Sprog og nationalisme i Kroatien

21. november 2010

Forfatterinden Snjezana Kordic

BAGGRUND | I en ny stat som Kroatien, der stadig er ved at finde sin egen identitet, er sprog et enormt følsomt politisk emne. Forfatterinden Snježana Kordić har sat spørgsmålstegn ved, om Kroatien overhovedet har sit eget sprog og dette har rystet hele landet. Mag. Art i slavisk filologi Per Jacobsen forklarer her baggrunden for sagen.

I en ny stat som Kroatien, der stadig er ved at finde sin egen identitet, er sprog et enormt følsomt politisk emne. Forfatterinden Snježana Kordić har sat spørgsmålstegn ved om Kroatien overhovedet har sit eget sprog og dette har rystet hele landet. Mag. Art i slavisk filologi Per Jacobsen forklarer her baggrunden for sagen.

Igennem Kroatiens nyere og nyeste historie har sproget ved siden af at være kulturbærer, spillet en væsentlig politisk rolle. Sprogligt er Kroatien delt i tre indbyrdes meget forskellige hoveddialekter, der alle har en kortere eller længere litterær tradition bag sig. I første halvdel af det 19. århundrede, da Kroatien endnu var en del af Habsburgmonarkiet, valgte toneangivende intellektuelle imidlertid den dialekt som standardsprog, som kroaterne havde og har fælles med serberne. Dette skridt, der gjorde de to andre dialekter til regionalsprog, havde som sit erklærede mål at styrke kroaternes nationale kamp imod den tids germanisering og magyarisering af det kroatiske samfund. Men det var også et forsøg på at samle de sydslaviske folk i et stort kulturelt fællesskab.

Illyrismen
Denne klart jugoslavisk orienterede bevægelse tog navnet illyrismen efter det folk, der i oldtiden beboede det vestlige Balkan. Men de sydslaviske naboer, slovenerne og serberne viste ikke stor interesse for dette kroatiske projekt. Slovenerne, der sprogligt ikke var særlig nærtstående, var ved at skabe deres egen romantiske litteratur på slovensk, og serberne i det egentlige Serbien, der netop havde gjort sig fri af det århundredelange tyrkiske herredømme, så først og fremmest en forening med deres serbiske landsmænd i det sydlige Ungarn som den naturlige udvidelse af deres unge selvstændige stat. Skuffelsen i Kroatien over den manglende tilslutning fra nabofolkene fik mange kroater til i århundredets anden halvdel at vende sig bort fra det sproglige fællesskab med serberne og at kræve i hvert fald en delvis rehabilitering af de to dialekter, der i begyndelsen af århundredet var blevet kasseret af den illyriske bevægelse.

Men alligevel gik bestræbelserne blandt de toneangivende intellektuelle tydeligt i retning af en jugoslavisk bevægelse og en yderligere sproglig og kulturel tilknytning til serberne. Meget betegnende fik Videnskabsakademiet, der blev grundlagt i Zagreb i 1866 navnet Det jugoslaviske akademi for videnskab og Kunst, og de ordbøger og grammatikker, der blev udgivet, var en fasttømring af det serbokroatiske sproglige fællesskab. Da kongeriget Jugoslavien blev dannet efter første verdenskrig, blev det sproglige fællesskab yderligere befæstet.

Anden verdenskrig og den fascistiske kroatiske stat 1941-1945 gjorde op med dette fællesskab. En hårdhændet purisme satte ind, hvis formål det var at rense Kroatien for ord og vendinger, som kroaterne havde fælles med serberne. Et statsligt sprognævn, der skulle vogte over sprogets renhed offentliggjorde lister over forbudte ord, en ny kroatisk grammatik så dagens lys, der dog bortset fra mindre ændringer var identisk med tidligere udgaver af en serbokroatisk grammatik. Det jugoslaviske akademi ændrede navn til Det kroatiske akademi for videnskab og Kunst.

Novi Sad-Aftalen
Jugoslavien gik ud af verdenskrigen som socialistisk stat. Som en jugoslavisk forbundsrepublik, hvor det serbokroatiske sprog igen blev indført som fællessprog for serbere, kroater, montenegrinere og muslimer i Bosnien (der med tiden fik status som nation). Men som i mellemkrigstidens Jugoslavien følte mange kroater sig nationalt undertrykt, fordi de oplevede, at deres forventninger om ligeberettigelse på det sproglige område ikke blev imødekommet. For at afklare de sproglige problemer afholdtes i 1954 en konference for serbiske og kroatiske lingvister i byen Novi Sad, der skulle fastlægge forholdet mellem varianterne af det serbokroatiske standardsprog. Konferencen mundede ud i en aftale, den såkaldte Novi Sad-aftale, der blev underskrevet af førende serbiske og kroatiske sprogforskere. I nogle hovedpunkter blev det bl.a. fastslået, at serbokroatisk var fællessprog for serbere, kroater og montenegrinere, og at dette fællesprog udviklede sig omkring de to hovedcentre Beograd og Zagreb, - med andre ord to ligeberettigede standardiserede varianter - med to udtaler og to ligeberettigede alfabeter, det latinske og det kyrilliske, som det anbefaledes, at alle lærte.

