Vandtårnet i Vukovar

17. maj 2018

Vandtårnet i Vukovar blev et symbol på både beskydningen og byens status som helteby.

KIRKEGÅRDE | Grad Heroj betyder helteby. Vi kender dem fra 2. Verdenskrig, hvor sovjetiske byer fik æresprædikatet. I Kroatien har de også en helteby - Vukovar. Læs tredje afsnit af Jimmy Munks fortællinger om gravpladser.

KIRKEGÅRDE | Grad Heroj betyder helteby. Vi kender dem fra 2. Verdenskrig, hvor sovjetiske byer fik æresprædikatet. I Kroatien har de også en helteby - Vukovar. Læs tredje afsnit af Jimmy Munks fortællinger om gravpladser.

Vukovar ved Donau, på grænsen til Serbien, blev belejret og sønderbombet i 1991. Da byen faldt, var den én stor ruin. Femogtyve år efter er den stadig præget af skudhuller og mindesmærker. Heltebyen glemmer aldrig krigen.

I frontlinjen
Vukovar har et stort serbisk mindretal - og som grænseby til Serbien - blev byen hurtigt centrum for nogle af de voldsomste kampe da krigen i Kroatien brød ud i 1991. I august rykkede den jugoslaviske hær (JNA) ind - bakket op af uregulerede serbiske militser.

Vukovar var belejret i syvogfirs dage, og i al den tid hamrede artilleriet ned over byen. Da Vukovar til sidst faldt, var der nærmest ikke sten på sten tilbage, og mange af dens forsvarere blev tortureret og myrdet af serberne. Etnisk udrensning var allerede på det tidspunkt blevet en del af taktikken i det tidligere Jugoslavien.

Hospitalet
Et helt centralt sted i Vukovar er byens hospital. Under krigen var det her, de sårede forsvarere af byen blev behandlet. Trods sin status som hospital, blev bygningen ikke skånet. I hospitalets kælder var sårede og deres familier stuvet sammen i sikkerhed. Børnene havde et legerum, og personalet forsøgte med de midler de havde til rådighed, at behandle patienterne.

Bygningen fungerer fortsat som hospital, mens en del af kælderen er indrettet som en blanding af mindested og museum. Dukker er udstillet i de gamle senge, og informationstavler fortæller om livet under krigen, mens man stadig kan se nedslag fra granater - bl.a. en JNA-granat, der mirakuløst gik gennem loftet, uden at eksplodere.

På hospitalet vises især lokale, men efterhånden også turister rundt. Da Vukovar faldt, skulle personale og patienter have været behandlet som krigsfanger jævnfør Genève-konventionerne, men sådan gik det ikke.

Den første massakre
Krigsforbrydelser satte hurtigt sit horrible aftryk på borgerkrigen i Jugoslavien. Da Vukovar faldt, blev hospitalets personale og patienter - cirka 260 mennesker - fragtet ud til bondegården Ovčara, hvor de blev myrdet og lagt i en massegrav, som stod klar i forvejen. Blandt de omkomne var især kroater, men også serbere, muslimer, ungarere, en franskmand samt en tysker, der havde kæmpet for Vukovar.

Massemordet blev udført af kroatiske serbere og serbere fra Teritorijalna Odbrana (Hjemmeværnet) og Leva Supoderica (frivillig paramilitær enhed). JNA var ikke direkte involveret i forbrydelserne, men kunne med al sandsynlighed regne ud, hvad der ville ske, da de overlod krigsfangerne til militserne. I 2006 blev der åbnet et center ved Ovčara, hvor ofrene mindes med navn, billede og personlige ejendele.

Sønderskudt kirkegård
Vil man se, hvor voldsom beskydningen af Vukovar var, skal man tage en tur på Staro Katoličko Groblje - byens gamle katolske kirkegård. De fleste ofre for krigshandlingerne er begravet udenfor byen, på den store officielle kirkegård, imens denne lever et liv i skyggen. Nærmest alle gravsten fra før krigen, har skudhuller, og flere er skudt helt i stykker. På én gravsten kan der tælles over 20 skudhuller, til trods for at kirkegården ikke var et militært mål.

