Dyrenes vogter

27. januar 2013

Den polske forfatterinde Olga Tokarczuk.

BOGANMELDELSE | Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler. 240 sider. Oversat fra polsk af Hanne Lone Tønnesen. Forlaget Tiderne Skifter 2012. Pris 279 kr. Anmeldt af Mette Christensen.

BOGANMELDELSE | Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler. 240 sider. Oversat fra polsk af Hanne Lone Tønnesen. Forlaget Tiderne Skifter 2012. Pris 279 kr. Anmeldt af Mette Christensen.

I Olga Tokarczuks lille, men spidsfindige og alt andet end traditionelle, kriminalroman Kør din plov over de dødes knogler drages vi ind i nogle mystiske begivenheder, der finder sted i et småt, løst befolket lokalsamfund tæt ved den polsk-tjekkiske grænse.

En lokal snigskytte findes kvalt i sit hjem, og vi møder værkets excentriske fortæller, Janina Duszejko, der foretrækker at blive kaldt Fru Duszejko. Hun viser sig at være nabo til den dræbte og må sammen med sin anden nabo stå for at alarmere politiet.

Fru Duszejko, en indsigtsfuld og illusioneret ældre dame, der lever i det tyndt befolkede og isolerede samfund – en skov på et højdedrag – præsenterer gennem romanen sit særlige syn på virkeligheden. Et syn der er præget af overtro, astrologi, navnebetydninger og besjæling af dyr. Efterhånden som de mystiske drab tiltager, præsenteres vi også for hendes alternative syn på situationen.

Excentrisk livsanskuelse
Fru Duszejkos mange teorier om tilværelsen, og menneskene omkring sig, er pudsige og skæve – men de er også tillokkende. Hele fortællingen bliver hyldet ind i Fru Duszejkos mange hjemmebryggede antagelser:

”Mange mænd kommer med alderen til at lide af testosteron-relateret autisme. Typiske symptomer er langsom forringelse af den sociale intelligens… Interessen for forskellige redskaber og maskiner vokser voldsomt. En interesse for Anden Verdenskrig vækkes til live…”

Det er udelukkende Fru Duszejkos version af begivenhederne, vi præsenteres for, og som læser fatter man hurtigt stor sympati for hendes indstilling til tilværelsen og, ikke mindst, hendes kærlighed til dyrene. Fru Duszejkos indædte had til skovens jægere er til tider gribende og til tider komisk, men virker aldrig malplaceret i den fængende og foruroligende fortælling hun opruller for os.

Fru Duszjenko er en slags tilsynsførende med det lille skovområde på højdedraget. Det er hende, der holder øje med, at alt er som det skal være. I sit stille sind navngiver hun dyr og mennesker omkring sig og gør sig på den måde til en slags selvudråbt Herre over stedet.

”Jeg tror at vi hver især ser et andet Menneske på hver vores måde og altså har ret til at give det det navn som vi synes er passende og giver mening. Så vi har alle en hel række navne”

Den døde nabo hedder ”Store Fod”, den anden nabo hedder ”Tavs” og veninden inde fra byen hedder ”Gode Nyhed”. Fru Duszejko forsøger at tilføre omgivelserne betydning og dybde, hun prøver at få alting til at give mening – ligesom når hun læser horoskoperne.

Overraskende drejning
Det er rart og trygt at blive lullet ind i Fru Duszejkos alternative syn på tilværelsen, og mens vi præsenteres for den ene skæve teori efter den anden, opdager vi ikke, at vi hyldes ind i et net af teorier om stjernernes indflydelse på menneskelivet og dyrenes bevidsthed, der, i sidste ende, forhindrer os i at se klart på de begivenheder, der beskrives i romanen.

Man vælger uvægerligt Fru Duszejkos side, når hun fortæller om sine forsøg på at overbevise omgivelserne og, ikke mindst, politiet om, at jægernes mystiske dødsfald skyldes dyrenes hævn over dem. Det synes, i lyset af påvirkningen fra Fru Duszejko, på en måde også retfærdigt – og hvad nu hvis…?

Dette kendetegn ved værket gør det ikke mindre foruroligende, når de barske realiteter bag Fru Duszejkos tætspundne net af excentriske teorier før eller siden går op for én. Man kan ikke lade være med at føle sig intelligent og nænsomt tage ved næsen af en sprogligt og plotmæssigt overlegen forfatter. Så mange tråde og vildspor er der blevet lagt ud, at fortællingens uventede drejning efterlader én med et mindre, gysende chok over, hvor eminent grundigt man er blevet ført bag lyset.

Når det er sagt – og jeg vil ikke sige mere, for så afslører jeg det hele – er det ikke kun en roman, der handler om, at alting ikke altid forholder sig sådan, som man tror og hvor let man kan blive ledt på vildspor. Den handler i lige så høj grad om hvordan tilværelsen i et trøstesløst og isoleret lokalsamfund kan bringe mennesker sammen, som aldrig ellers var blevet venner, men som her bliver venner på trods og betingelsesløst.

Af Mette Christensen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<