Storslået fejring af Rumæniens Hundrede-års jubilæum

18. oktober 2018

Storrumænien eksisterede kun i 22 år, men alligevel har den rumænske regering lagt op til en storslået fejring af 100-året for Den Store Genforening i 1918.

STORRUMÆNIEN | Den 1. december fejrer man 100-året for dannelsen af Storrumænien. Kjeld Erbs sætter begivenheden i en historisk og nutidig kontekst.

STORRUMÆNIEN | Den 1. december fejrer man 100-året for dannelsen af Storrumænien. Kjeld Erbs sætter begivenheden i en historisk og nutidig kontekst.

 

Rumænien fejrer den 1. december, at det er 100 år siden, at Storrumænien opstod. Rumænerne kalder det Centenariet. Man fejrer, at de tabte provinser Bessarabien, Bukovina og Transsylvanien sluttede sig til ”Moderlandet”. Rumænerne kalder denne begivenhed Den Store Forening, fordi alle rumænere nu endeligt blev samlet i deres egen nationale stat. Den Lille Forening fandt sted i 1859, hvor Donau Fyrstedømmerne Valakiet og Moldavien sluttede sig sammen til De Forenede Donaufyrstedømmer, der først i 1866 kaldtes Rumænien.

 

Selv om Storrumænien kun eksisterede i en kort periode, forbereder den rumænske regering en storstilet fejring af dagen. Rumænien omtales kun sporadisk i udenlandske medier, og det ofte negativt. Med 100-årsfejringen får landet derfor en anledning til at fortælle en anden og mere positiv historie om sig selv, hvor man blandt andet vil fremhæve, at landet i disse år har en økonomisk vækst over EU-gennemsnittet foruden et blomstrende kulturliv.

 

Internt præges landet dog i disse år af skarpe politiske konfrontationer mellem oppositionen og regeringskoalitionen. I forholdet til EU kan der være nye udfordringer på vej, for eksempel vedrørende retsreformen og folkeafstemningen om, hvordan man definerer et ægteskab (se ”Ingen forfatningsændring i Rumænien denne gang” og ”Boykot – afmægtig protest eller valgteknisk strategi?”). Mange rumænere vil givetvis deltage i de mange arrangementer den 1. december, men når diplomaterne og politikerne mødes til receptionerne, bliver der rig lejlighed til at drøfte en række emner af mindre festlig karakter.

 

Den historiske baggrund

Baggrundstæppet er Første Verdenskrig, som for Rumænien først var en national og menneskelig katastrofe, men som ved krigens slutning blev en uventet triumf. Rumænien deltog først i krigen fra august 1916 efter pres og løfter fra Ententen. Man stillede Rumænien i udsigt, at man kunne få de tabte provinser tilbage. Den tysk-østrig-ungarske hær erobrede imidlertid hurtigt Valakiet og en del af Moldavien, og i foråret 1918 måtte Rumænien indgå en ydmygende fredsaftale med Centralmagterne. Da krigslykken vendte i 1918, måtte Centralmagterne trække sig tilbage fra slagmarkerne også i Rumænien.

 

Den rumænske hær, der ikke var blevet hjemsendt, rykkede allerede i januar 1918 ind i Besarabien for at sikre kontrollen med området. Det skete efter anmodning fra provinsens politiske ledere, der frygtede at bolsjevikkerne ville tage magten. Ved en afstemning i marts 1918 i det nationale råd (Sfatul Tari) blev det med stort flertal vedtaget at slutte sig sammen med Moderlandet. I november samme år fulgte Bukovina trop.

 

Efter den tyske tilbagetrækning i efteråret 1918 stod den rumænske hær snart også i Transsylvanien, som den 1. december 1918 stemte for at forene sig med Moderlandet. Det skete på et bevægende møde i Alba Julia, og dermed var Storrumænien en realitet. Fra den ydmygende fred med Centralmagterne i marts 1918 til triumfen i november et halvt år senere vendte krigslykken altså fuldstændigt. Det var ikke bare en national drøm der gik i opfyldelse, nej, mange anså det for et mirakel!

