Baltiske billeder på lærredet

29. marts 2018

Den litauiske film 'Miracle' om svinefarmeren Irena er at se i Øst for Paradis i Aarhus den 9. april. (Foto: DKI)

FILMFESTIVAL | 100 års selvstændighed på Baltikum fejres i biografen i Aarhus. Fra 6. til 9. april kan man lade sig opsluge af film fra Estland, Letland og Litauen ved Baltic Frames Filmfestival.

FILMFESTIVAL | 100 års selvstændighed fejres i biografen. Fra 6. til 9. april kan man lade sig opsluge af film fra Estland, Letland og Litauen ved Baltic Frames Filmfestival i Aarhus.

Forhåndsomtale af Dansk Kulturinstitut

For tredje år i træk kommer Baltic Frames med nye vidunderlige film fra de tre baltiske lande til Aarhus.

Baltic Frames 2018 byder blandt andet på den prisbelønnede litauiske cykeldokumentar ”Wonderful Losers” med danske Chris Anker Sørensen, den lettiske dokumentar ”Liberation Day” om verdens første rockkoncert i Nordkorea samt den kulsorte estiske spillefilm ”November”, der bedst kan beskrives som Brødrene Grimm på syre.

Baltic Frames præsenterer det brede spektrum af film, der produceres netop nu i Baltikum, og som alle rummer gudesmukt billedsprog og overraskende personskildringer. Festivalen er særligt dedikeret til den poetiske dokumentarfilmtradition i de baltiske lande. Det er en unik måde at skabe film, hvor rørende og smukke historier fortælles ud fra devisen ”show it, don’t tell it” – som den legendariske instruktør Herz Frank har udtrykt det.

For 100 år siden, i 1918, kunne Estland, Letland og Litauen for første gang erklære sig selvstændige stater. Filmfestivalen Baltic Frames 2018 er en dansk markering af dette vigtige jubilæum for tre lande, der de seneste 100 år har gennemlevet radikale omvæltninger. Et konstant element i de tre landes udvikling har været fornemme filmtraditioner, der også helt aktuelt fostrer medrivende og nyskabende produktioner.

Dansk Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen står bag Baltic Frames, som igen i år giver danskerne mulighed for at opleve de nyeste filmproduktioner fra de tre lande. Festivalen foregår som tidligere i Aarhus-biografen Øst for Paradis, og i år også debatarrangementet Trends in Baltic Cinema and the Connection to Denmark i Domes of Vision.

Med denne perlerække af rørende, morsomme og dybsindige film ønskes de baltiske lande tillykke med 100-årsjubilæet:

10 Minutes Older af Herz Frank (1978, Letland)
I denne sort-hvid dokumentar uden ord fra 1978, optaget ’all in one breath’, observeres børns ansigter, mens de ser et dukketeater. Dokumentarklassikeren er uredigeret og viser reaktionen på det første møde med det gode og det onde – diskret banebrydende filmkunst og en rørende lakonisk hyldest til den poetiske dokumentargenre.

Wonderful Losers: A Different World af Arunas Matelis (2017, Litauen)
Matelis’ dokumentar er levende poesi om professionel cykelsport og om dem, der ofrer alt for at sikre sejren for deres holdkammerater. De er vandbærerne og Sancho Panza’erne. Altid bagest i gruppen uden ret til personlig sejr. Disse vidunderlige tabere er cykelsportens ægte krigere, der slider hårdt for den fælles sejr.

Gennem 7 år fulgte Arunas Matelis fulgte disse cykelsportens  Sancho Panza’s under Giro d’Italia, hvor man i filmen blandt andet følger den danske cykelrytter Chris Anker Sørensen på holdet.

Arunas Matelis har siden 1992 stået bag produktionen af mere end 30 kreative dokumentarer. Selv har han instrueret 10 dokumentarfilm, af hvilke “Before Flying Back To the Earth” har vundet over 10 priser, blandt andet den prestigefulde Directors’ Guild of America Award.

