Tid til en union på Balkan

04. september 2012

KOMMENTAR | Der er lang vej til, at hele Sydøsteuropa er del af EU. Men et større samarbejde imellem landene på Balkan allerede nu, vil styrke regionen betydeligt, mener Kristoffer Hecquet i dette indlæg.

KOMMENTAR | Der er lang vej til, at hele Sydøsteuropa er del af EU. Men et større samarbejde imellem landene på Balkan allerede nu, vil styrke regionen betydeligt, mener Kristoffer Hecquet i dette indlæg.

Det er kun tyve år siden der var krig i flere eksjugoslaviske lande, men alligevel udgør efterladenskaberne af Titos kommunistiske sommerparadis, sammen med Albanien, et sært og akavet vakuum i Europa uden for EU’s grænser. Det er nu tolv år siden, at de daværende EU-medlemmer under det portugisiske formandskab lovede, at hele Balkan ville kunne blive medlemmer af EU, og tre år senere blev en decideret strategi for disse landes indlemmelse i Unionen lagt for dagen. Siden har flere lande (Serbien, Kroatien, Makedonien og Montenegro) opnået kandidat-status, mens Slovenien  allerede blev medlem i 2004.

Mistillid skader samarbejdet
Men samtidig har landene på Balkan også benyttet EU-eventyret til at spænde ben for hinanden og opnå politiske sejre på deres naboers bekostning. Slovenien udnyttede sit forspring til Kroatien i en sag om maritime territoriale uklarheder og Grækenland lagt hindringer i vejen for Makedoniens NATO- og EU-medlemskab, da landet føler sig forsmået af Makedoniens valg af antikke navne og symboler.. Eftersom de fleste lande i regionen har territoriale, symbolske eller historiske udeståender med hinanden, kan vi formentlig forvente at se mere til denne form for praksis på Balkan i fremtiden.

Den gensidige mistillid imellem landene i Sydøsteuropa – inklusiv de lande, der allerede er medlemmer af EU – kan blive farlig, ikke blot for de enkelte lande selv, men også for det fremtidige samarbejde i Europa. Kampen om symboler og territorier stopper ikke, fordi man bliver EU-medlem, men kan skade det øvrige samarbejde, som vi allerede har set det med Grækenlands veto mod Makedonien, Cyperns blokade af Tyrkiet og Hollands veto mod Rumænien og Bulgarien i Schengen. En mistillid vi også ser mellem briterne og kontinentalmagterne Tyskland og Frankrig (se på den engelske rabat og Camerons veto mod finanspagten), og som vi så i Polen over for Tyskland før Donald Tusk , for blot at nævne et par eksempler.

Forbillede i Centraleuropa
Indbyrdes mistillid på Balkan er ikke nemt at slippe af med, men den kan minimeres. Med Centraleuropa som forbillede vil et selvstændigt regionalt samarbejde kunne være fordelagtigt på flere måder. Siden 1991 er navnet ”Visegrad-landene” blevet forbundet med Polen, Tjekkiet, Slovakiet (før 1993 Tjekkoslovakiet) og Ungarn. Visegrad-samarbejdet startede på landenes eget initiativ som forberedelse til optagelsen i EU i 2004. Sammenholdet har ikke blot sat gang i indbyrdes investeringer og integrationsprocessen imod EU; de fire lande sammenligner sig også ofte med hinanden og har skabt et grundlag for en stærk fælles stemme inden for selve EU, hvor deres samarbejde er fortsat. De fire lande har tilmed indledt et militært fællesskab, hvor den første enhed under fælles ledelse vil stå klar i 2016.

På trods af Vestbalkans kun delvise tilhørsforhold øst for jerntæppet – og betydeligt mere voldsomme disintegration end Tjekkoslovakiet – er Visegrad alligevel en anvendelig inspirationskilde og et forbillede for de lande, der nu kæmper for at få en plads i EU-varmen. Et regionalt samarbejde på Balkan vil kunne dæmpe indbyrdes rivalisering, styrke samhandlen i området, forkorte vejen til medlemskab og danne et fundament for en fælles regional stemme i fremtidige forhandlinger inden for EU.

Der findes et samarbejde
Ideen om en union på Balkan er ikke ny. Da det osmanniske rige blev opløst i starten af det 20. århundrede, havde socialistiske bevægelser allerede ideer om et samlet Balkan. Under indflydelse af Komintern oprettedes følgelig Balkans Kommunistiske Union, som det – dog uden held – blev alle Balkans kommunistpartiers mål at realisere. I 1942 blev de græske og jugoslaviske eksilregeringer i London enige om en fælles union på Balkan, som heller aldrig blev til noget, og indtil Titos brud med Stalin i 1948 forsøgte man at skabe en sydslavisk union med Jugoslavien og Bulgarien.

Siden 1948 er Balkan blevet delt imellem Sovjetstøttede lande i øst (Rumænien og Bulgarien), NATO-lande i syd (Tyrkiet og Grækenland) og det neutrale Jugoslavien samt et meget isoleret Albanien i vest. Først syv år efter murens fald i 1996 foreslog Bulgarien et samarbejdsinitiativ, som stadig eksisterer, men er meget løst organiseret. Den Sydøsteuropæiske Samarbejdsproces (Southeast European Cooperation Process, SEECP) som initiativet kaldes, er det eneste samarbejde, der er skabt på lokalt initiativ og stadig er til. Alle lande i regionen er medlemmer, og der afholdes stats- samt udenrigsministermøder en gang om året. Formandskabet roterer imellem landene (Serbien i 2012), men et sekretariatet findes permanent i Sofia. Samarbejdets formål er at skabe tillid og gode naboskabsforhold imellem de deltagende lande.