 

Trianon – en kilde til ”blødende” grænser

Freden med Ungarn lod imidlertid vente på sig. Hvor skulle man præcist trække grænsen? Det kunne parterne ikke enes om – hverken under fredsforhandlingerne i Paris eller på slagmarken, hvor den rumænske og ungarske hær nu stod over for hinanden. I foråret 1919 blev situationen i Ungarn mere kompliceret, da Bela Kun etablerede sin kommunistiske sovjetrepublik. Dette gjorde det lettere for Rumænien gå i offensiven. I løbet af få uger erobrede den rumænske hær det meste af Ungarn og holdt Budapest besat i nogle uger. Bela Kun`s kommunistiske regime forsvandt, ligeså pludseligt som det var opstået.

 

Herefter kunne parterne i slottet Trianon ved Versailles trække grænsen mellem de to lande, sådan som den stadig løber. Mange ungarer mener den dag i dag, at Trianonfreden var den allerstørste uretfærdighed, hvorfor mange ungarer stadig 100 år efter ønsker Trianon freden revideret. Dette budskab kommer fra højeste sted i Budapest, hvilket (ifølge den rumænske avis Adevarul af den 18. september i år) kom frem på et universitetsarrangement i den transsylvanske by Baile Tusnad den 18. juli. Her udtalte Zsolt Nemeth, som er Orbans højre hånd og formand for udenrigsudvalget i det ungarske parlament, at Trianon-freden var en stor fejltagelse, som bør tilbagerulles, således at Østrig-Ungarn genoprettes. Zsolt begræd Østrig-Ungarns forsvinden og savnede det ”flersprogede, tolerante og multikulturelle Central- og Østeuropa”.

 

At Rumænien efter Ceausescus fald i 1990 gjorde den 1. december til nationaldag, betragter mange ungarer også som et slag i ansigtet. Hvorfor gjorde I ikke den 22. december til nationaldag, altså dagen for Ceausescus fald, spurgte ungarerne? Frem til 1948 var den 10. maj (Kong Karls ankomst til Rumænien i 1866) nationaldag og fra 1949 til 1989 var det den 23. august (bruddet med tyskerne i 1944). Faktisk protesterede oppositionen i det rumænske parlament i 1990 mod at gøre 1. december til nationaldag, da man ville have foretrukket den 22. december for på den måde at markere det kommunistiske regimes fald og for således at undgå at fremkalde nationale spændinger med Ungarn. Men flertallet i parlamentet – domineret af Iliescu`s socialdemokratiske parti, PSD – valgte altså den 1. december.

 

Den rumænske nationaldag

Hvert år siden 1990 har Rumænien demonstrativt fejret nationaldagen den 1. december og inviteret til reception på de rumænske ambassader verden over. Ved fejringen i 2016 forbød Orban alle ungarske diplomater at tage imod invitationer til receptioner på de rumænske ambassader.

 

Ved fejringen her i 2018 vil der naturligvis blive gjort ekstra meget ud af festlighederne. Regeringen har oprettet en interministeriel komite under kulturministeriet, der skal tilrettelægge et overvældende program. Komiteen har den 29. august godkendt 114 projekter til en samlet værdi på 45 mio. lei (= cirka 72 millioner kroner). Der er tale om et varieret kulturelt, nationalt og historisk udbud, der skal vise det bedste fra landet i form af blandt andet teater, folklore, design, historie, Dronning Maria og dans. Festlighederne finder ikke kun sted hjemme i Rumænien, men også i Berlin, Beograd, Paris og Spanien.

 

Der spekuleres også på, hvilke politiske overraskelser regeringen har i ærmet i anledning af jubilæet. Måske planlægger den at give amnesti til grupper af indsatte i de overfyldte rumænske fængsler, hvilket vil gavne flere af deres kolleger, der er dømt for korruption.

