Varme følelser for Makedonien

18. februar 2019

I Grækenland er der ofte demonstrationer mod Prespa-aftalen med Nordmakedonien, som løste den græsk-makedonske navnestrid - men hvorfor er det så vigtigt for dem, hvad nabolandet hedder?

NAVNESTRID | Løsningen af den græsk-makedonske navnestrid har givet Zaev og Tspiras pladser på listen over potentielle nobel-prismodtagere, men lokale grækere er rasende. Jonas Madsen giver indblik i konflikten set fra den græske side af grænsen.

NAVNESTRID | Efter en årtilang strid mellem Grækenland og den tidligere jugoslaviske provins Makedonien er der fundet en løsning på striden. Det lille slaviske land har skiftet navn til Nordmakedonien, og de græske og nordmakedonske premierministre mødes i politiske omfavnelser. Omfavnelser der gør grækerne rasende. Vil fornuftsægteskabet holde distancen i en malstrøm af historisk identitet, politiske interesser samt sydlandsk temperament, og hvorfor får navnestriden egentligt grækernes temperament i kog?

Du vil med garanti have svært ved at sætte dig ind i de følelser, der har hersket i striden mellem Grækenland og Nordmakedonien, siden det lille land rev sig fri af Jugoslavien i 1992. Landet fik herefter navnet FYROM, på dansk Den forhenværende Jugoslaviske Republik Makedonien, eller blot Makedonien.

Hvis Malmø rev sig fri af Sverige og kaldte sig Sjælland, ville man måske finde det aparte, men næppe værd at hidse sig synderligt op over.

For Grækerne er det anderledes. Navnet Makedonien, sammenholdt med en række andre bekymringer, provokerede grækerne. I det nordlige Grækenland ligger den græske provins Makedonien med Grækenlands andenstørste by Thessaloniki. Det er i grækernes optik det eneste legale Makedonien. Derudover er Makedonien et historisk vigtigt område, der strakte sig over territorier på tværs af nuværende landegrænser. Det var herfra, i den græske by Pella, at Kong Phillip II erobrede store dele af antikkens græske bystater; et fundament hans søn Alexander den Store byggede på, da han selv gjorde det græsk-makedonske rige til et af de største i historien. 

Prespa, hvor sårene blev forsøgt helet
Grækernes frygt – for at det lille land ville stjæle deres historie og hævde, at antikkens Makedonere var slaviske og kom fra Nordmakedonien – blev ikke ligefrem beroliget af, at det konservative regime (VMRO-DPMNE) i Nordmakedonien gjorde den antikke historie til et allestedsnærværende emne. En gigantisk rytterstatue af Alexander den Store blev placeret i landets hovedstad og både lufthavnen og en central motorvej fik navnet Alexander den Store. Det var i den grad en torn i øjet på naboen mod syd, der i protest mod landets navn blokerede for dets indtræden i NATO og EU (se ”Alexander den Store må måske forlade Skopje”).

En ny regering i den tidligere jugoslaviske republik ledet af Zoran Zaev gjorde dog op med den tidligere nationalistiske og konfrontatoriske stil. Han ændrede blandt andet navnet på lufthavnen, omdøbte rytterstatuen, og der blev indledt forhandlinger med den græske leder Alex Tsipras i et forsøg på forsoning.

I juni sidste år kunne de to lande fremlægge deres kompromis på bredden af Prespa-søen, der symbolsk ligger på grænsen mellem de to lande. De to ledere, der begge mødte massive demonstrationer derhjemme, havde svunget sig op på de høje retoriske navler. Man var blandt andet blevet enige om kompromisnavnet ”Republikken Nordmakedonien”, og at grækerne skulle droppe deres veto mod Nordmakedoniens eventuelle indtræden i EU og NATO (se ”Republikken Makedonien bliver til Nordmakedonien”.

Smilene var store hos de to ledere: der var skrevet historie. Men aftalen bragte følelserne i kog på begge sider af grænsen, og i begge lande skimtede den politiske opposition en åbning til magten.

De tossede grækere
En ældre græsk herre toner frem på skærmen i nyhederne den 8. februar 2019. Han er til demonstration og skal nu forklare journalisten hvorfor. Det sker med ophidset stemme og heftig gestikuleren, hans skuldre forlader ikke hans ører på noget tidspunkt.

”I’m here because I’m Greek, and Makedonia is Greek”. Makedonia, udtales på den græske måde hvor k’et og e’et forsvinder i en hvislende lyd bagerst i munden, for at give fart til d’et, der skal ekstra tryk på.

Umiddelbart en tynd kop te af et argument, men også det bedste indblik i den græske folkesjæl og marioteten af grækernes holdning om denne strid. Det er en selvfølge, at den græske provins Makedonien, er det eneste Makedonien – at diskutere andet er omsonst. Emnet og striden er fyldt med følelser for grækerne, og for at forstå konflikten, skal man forstå disse følelser. Den ældre herre er på gaden sammen med tusindvis af andre grækere for at demonstrere, fordi den græske regering er i gang med at leve op til deres del af aftalen: at lade Nordmakedonien blive optaget i NATO.

Man kan herhjemme lynhurtigt forveksle debatten med nogle tossede grækere, som er optaget af et navn og at få slået fast med syvtommersøm, at Alexander den Store og det Makedonske rige var og er græsk historie, men man skal huske, hvor følsomt et emne det er i et land, hvis moderne og demokratiske identitet er relativt ny.

Det forklarer John Stilbo. Han har boet på den græske ø Lesvos i mange år, er græsk gift og bachelor i græske studier ved Københavns Universitet. Og han får som privat person også striden tæt på, fortæller han.

