Moldovas udenrigspolitiske udfordringer

14. august 2018

Moldovas Præsident Igor Dodon på besøg hos Ruslands Præsident Vladimir Putin i Sotji, maj 2018. Foto: http://en.kremlin.ru/events/president/news/57469

POLITIK | Moldovas geografiske placering mellem Rumænien og Ukraine er afgørende for såvel landets indenrigs- som udenrigspolitiske udfordringer. Kjeld Erbs ser nærmere på det oversete land.

POLITIK | Moldovas geografiske placering mellem Rumænien og Ukraine er afgørende for såvel landets indenrigs- som udenrigspolitiske udfordringer. Kjeld Erbs ser nærmere på det oversete land.

 

Moldova er et fattigt land, der – klemt inde mellem Rumænien og Ukraine – befinder sig i en geopolitisk jordskælvszone. EU og Rusland trækker fra hver sin side i landet med løfter om en bedre fremtid, samtidig med at Rumænien presser på for en mulig genforening. Udenrigspolitikken har derfor afgørende indvirkning på landets indenrigspolitiske ambitioner om at sikre økonomisk vækst, stabilitet og fremgang. Særlig tre udenrigspolitiske spørgsmål er på dagsordenen: sammenslutning med Rumænien, medlemskab af EU og forholdet til Rusland. Løsning af disse udfordringer stiller ganske store krav til Moldovas ledere.

 

Sammenslutning med Rumænien

Lige efter omvæltningerne i Rumænien i 1989 og efter Sovjetunionens opløsning i 1991 bredte der sig en vis genforeningseufori både i Rumænien og i Moldova. Genforeningen måtte nu være mulig, mente flere. Selv Moldovas Folkefront (regeringspartiet i begyndelsen af 1990`erne) plæderede for genforening, mens Parlamentet i Rumænien i juni 1991 annullerede Molotov-Ribbentroppagten, der havde givet Sovjetunionen adgang til at annektere Bessarabien (Moldova) i 1940. Når denne pagt var fjernet, ville genforeningen lettere kunne finde sted. Men fra midt-halvfemserne kølnedes relationerne mellem Bukarest og Chisinau og har siden været præget af flere kriser, der kulminerede i 2009 med uroligheder i Chisinau og grænselukning mellem de to lande. I perioden 2001-2009 var Vladimir Voronin fra socialistpartiet præsident, der som ekskommunist var prorussisk og mod genforening.

 

I Bukarest har man den opfattelse, at Moldova naturligvis skal genforenes med Rumænien. Landet er Europas fattigste og præget af systemisk korruption, befolkningstilbagegang og lav økonomisk vækst. Tilhængere af union med Rumænien siger, at sammenslutning med moderlandet og dermed automatisk medlemskab af EU er den bedste løsning. Som en tidligere del af Rumænien hører Bessarabien historisk, religiøst og kulturelt sammen med moderlandet. Den nationale og historiske samhørighed har fået Bukarest til at tilbyde rumænsk statsborgerskab til enhver moldovener, der måtte ønske det. Mange tusinde moldovenere har nu rumænsk pas og kan derfor rejse frit i EU, noget der har skabt vrede i Moldova.

 

Et stort flertal på 70-80 procent blandt rumænerne i Rumænien ønsker ifølge opinionsmålingerne at genforene Moldova med moderlandet. Mange rumænere ser med længsel 100 år tilbage, hvor Bessarabien genforenedes med moderlandet, hvorved Storrumænien opstod. Hvilken storslået fejring af centenariet kunne det ikke blive, hvis Moldova igen blev en del af Rumænien?

 

Officielt har det rumænske parlament så sent som i slutningen af marts 2018 enstemmigt vedtaget en deklaration om genforening. En deklaration er en uforpligtende tilkendegivelse, men udtrykker alligevel, at genforening på sigt nu er Rumæniens officielle politik. Genforeningsdeklarationen affødte straks et drilagtigt spørgsmål fra UDMR (det ungarske mindretals parti i Rumænien, se endvidere ”Transsylvaniens ungarske mindretal”) om, hvorvidt Rumænien også ville lade Transsylvanien slutte sig til Ungarn eller give området mere selvstyre?

 

I Moldova udgør tilhængerne af genforening et mindretal. Opinionsmålingerne svinger mellem 5 og 30 procent. Med mellemrum demonstrerer udvalgte moldovenere for union med Rumænien, men mindretallet ser ikke ud til at kunne mobilisere større dele af befolkningen. Som holdningerne i Moldova er lige nu, er der slet ikke udsigt til, at Moldova bliver forenet med Rumænien. En opinionsundersøgelse gennemført i 2010 viser, at 47 procent er helt imod genforening og 16 procent er delvist imod. Moldovas politiske ledere er endvidere delt i genforeningsspørgsmålet således, at det liberale parti ønsker genforening mens socialistpartiet er imod.