Men den kroatiske utilfredshed ulmede. I en Deklaration om det kroatiske sprog fra 1967 krævede kroatiske universiteter, kroatisk PEN, videnskabsakademiet (der havde fået sit gamle navn Det jugoslaviske akademi for videnskab og kunst tilbage), foruden en lang række andre kulturinstitutioner, at kroatisk skulle anerkendes som et selvstændigt sprog. Dette brud på den vedtagne sprogpolitik blev mødt med en storm af protester fra det officielle Kroatien og Jugoslavien, først og fremmest fra kommunistpartiet. Deklarationen blev en slags ouverture til det, der få år efter, i begyndelsen af 1970’erne, fik navnet det kroatiske forår. En bevægelse, der blev standset af Tito, men i virkeligheden fik sine idéer realiseret i 1990 med Kroatiens uafhængighed. Hovedmændene bag det kroatiske forår blev dengang fængslet. En af dem, Franjo Tuđman, blev senere det nye og uafhængige Kroatiens første præsident.

Orwellsk kontrol
Som Novi Sad-aftalen fra 1954 havde udstukket linjerne for den fælles serbokroatiske sprogpolitik, blev Deklarationen om det kroatiske sprog fra 1967 efter uafhængigheden i 1991 udgangspunktet for en kroatisk sprogpolitik, der i sproget så et sikkert og symbolladet tegn på uafhængigheden, og mange og store bestræbelser blev sat ind på at fjerne det fra det tidligere serbokroatiske sprogfællesskab. Det væsentligste i et sprog, dets opbygning, udtale, ordklasser, fonologiske, morfologiske og syntaktiske struktur, kan man ikke bare sådan lave om på. Den eneste åbne kategori i sproget er ordforrådet. Ordforrådet ændrer sig bestandigt, der kommer hele tiden nye ord til, og ord glider langsomt ud af sproget, så det blev ordforrådet, de kroatiske sprogfornyere kastede sig over for at fjerne kroatisk så meget som muligt fra serbisk.

Igen satte en hårdhændet purisme ind. Der blev ansat såkaldte lektorer ved de store medier, der i virkeligheden fungerede som censorer, der skulle fjerne alle mindelser om serbisk sprogbrug og promovere de mange nye ord, der i en lind strøm blev kommunikeret ud til befolkningen. Der var endog forsøg på at kriminalisere brugen af ”ikke-kroatiske” ord. Som flere kritikere påpegede, kom sprogpolitikken mere og mere til at ligne George Orwells newspeak i romanen ”1984”.

Sådan som omverdenen havde anerkendt den kroatiske stats selvstændighed, ønskede det officielle Kroatien også, at omverdenen skulle anerkende, at det kroatiske sprog var et selvstændigt sprog, der var forskelligt fra alle andre sprog, især serbisk. Den kroatiske kulturminister skrev til udenlandske universiteter og biblioteker, at der ikke mere var noget, der hed serbokroatisk, men kun kroatisk. Den kroatiske statsminister, den senere præsident Stipe Mesić, klagede under et officielt besøg i Danmark over, at Danmarks Radio bragte udsendelser til indvandrere på serbokroatisk og ikke på kroatisk og forventede, at den sag blev ordnet efter hans ønske.

Kroatiske ambassadører rundt om i Europa aflagde besøg på universiteter og opfordrede dem til at indføre ”kroatiske studier” i stedet for de tidligere serbokroatiske, og at lave katalogiseringerne på deres biblioteker om, så det blev tydeligt, hvad der var kroatisk, og hvad der var serbisk. Afvisninger blev mødt med hånlige bemærkninger, som da den fremtrædende kroatiske lingvist Dalibor Brozović, der var en af Franjo Tuđmans vicepræsidenter i et interview udtalte, at de pågældende udenlandske professorer bare gentog, hvad de havde lært i deres unge dage, og i øvrigt var bange for at miste deres arbejde. Det siger sig selv, at i en så ophedet og forbitret atmosfære var det svært for kroatiske lingvister og andre at ytre sig imod den massive politiske udnyttelse af sproget. Sproget blev et statsligt anliggende. Og i årene siden uafhængigheden har kampen for det kroatiske sprog undertiden syntes vigtigere end økonomiske og sociale problemer.

Sprogpolitisk bombe
Nu har et nyt sprogvidenskabeligt arbejde sat sindene i voldsom bevægelse. Forfatteren er Kroatiens vel nok internationalt bedst kendte lingvist Snježana Kordić, der i 15 år har virket som professor ved en række universiteter i Tyskland, og har en imponerende sprogvidenskabelig produktion bag sig. Hun er fra begyndelsen gået imod den politiske udnyttelse af sproget og har anklaget størstedelen af sine kroatiske kolleger for at give efter for det politiske pres og for at blande nationalistisk politik ind i sprogvidenskaben. Og i øvrigt har hun i deres argumentation afsløret et frappant ukendskab til moderne lingvistik og sociolingvistik.

