Stalinstatuen i Gori – mere end bare Sovjetnostalgi

20. august 2014

Stalin-nostalgi i Gori

TRANSITIONSDEBAT V | Helt frem til 2010 stod der en statue af Josef Stalin i den georgiske by Gori. Statuen var for mange et symbol på Sovjet-nostalgi og en ufuldstændig transition i Georgien. Katrine Gotfredsen debatterer her, hvad der ligger bag Stalin-nostalgien i Gori og konkluderer, at nostalgien måske i stedet kan forstås som et ønske om en anden demokratisk udvikling i landet.

TRANSITIONSDEBAT V | Helt frem til 2010 stod der en statue af Josef Stalin i den georgiske by Gori. Statuen var for mange et symbol på Sovjet-nostalgi og en ufuldstændig transition i Georgien. Katrine Gotfredsen debatterer her, hvad der ligger bag Stalin-nostalgien i Gori og konkluderer, at nostalgien måske i stedet kan forstås som et ønske om en anden demokratisk udvikling i landet.

En nat i sommeren 2010 blev en 15 meter høj bronzestatue af Josef Stalin fjernet fra sin plads foran rådhuset i den georgiske provinsby Gori, Stalins fødeby. Monumentet havde domineret byens centrale plads, Stalinis Moedani, siden 1950’erne, og var et af de sidste af sin slags. Efter Sovjetunionens sammenbrud var nedrivningen af statuer af Lenin, Stalin og andre kommunistiske ledere en udbredt måde, hvorpå man på tværs af de tidligere østbloklande kunne distancere sig fra den socialistiske fortid og symbolisere en ny fremtid. Dette gjorde sig også gældende i Georgien, men statuen i Gori gik i mange år fri.

Saakashvilis utilfredshed med Stalin statuen
At Stalinstatuen i Gori havde fået lov at blive stående helt frem til 2010 skyldtes primært Stalins særlige status i byen. Det var en almindelig forestilling, at de lokale nærede så dybe følelser for ham, at en nedrivning af statuen kunne medføre omfattende protester og uro. For den daværende præsident Mikheil Saakashvili og hans regering var både statuen og Gori som helhed imidlertid problematisk. Dels fordi det besværliggjorde repræsentationen af Georgien som et eksempel på en vellykket demokratisk transition over for omverden, og dels fordi byen kom til at stå som et nationalt eksempel på, at ikke alle delte regeringens fremtidsvisioner og den implicerede afstandtagen til sovjettiden. Statuen stod kort sagt som et visuelt symbol på en ufuldstændig transition – på manglende tilpasning til en demokratisk og europæisk fremtid. Symbolet er nu væk, men der er ikke desto mindre til dato stadig lokale kræfter, der arbejder på at få monumentet genrejst. De stærke følelser for Stalin er ikke faldet med statuen.

Er Gori fyldt med Stalin-nostalgikere?
I resten af Georgien, såvel som blandt udlændinge, der har besøgt byen, omtales Gori oftest som et lige dele skræmmende og grinagtigt sted. Der tegnes et billede af en by befolket af Stalin-nostalgikere, der desperat klynger sig til en politisk figur og historisk epoke, som alle ved sine fulde fem har afskrevet som undertrykkende og forfærdelig. Hvordan kan man hylde en mand der har så mange skæbner og liv på samvittigheden? Og hvordan er det logisk set muligt at længes efter en tid, hvor Georgien ikke var selvstændigt, hvor det politiske styre var totalitært, og hvor den individuelle frihed var enten ikke-eksisterende eller stærkt begrænset? Det var nogle af de spørgsmål, der ansporede mit antropologiske feltarbejde i Gori i 2010 og 2011. Her fandt jeg gennem observationsstudier, samtaler og interviews med de lokale frem til, at nostalgien nærmere er udtryk for ønsker om en anden form for 'transition' end en tilbagevenden til forgangne tider.

Til ugentlige møder med Stalin-selskabet
Det kom især til udtryk til de ugentlige møder, jeg deltog i gennem foråret og sommeren 2011. Møderne blev afholdt af Gori’s lokale afdeling af det georgiske kommunistparti i samarbejde med det såkaldte 'Stalin-selskab'. Selvom Stalin-selskabet med formanden Archili’s ord er et ”apolitisk selskab med det formål at udvikle og formidle viden om Stalin’s liv og bedrifter,” er de to organisationer egentlig i praksis én enhed. De deler de fleste medlemmer samt et lille lokale i en baggård i det centrale Gori, hvor de afholder deres møder. På møderne diskuterede deltagerne, der, med undtagelse af en enkelt yngre kvinde, alle bestod af midaldrende og ældre mænd og kvinder, de seneste politiske begivenheder i landet.