 

I samme retning trækker det, at Rusland må formodes med alle midler at modsætte sig Moldovas sammenslutning med Rumænien, da NATO`s og EU`s østgrænse jo i så fald ville rykke endnu et stykke mod øst. Og hvad skulle der så blive af Transnistrien, hvor der er placeret russiske militære enheder? De jure er Transnistrien en del af Moldova, men er de facto en selvstændig stat understøttet af Rusland. Som et kuriosum kan det nævnes, at den russiske ambassadør i Bukarest Valeri Kuzmin i en tale i Suceava den 19. juli foreslog afholdelsen af en folkeafstemning om genforening med Rumænien. Når Rusland i 2014 med held kunne afholde en folkeafstemning om Krims sammenslutning med Rusland, kan Moldova vel også gøre det i 2018. Ambassadøren måtte senere korrigere sin udtalelse, der næppe er blevet vel modtaget i Bukarest. For 100 år siden modsatte den rumænske regering sig afholdelse af en folkeafstemning i Bessarabien, da udfaldet formentligt ville være gået imod Bukarests ønsker.

 

Sammenslutning af tidligere nationale enheder i større ”imperier” ligger ikke i tidens ånd, jævnfør de eksjugoslaviske stater og senest de catalanske separatister. Statsledere foretrækker at vedblive med at være statsledere og ikke blive kørt ud på et sidespor.  Derfor ligger en eventuel genforening med Rumænien langt ude i fremtiden. Genforeningsspørgsmålet vil dermed fortsætte med at påvirke relationerne mellem de to lande i mange år.

 

Moldova og EU

Moldova har siden Sovjetunionens opløsning været med i SNG (sammenslutningen af uafhængige stater, der er de tidligere sovjetrepublikker, dog nu uden de tre baltiske lande, Georgien og Ukraine) og siden 1997 været et af GUAM landene (Georgien, Ukraine, Azerbajdsjan og Moldova), men medlemskaberne i disse organisationer har ikke indfriet de forventninger, man havde til fremtiden. Derfor er det spørgsmål naturligt blevet rejst, om ikke et stærkere samarbejde med EU ville kunne sætte en positiv udvikling i gang i det fattige land.

 

Det mente mange, og det første skridt mod Europa blev taget i 2009, hvor Moldova kom med i EU`s Østlige Partnerskab (sammen med Ukraine og Georgien), hvor formålet var at tage de indledende skridt til at blive medlem af EU. Dette samarbejde førte i 2014 til, at EU og Moldova indgik en aftale om liberalisering af visumreglerne, således at borgerne i Moldova (med biometrisk pas) kunne rejse frit i Schengenområdet i 90 dage. Et konkret skridt der gjorde det lettere for Moldovas indbyggere at rejse frit i en stor del af Europa. Borgerne i Moldova skulle på egen krop mærke, at der kom resultater ud af forhandlingerne.

 

Næste fase i tilnærmelsen til EU kom i 2016, hvor en såkaldt Associeringsaftale med EU trådte i kraft. En sådan aftale sigter naturligvis mod, at Moldova kan optages i EU som en selvstændig stat – dog uden at opstille en tidsplan. Associeringsaftalen indeholder desuden krav til Moldova om at indlede en gennemgribende reformproces, hvor de planøkonomiske rester fra Sovjettiden fjernes helt og erstattes af liberale og markedsorienterede regler og standarder. For at understøtte reformprocessen fulgte der en frihandelsaftale, hvor formålet var at booste handelen mellem EU og Moldova. Foreløbigt ser det ud til at virke, da samhandelen mellem EU og Moldova i 2017 nåede op på 4 milliarder euro og Moldovas eksport til EU i 2018 er stigende. At sikre stigende eksportindtægter er overordentligt vigtigt for det fattige land. Medvirkende hertil er også, at Moldova allerede gradvist implementerer Acquis Communautaire, som er EU`s omfattende regelværk. 

 

For yderligere at forberede Moldova til egentlig medlemskab har EU givet Moldova adgang til de mange støtteprogrammer, der traditionelt ydes til lande, der banker på EU`s dør. Her har EU lagt vægt på, at borgerne i Moldova skal kunne mærke, at Europa er kommet tættere på.

 

På overfladen kunne det se ud til, at landet er på vej til i løbet af få år at blive medlem af EU. Endnu betragter EU dog ikke Moldova som et officielt et kandidatland, ligesom Moldova heller ikke officielt har sendt en ansøgning om optagelse til Bruxelles. Formanden for Moldovas parlament udtaler ifølge den rumænske avis Adevarul den 17. juli 2018, at man formelt vil søge om optagelse i EU i efteråret 2018 eller foråret 2019. Men hvordan forløbet præcist vil udvikle sig, er vanskeligt at spå om. Det er dog usandsynligt, at EU under de nuværende højspændte internationale forhold vil satse på optagelse af endnu en tidligere sovjetrepublik.

 

Det kan se lidt underligt ud, at man på samme tid både kan være del af SNG og så have en Associerings Aftale med EU. Måske er det blot udtryk for, at Moldova spiller på to heste. Ved skiftevis at simulere interesse for Europa og for Rusland, kan Moldova eventuelt opnå bedre betingelser fra begge parter. Men først når landet officielt er blevet et kandidatland, vil man melde sig ud af SNG, siger kilder i Chisinau.

