sjuganov fik 17% i 2012) og Sjirinovskij eller Sobtjak på tredjepladsen med under 10% af stemmerne (som Prokhorovs 8% i 2012). I den mest optimistiske analyse af Ruslands demokratiske funktionalitet, er udfaldet givet på forhånd, hvilket i sig selv er et tegn på dys-funktionalitet.

 

Af Rasmus Lauridsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<