Krigeriske Kreml?

19. september 2018

BOGOMTALE | Er Rusland er en aggressiv magt? Er Rusland overhovedet en stærk stat? Hvad kendetegner russisk militærstrategisk tænkning? Dette er blot nogle af de spørgsmål, som bogen Kreml i krig forsøger at besvare. Jon Reinhardt-Larsen præsenterer og anmelder værket.

BOGOMTALE | Med Kreml i krig har vi fået en bog på dansk om Ruslands brug af militær magt, der holder internationalt niveau. Jon Reinhardt-Larsen præsenterer værket.

 

Niels Bo Poulsen & Jørgen Staun (red.), Kreml i krig: Ruslands brug af militær magt, København: Djøfs Forlag, 2018, 328 sider, 380 kr.

 

Er Rusland er en aggressiv magt? Er Rusland overhovedet en stærk stat? Hvad kendetegner russisk militærstrategisk tænkning? Dette er blot nogle af de spørgsmål, som bogen Kreml i krig forsøger at besvare. Der er tale om et tværfagligt oversigtsværk på dansk – forfattet af landets førende eksperter på området – der behandler russisk ageren i væbnede konflikter og potentielle krigszoner siden Sovjetunionens opløsning i 1991 og frem til i dag.

 

Bogens ophav

Ideen til bogen opstod på Forsvarsakademiet, hvor bogens redaktører udbød et valgfag med titlen ”Krigeriske Kreml?”. Spørgsmålstegnet var altafgørende, da Ruslands ageren i væbnede konflikter kan udlægges på mange forskellige måder alt efter øjnene, der ser. De samlede da en række af deres kollegaer, primært fra Forsvarsakademiet og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), til et større forskningsprojekt, hvis resultater nu er tilgængelig i bogform.

 

Der er tale om et tværfagligt studie, hvor fagdiscipliner som historie, statskundskab, sociologi og økonomi blandes med militær- og krigsvidenskabelige tilgange i forsøget på at forstå russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik indefra-ud. Bogen er primært henvendt til studerende på Forsvarsakademiet og universiteterne, men forfatterne håber, at alment interesserede læsere også vil kunne få gavn af bogen. Det burde bestemt være muligt, da den er skrevet i en pædagogisk og ligefrem, akademisk stil, der formidler sine budskaber konkret, kritisk og nuanceret.

 

Bogens indhold

Bogens 14 kapitler kan inddeles i tre hovedgrupper: Efter et introduktionskapitel følger tre teoretiske kapitler, der behandler henholdsvis nykrigsteori, strategisk kultur og hybrid krigsførelse. Derpå følger tre tematiske oversigtskapitler omhandlende russiske militærreformer, den russiske stats kapacitet til at anvende militærmagt, samt forskellige tilgange til at vurdere styrkeforholdet mellem Rusland og NATO. De resterende syv kapitler er casestudier af russisk ageren i militære konflikter og potentielle krigszoner siden 1991, henholdsvis Tjetjenien, det postsovjetiske rum, Georgien, Ukraine, Syrien, Baltikum og Arktis.

 

Værket mangler et register, og det er sådan set den eneste markante svaghed. I en fagbog af denne art er det alfa og omega, at man kan slå forskellige personer og fænomener op i et register. Det kan man selvfølgelig komme udenom ved at anskaffe sig den elektroniske udgave af bogen og blot anvende søgefunktionen. Denne komfort er imidlertid frataget det mere bibliofile publikum.

 

Fra svag til stærk stat

Selv om der er tale om et forfatterkollektiv bestående af eksperter fra forskellige forskningstraditioner og fagdiscipliner, så er bogen kendetegnet ved en relativ konsensus om det behandlede stof. Som det fremføres i introduktionskapitlet, er bogen kendetegnet ved ”en antagelse om, at Rusland i den bemeldte periode skifter fra at være noget nær en svag stat, med svag sammenhængskraft – og med de konflikttyper, der hører dertil – til at være en på mange måder stærk stat og igen en stærk militærmagt – som den så anvender til at nå sine udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål” (s. 21). Man har med andre ord bevæget sig fra krig af ”nød” til krig ”lyst” (war of choice).

 

Fællesbetegnelsen for de væbnede konflikter, Rusland har været involveret i indtil krigen i Syrien, har været, at de er foregået i det postsovjetiske rum, altså i stater eller områder, der tidligere var en del af Sovjetunionen. Disse konflikter har kun sjældent været regulære mellemstatslige krige, hvorfor nykrigsteorien er en af de valgte teoretiske greb i bogen. Denne anskuer krigsførelse siden Den Kolde Krig som markant forskellig fra traditionel (total) krigsførelse, da en sådan i en globaliseret verden snarere er bekostelig end indbringende. Anvendelsen af dette greb giver læseren et nyt syn på Ruslands ageren i det postsovjetiske rum, særligt i 1990’erne og starten af 2000’erne, der ikke nødvendigvis kan sidestilles med de senere begivenheder i Georgien og Ukraine.

