Patriarkernes kamp

16. oktober 2013

Patriarkerne ankommer til indvielse af den nye Katedral i Podgorica. Billede fra den serbiske kirkes nyhedstjeneste.

BAGGRUND | Østeuropas patriarker mødtes for nylig i Serbien og Montenegro for at fejre sig selv og den ortodokse kirke. Guld, røgelse og festivitas kunne dog ikke dække over de slagsmål, der udspiller sig mellem de ortodokse kirker. Emil B. H. Saggau beretter om fængslede biskopper og bizarre retssager i kirkens navn.

BAGGRUND | Østeuropas patriarker mødtes for nylig i Serbien og Montenegro for at fejre sig selv og den ortodokse kirke. Guld, røgelse og festivitas  kan dog ikke dække over de slagsmål, der udspiller sig mellem de ortodokse kirker. Emil B. H. Saggau beretter om fængslede biskopper og bizarre retssager i kirkens navn.

I starten af oktober var de ledende ortodokse patriarker samlet i Serbien og Montenegro. I Serbiens andenstørste by Niš  fejrede de 1700 året for de romerske kejsere Konstantin og Licinius’ toleranceedikt. Milano-ediktet, som det også kaldes, banede vejen for, at Konstantin senere hen som enekejser kunne gøre kristendommen til Romerrigets officielle religion. Legenden siger, at Konstantin stammer fra netop Niš.

Patriarkerne drog herefter  til Montenegro for at fejre indvielsen af den nye katedral i Podgorica den 7. oktober. Indvielsen blev kaldt kronen på festlighederne. Opførelsen af katedralen har stået på siden begyndelsen af halvfemserne. Den fik oprindeligt det optimistiske navn ”Kristi opstandelse”, et navn der afspejler  optimismen blandt kirkelederne i de tidlige halvfemsere.

Kirkelederne anså dengang kommunismens fald som endnu et åg, der faldt af øst-kirkernes hårdt prøvede skuldre. Østeuropa fik, i kølvandet på overgangen fra kommunismen, mere liberal religionslovgivning og dermed øget trosfrihed, og de ortodokse kirker blev på ny inviteret ind i det politiske liv.

De fleste steder i Østeuropa har man derfor kunnet iagttage et øget samarbejde – på  godt og ondt – imellem de postkommunistiske regeringer og de ortodokse traditionelle kirkesamfund.

Herrer i eget hus
Halvfemsernes optimisme varede dog ikke ved. De nye statsdannelser efter USSR’s og Jugoslaviens opløsning gav problemer, idet en række lokale kirker i de nye stater krævede at blive anerkendt som selvstændige ortodokse kirkesamfund. Denne status kaldes ”autokefal”, hvilket betyder, at man er herre over sit eget hoved – m.a.o. har sin egen synode og patriark – og altså netop er selvstændig.

Status som autokefal kan opnås gennem en række sirlige og komplekse kirkeretslige forhold, der i sidste ende kræver en godkendelse af den fælleskirkelige – økumeniske – patriark og en samstemmende anerkendelse fra de andre patriarker. Processen kan bedst sammenlignes med FN’s medlemslandes anerkendelse af en stats suverænitet.

Problemet mellem de små nye nationale kirker og de store traditionelle kirker udspringer af, at de sidstnævnte historisk har absorberet en masse mindre kirkesamfund. Dette gælder især for den serbiske og russiske kirke under den serbiske/jugoslaviske og russiske/sovjetiske ekspansion i  det nittende og tyvende århundrede.

Sammenbruddet af USSR og Jugoslavien medførte dermed et spørgsmål om, hvorvidt de store kirker også skulle give slip på de mindre biskopdømmer, der nu lå i selvstændige små stater. Hverken den serbiske eller russiske kirke har ligefrem været begejstret for udsigten til, at deres patriarkater skulle splittes op i en række mindre patriarkater for hver af de nye østeuropæiske stater.

Russernes baggård
Den russiske kirke er derfor dags dato involveret i tre større kirkeslagsmål. Det første er et underligt tredelt slagsmål i Ukraine, hvor der siden halvfemserne er opstået tre kirker. Kun den ene anerkender den russiske som moderkirke og er afhængig af den. De to andre er indbyrdes i strid, men enes dog om at affeje den russiske patriark. Mest markant har den ene af kirkerne formået af vriste Kiev ud af den pro-russiske kirkes greb, hvorfor stort set hele vestdelen og Kiev nu hører under den såkaldt ”skismatiske” kirke.

For det andet er den russiske og rumænske kirke låst fast i et stedfortræderslagsmål i Moldova, hvor deres lokale aflægninger, den moldoviske-russiske kirke og den bessarabiske-rumænske kirke, slås om retten til at være områdets eneste og rigtige ortodokse kirke. Slagsmålet i Moldova tog en kraftig drejning, da staten blev presset af den nu afdøde russiske patriark Aleky d. II til at blande sig til fordel for den russiske kirke.

Statens indblanding resulterede i en ret bizar retssag ved den europæiske menneskerettighedsdomstol. Her fik den bessarabiske kirke medhold mod staten og tilbagegivet gods og ressourcer. De to kirker står dermed stadigvæk i låste positioner over for hinanden.