 

Den tilnærmelse mod EU, der har fundet sted og de allerede foretagne indledende konkrete skridt mod EU-medlemskab, kan dog ikke skjule, at politikerne i Moldova er splittede i Europaspørgsmålet. Socialistpartiet, der sidder på præsidentembedet er imod EU og for mere samarbejde med Rusland (Præsident Igor Dodon er gode venner med Putin, med hvem han har holdt flere møder). Det liberale parti, der nu leder regeringen, går derimod ind for EU-medlemskab hurtigst muligt. Der skal være parlamentsvalg i efteråret 2018, og hvis de liberale vinder og kan fortsætte i regeringen, kan det skabe fremdrift mod EU. Hvis socialisterne vinder, vil tempoet i tilnærmelsen til EU formentlig blive langsommere og måske gå helt i stå. Opinionsmålinger viser, at cirka 40 procent af moldovenerne er tilhængere af medlemskab af EU og cirka 40 procent går ind for medlemskab af Ruslands Euroasiatiske Økonomiske Fællesskab (EAEU).

 

Moldova og Rusland

Men hvad vil Rusland mon sige? Der er som nævnt ikke megen tvivl om, at Moskva både vil modsætte sig en sammenslutning med Rumænien og modarbejde EU-medlemskab. Moskva tilbyder i stedet Moldova medlemskab af EAEU, som er Ruslands forsøg på at skabe et økonomisk samarbejde inspireret af EU`s indre marked. EAEU består foruden Rusland af Hviderusland, Armenien, Kirgisistan og Kasakhtan, men har hidtil ikke præsteret overbevisende resultater. 

 

Invitationen kom på et møde mellem Putin og Dodon den 14. maj, hvor Putin havde inviteret Dodon til det EAEU-møde, der afholdtes i Sotji ved Sortehavet. Her tilbød Putin Moldova observatørstatus i EAUE. Problemet er blot, at Moldovas præsident Dodon – der er prorussisk – er en kransekagefigur uden egentlige beføjelser i udenrigspolitikken. Regeringen i Moldova er derimod som nævnt tilhænger af EU-medlemskab, hvilket yderligere vanskeliggør beslutningsprocessen i Chisinau. Derfor siger regeringen da også, at det dokument, Præsident Dodon underskrev i Sotji, strider mod Associeringsaftalen med EU.

 

Et helt andet aspekt kom ind i det geopolitiske spil, da FN`s generalforsamling den 22. juni 2018 behandlede et forslag om fuldstændig tilbagetrækning af alle fremmede tropper (læs: russiske) fra Transnistrien. Forslaget, der blev fremsat af Moldova, blev ikke vedtaget, men bemærkelsesværdigt er det, at alle EU-lande og alle NATO-lande stemte for resolutionen. Imod stemte foruden Rusland også de sædvanlige russiskvenlige stater som Armenien, Hviderusland, Nordkorea, Iran og Cuba m.fl.

 

Samtidigt kom det frem, at Moldova og Ukraine angiveligt har indgået en aftale om at etablere en korridor gennem Ukraine, således at de russiske enheder let og ubesværet kan køre tilbage til Rusland. Rusland tager formentligt ikke imod tilbuddet, da intet tyder på, at Putin tænker på at trække de 1.200 russiske tropper (ogå kaldet pacificatori, det vil side fredsbevarere), der befinder sig i Transnistrien, tilbage. Netop sagen om fremmede tropper på republikkens territorium viser, hvor splittet landets ledelse er.

 

Den nuværende Nationale Sikkerheds Strategi udarbejdet af regeringen omtaler den illegale tilstedeværelse af fremmede tropper i Transnistrien som den største trussel mod landet. Præsident Dodon har meddelt, at han mener, at denne formulering er ude af trit med de nuværende forhold, hvorfor han ved hjælp af et dekret agter at blokere implementeringen af strategien samt i øvrigt sørge for at udarbejde en mere ”relevant” strategi, der vil blive forelagt det nye parlament efter valget i efteråret 2018.

 

Afslutning

Moldova står overfor et svært valg: Skal landet vælge at samarbejde med Rusland eller med EU? Ikke blot den politiske elite, men også befolkningen i Moldova står splittet i spørgsmålet.  Det mest sandsynlige er, at det polariserede politiske system i Moldova viser sig ude af stand til at træffe et klart valg. Ikke desto mindre bliver det interessant at følge den (udenrigs)politiske udvikling i Moldova i de kommende år. Hvis der som nævnt kommer et russiskvenligt flertal ved parlamentsvalget i efteråret, øges sandsynligheden for et snævrere samarbejde med Moskva og EAEU. 

 

Kjeld Erbs er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og følger indgående med i rumænske forhold, som han dækker for Magasinet rØST, se for eksempel hans artikler: ”Ny euroskeptisk akse i Central- og Østeuropa?” og ”Magtens tredeling under angreb i Rumænien”.

 

Af Kjeld Erbs


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<