 

Det er i denne optik, at Rusland som svag stat kommer ind i billedet. Russisk indblanding i flere af disse konflikter synes nemlig ikke altid at have været karakteriseret ved monolitisk beslutningsproces eller en velovervejet strategi. Således skildres Tjetjenienskrigene (særligt den første, 1994-1996), borgerkrigen i Tadsjikistan (1992-1997) samt russisk militærtilstedeværelse i Transnistrien som eksempler, hvor russisk indblanding synes at være karakteriseret ved ”nød” snarere end ”lyst” eller deciderede tilfældigheder.

 

Dette billede synes dog at ændre sig med krigene i Georgien (2008) og Ukraine (2014-), hvor der bliver tale om mellemstatslige konflikter, og hvor Ruslands villighed til at agere eller reagere militært synes mere udtalt og planlagt. Her kommer den hybride krigsførelse ind i billedet, og læseren bliver på forbilledlig vis gjort bekendt med mange af de forskellige værktøjer, der findes i den russiske militære værktøjskasse.

 

Endeligt fremstår interventionen i krigen i Syrien som det mest rendyrkede eksempel på russisk war of choice. Denne satsning har haft stor succes, idet man han har opnået øget indflydelse i Mellemøsten via udvidede luftbaser og dermed genvundet prestige som global stormagt.

 

Strategisk kultur

Som led i denne udvikling fra nød til lyst kommer strategisk kultur til at spille en vigtig rolle i bogen. Strategisk kultur skal forstås som ”det overordnede verdensbillede, der danner rammen for, hvordan man tænker (eller rettere taler og skriver om) russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik” (s. 95). Som teoretisk greb er der altså tale om diskursanalyse: hvad er det russerne siger, de vil med deres udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 

I bogen identificeres tre overordnede narrativer, der svarer til henholdsvis det globale, det regionale og det føderale (stats-) niveau: Rusland som stormagt, Rusland som eurasisk magt, og Rusland som suverænt demokrati. Ved at analysere, hvordan disse narrativer italesættes, kan man identificere, hvordan russerne selv synes at forstå deres ageren.

 

Inddragelsen af strategisk kultur er bestemt en af bogens helt store styrker, da man får tilføjet et immaterielt lag til de udpræget materielle forklaringer, der ellers dominerer indenfor international politikteori. Det kommer blandt andet til udtryk i forklaringen af annekteringen af Krim, som måske nok primært var motiveret af militærstrategiske (materielle) overvejelser (s. 261), men som også skal ses som et centralt element i den russiske stats ambitioner om at være en regional og global stormagt med legitime interessesfærer.

 

Men er Kreml så krigerisk?

Det er bemærkelsesværdigt, at bogen ikke indeholder et opsummerende kapitel, der besvarer dette spørgsmål. Det kan skyldes, at det behandlede stof er i rivende udvikling, hvorfor det kan være svært at sætte et punktum. Ligeledes kan det skyldes, at de forskellige forfattere har hver deres metode og udlægning af de vidt forskellige sager, hvorfor en samlet konklusion ikke synes formålstjenlig. Endeligt er der det forhold, at læseren selv må tage stilling.

 

For det kan nemlig diskuteres, hvorvidt Kreml er krigerisk. Russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er en yderst sammensat størrelse. Som det udlægges af seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel Hansen, så kan krigene i Georgien og Ukraine bestemt ses som udtryk for et krigerisk Kreml, der er villig til at gå langt for at opnå sine mål. Dette skal dog ikke medføre, at man ser al russisk anvendelse af militær magt i dette lys. På andre områder har Kreml snarere været kompromissøgende, for eksempel i borgerkrigen i Tadsjikistan (s. 223-4).

 

Selv om Rusland måske kan fremstå som en stærk stat med stor villighed til at anvende militærmagt, så understreges det samtidig, at udviklingen i økonomien vise sig at svække landets muligheder i denne henseende i fremtiden. Og det er i det hele taget denne nuancerede og balancerede tilgang, der gør bogen særligt læseværdig. Som i al god humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning forsøger bogens forfatterkollektiv at forstå russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik på dette genstandsfelts egne præmisser. Der er tale om et værk af international standard, der med garanti vil berige såvel studerende som alment interesserede læsere med interesse for Rusland og international sikkerhedspolitik.

 

Jon Reinhardt-Larsen er cand.mag. i Historie og cand.mag. i Russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet samt redaktør på Magasinet rØST med ansvar for Visegradlandene og Rusland.

 

Af Jon Reinhardt-Larsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<