Dead Ears af Linas Mikuta (2016, Letland) + Lembri Uudu af Eeva Mägi (2017, Estland)
De to dokumentarfilm Dead Ears og Lembri Uudu fører os en tur til både den litauiske og estiske provins. Først helt tæt på hverdagen hos en gammel bonde og hans døvstumme søn. Hvor langt kan man egentlig være fra hinanden, selvom man deler tag, arbejde og sorger?

Linas Mikuta (1980) er film- og teaterinstruktør. I 2015 blev han færdiguddannet filminstruktør fra Lithuanian Academy of Music and Theatre (LMTA). Inden for de seneste tre år har Linas Mikuta lavet fire dokumentarer og deltaget i mange festivaler både i Litauen og i udlandet.

I Lembri Uudo til en anden landsby med spøgelset Uudu, som er vendt tilbage efter sit menneskes død og nu på hjertevarm vis genforenes med de efterladte over snaps og anekdoter. I det lille samfund blev de fleste arbejdsløse efter Sovjetunionens kollaps, og man må spørge sig selv om byen er et spøgelse i lige så høj grad som Uudu er det.

Eeva Mägi (1987) har instrueret flere dokumentarer og fastholder en eksperimenterende tilgang til mediet. Hun er uddannet dokumentarist fra Baltic Film and Media School. Ved siden af sit virke som instruktør er Mägi advokat, med speciale i ophavsret.

Liberation Day af Ugis Olte og Morten Traavik (2016, Letland)
Til hele verdens store overraskelse bliver det eks-jugoslaviske kultband Laibach den første rockgruppe nogensinde til at optræde i Nordkorea. Denne bizarre begivenhed er udgangspunkt for dokumentarfilmen, hvor vi følger bandets kamp med seriøse kulturforskelle og censur – og med et publikum, der aldrig har oplevet alternativ rock.

Ugis Olte har både skabt musikvideoer, kortfilm, dokumentarer og produktioner til TV. Han har en legende tilgang til sine emner, og ynder at bruge det drømmende og mytiske til at fortælle nutidige historier.

Morten Norvik fra Norge er en fintunet multikunstner og arbejder internationalt med mange forskellige genrer, både dokumentar, tv-serier, udstillinger, drama, scenekunst.

November af Rainer Sarnet (2017, Estland)
November er en sort-hvid bizar kærlighedshistorie. I en verden af magi, sort humor og mytologi findes en hedensk estisk landsby, hvor varulve, ånder og pesten strejfer rundt. Landsbyboernes største bekymring er overlevelse i den kolde, mørke vinter. Der stjæles på livet løs fra alt og alle – selv fra Jesus Kristus. Og her er sjælen i centrum; længslen efter en, salget af en samt livet uden en. Alle kneb gælder i denne estiske fantasyproduktion. Filmen er baseret på en roman af Andrus Kivirähk, og er et portræt af en estisk landsby beboet af grådige gamle mænd, kloge tandløse gubber og spøgelsesagtige elskende og antropomorfe skabninger.

Rainer Sarnets filmkarriere begyndte inden for animation, og har også arbejdet med både reklame og magasiner. November er hans tredje spillefilm. “November” var Estlands bud til Oscar nominering i kategorien Bedste fremmedsprogede film i 2017.

Woman and the Glacier af Audrius Stonys (2016, Litauen)
I 30 år har den litauiske forsker Aušra Revutaite boet dybt inde i bjergkæden Tian Shan i Kazakhstan. Her ca. 3.500 meter over havet studerer hun klimaforandringer på Tuyuksu-gletscheren ved en gammel forskningsstation.

I denne poetiske dokumentar med en overvældende visuel styrke opleves storslåede landskaber og det daglige arbejde, blandet med arkivklip fra forskerens forgængere 100 år tidligere – ikke meget synes forandret.