Ikke mange socialistiske eller kommunistiske argumenter
Allerede på det første møde, jeg deltog i, undrede indholdet og rammesætningen af diskussionerne mig. I kraft af at størstedelen deltagerne var medlemmer af kommunistpartiet, havde jeg forestillet mig, at kritiske kommentarer og diskussioner af regeringens politik ville trække på marxistisk lære og ønsker om at genindføre et socialistisk styre. I realiteten bestod de fleste af diskussionerne imidlertid af, at deltagerne udvekslede frustrationer over deres hverdagsproblemer. Disse personlige frustrationer blev italesat som eksempler på en generel social deroute i landet: Stigende priser på fødevarer, gas og elektricitet, brugerbetaling i uddannelses- og sundhedsvæsen, stigende arbejdsløshed, manglende respekt for ældre generationers viden og samfundsmæssige duelighed, og et generelt moralsk forfald, som følger af regeringens politik. Hvor mange af disse problematikker kunne have været rammesat eksplicit socialistisk eller kommunistisk, trak deltagerne imidlertid oftere på nationale og religiøse billeder og følelser. Man frygtede, at regeringens politik kontinuerligt ville underminere den georgiske nation og den georgisk ortodokse kirke.

Stalin elskede hårdtarbejdende og veluddannede georgiere
Et eksempel på dette ræsonnement kom til udtryk i en samtale med Nuno, en kvinde i tresserne. Da vi taler om fjernelsen af statuen udbryder hun:

”De sagde, at det ikke er Stalins tid mere. Jeg hader dem… Jeg elsker mit land og min by. Jeg ville ønske, at monumentet blev genrejst og at Stalin’s navn var ligeså rent, som han fortjener. Jeg ville ønske, at vores regering gjorde bare halvdelen af, hvad han gjorde. Stalin elskede hårdtarbejdende og veluddannede mennesker.”

Hun uddyber:

”Vores præsident burde være en dannet mand, som først og fremmest tænker på sit land og sit folk. Jeg ønsker gratis uddannelse til vores børn. Nu skal du betale for uddannelse og medicin. Hvis du ikke har penge, dør du, fordi du ikke har råd til at tage på hospitalet. Jeg er sikker på, at enhver borger i ethvert land ønsker fred og frihed. Regeringen er skyld i, at vi lever under dårlige forhold. Og vi forventer det værste. Snart vil de sikkert ikke lade os tale georgisk eller gå i kirke.”

Nuno’s udsagn illustrerer en generel tendens i de samtaler, jeg havde med medlemmerne af gruppen. Når Stalin blev inddraget som eksemplarisk modsætning til eksempelvis Saakashvili og den siddende regering, var det ikke i egenskab af at være sovjetkommunist, men i egenskab af at være en verdenskendt, stærk og endda troende georgier. Det var med henvisning til hans kærlighed til Georgien og respekt for det georgiske folk specifikt, og flittige, dannede og lærte mennesker generelt.

Elementer af fortiden frembringer hyldest af Stalin
De fleste vil naturligvis, med rette, hævde at dette er en selektiv, og i visse aspekter decideret urigtig læsning af historien. Men hvis vi kortvarigt betragter denne læsning for sine betydningsmæssige associationer snarere end sit faktuelle indhold, træder et væsentligt aspekt ved Stalin-nostalgien frem. Når gruppen nostalgisk længtes tilbage til sovjettiden, var det ikke i et ønske om at vende tilbage til tiden som helhed. Længslen må snarere forstås som en kontrastering af nutidens erfaringer med deres oplevelser af elementer af fortiden.

Nostalgien tager på den måde afsæt i en længsel efter, hvad gruppen føler de konkret har ’mistet’ i transitionen, og Stalin gøres til et positivt symbol på disse goder. Hyldesten af Stalin og sovjetnostalgien handler med andre ord ikke om et reaktionært ønske om at genskabe Sovjetunionen, men snarere om at frygte for fremtiden med udgangspunkt i en længsel efter ting, man føler, er fraværende i nutiden: gratis uddannelse til alle, billige dagligvarer, gas og elektricitet, at være i arbejde og kunne sørge for sin familie og at blive anerkendt for sit bidrag til samfundet. Kort sagt social fremgang, sikkerhed og status.

Ønsket om noget bedre
Frem for at afskrive Gori’s beboere som irrationelle eller usympatiske kan man forstå de lokales forhold til Stalin som noget, der, i det mindste delvist, bunder i ønsker om en stærk og respektfuld leder, politisk stabilitet, social fremgang og national overlevelse. Ønsker, der i praksis peger fremad og fordrer kontinuerlig udvikling, eller ’transition,’ snarere end en tilbagevenden til forgangne tider.

Stalin og Sovjettiden symboliserer altså noget andet og mere end tyranni og national undertrykkelse. For transitionen mod et mere demokratisk og europæisk Georgien har ikke givet den forventede og ønskede sociale fremgang og sikkerhed for alle. Heller ikke med den nye regering, der kom til, efter jeg boede i Gori. De fleste af de mennesker, jeg beskriver ovenfor, var i begyndelsen positive over for dette skifte, men der er nu en tydelig tendens til, at denne optimisme for manges vedkommende er ved at ebbe ud.

Katrine Bendtsen Gotfredsen er ekstern lektor i antropologi på Aarhus Universitet og i Kaukasusstudier på Malmö Universitet, og har skrevet ph.d. afhandlingen ”Evasive Politics: Paradoxes of History, Nation and Everyday Communication in the Republic of Georgia” om hverdagens politiske praksisser og logikker i Georgien.

Af Katrine Bendtsen Gotfredsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<