Russiske studerende mødte fjenden

30. oktober 2018

NATO's hovedkvarter i Bruxelles - FOTO; https://www.flickr.com/photos/nato/27029507408

SIKKERHEDSPOLITIK | Rusland og NATO-alliancen befinder sig i en fjendetilstand, og dialogen mellem parterne er meget begrænset. Alligevel vågede unge russiske studerende sig ind på fjendens territorium for at få svar på et hjerteskærende spørgsmål: Er der håb for fremtiden?

SIKKERHEDSPOLITIK | Rusland og NATO-alliancen befinder sig i en fjendetilstand, og dialogen mellem parterne er meget begrænset. Alligevel vågede unge russiske studerende sig ind på fjendens territorium for at få svar på et hjerteskærende spørgsmål: Er der håb for fremtiden?

 

Denne artikel bygger på et besøg af russiske studerende hos NATO i Belgien, hvor artiklens forfatter fik muligheden for at deltage som eneste ikke-russiske studerende. Artiklen er skrevet ud fra forfatterens egne noter – ingen har haft mulighed for at godkende citater, og af hensyn til de medvirkende optræder ingen ved navn. Formålet med artiklen er skitsere den fastlåste situation i forholdet mellem NATO og Rusland, hvor begge parter opfordrer til dialog, men ikke forekommer i tilstrækkelig grad at ville lytte.

 

Siden den ulovlige annektering af Krim-halvøen i 2014, suspenderede NATO det praktiske samarbejde med Rusland og nedlagde meget af den daglige dialog. Nu sidder Rusland kun med ved bordet to eller tre gange årligt, når der holdes møder i NATO-Russia Council (NRC), hvor emner som Ukraine-konflikten og kommende militære øvelser bliver diskuteret på formelt og overordnet plan. Men for nyligt blev endnu to usædvanlige møder gennemført, da unge russiske studerende den 18. oktober blev taget imod ved indgangen til NATO Headquarters i Bruxelles og dagen efter besøgte Supreme Headquarters Allied Powers Europe (SHAPE), som er NATO's centrale militære kommando, beliggende i Casteau, nord for byen Mons i Belgien. 

 

Tidligere på året havde jeg som studerende deltaget på en sommerskole i Rusland om Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU). Her mødte jeg en af de russiske studerende, der senere inviterede mig med til at følge den russiske gruppe som eneste NATO-medlem. Vi blev hentet i ”visitor group”-indgangen til hovedkvarteret, hvor vi skulle efterlade alle elektroniske genstande. Så blev vi ført forbi de 29 flagstænger foran de nye pragtfulde hovedkvarters-bygninger, hvor det seneste nytilkomne flag er fra den tidligere østblokstat, Montenegro. Så forbi udstillinger af NATO’s to milepæle: Et stykke af Berlin-muren som symbol på Sovjetunionens fald og et stykke af det nedbrændte World Trade Center, som et minde om den første og hidtil eneste gang, NATO’s Artikel 5 er blevet aktiveret, og krigen mod terror begyndte.

 

De russiske studerende havde deltaget i en skrivekonkurrence, hvor de skulle sætte ord på Ruslands forhold til NATO og komme med forslag til, hvordan man kan forbedre sikkerheds­strukturen i Europa. NATO blev i sin tid oprettet som reaktion på sovjetisk efterkrigspolitik i Europa, og under den Kolde Krig stod NATO overfor den sovjetiske forsvarsalliance, ”Warszawa-pagten”. Selvom NATO i dag anser sig selv som en defensiv alliance, der spreder fred og orden, er det absolut ikke sådan, NATO som udgangspunkt opfattes af de unge russere.

 

Propagandafronterne mødes

”Der er ingen her, som ønsker krig. Alle forsøger at lede efter løsninger og reducere fjendtlige forhold, og vi er ikke kommet for at høre på prædiken. Vær venlige også at invitere til spørgsmål, så vi får mest muligt ud af dette møde,” sagde de russiske arrangører.