Audrius Stonys (1966) er en erfaren dokumentarist med mere end 13 dokumentarfilm i baggagen og en enkel kortfilm. Han har modtaget en lang række priser, og hans film “Ramin” var i 2011 Litauens bud til Oscar’s Bedste fremmedsprogede film-kategori, men opnåede dog ikke nominering.

Era of Dance af Viktors Buda (2017, Letland/Rusland)
Bag jerntæppet set fra Sovjet dunker bassen fra elektronisk dance-musik. Era of Dance er en forrygende dokumentarfilm om techno-musikkens invasion i Sovjetunionen i sidste halvdel af 1980’erne.

Riga i Letland var fast besluttet på at blive byen, der viste Sovjetunionen en ny og banebrydende musikkultur og byen producerede en række legendariske DJs. Filmen indeholder en række vidneudsagn fra personer, der var aktive på techno-scenen i perioden, hvoraf man får fornemmelsen af, at musikken har haft en indflydelse på den gradvise demokratisering af sind og samfund op til Sovjetunionens kollaps og de nye landes selvstændighed.

Mellow Mud af Renars Vimba (2016, Letland)
Et gribende coming-of-age drama om pigen Raja og broderen Robis. Efter bedstemoderens død sætter de sig for at finde deres mor, der er flyttet til England for at finde arbejde. Midt i sin ensomhed, sorg og pludselig også den første kærlighed er Raja tvunget til at tage beslutninger, der ville være svære selv for den mest voksne kvinde.

Filmen fortæller historien om en ung piges kamp med tilpasse sig et hårdt liv og hvordan man får mest ud af det.

Renars Vimba har studeret film i Tallinn og Riga. Efter en række kortfilm er Mellow Mud hans første spillefilm.

Miracle af Egle Vertelyte (2017, Litauen)
Litauen, 1992. Irena er formand for en kollektivt drevet svinefarm, der er tæt på bankerot i dette tragikomiske drama. En velhavende amerikaner kører ind i den mudrede landsby, og han synes, at være svaret på alle Irenas bønner. Men da hun begynder at falde for hans charme, indser hun samtidig, at hans motiver nok ikke er helt uskyldige.

Egle Vertelyte er manuskriptforfatter og filminstruktør. Efter at have læst historie på universitetet i Vilnius, tog hun til Danmark for at uddanne sig på Den Europæiske Filmhøjskole. Tilbage i Litauen arbejdede hun videre med kortfilm, tv og forskellige medier. Senere har hun også i en periode arbejdet i Mongoliet som assistent på National Mongolian University.

Seminar om trends i baltisk film med fokus på dokumentaren
Lørdag den 7. april under festivalen Baltic Frames i Aarhus får både filmnørder og alment interesserede mulighed for at komme tæt på tre instruktører, der markerer sig på festivalen med vidt forskellige dokumentarfilm: Wonderful Losers, Liberation Day og Lembri Uudu.

Baltisk dokumentar favner en poetisk tradition uden sidestykke og er en ofte overset niche inden for filmverdenen. Det er en unik måde at skabe film, hvor rørende og smukke historier fortælles ud fra devisen ”show it, don’t tell it” – som den legendariske lettiske instruktør Herz Frank har udtrykt det. Samtidig er der tendenser til, at genren bevæger sig i nye, overraskende retninger – som instruktørerne vil fortælle om og man vil kunne opleve i filmene på Baltic Frames.

Seminaret modereres af Simon Drewsen Holmberg, leder af Dansk Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen. Arrangementet afholdes på engelsk. Der er gratis adgang.

Senere på måneden afholdes festivalen over 14 dage på Cinemateket i København.

Baltic Frames 2018 sker i samarbejde med de tre baltiske ambassader i Danmark og de nationale filminstitutter med støtte fra Danmarks Kulturministerium og Udenrigsministerium.
  
Se programmet på Dansk Kulturinstituts hjemmeside.   

Af Malene K. Holm (DKI)


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<