Det hybride Rusland – mellem fortid og nutid

07. august 2018

FOTO: Berømmelsessalen udgør Sejrsmuseets hjerte. Loftet bruges til fremvisning af videoinstallationer om Sovjetunionens sejr over fascismen. http://www.victorymuseum.ru/

ERINDRING | I Rusland blandes politik og historie ofte sammen. Men for den helt almindelige russer er historie og erindring meget mere end politik. Her er historien et holdepunkt, der minder russerne om, hvem de er i en nutid, der kan være svær at finde sig selv i.

ERINDRING | I Rusland blandes politik og historie ofte sammen. Men for den helt almindelige russer er historie og erindring meget mere end politik. Her er historien et holdepunkt, der minder russerne om, hvem de er, i en nutid der, kan være svær at finde sig selv i.

 

Sovjetunionens sejr i den Store Fædrelandskrig spiller en helt central rolle i russernes selvopfattelse og identitet. Året 1945 er i dag en nærmest mytisk del af det russiske samfund. En myte der beretter om et folks lidelse og kamp, men også et folks ultimative sejr og styrke. Sejrens betydning kan til tider fremstå overvældende for udenforstående, og den russiske stats brug af historien har gennem de seneste år opnået stor kritik, særligt fra udlandet. Den russiske stat er ofte blevet beskyldt for at udnytte historien til at skabe fjendebilleder og dermed påvirke den russiske offentligheds holdninger til egen vinding. Men argumentet om, at Putin og hans støtter alene er skyld i en nyopfunden erindringsvækkelse i det moderne Rusland, er både ukorrekt og unuanceret. Under mit besøg på Sejrsmuseet i påsken i år oplevede jeg, hvorfor netop historien om denne krig er så vigtig for russerne.

 

På besøg i en historisk temapark

I marts i år besøgte jeg for første gang Sejrsmuseet i Moskva. Beliggende i Sejrsparken på Poklonnaja-bakken, et af de højeste punkter i Moskva, travede jeg gennem den ankelhøje sne. Det havde sneet siden morgenstunden, og på grund af den lave sigtbarhed havde jeg nær aldrig fundet frem til det imponerende bygningsværk, der kan betragtes som et sejrsmonument i sig selv. Udover museet består Sejrsparken af typiske sovjetiske monumenter af forskellig karakter, en udstilling med sovjetisk krigsmateriel og en række religiøse monumenter, herunder en ortodoks kirke, en moske og en synagoge, noget man ikke ville have fundet før 1991, hvilket kan ses som et forsøg på at vise Ruslands nyfundne rum til religiøs diversitet. Parken fremstår som en historisk temapark, et fysisk og visuelt forsøg på at vise, hvad Rusland var og er den dag i dag – en slags hybrididentitet, der kommer til udtryk gennem et mix af det imperiale og sovjetiske.


Stolthed og sorg

Byggeriet af museet begyndte i 1986, og det blev indviet i 1995, altså 4 år efter Sovjetunionens sammenbrud. Det kan undre en, at netop et museum for den Store Fædrelandskrig ikke er bygget før, da krigen i høj grad blev brugt som nationalt samlingspunkt i Sovjetunionen allerede fra 1960’erne. Økonomi samt uenighed om museets arkitektoniske udtryk og indhold forsinkede dog opførselsprocessen.

 

Foruden mig bestod museets gæster på denne dag primært af skoleklasser og bedstemødre med deres børnebørn. Det gik hurtigt op for mig, at indlevelse udgjorde en vigtig del af måden, museet formidlede på. Udover de flotte dioramaer, videoinstallationer og fysiske krigslandskaber var alle børnene udstyret med de velkendte grønne sovjetiske hovedbeklædninger, pilotkaer, mens omviserne alle bar fuld sovjetisk kampuniform. Ydermere var der ingen tvivl om bedstemødrenes indlevelse og engagement i måden, der blev fortalt til børnebørnene. Følelserne fik frit løb, og de indebar både stolthed og sorg.

 

Stalin fyldte overraskende lidt. Et portræt, en enkel buste og få benævnelser i det videomateriale, der blev vist var, hvad det blev til. Der var således på ingen måde tale om en heltedyrkelse, men heller ikke en decideret afstandtagen. En tavle beskrev, hvordan Stalin var skyld i mange menneskers død under sit styre, men at han også spillede en afgørende rolle i Sovjetunionens sejr over fascismen.

