Djukanovic, Montenegros politiske fugl Fønix

13. april 2018

Forholdet til NATO er et af søndagens valgs helt store temaer.

VALG I MONTENEGRO | Søndag 15. april er der præsidentvalg i Montenegro. Spørgsmålet er, om Montenegros nye medlemskab af NATO, grænseaftalen med Kosovo og det påståede mordforsøg på regeringslederen Djukanović forrige år vil få nogen indflydelse.

VALG I MONTENEGRO | Sændag 15. april er der præsidentvalg i Montenegro  – det kommer til at stå mellem den garvede veteran Milo Djukanović og en samlet oppositionskandidat. Valget synes som endnu et, hvor det regerende parti tager magten uden at behøve at spørge om lov, som de nu har gjort i snart 30 år. Spørgsmålet er, om Montenegros nye medlemskab af NATO, grænseaftalen med Kosovo og det påståede mordforsøg på regeringslederen Djukanović forrige år vil få nogen indflydelse.

Der findes et karakteristisk billede af Montenegros regerende elite taget et par dage efter landet erklærede selvstændighed i maj 2006. Her sidder tre mænd og smiler bredt sammen. Den midterste er Milo Djukanovic, premierministeren, og lederen af det største parti, Det Demokratiske Parti for Socialister (DPS).

Djukanovic havde på daværende tidspunkt styret den lille republik i 18 år gennem alt fra borgerkrig, NATO-bombardementer og et åbent opgør mod Milosevics Serbien. Ved sin side sidder hans trofaste partikammerat Filip Vujanović, der tiltrådte som præsident i 2003 mens Montenegro og Serbien stadigvæk var i union sammen. Yderst sidder lederen af et mindre socialitsparti, Ranko Krivokapić, der i 18 år var en del af Djukanovics regering og bestred embedet som parlamentets formand.

Her til maj udløber Filip Vujanovićs embedsperiode. Ifølge forfatningen kan han ikke sidde længere. Hans parti DPS, der sidder på regeringsmagten på sit 27 år, har efter længere tids venten valgt at stille Milo Djukanović op. Djukanović vender dermed tilbage til politik på trods af, at han trak sig som premierminister kort efter sidste parlamentsvalg. Det er dermed atter den gamle elite der er på valg.

Flere kommentatorer spekulerede i månederne op til annonceringen, om hvorvidt Djuknaović stod klar til at rykke ind i præsidentkontoret. En meningsmåling foretaget af det liberale og pro-europæiske Radio Free Europe viste, at 40% af vælgerne vil stemme på Milo Djukanović, hvis han stiller op. I modsætning vil kun 30% stemme på det ledende oppositionspartis, Demokratisk Montenegro (DM), kandidat Aleksa Bečić. Annonceringen af hans kandidatur trak dog ud og kom kun få dage før deadlinen for opstillinger udløb. I flere aviser spekuleres der i, om denne sene annoncering skyldes indre magtkampe i Djukanovićs parti, idet især den tidligere stærke forsvarsminister havde luftet ønsket om at stille op for DPS.

Andre kommentatorer spekulerer i, om Djukanovićs sene kandidatur skyldes pres fra Berlin, Paris og Bruxelles, der efterhånden gerne ser nye ansigter i Montenegros ledelse. Det er dog alt sammen gisninger, da EU i disse tider ligeså godt kunne ønske sig stabilitet i det lille land – noget som Djukanović giver. 

Kandidaterne
Valgkampen er først lige gået i gang her tre uger før valget, da ingen vidste hvem favoritkandidaten fra DPS blev før påske. De eneste, der tidligt meldt sig på banen, var tre relativt underlegne kandidater fra nogle af Montenegros mange små partier. De regnes ikke for at have store chancer.

Oppositionspartierne i parlamentet annoncerede overraskende d. 13 marts, at de var blevet enige om en fælles kandidat. Indtil da havde flere forsøg strandet på uenigheder om især Montenegros nylige NATO-medlemskab. Spørgsmålet om, hvorvidt Montenegro skulle have været medlem, deler oppositionen.

Oppositionen fandt dog sammen om den uafhængige kandidat Mladen Bojanić idet han ikke har stærke tilknytninger til nogen af de fire store oppositionspartier, og fordi hans holdning til NATO er relativt afbalanceret. Bojanić er ganske vist positivt stemt overfor NATO, men mener, at landet burde havde afholdt en folkeafstemning om spørgsmålet.

Denne position har tilfredsstillet de serbiskorienterede partier, der stadigvæk gør meget for at minde montenegrinerne om, at det kun er knap 20 år siden at NATO bombede det neutrale Montenegro under Kosovo-krigen. Den Montenegrinske befolkning er stadigvæk overvejende skeptisk overfor NATO, hvilket kom til udtryk sidste år i mindehøjtidelighederne over de børn, der døde under et NATO-bombardement, der ramte civile montenegrinere og ikke serbiske tropper.