På den økonomiske side overtog Sydøsteuropa i 2006 frihandelsområdet CEFTA fra Visegrad-landene. CEFTA var en del af den centraleuropæiske økonomiske forberedelse til EU-medlemskab, men på Balkan har initiativet endnu ikke været lige så succesfuldt. Dette skyldes i for eksempel handelshindringer, der opstod i strid mod CEFTA-aftalen som følge af Kosovo’s selvstændighedserklæring i 2008, samt langsom implementering efter underskrivelse. Ingen af de oprindelige lande er længere med i CEFTA.

EU og samarbejde på Balkan
De to resterende relevante initiativer for samarbejde i Sydøsteuropa er begge søsat af EU. Det ene er EU’s egentlige udvidelsespolitik, der forbereder regionens lande til optagelse i Unionen, kendt som Stabiliserings og Associeringsprocessen (SAP) indledt i 2003. Initiativet giver vejledning og økonomisk støtte til, at landene kan opfylde københavnerkriterierne. SAP’en er dog problematisk: Den skal forberede landene til et samarbejde i EU, men da hvert land behandles bilateralt, skabes der indbyrdes konkurrence om at hvem der bliver optaget først. Samarbejdsdimensionen er dermed i høj grad overladt til Unionens andet projekt, Stabilitetspagten for Sydøsteuropa.

Krigen i Kosovo samt EU’s og det øvrige internationale samfunds ønske om mere stabilitet på Balkan var direkte årsag til oprettelsen af Stabilitetspagten. Pagten blev underskrevet i Køln i 1999 af samtlige lande i regionen samt EU’s medlemslande, USA og en lang række internationale institutioner. Stabilitetspagten fokuserede på indbyrdes samarbejde om bl.a. demokrati, menneskerettigheder, energi og sikkerhed, men med et noget mindre budget end SAP’en. Således var pagten ganske ydmygt EU’s egentlige bidrag til et regionalt samarbejde, men endte i en stor forvirrende blanding af lokale og eksterne initiativer og projekter, og det var svært at finde ud af, hvem der sad med ejerskabet over pagten.

Stabilitetspagten blev derfor lukket i 2008 og i stedet overtaget af det førnævnte SEECP under navnet Det Regionale Samarbejdsråd (Regional Cooperation Counsil, RCC), som siden har haft hovedsæde i Sarajevo. SEECP-medlemmerne udpeger bestyrelsen og generalsekretæren, og landene i Sydøsteuropa har dermed fuldt ejerskab over institutionen. RCC er regionens fælles ansigt over for internationale partnere og donorer – særligt EU.

Fælles udfordringer
RCC’s sekretariat har et årligt budget på knap 3 mio Euro, hvilket blot er håndører i en region med over 100 mio indbyggere. Selvom initiativet er sympatisk og kunne danne et institutionelt grundlag for et stærkt regionalt samarbejde, er der lang vej til en Balkan-union. Til sammenligning er Nordisk Råds budget på over 4 mio Euro til et indbyggertal under 30 mio. [LB7] Et stærkt samarbejde er ligeledes forhindret af, at der i mange lande fortsat er stor skepsis over for et nyt regionalt samarbejde, da det vækker minder om Jugoslavien og undertrykkelse, og som nævnt er mistilliden imellem landene betydelig.

Betragter man på den anden side landenes indbyrdes økonomiske afhængighed, kan det undre, at et stærkt samarbejde ikke allerede blev skabt for længe siden. Alle landene deler i høj grad præferencer inden for både kultur (musik/film/sport), fødevarer og services, og således er de hver især hinandens oplagte marked. Dette ville et stærkere økonomisk fællesskab end CEFTA kunne udbygge og understøtte.

Hvorfor vente?
Endelig deler landene de samme udfordringer, som måske ville være lettere at løse i fælleskab: Stor arbejdsløshed trods højt uddannelsesniveau, problemer med korruption og organiseret kriminalitet, en ineffektiv offentlig sektor, voksende økonomisk ulighed i samfundet, ringe infrastruktur, begrænset mediefrihed, tvivlsom energisikkerhed og en voksende mængde uløste miljøproblemer – for at nævne nogle eksempler. Flere af disse emner ligger allerede under RCC’s ansvarsområde, men hvor meget kan man gøre med 3 mio euro?

Et samarbejde på Balkan vil komme til at ske i sidste ende – om vi så skal vente,til alle landene er med i EU, hvilket uden tvivl tager mange år. Men hvorfor vente? Som Visegrad-gruppen har vist, kan det være en stor fordel allerede at have et regionalt fællesskab, inden man er en del af EU. Vækst i, og institutionalisering af, indbyrdes økonomisk (og med tiden også politisk) afhængighed vil kunne bidrage til større tillid mellem stater og nationaliteter i regionen. Og samtidig vil man sammen kunne stå stærkere i europæiske og internationale forhandlinger både før og efter EU-medlemskab. Som nævnt er der mange oplagte fællesinteresser.


Besøg:

SEECP 

RCC 

CEFTA 

Af Kristoffer Hecquet


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<