”Jeg har opgivet at diskutere det med min græske hustru samt med min kollega, der har rødder i FYROM, fordi man ikke kan undgå at blive uvenner, så stærke er følelserne”, forklare Stilbo, og fortsætter: ”Reelt er det så betydningsfuldt for min hustru, så hun undgår at flyve med flyselskaber, der kalder landet Makedonien”.

Historisk identitet 
Det er i høj grad et spørgsmål om grækernes følelse af nationalidentitet, kulturarv, og historie vurderer John Stilbo.

”Det er umiddelbart et svært emne på grund af alle følelserne i forhold til kulturen, historien og identitet. Samtidigt har grækerne også følt sig som i en form for krigszone, hvor de har været omgivet af fjender”, siger Stilbo. Han peger på den relativt nye og blodige historie i regionen som en medvirkende årsag. ”Tænk på at Nordgrækenland og Balkan for små 100 år siden fik den form, som vi ser i dag”, forsætter han. Han påpeger at Grækenland først fik den grænse, vi kender i dag, tilbage i 1947. da de ”Tolv øer” også kendt som Dodekaneserne, der blandt andet indbefatter kendte turistmål som Rhodos og Kos, blev overdraget til Grækenland.

”Derfor er man meget bevidst om sine grænser og territoriale områder”, forklarer Stilbo.

Derfor er frygten hos mange grækere, at en anerkendelse af Nordmakedoniens ret til at bruge ”Makedonien” ender med, at den slaviske nabo vil gøre krav på det græske Makedonien. ”Man frygter, at FYROM gør krav på områder i Nordgrækenland, og igen er landets nuværende grænser jo ikke så gamle, så FN, EU, USA, og Rusland kunne måske påvirke nye grænser, som det skete for små 100 år siden”, uddyber Stilbo.

Han påpeger, at ingen af de to parter i sagen geografisk eller historisk kan gøre enekrav på navnet Makedonien. ”Det ’gamle’ Makedonien bestod af flere områder fra det nuværende Bulgarien, Grækenland, FYROM og Albanien” forklare han og fortsætter: ”FYROM fik navnet Makedonien af Tito i forbindelse med oprettelsen af Jugoslavien efter Anden Verdenskrig, men som region i staten Jugoslavien. Det påvirkede også grækerne, at den Jugoslaviske leder på sigt havde planer om at udvide ned til det Ægæiske hav.”

Upopulær sag i et valgår
Alexis Tsipras kom til magten i 2015. Forud for sejren var syv års politisk kaos, udløst af den græske gældskrise. Han havde rockstjerne status og havde i valgkampen lovet et opgør med EU og sparepolitikken, som var en forudsætning for EU og IMF’s fortsatte lån til den græske statskasse. Et løfte, der viste sig svært at indfri. Han blev hurtigt virkelighedskorrigeret den af de internationale og europæiske parter. Selvom situationen er bedre i dag, har grækerne stadigvæk Europas højeste arbejdsløshed, og økonomien hviler på et noget usikkert grundlag.

Kort sagt har Tsipras mildest talt ikke indfriet grækernes forventninger til ham. Så spørgsmålet er, om det modigt eller dumdristigt at tage endnu en upopulær sag som Prespa-aftalen på sig i et valgår?

Tsipras skal i år møde vælgerne, da der skal være parlamentsvalg i landet d. 20. oktober. Der skal han ikke kun stå til regnskab for aftalen, men også sin politiske vandring fra EU-kritisk socialist til EU-glad socialdemokrat. Der er ingen tvivl om, at oppositionen, især det konservative Nea Demokratia, vil bruge kompromiset med Nordmakedonien mod Tsipras. Meningsmålinger viser en markant føring til de konservative. Tsipras kan dog måske hente en trøstepræmie, for den 13. februar kunne det græske dagblad Ekathimerini nemlig fortælle, at Tsipras og Zaev var blevet nomineret af grupper i EU-parlamentet til Nobels fredspris for deres forsøg på at skabe fred mellem de to lange.

Sandsynligvis græder den konservative leder Kyriakos Mitsotakis dog tørre tårer over Prespa-aftalen. Tsipras har ryddet en besværlig og politisk sprængfarlig sag af en kommende regerings bord. Nu kan Mitsotakis – i lighed med langt de fleste grækere – slå ud med armene i forargelse over, at Tsipras sælger ud af arvesølvet og samtidigt efter alt at dømme igen kan sætte sig i premierministerembedet senere i år med en international, kringlet sag mindre om halsen.

Er aftalen i fare?
Det virker også umiddelbart svært for en ny regering at rulle aftalen tilbage, mener John Stilbo, men hsn vurderer, at oppositionen under valget måske vil stille borgerne muligheden for at stemme om aftalen i udsigt. Hvis de internationale processer vel og mærke ikke er nået for langt. Er de det, giver det måske Mitsotakis en belejlig undskyldning for at slippe uden om en eventuelt lovet afstemning.

Man må dog for alt i verden ikke tro, at det er et lille nationalistisk mindretal, der er vrede over indrømmelser til Nordmakedonien.Det er en stor gruppe, siger John Stilbo. Og på spørgsmålet om, hvad der skal til med græske øjne for at løse striden, kommer svaret prompte: ”Ingen brug af navnet Makedonien, på nogen måde”.

De menige grækere er derfor stærkt utilfredse med Prespa-aftalen. Den nuværende premierminister Tsipras må formodes tilfreds, men om den kommende premierminister i en stille stund måske egentlig ikke også er det, må tiden vise.

Jonas Madsen har boet og arbejdet i Grækenland og dækket græsk politik for en række magasiner. I sommeren 2015 arbejdede han med turisme på øen Lesbos og i forbindelse med flygtningekrisen også med at håndtere danske mediers dækning samt samarbejdede med lokale, der prøvede at hjælpe.

 

Af Jonas Madsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<