En afgørende brik for Mladen Bojanić kandidatur er støtten fra det nye oppositionsparti, nemlig Ranko Krivokapis gamle socialistparti. Krivokapis parti mistede sine pladser i Montenegros regering efter parlamentsvalget i 2016, hvor dets 18-årige alliance med DPS brød sammen. I dag slikker de stadigvæk sårene og har svært ved at affinde sig med rollen som opposition.

Det er dog ikke lykkes, at bringe dem og de andre oppositionspartier sammen om en bred agenda – hvis hovedformål de ellers alle er enige om: at slå DPS. Krivokapis parti stiller derfor op med egen kandidat, den rimelig ukendte Draginja Vuksanović. Hun er dog den første kvindelige kandidat, der er blevet stillet op til et præsidentvalg i Montenegro

Det ubesejrede regime
DPS har siddet på magten siden midten af halvfemserne i Montenegro, hvor det blev dannet som udløber af Montenegros kommunistparti. Mange af DPS ledende medlemmer havde derfor regeringserfaring, idet de havde beklædt forskellige højtplacerede poster i det kommunist kontrollerede Montenegro.t. Milo Djukanović havde eksempelvis selv fra 1991 været premierminister.. De senere år har DPS sat sig tungere på magten, og det siges, at det er stort set umuligt at opnå gode forretninger eller statslige jobs uden et DPS-medlemskab eller medlemskab af et tæt allieret parti. Samtidigt er anklagerne om valgsnyd blevet mere udbredte. Anklagerne var hårde ved sidste præsidentvalg, hvor Filip Vujanović blev genvalgt og en ellers meget bredt respekteret diplomat og universitetsprofessor tabte. Flere dele af det montenegrinske samfund er overbeviste om, at Vujanović kun vandt takket være valgsnyd.

Alliancen bag Montenegros regering fra 1990erne og frem til 2016 er også begyndt at krakelere. Mest markant er sprækken mellem Djukanovićs DPS og så Krivokapis socialistparti, der opstod kort før parlamentsvalget i 2016. Der var derfor en åbning for regimeskifte, så især de serbiskorienterede og NATO-skeptiske partier kunne komme til efter 25 års ørkenvandring i opposition. Men de undervurderede Djukanović evne ud i valgkamp. DPS formåede at bevare regeringsmagten uden  Krivokapis parti, men i en fortsat alliance med en række små albanske og bosniakiske partier. DPS er fortsat ubesejret ved et nationalt valg.

Derfor så flere oppositionspartier frem mod lokalvalgene i regionerne Berane og Ulcinj i februar i år, da det er en tryktest for, hvad præsidentvalgets resultat kan blive. I Berane, der er et område placeret i det centrale Montenegro med en bred, etnisk sammensat vælgergruppe, gik oppositionens alliance hele 8,8% tilbage til fordel for en række nye lokallister. I Ulcinj, et primært albansk domineret område, gik alle de store partier tilbage til fordel for mindre partier. Tilbagegangen var begrænsetfor DPS. Begge lokalvalg rykkede derfor ikke afgørende ved DPSs magt, men viste til gengæld faldende tilslutning til de centrale oppositionspartier. Det tyder ikke på et systemskifte og giver kun Djukanović endnu bedre odds.

Vesko Garčević, NATOs ambassadør i Montenegro og Professor, skrev efter lokalvalgene en pessimistisk kronik d. 12 marts om, hvordan han oplevede en kronisk tilstand blandt befolkningen på Balkan og især i Montenegro. Denne tilstand bestod dels af en frustration over tingenes tilstand, men også af en afmagt overfor det politiske system. Frustrationen førte ikke til et opgør med de klassiske herskende partier, da befolkningen heller ikke stolede eller respekterede de nye partier. Tilstanden var en slags politisk dødvande eller hi, hvor intet rigtigt kunne bevæges. Garčević slutter dermed af med at konstatere, at det kommende valg i Montenegro, nok ikke bliver anderledes end dem, vi har set siden midten af halvfemserne. Det er svært at forestille sig, at nogen skal kunne udfordre DPS.


Valgets temaer
Fire temaer har domineret den lokale presse, når der ellers ikke har været travlt med at spekulere i det interne politiske spil i DPS, om hvem der skal være kandidat. Det første tema handler om den massive udbygning af Montenegros vejnet, der er på vej i disse år. Det er mange milliarder, der investeres i projektet, som et kinesisk selskab har vundet. Så mange midler, at anklagerne om korruption og ulovlig bestikkelse af regeringen fra entreprenørens side allerede sidder løst.

Montenegros nye medlemskab af NATO har været et centralt tema, som beskrevet ovenfor. Det var en af de milepæle, som Djukanović formulerede for det selvstændige Montenegro, men samtidigt også en af de sager, der ødelagde forholdet til Krivokapis parti. NATO er et følelsesladet emne, der ripper op i de seneste tredive års historie.

I nær tilknytning til NATO-medlemskabet er Djukanovićs ønske om, at Montenegro skal blive en EU-medlemsstat. Det er der langt mindre modstand imod i befolkningen, da selv de konservative og serbiskorienterede kredse kan se en fornuft i at få adgang til EUs indre marked og gøre Montenegro til et oplagt og fredeligt turistmål for EUs borgere.

