Jubilæumskoncert med polsk klaverkomet og symfoniorkester

03. september 2018

Den kun 22 år gamle pianist Szymon Nehring er solist ved lørdagens jubilæumskoncert i anledning af Polens 100-årsdag. (Pressefoto)

MUSIK | Søndag 9. september skiftes DR’s Symfoniorkester ud med nogle af de store stjerner på den polske klassiske musikhimmel. Koncerten afholdes som led i fejringen af 100-årsjubilæet for genoprettelsen af den polske stat i 1918.

MUSIK | Søndag 9. september bliver en særlig aften i den store sal i DR’s Koncerthus. Da er DR’s Symfoniorkester nemlig skiftet ud med nogle af de store stjerner på den polske klassiske musikhimmel. Anledningen er heller ikke helt almindelig – koncerten afholdes som led i fejringen af 100-årsjubilæet for genoprettelsen af den polske stat i 1918.

Da kanontordenen lagde sig i slutningen af 1918 efter 4 års verdenskrig, blev europakortet tegnet grundlæggende om. De gamle imperier, der havde domineret Centraleuropa, var brudt sammen, og i stedet opstod en række nye nationalstater, hvoraf Polen var den største.

Jubilæum
Den polske stat kan altså fejre sin 100-årsfødselsdag i år, og det bliver selvfølgelig markeret både i Polen og i udlandet. Helt ny var den polske stat dog ikke, da den blev udråbt i november 1918 – Polen havde eksisteret før, men var blevet delt mellem nabolandene i 1795. I de 123 mellemliggende år fandtes Polen altså ikke i politisk henseende, men der fandtes ikke desto mindre et rigt polsk kulturliv.

En af de store polske kulturpersonligheder var Fryderyk Chopin, som levede de sidste mange år af sit liv i eksil i Frankrig. Han nåede ikke at opleve Polens genoprettelse, men det gjorde derimod Witold Lutosławski, som blev en af de store polske komponister i det 20. århundrede.

Ung stjerne ved klaveret
9. september er både Chopin og Lutosławski på programmet i DR’s Koncerthus. Som solist optræder pianisten Szymon Nehring som er et af de store unge håb inden for klassisk musik. Selvom han kun er 22 år, har han allerede vundet flere priser og taget publikum med storm mange steder i verden - også i København, hvor han gjorde lykke under Copenhagen Summer Festivals i år. Nehring bliver dog langtfra alene på scenen, for han optræder sammen med Polens nationale radiosymfoniorkester fra Katowice under ledelse af Alexander Liebreich.

Koncerten er den største polske kulturbegivenhed på dansk jord i meget lang tid, og den vidner om, at det godt kan betale sig at dreje ørerne mod sydøst. Polsk kulturliv befinder sig i en blind vinkel for de fleste danskere, men Polen har ikke desto mindre et rigt klassisk musikliv, og det er nogle af de dygtigste udøvere der nu kommer til Danmark.

Store navne på programmet
Aftenens program omfatter polsk musik af Fryderyk Chopin og Witold Lutosławski samt et uddrag af Griegs Peer Gynt Suite. For alle værkerne gælder, at de rummer elementer af folkemusik, sådan som det var på mode blandt komponister fra den romantiske periode. Solisten Szymon Nehring er uddannet fra Yale School of Music under Boris Bermann og vandt Arthur Rubinstein International Piano Master Competition i 2017.

Koncerten dirigeres af Alexander Liebreich som vandt International Classical Musik Award i 2017. Liebreich er tidligere chefdirigent for Münchener Kammerorchester og har siden september 2018 stået i spidsen for Prags Radio Symfoniorkester.

Flere oplysninger om koncerten og om billetsalg findes her.

Forhåndsomtalen er skrevet af Rune Larsen fra Polens ambassade i Danmark.

Af Rune Larsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<