Hun har med stor vægt argumenteret for, at serbere, kroater, bosniere og montenegrinere taler samme sprog, serbokroatisk, som er et polycentrisk sprog på linje med engelsk, tysk, spansk, portugisisk og mange andre sprog i verden. Hun har igen og igen peget på, at påstanden om, at nationale og sproglige grænser falder sammen er falsk og et levn fra romantikken. Selv om tonen har været skarp, har diskussionen hidtil stort set været ført mellem lingvister, men hendes nye bog ”Sprog og nationalisme” (Jezik i nacionalizam) har virket som en bombe.

Frustrerede nationalister
En patriotisk forening, der kalder sig Det kroatiske Kulturråd (Hrvatski kulturno vijeće - HKV), og som siden sin grundlæggelse i 2006 har været samlingssted og talerør for frustrerede nationalister, har nu lagt sag an imod kulturministeriet, fordi det har støttet udgivelsen af bogen med et mindre beløb. I begrundelsen for sagsanlægget hedder det, at ministeriet har handlet grundlovsstridigt ved at støtte en bog, der hævder, at serbere og kroater taler samme sprog, for ifølge forfatningen er kroatisk det officielle sprog i Kroatien, og Kordićs påstande derfor, iflg. det kroatiske kulturråd en aggression imod det kroatiske sprog og en krænkelse, ikke bare af de mere end tusind medlemmer af foreningen, men af hele den kroatiske nation. Kulturrådet ser endvidere bogen som et angreb på Kroatiens suverænitet og hele eksistens som selvstændig stat, og ikke uventet som et led i en sammensværgelse imod Kroatien.

”Hvem der er hendes hjælpere i Kroatien er velkendt, hvem der er hendes hjælpere i Tyskland, og ikke bare i Tyskland, skal vi nok få at vide. Sporene fører til Haag, London og Bruxelles”, som kulturrådets formand Hrvoje Hitrec skrev i ”Hrvatski Fokus“, Ugeblad for kultur, videnskab og samfundsspørgsmål, den 5. november. Meningen er tydelig. HKV og andre har tidligere gjort opmærksom på, at Den internationale krigsforbryderdomstol i Haag benytter det „ikke eksisterende (bosnisk-kroatisk-serbiske - PJ) sprog,“ uden at der fra officiel kroatisk side er rejst indvendinger derimod.

London er et misliebigt sted, for engelsk støtte til Kroatien har altid efter kroatisk opfattelse været lunken, og det er ikke ualmindeligt i Kroatien at mene, at EU dvs. Bruxelles har planer om at genindføre det serbokroatiske fællessprog, når Serbien og Kroatien engang bliver medlemmer af EU. Som Det kroatiske akademi for videnskab og Kunst tidligere har hævdet, eller som HKV skriver på sin hjemmeside 5. maj 2009,  er, „der er et stort antal indicier, men også ildevarslende udtalelser fra forskellige europæiske magthavere, der lader ane, at der findes et scenario iflg. hvilket ikke det kroatiske, men derimod det ikke-eksisterende kroatisk-bosnisk-serbiske sprog“ vil blive det officielle sprog for Serbien og Kroatien, når de bliver optaget i EU.

For HKV har Snježana Kordićs bog været en kærkommen anledning til at slå på tromme for Kroatiens nationale ære. Foreningen har været i stand til at mobilisere yderligtgående kræfter til en kamp imod indre og ydre fjender. Forargelsen og vreden i de blogs, der offentliggøres er stor, og overskrider i mange tilfælde de simpleste  regler for civiliseret sprogbrug, og kan kun karakteriseres som hate-speech.

Det siger næsten sig selv, at Snjezana Kordić modtager trusselsbreve, men hun bliver da også støttet af en lang række fremtrædende kroatiske forfattere og intellektuelle. I artikler i aviser og tidsskrifter undrer de sig over, eller ironiserer over den omstændighed, at en bog der siger det, som alle godt ved - og så at sige „har genopfundet det varme vand“, som en har udtrykt det - i den grad kan ryste en stat. De undrer sig over, at der skal føres en hetz imod den og dens forfatter, der har argumenteret så overbevisende og veldokumenteret, at argumenterne hos hendes modstandere er sluppet op, og må ty til protestmøder og trusler. 

På nuværende tidspunkt (21. november) har retten i Zagreb endnu ikke taget stilling til, om den vil afvise eller godkende HKVs klage. Hvadenten den gør det ene eller det andet, vil det ikke dæmpe den politiske og nationale uro, for der er partipolitiske overtoner i sagen, og kan også ses som et stormløb på den siddende centrum-højre regering.

 

Per Jacobsen mag. art i slavisk filologi med speciale i serbokroatisk og har været lektor ved Københavns universitet i 35 år.

Af Per Jacobsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<