Selv i Hviderusland har den ortodokse kirke delt sig i to lejre, hvor den ene sværger troskab til den russiske kirke og den hviderussiske diktator, mens den langt mindre kirke er endt i eksil, hvorfra den hævder selvstændighed i troskab til det hviderussiske folk og staten.

De serbiske efterfølgerstater
Den serbiske kirke er ligeledes involveret i en række lange og komplekse slagsmål med stort set alle sine aflæggerkirker uden for Serbien. De to vigtigste slagsmål foregår i Montenegro og Makedonien.

I Makedonien har striden stået på siden anden verdenskrig, idet kommunisterne tvang den serbiske kirke til at anerkende en delvist autonom kirkeenhed i landet. Kommunisterne så denne kirke som central i opbygningen af en makedonsk-republikansk identitet til at værne området mod bulgarsk indflydelse.

Den makedonske kirke erklærede sig  dog selvstændig  i 1968, med efterfølgende fordømmelse fra de andre ortodokse kirker, og en dyb forbitrelse mod makedonerne bredte sig i den serbiske kirke. Problemet så dog efter 40 år ud til at løse sig i 2001, da de to kirker indgik et kompliceret kirkeretsligt kompromis.

 Aftalen i 2001 faldt imidlertid på, at serberne nægtede at anerkende den makedonske kirke under navnet ”makedonsk”, da landet ifølge dem var et ”kommunistisk spøgelse”. Serberne fastholdt derimod, at kirken kunne få navnet Ohrid-bispedømmet efter den historiske slaviske Ohrid biskop. Aftalen brød derfor sammen, da den makedonske kirke ikke ville give afkald på sit navn.

Sagen bevirkede dog et skisma inden for den makedonske kirke, idet en præst erklærede sig enig med den serbiske kirke. Han blev hurtigt forfremmet til Ohrid-biskop af den serbiske kirke som et modtræk til den makedonske kirkes position. Den makedonske stat og kirke svarede hårdhændet tilbage i åben protest ved hurtigt at beslaglægge al Ohrid biskopdømmets ejendom i Makedonien.

Den makedonske stat har siden fængslet Ohrid-biskoppen ad flere omgange under anklager for svindel, bedrag og upatriotiske handlinger. Ohrid-biskoppens rutinemæssige fængslinger – han er vist oppe på sin fjerde – fører ligeså rutinemæssigt til fordømmelse fra den serbiske kirkes side.

Montenegros omrejsende cirkus
Den serbiske kirke er også låst i et kirkeslagsmål i Montenegro, hvor en gruppe pro-montenegrinske intellektuelle og gejstlige etablerede en selvstændig  kirke i 1993. Montenegrinerne hævder, at denne kirke er den retmæssige arvtager til den historiske kirke i fyrstendømmet Montenegro, som – ifølge dem – blev tvangsmæssigt opløst af den serbiske stat og kirke i 1919.

Den serbiske kirke anser dog denne kirke, som ”Montenegros omrejsende cirkus”, der kun eksisterer som en sammenblanding mellem tysk-østrigsk, kommunistisk og fascistisk konspiration med den romerske katolske curie (kirkeledelse) i et forsøg på at svække den serbiske kirke (direkte citeret fra den serbiske metropolit i Montenegro).

De to ortodokse kirker i Montenegro tørner derfor regelmæssigt sammen i demonstrationer, sviner hinanden til, kaster med sten, udfører hærværk og besætter hinandens ejendomme. Mest markant er sagen om den serbiske kirkes placering af en tinkirke på bjerget Rumija, som omtalt i en tidligere artikel i rØST.         

Kirkepolitik og diplomati
Den serbiske og russiske patriarks smil i Montenegro den 7. oktober var dermed noget anstrengte. Deres kirkes stridigheder er entydigt blevet et diplomatisk og politisk problem mellem de østeuropæiske stater, hvorfor ethvert sammenstød eller enhver begivenhed nødvendigvis bruges eller behandles på allerhøjeste sted.

Helt konkret kan man anskue forholdet mellem henholdsvis den montenegrinske, makedonske, moldoviske, hviderussiske og ukrainske regering i forhold til den russiske og serbiske stat ud fra, hvordan de agerer i kirkepolitiske sammenhænge. Kirkestridighederne og regeringernes holdning til disse fungerer nærmest som et barometer for deres forhold til Serbien eller Rusland.

Dette blev ret tydeligt ved indvielsen af den nye katedral i Podogorica, hvor den montenegrinske regering indfandt sig villigt på første række. Tidligere har regeringen ellers ligget i en mindre strid med den serbiske kirke.

Regeringslederens indfindelse ved indvielsen tyder derfor på, at den montenegrinske regering er ved at nærme sig den serbiske regering på ny, eller at det montenegrinske regeringsparti (DSP) søger at udvide sin stemmebase hos de serbisk-sindede montenegrinere, hvis modstand mod partiet næsten kostede det præsidentposten ved forårets valg i Montenegro.

På samme måde var den moldoviske og ukrainske stats ageren over for de ikke-russisk orienterede kirker et tydeligt udtryk for den russiske stat og kirkes enorme pres på sine nabolande.

Disse indviklede historiske og kirkeretslige sager er dermed blevet til diplomatiske byttevarer eller strafaktioner mellem Østeuropas stater.

Emil Bjørn Saggau er stud.theol og har en årrække arbejdet ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet.

Af Emil B. H. Saggau


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<