 

Der er mange forskellige holdninger til, hvornår Rusland og NATO for alvor kom skævt ind på hinanden efter Den Kolde Krig, hvorfor det heller ikke var overraskende, da en studerende spurgte, hvad NATO selv opfatter som det mest betydningsfulde vendepunkt for forholdet mellem NATO og Rusland. Nedenfor en oversigt over nogle af parternes forskellige udlægninger:

 

Mest betydningsfulde vendepunkt for forholdet mellem NATO og Rusland

Udbredte Russiske synspunkter

NATO’s udlægning

·    NATO’s militære oprustning i Baltikum tæt på Ruslands grænser

·    NATO’s opbygning af anti-ballistiske missil-system i 2010 vendt mod Rusland

·    NATO’s offensive ekspansion og ’annektering’ af tidligere Sovjetlande

·    NATO’s opretholdelse i sig selv som et produkt af Den Kolde Krig

·      Ruslands offensive cyber-angreb og spredning af disinformation

·      Skripal- og Malaysian Airways sagerne

·      Ruslands støtte til separatister i Østukraine.

·      Ruslands annekteringen af Krim i strid med internationale retsprincipper

·      Russisk støtte til Assad-regimet i Syrien

·      Ruslands krig mod Georgien i 2008

 

”Efter Ruslands krig mod Georgien i 2008, genoptog vi dialogen og samarbejdet med Rusland gennem NATO-Russia Council efter relativt kort tid. Efter Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014 var mere vidtgående konkrete tiltag nødvendige. Derfor har NATO igen suspenderet samarbejdet, deployeret tropper til Baltikum og yder støtte til Ukraine. Vi er stadig åbne for dialog, men lige nu ser vi ingen hensigter fra Rusland om at forbedre situationen.” fremførte NATO. De anser tiltagene i Baltikum som udelukkende defensive og reaktive. Det blev også påpeget mere end én gang til disse møder, at NATO er en defensiv organisation – ”vi forebygger krig, vi skaber den ikke”.

 

Hertil himlede de unge russere dog åbenlyst med øjnene – ”alle alliancer er på sin vis offensive uanset officielle udmeldinger,” påpegede én af dem. Hvor NATO henviser til brud på internationale spilleregler, peger russerne på, at reglerne var unfair til at begynde med: ”USA bryder jo selv internationale retsprincipper for eksempel ved at gå ind i Irak, men det er åbenbart fair i forhold til nogle uskrevne spille­regler, der er gældende for visse magtfulde lande, men åbenbart ikke for Rusland. Som med Krim for eksempel”, som det udlægges af en russisk studerende.

 

I mange af de studerendes essays bliver Rusland beskrevet som et offer for Vestens aggression og ekspansion, hvilket overraskede de tilstedeværende fra NATO, der gjorde det klart, at de var uenige – og så blev der ikke snakket mere om det. Flere af russerne mente hertil, at der er brug for en helt ny sikkerhedsstruktur i Europa, hvor Rusland bliver taget mere seriøst. Men det vil NATO heller ikke diskutere yderligere, for en sådan ændring kunne føre til ”en global katastrofe”. En russisk studerende forklarede det således:

 

”NATO er tilfredse med den nuværende situation, fordi den er baseret på deres egen forståelse af sikkerhed – at alle lande kan skifte alliance, når de vil og så videre, så NATO er ikke villige til at ændre den, og da slet ikke på Ruslands initiativ. For russerne er den nuværende situation ikke acceptabel, fordi vi føler, at den europæiske sikkerhedsstruktur udvides på Ruslands bekostning. Vi føler ikke, at vi som sådan mangler en plads ved bordet. Pointen er, at vi sidder med ved bordet, men vi bliver ignoreret, og vi forstår ikke hvorfor. Vores interesser bliver ikke taget i betragtning – især at NATO ikke skal bevæge sig længere mod øst.”

 

Prøver NATO at hjælpe Ukraine, eller er I bare interesseret i medlemskab?