 

I Alba Julia, stedet hvor den officielle beslutning blev taget for 100 år siden, tilrettelægges et helt særligt program, hvor hele den politiske elite deltager, inklusiv ambassadører fra USA, Tyskland og Frankrig. For at markere, at genforeningen fandt sted i Alba Juli,a vil der blive rejst et kæmpe monument i byen, hvis dimensioner viser, hvor vigtig begivenheden anses for at være. Monumentet bliver 22 meter højt og kommer til at veje 1.350 tons.

 

Denne fejring vil danne optakt til en lang række europæiske topmøder i første halvår 2019, hvor Rumænien har formandskabet i EU. Helt bevidst har den rumænske regering valgt at placere mange af disse EU-møder i Alba Julia. Det bliver så interessant at se, om Ungarn vil møde frem på disse møder. Formodningen er, at det vil ungarerne gøre. For på trods af de etniske spændinger i Transsylvanien ser det ikke ud til, at forholdet mellem Ungarn og Rumænien forværres – snarere tværtimod ( se ”Ny Euroskeptisk Akse i Central- og Østeuropa”).

 

Skår i glæden

For mange rumænere er det dog et skår i glæden, at Besarabien og Bukovina ikke endnu er blevet genforenet med Moderlandet. Besarabien er i dag Republikken Moldova, mens Bukovina en del af Ukraine. Til stor skuffelse for de rumænske nationalister er der ikke udsigt til, at disse to provinser igen bliver en del af Rumænien.

 

Det rumænske parlament vedtog ellers enstemmigt så sent som i marts i år en deklaration om genforening (se ”Moldovas udenrigspolitiske udfordringer”. Lige meget hjælper det, når et stort flertal i Moldova ønsker at bevare selvstændigheden, ligesom den internationale situation (læs Rusland) komplicerer sagen. På trods af at et stort flertal af den rumænske befolkning ønsker genforening med Bessarabien, kan triumfen fra 1918 ikke gentages her 100 år efter.

 

Der findes ikke i dagens Rumænien en stor og aktiv højrenational bevægelse, som vil gå til yderligheder i denne henseende. Kravene om genforening formuleres gennem de sædvanlige politiske kanaler, og der ses ikke en folkelig massemobilisering med paroler om genforening. Desuden deltager Rumænien nu i talrige internationale organisationer, hvilket menes at have en dæmpende virkning på de mest ekstreme nationalistiske bevægelser. Det, der bringer den rumænske befolkning på gaden i massedemonstrationer, er derimod den udbredte korruption i den politiske og økonomiske elite (se ”Diasporaens demonstration i Bukarest den 10. august”).

 

For andre rumænere er det et skår i glæden, at landet nu er under anklage for at underminere retsstaten ved at svække domstolenes uafhængighed og ved at indskrænke korruptionsbekæmpelsen. Tidligere på året kritiserede en række ambassadører fra Europa og USA regeringens justitsreform.  I begyndelsen af oktober behandlede EU-parlamentet et dagsordenspunkt om Rumæniens forsøg på at ændre tre justitslove, som efter fleres vurdering krænker Københavnerkriterierne. Blot tre måneder før Rumænien overtager formandskabet i EU, risikerer landet altså at blive sat i skammekrogen af de øvrige EU-lande. Der bliver derfor helt sikkert meget at tale om den 1. december, når rumænske politikere og fremmede landes ambassadører mødes til receptionerne.

 

Storrumænien fik blot en levetid på 22 år. I sommeren 1940 tabte landet på Hitlers og Stalins foranledning de nye provinser: Transsylvanien blev afstået til Ungarn, Bessarabien til USSR og Syddobrudja til Bulgarien.  Den rumænske nationale triumf efter Første Verdenskrig varede ikke en gang en generation, men den kollektive erindring om Storrumænien spiller stadig en vis rolle i rumænsk politik og selvforståelse.

 

Kjeld Erbs er uddannet cand.scient.pol. og følger indgående med i rumænske forhold, som han dækker for Magasinet rØST.

 

Af Kjeld Erbs


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<