Et skridt mod EU-medlemskab er dog, at grænsedragningen med nabolandet Kosovo falder på plads. Denne grænsedragning har været et omdiskuteret emne, idet alene anerkendelsen af Kosovo ikke er helt ukontroversiel. Selv liberale og pro-vestlige montenegrinere er ikke nødvendigvis venligt stemt overfor albansk selvstændighed i Kosovo, dels fordi de selv har en albansk minoritet i Montenegro, som de gerne ser, forbliver en del af landet, og dels fordi de ikke ser med milde øjne på, hvordan serbernes stilling i Kosovo eroderes.

Især i lyste af mordet på den Kosovoserbiske leder i begyndelsen af 2018 ser flere montenegrinere ikke meget grobund for dialog med Kosovo, der mest af alt synes som en stat styret af organiseret kriminelle og på randen af sammenbrud. Ikke desto mindre er grænsedragningen et af kriterierne for optagelse i EU, hvorfor Montenegro modvilligt er gået med til det. Sagen er dog trukket i langdrag og parlamentet – samt regeringen – har formået på alle mulige tænkelige og utænkelige måder at forsinke sagen, så de ikke rigtig behøver at tage stilling til det.

Ligeledes er sagen tidligere bogstaveligt talt gået op i røg i Kosovos parlament, der måtte stoppe afstemningen om emnet, da der blev åbnet en tåregasgranat i parlamentet i protest i 2015. Kosovos parlament vedtog grænsedragningen i slutningen af marts, hvormed emnet på ny har fundet vej ind i Montenegros præsidentvalgkamp. Det er en sag, ingen partier rigtig vil tale om i Montenegro, men som alle er tvunget til at forholde sig til.

Mordforsøget
Bag spørgsmålet om NATO, EU og grænsedragningen med Kosovo ulmer en helt anden dybere dagsorden: nemlig Ruslands rolle i Montenegro. Det er ikke i Ruslands interesse, at det meget pro-russiske Montenegro blev en del af NATO og måske senere EU. Montenegro er hjemsted for en stor del af den russiske, oligarkiske elite og mafia, der dels hvidvasker penge og får dem ind i EU, og dels bruger landet som ferieparadis.

Montenegrinerne er af historiske årsager pro-russiske og er måske det eneste europæiske land, hvor man så pro-russiske demonstrationer, da der blev indført sanktioner mod Rusland i begyndelsen af krigen i Ukraine. Derudover har Montenegro spillet en geopolitisk rolle, da landet har været en oplagt flådebase for Serbien og Rusland i Adriaterhavet. Den mulighed blev lukket ned med Montenegros nye NATO-medlemskab.

På valgdagen for parlamentsvalget i 2016 vakte det derfor opsigt, da den montenegrinske sikkerhedstjeneste anholdte en tidligere serbisk militærleder i Montenegro og anklagede ham for kupforsøg mod regeringen og mordforsøg mod Djukanović.

Han havde tilsyneladende planlagt at myrde Djukanović på valgdagen. Sikkerhedstjenesten sporede sig frem til flere bagmænd, heriblandt flere der blev identificeret som russiske statsborgere, og som muligvis var russiske spioner. Undersøgelsen fortsætter stadigvæk, og selve retssagen er ikke gået i gang, men hele historien er en afgørende forklaring for, at Djukanović fortsat har en høj popularitet i Montenegro.

I de serbiskorienterede og konservative kredse spekuleres der i, at Djukanović og hans regering stod bag hele affæren for at fastholde magten. Selv i mere liberale kredse i Montenegro er tiltroen til, at der faktisk var et kup- og mordforsøg planlagt ikke høj.

Blandt den liberale elite i Beograd smiler man mest af alt af historien og mener, at den skriver sig ind i Balkans politiske lederes evne for selviscenesættelse. Tænk bare på den serbiske lederes Vucićs evne til at redde ”tilfældige” mennesker i laviner og tv-studier, når kameraerne ruller. Den rygende pistol er ikke fundet, hvorfor DPS iscenesættelse af ”martyren” Djukanović fortsat mødes med tvivl.

Mordforsøget er dog et glimrende afsæt for Djukanović frem mod en præsidentpost i den bredere befolkning – og de vesteuropæiske medier, sikkerhedstjeneste og regeringsledere har også ædt historien råt. Alt for mange europæere ser russiske spøgelser (og spioner) mange steder – og Djukanović har i lang tid manglet en brændende platform, der skulle skubbe Montenegro frem mod EU-medlemskab. EU har i 2018 meldt ud, at Montenegro er godt på vej frem mod medlemskab. Mordforsøget og Ruslands trussel mod det lille land er nok det, som har givet landet det sidste skub.

Det er derfor mest sandsynligt, at han vil bruge præsidentposten til at få Montenegro med i EU. Det vil være kronen på hans partis 30 år ved magten og sikre partiets fortsatte magt i landet i en lang række år fremad.

Emil B. H. Saggau er cand.theol og har en årrække arbejdet ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet



comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<