Spørgsmålet afspejler Ruslands modstand mod NATO’s udvidelse og skepsis omkring, at den fortsatte krise i Ukraine samt dårlige udsigter til en løsning, kun er Ruslands foreliggende. Det er svært at tro på her i vesten, at russere tror, at Ukraines potentielle optagelse i NATO er ondsindet og årsag til konflikt. ”Er NATO klar over, at medlemskab til Ukraine kan føre til konflikt med Rusland?”, var også et af spørgsmålene. NATO’s svar var ikke overraskende, at ethvert land selv er herre over, om de vil optages i alliancen eller ej – den beslutning skal ikke komme an på andre lande. ”Vi vil ikke bukke under for afpresning. Det ville jo være at belønne aggressiv adfærd,” lød svaret. NATO’s politik er, at man snakker med de lande, som gerne vil snakke med NATO. Men det betyder ikke, at medlemskab gives ud gratis. Det givende land skal leve op til NATO’s principper, hvilket i Ukraines tilfælde betyder, at det skal gennemføre en del reformer, før medlemskab kan blive en realitet.

 

”Vi er dedikerede til Ukraines suverænitet. Nok er Ukraine ikke med i NATO, men det blev NATO’s første udenforstående partner i 1994. Derfor støtter vi Ukraine politisk og hjælper med at reformere Ukraines eget forsvar. Vi ser ikke, at medlemsskab bliver en realitet i den nærmeste fremtid, men den folkelige støtte i Ukraine for NATO-medslemsskab har vokset støt siden 2014. I 2013 støttede omkring 16 % af befolkningen NATO-medlemskab. I dag er det over 50 %. Så Rusland har selv bragt medlemskab på dagsordenen. Jo mere Rusland blander sig i diverse lande, jo mere ønsker landene at opnå medlemskab.”

 

En vigtig grund til, at Ukraine i øjeblikket ikke kan optages i NATO, er netop de interne stridigheder i landet, hvor regeringen i Kiev står over for russiskstøttede separatister i det østlige Ukraine. I princippet ville medlemskab med det samme aktivere NATO-traktatens Artikel 5, og alle NATO-lande ville skulle erklære krig mod Rusland. Umiddelbart virker det som om, at Rusland med vilje holder liv i konflikten blandt andet for at forhindre Ukraines medlemskab. Men hvorfor er Rusland så bange for NATO? Vi er jo en defensiv alliance! Denne forklaring hjælper bare ikke, fordi fjendebilledet er så dybt og historisk forankret. Og når NATO er fjenden, er det klart, at Rusland er imod Ukraines optagelse. Det ville betyde én til fjende på verdenskortet. Ingen nationalstat kan hævde, at den ikke ville prøve at forhindre, at en ven var på vej over til fjenden.

 

En af deltagerne spurgte en amerikansk NATO-embedsmand fra SHAPE, hvad USA ville gøre, hvis Mexico pludselig besluttede at blive medlemmer af CSTO (Collective Security Treaty Organisation) – den russiske pendant til NATO og Warszawa Pagtens efterfølger. Én af de studerende bød selv ind med et svar på dette spørgsmål: ”De ville måske ikke annektere en del af Mexico, men de ville nok se til, at denne regering gik af og aldrig mere så dagens lys.”

 

Hvorfor ikke samarbejde på områder, hvor vi kan enes?

Det ser ud til, at al dialog mellem NATO og Rusland stopper og starter med Ukraine. ”Men hvorfor fokuserer vi ikke på emner, som terrorisme og klimaforandringer, hvor NATO og Rusland har mulighed for at arbejde sammen mod en fælles fjende?” spurgte en af de studerende efter lange oplæg og diskussioner om Ukraine, hvor det stod klart, at det er umuligt at komme til enighed. Det internationale samfund kommer ikke til at anerkende Krim som del af Rusland, og Rusland kommer ikke til at give halvøen tilbage til Ukraine. Og ingen vil tage ansvaret for konflikten i Østukraine.

 

NATO-Russia Council (NRC) havde efter oprettelsen i 2002 netop terrorisme på dagsordenen. Rusland tilsluttede sig NATO’s antiterror-operation, Active Endeavour, i Middelhavet, og NATO og Rusland bekæmpede sammen narkotikahandel i Afghanistan. På det tidspunkt var der optimisme omkring forholdet mellem NATO og Rusland, og man troede på, at man sammen kunne konstruere en post-Kold Krig sikkerhedsstruktur. Men NRC er gået fra at handle om samarbejde til at handle om konfrontation, fingerpeg og misforståelser. Mistilliden er enorm mellem NATO og Rusland, og derfor er samarbejde svært. For hvordan skal man kunne indgå et holdbart samarbejde, hvis man ikke stoler på den potentielle samarbejdspartner?