  

En længsel efter storhed

Men hvad er det, et besøg i en park eller på et museum kan fortælle os om russernes forhold til erindring og krig? En hel del. For det første har monumenter opført af staten til formål at fortælle os en bestemt historie, og for det andet kan vi – ved at betragte, hvordan de besøgende interagerer med museet – se, hvordan russerne selv tilgår deres historie. Vi befinder os således på en skala, der operer fra statsniveau ned til individniveau.

 

Erindring af fortiden i nutidens Rusland er ikke overladt til tilfældigheder. Valget om at færdigbygge museet og videreudvikle parken efter 1991 var et politisk valg. Den Store Fædrelandskrig skulle have en central rolle i det nye Ruslands historie og kultur, men også religion og særligt den ortodokse kirke har fået en central plads. Valget fortæller os også noget om, hvilke idealer den russiske stat ønskede at bevare, og i sidste ende handler disse valg også om, hvad der skal ligge til grund for den russiske identitet – hvad er Rusland, og hvad vil det sige at være russer i dag? Trådene trækker tilbage til den ortodokse ideologi, der var en essentiel del af Tsarriget, men dertil hører også ideen om Rusland som et religiøst imperium og centrum i kombination med den sovjetiske stats position som supermagt, overlegenhed i forhold til militærmagt og videnskab. Man bygger således videre på de storhedsidealer, der har præget Ruslands selvopfattelse gennem århundrede og længe før, Putin kom til magten. 

 

Burde russerne lade sig inspirere af tysk Vergangenheitsbewältigung?
I Tyskland har man gjort meget for at overvinde fortiden og lære at leve med og anerkende dens rædsler, hvilket er kendt som Vergangenheitsbewältigung. Man har således taget stilling til det skyldsspørgsmål, der har eksisteret i tysk historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og Holocaust.

 

Mange mener, at Rusland kunne have gavn af den samme proces for at læge tidens sår. Der er dog langt til denne historiebevidsthed og spørgsmålet om skyld og deltagelse i forbrydelser, det være sig krigsforbrydelser eller Stalins udrensninger. Museet såvel som den offentlige debat forbliver relativ ukritiske. Det er dog essentielt at huske på, at man ikke på sammen måde, som i Tyskland har været tvunget til at forholde sig kritisk til ens egen historie. Sovjetunionen har jo aldrig i den forstand stået som tabere af en krig.

 

Spørgsmålet er derfor måske ikke i så høj grad, hvorvidt russerne burde, men om de føler et behov og har forudsætningerne til at skabe deres egen Vergangenheitsbewältigung. Fra politisk side ser der ikke ud til at være den store interesse i at rive op i fortidens sår, tværtimod skal historien hjælpe med at skabe social sammenhængskraft i den stadig unge stat, og som tiden går, bliver det svære og svære at vende tilbage til fortidens mørkere sider.

Tider kommer og tider går
En ting er, hvad der bliver forsøgt skabt fra politisk hånd, men hvad skal russerne bruge den Store Fædrelandskrig til den dag i dag? Det er et minde fra en stat, der ikke længere eksisterer, og generationerne, der har oplevet den, er ved at være forsvundet. Der er således ikke længere en direkte relation tilbage mellem det russiske samfund og sejren. Men det er ikke til at tage fejl af, at sejren stadig bærer en stor betydning for mange russere. Den står som et stabilt samlingspunkt for russerne som folk og en modsætning til den usikkerhed, der har eksistereret og eksisterer i russernes dagligdag – opløsning og oprettelse af stater, økonomisk ustabilitet, samt uforudsigelige og korrupte politiske ledere.

 

Den Store Fædrelandskrig står måske derfor i dag mere som symbol på det russiske folks sejr og styrke til at stå gennem, hvad end politik byder dem.  Vi kan derfor se dyrkelsen og idealiseringen af fortiden som et udtryk for en nutid, der ikke lever op til russernes forventninger, og som de har svært ved at finde sig selv i – det er i deres længsel efter genkendelighed og stabilitet, vi skal finde grunden til den folkelig erindringsvækkelse.

 

Helene Christine Grøn Vestergaard er kandidatstuderende på International Sikkerhed og Folkeret ved Syddansk Universitet og har desuden en bachelorgrad i Rusland- og Balkanstudier fra Aarhus Universitet.

 

Af Helene Christine Grøn Vestergaard


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<