I Vukovar kan det være svært at forestille sig hvordan byen så ud lige efter bombardementet, fordi ruinerne genopbygges og skudhullerne bliver fyldt ud og malet over. På kirkegården kan man få et mere realistisk billede af, hvordan hele byen så ud, da den faldt. Nogle gravsten er blevet udskiftet, men i mange tilfælde ser man, at en sten fra før krigen, hvor den ene ægtefælle døde, har fået enkens navn på, da hun eller han døde efter krigen - til trods for de mange skudhuller. Kirkegården restaureres sparsomt, men fungerer, og begravelser finder fortsat sted.

Mindestedet for byens forsvarer
På vejen mellem Vukovar by og Ovčara ligger den store kirkegård, hvor ofrene for forsvaret af Vukovar er begravet. Byens forsvarere var frivillige fra alle dele af Kroatien - og frivillige fra andre lande. På mindestedet er der rejst 938 hvide marmorkors til minde om forsvarerne af Vukovar, der er begravet her.

På én gravsten ses navnene Emil, Vlasta og Matej. De døde alle den 15. november 1991 - 32, 25 og 2 år gamle. Ingen blev skånet i Vukovar. Efter krigen blev Vukovar en del af Øst-Slavonien, Baranja og Vest-Syrmia - en selvudråbt serbisk entitet, som aldrig opnåede anerkendelse.

Fortsat ingen forsoning
Vukovar blev ikke reintegreret i Kroatien efter Operation Storm i 1995, der tilbageerobrede de fleste af de dengang serbiskstyrede områder på kroatisk territorium. FN ville undgå etniske udrensninger af serbere i området omkring Vukovar og indsatte en betydelig fredsbevarende styrke (UNTAES). I 1998 blev Vukovar leveret fredeligt tilbage til Kroatien. Det er i dag en delt by, hvor lidt over en tredjedel af indbyggerne er serbere. Historien hænger stadig som en tung sky over samfundet.

Fra officiel serbisk side vedkendte man sig historien i 2010 da daværende præsident Boris Tadić besøgte monumentet over de dræbte, og undskyldte på Serbiens vegne. Som en del af den kroatiske regerings tilnærmelser til EU, begyndte de at sætte skilte op på kyrillisk, i områderne med store serbiske mindretal. I Vukovar gik den bare ikke. Lige så hurtigt skiltene sættes op, lige så hurtigt fjernes de igen. Vukovar er ikke klar til forsoning.

Vandtårnet
Det mest ikoniske af alle Vukovars mindesmærker er byens godt halvtreds meter høje vandtårn. Det blev bygget i 1960'erne og havde en fin restaurant med udsigt til Donau oppe i tårnet. Under krigen var det Vukovars mest udsatte bygning, dels i kraft af sin højde, men i særdeleshed på grund af det kroatiske flag, de lokale placerede i toppen af bygningen.

Hver gang flaget blev ødelagt, kravlede nogen op og erstattede det af et nyt. Over 600 gange ramtes tårnet af granater, men uden at falde. Vandtårnet var først et symbol på ødelæggelse, men blev hurtigt et symbol på modstand, trods og uovervindelighed. Derfor er det også blevet besluttet, at det kun skal sættes i stand indvendigt, men ikke udvendigt. Det skal se ud som det gør - så hverken kroaterne eller serberne glemmer, hvad der skete i Vukovar.

Jimmy Munk Larsen er cand.mag. i Historie og Kulturarvsformidling fra Aalborg Universitet. Han har arbejdet med modsætningsforholdet mellem serbere og kroater, krigen i Jugoslavien og skrev speciale om, hvordan gravminder på Vorupør Gamle Kirkegård kunne bruges til at formidle fortiden. Specialet blev i 2016 omskrevet og udgivet som bog med titlen Begravet i klitten.

Af Jimmy Munk Larsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<