 

”Antiterrorisme er vigtigt, men vi kan ikke bare begynde at samarbejde, og så ignorere de svære problemstillinger. Og for at samarbejdet kan genetableres, skal tilliden genopbygges, og det er svært, når Rusland bliver ved med at true Europas grænser, lave desinformation og udføre cyber-angreb. Så længe dette står på, er det svært at tro på fælles løsninger,” lød det fra NATO.

 

Det er hermed tvivlsomt, om NRC vender tilbage til udgangspunktet for samarbejdet. Optimisme er erstattet af skepticisme. Hvis vi nogensinde skal kunne samarbejde, er der akut behov for at nedbryde fjendebillederne. Indtil da er landene, som befinder sig imellem de konfronterende parter, tvunget til at vælge side, og terrorisme må bekæmpes hver for sig. Klimatruslen må andre organisationer tage sig af.

 

Øget dialog og forståelse må være vejen frem

Det er tydeligt, at der hersker to meget forskellige opfattelser af virkeligheden. Mødet mellem NATO og de unge russere, var en mulighed for at prøve at skabe mere forståelse. Desværre var ingen af parterne særlig interesserede i at lytte og forsøge at forstå bevæggrundene for modpartens holdninger. Enhver antydning af, at Vesten bærer en del af skylden for den nuværende konflikt, blev anset som russisk propaganda, som NATO af princip ikke vil være med til at italesætte og diskutere.

 

At unge russiske studerende bringer det på banen viser dog, at man bør snakke mere åbent om det. Hvis det, som vi kalder propaganda herhjemme, afspejler reelle russiske holdninger, og vi ikke vil italesætte propagandaen, så afviser vi også de reelle holdninger. Og hvis holdningerne ikke er til diskussion, er de heller ikke til at forstå eller eventuelt ændre. Jeg tvivler derfor på, at russerne vendte hjem med et mere positivt billede af NATO.

 

”Konferencen handlede fra NATO’s side om at ændre det billede, som bliver præsenteret i russiske medier, og på den måde give os muligheden for at drage vores egne konklusioner. Jeg tror mange lærte mere om NATO, men NATO fejlede i forhold til at gå i dybden. Mange spørgsmål forblev ubesvarede,” lød en af konklusionerne fra en russisk studerende.

 

Det skete for ofte, at spørgsmål blev misforstået eller affejet, eller også blev svarene ikke opfattet som tilfredsstillende. Som sagt er mistilliden stor, så hvorfor skulle russerne tro på det, vi selv siger om NATO, når vi ikke vil lytte til det, russerne siger om Rusland?

 

Begge parter hævder at være offer for modpartens aggressive adfærd, begge parter hævder ikke at udgøre en trussel for modparten, men begge parter hævder alligevel, at de føler sig truede. Begge parter hævder også at have dørene åbne for dialog. Problemet er, at dørene er meget langt væk fra hinanden, og kun få mennesker tør bevæge sig ud på mellemgangen. De russiske studerende bevægede sig derud, men døren lukkede for enden af gangen, så snart de gav udtryk for deres egentlige overbevisninger, som ikke var forenelige med NATO’s selvopfattelse.

 

Der er måske håb for fremtiden, men der er bestemt ikke optimisme. Afstanden mellem NATO og Rusland har sjældent været større, og dialogen har sjældent været så fraværende og mangelfuld. Håbet holdes i live af den unge generation, som er opsatte på at skabe dialog gennem uofficielle kanaler og kontakter, når den officielle dialog mellem stater fejler. For jo større afstanden bliver imellem os, jo større er behovet for at mødes. Og her må vi sørge for ikke altid at tale om, hvordan vi ser os selv, men i stedet tale om, hvordan vi forstår hinanden. Kun sådan kan vi udbrede håbet om, at løsningen findes, og at vores relation kan bygge på mere end menings­løse provokationer og simple fjendebilleder.

 

Celine Emma la Cour (f. 1994) studerer Statskundskab på Københavns Universitet og har tidligere studeret kommunikation på Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Ud over at studere arbejder hun som studentermedhjælper i kommunikationssektionen i Værnsfælles Forsvarskommando i Forsvaret.

 

Af Celine Emma la Cour


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<