Tyrkiet tvinger EU til handling

13. januar 2011

Peter von Kohl

KLUMME | Når EU’s udenrigsminister, Cathrine Ashton, besøger Tyrkiet den 13. og 14. i denne måned, for derefter to uger senere at vende tilbage til Istanbul, så er den egentlige anledning Iran. Journalist og bestyrelsesmedlem af Nyt Europa, Peter von Kohl, står bag denne klumme.

Når EU’s udenrigsminister, Cathrine Ashton, besøger Tyrkiet den 13. og 14. i denne måned, for derefter to uger senere at vende tilbage til Istanbul, så er den egentlige anledning Iran.

I første omgang skal Ashton forsøge at overbevise den tyrkiske ledelse om rigtigheden i at støtte EU’s og FN’s bestræbelser på at tvinge Iran til at åbne op for det Internationale Atom-Energi Agenturs adgang til at vurdere de iranske atom-anlægs muligheder for at udvikle atombomber – og ikke kun  tjene fredelige formål, som påstået af den iranske ledelse.

Men den britiske baronesse har to hatte på – hun er EU’s ansvarlige for udenrigspolitiske anliggender, og hun er næstformand i EU-Kommissionen. Derfor ventes hendes besøg også at dreje sig om de igangværende forhandlinger omkring Tyrkiets optagelse som fuldgyldigt medlem af den Europæiske Union.

Det er i al fald, hvad tyrkerne kræver – fuldt medlemskab. Over for det står det stigende pres fra flere af Unionens medlemsstater, der ’kun’ vil give Tyrkiet en ’særlig privilegeret status’. Her får baronessen det svært, for ikke at sige: Her møder hun sin begrænsning, for hun har ikke magt, som hun – måske - har agt.

Besværlig middelhavsø
Men hele tiden spøger et ganske bestemt spøgelse – Cypern. Og Cypern er ikke til at spøge med. Den græsk-cypriotiske og internationalt anerkendte regering i Nicosia vil have adgang til tyrkiske havne og lufthavne. Det vil Tyrkiet ikke gå med til, og Tyrkiet har i det hele taget svært ved at forlige sig med den græsk-cypriotiske dominans på denne skønne middelhavsø. En dominans, der i 1963 eskalerede og var ved at koste tyrk-cyprioterne livet. - Hvilket førte til den stadigt igangværende militære FN-tilstedeværelse.

Spøgelset Cypern har behændigt formået at blokere for forhandlingerne om Tyrkiets optagelse ved simpelthen at nægte åbning at størsteparten af de kapitler, der for hvert enkelt emnes vedkommende skal færdigforhandles, før en kandidatstat kan optages.

Nu er det normalt en langvarig proces at fastslå, hvorfra eksempelvis et slots-spøgelse kommer. Hvem myrdede hvem og hvornår og hvorfor? Men i dette tilfælde er det såre enkelt at forklare:

Den Europæiske Union lukkede selv op for spøgelset ved at optage Cypern som medlem af EU, inden de to befolkningsgrupper på øen havde afklaret deres forhold.

Leger med EU
Det har langsomt, men sikkert ført til en stigende ligegyldighed fra tyrkisk side omkring et fuldgyldigt medlemskab af EU. Tyrkiet har med stor behændighed og for det vestlige Europa dødsensfarlig taktikker formået at stå på god fod med såvel Iran som andre islamiske stater. Et tidligere varmt venskab med Israel, der endog førte til fælles militære øvelser i området, er således ved at være fortid.

Uden at sige det direkte – for det behøves ikke – er Tyrkiet ved at sætte kniven for EU’s strube: Vil EU have Tyrkiet med i Unionen, eller vil det af blandt andet religiøse årsager forhale forhandlingerne? Ganske som Iran leger med Vesten. Forhaling efter forhaling. Halve tilsagn, der straks trækkes tilbage, når Vesten øjner håb. Således er også Tyrkiets situation i forhold til EU-forhandlingerne.

Både de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd + Tyskland – de seks er forhandlingsparterne omkring Irans atom-politik – og det Internationale Atom-Energi Agentur, IAEA, gøres til grin i Teheran, men indirekte også i Ankara. Tyrkiet støtter nemlig indirekte Irans leg med Vesten – og derved truer Tyrkiet EU rent prestigemæssigt. For EU kan ikke holde til nederlag i denne sag. Og FN formår ikke at sætte sig i respekt på grund af sin struktur. Det samme gør sig - langsomt men sikkert - også gældende for EU.

Ingen europæisk kontrol over Cypern
Det største – og for Ankara-regeringen tydeligste – bevis på EU’s uduelighed er Bruxelles’ manglende evne til at sætte Cypern på plads. Men det tog er kørt, for også Lissabon-forfatningen giver medlemsstaterne så stor suverænitet, at Cypern kan gøre, som det vil. Og det vil det.

Med al respekt (?) – fru Ashton er ikke ligefrem den karismatiske leder, der skal til for at matche den tyrkiske ministerpræsident Erdogan! Hun vil med vanlig tyrkisk gæstfrihed blive venligt modtaget – og bag hendes ryg vil der blive lagt præcis den taktik, der tjener de tyrkiske interesser bedst.

Og disse har ikke længere ret meget med EU at gøre.


Peter von Kohl er journalist og medlem af Nyt Europas bestyrelse og har blandt andet været korrespondent i Europarådet i Strassbourg. Peter skriver med jævne mellemrum klumme-artikler om forhold i Tyrkiet, Grækenland og Cypern på Magasinet rØST.

Af Peter von Kohl


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<