I Sarajevo har Christian Schmidt, det internationale samfunds topembedsmand i Bosnien, der med enorme magtbeføjelser bag sig skal sikre, at den civile del af Dayton-aftalen overholdes, netop meddelt, at han trækker sig så snart en afløser er valgt.
At Schmidt nu vælger at trække sig, er ikke opsigtsvækkende, eftersom stillingen, der officielt hedder ’Høje Repræsentant’ (HR), er en udnævnelse uden et fastsat åremål hæftet på sig.
Det overrasker heller ikke nogen, at den politiske ledelse af Republika Srpska (RS) med den detroniserede tidligere RS-præsident og nuværende formand for SNSD-partiet, Milorad Dodik, på det nærmeste har hoveret over Schmidts exit.
Dodik har i adskillige år været en intens kritiker af både embedet og manden, alene fordi begge, i hvert fald til en vis grad, har udgjort en form for brandmur i forhold til Dodiks ambition om at løsrive Republika Srpska. Derfor skulle Schmidts position undergraves.
Den amerikanske strategi overrasker
Det overraskende er derimod, i hvor høj grad flere medier i disse dage peger på, at USA har spillet en rolle i Schmidts afgang.
For det første er det efterhånden alment kendt, at lobbyister i USA, betalt af Republika Srpska, har været afgørende for, at Trump administrationen skiftede kurs og fjernede sanktionerne mod Milorad Dodik.
For det andet pointerer bl.a. Sarajevo Times, at USA ligesom Dodik igennem længere tid har forsøgt at presse Schmidt til at gå af. En central grund synes at være netop hans kritik af Dodik – og at han generelt ikke gjorde hvad USA sagde.
For det tredje får Bosnien i dag sin gasforsyning fra Rusland. For at reducere afhængigheden af Rusland skal dette ændres, så Bosnien i stedet får sin forsyning via bl.a. Kroatien. Dette træk vil kræve en kolossal modernisering og udvidelse af energisektoren i landet.
Det delikate er, at det er et amerikansk firma, hvor centrale personer i virksomheden har tætte personlige forbindelser til Donald Trump og de til Republika Srpska tilknyttede amerikanske lobbyister, der uden konkurrence har fået tildelt den enorme opgave af det politiske Bosnien.
Dette har Schmidt tilsyneladende udtrykt betænkelighed overfor, hvilket vel må siges at være en rationel refleksion ud fra et forvaltningsmæssigt synspunkt. Det har dog betydet, at USA som modsvar har skruet yderligere op for abdikations-presset.
Set fra et europæisk perspektiv kan man sige, at udviklingen i den amerikanske tilgang måske ikke er overraskende, men at dens intensitet er yderst bekymrende.
At Trump administrationen giver Dodik en form for politisk syndsforladelse efter hans bevidste og gentagne obstruering af Bosniens institutioners funktionsmulighed og lovbrud, er opsigtsvækkende. Det flugter dog som sådan med administrationens strategi om at støtte nationalkonservative kræfter i Europa, der i realiteten modarbejder europæisk integration.
En yderligere konsekvens af tilgangen, som næppe er utilsigtet er, at det ikke kan ses som andet end et forsøg på også at undergrave Schmidts autoritet som Høje Repræsentant.
USA's linje udgør alt i alt en reel trussel for resten af Europa. Hvis begrænsningerne på Dodiks nationalistiske løsrivelses-drive gradvist forsvinder, kan der ske to ting: Enten bliver han definitivt afsløret som bluffmager. Eller risikerer han at sende stabiliteten af det i forvejen skrøbelige land ud i et politisk mørkeland – og det har potentiale, som historien med brutal tydelighed har vist, til at udløse voldsomme konsekvenser.
Skal europæerne tage sig sammen?
I den lidt mere fredelige afdeling har Schmidts meddelelse udløst en nærmest rituel diskussion, om hvorvidt hans exit skulle bruges som anledningen til definitivt at lukke Høje Repræsentant-embedet.
På sin vis kan man sige, at det internationale samfund i embedet har en mekanisme, som der med betydelig hurtighed og magt kan skrues op for, hvis den politiske tilstand i landet begiver sig ud af et faretruende spor.
Marija Stojanović fra European Western Balkans argumenterer i forlængelse af dette for, at der vil være en betydelig risiko for, at den politiske udvikling i Bosnien generelt vil ryge i bakgear, hvis HR-positionen blev nedlagt.
Adnan Cerimagic, seniorforsker ved European Stability Initiative og Balkan-ekspert, ser omvendt på det. På LinkedIn konstaterer han tørt, at hverken Sarajevo eller regeringerne i Europa ser ud til at have en strategi for at håndtere den nuværende situation.
Hvis man ikke har nogen præcis plan, som Schmidts efterfølger skal køre efter, og samtidigt som automatreaktion ukritisk fastholder nødvendigheden af at videreføre stillingen, så kan man ifølge Cerimagic ende med at servere den magtfulde position til nogen, der har diametralt modsatte interesser og dagsordener.
Den skitserede amerikanske tilgang til Republika Srpska, som i toneart minder om den russiske til samme, kommer i hu.
Derfor konstaterer han således, at ”…europæerne bør modsætte sig udnævnelsen af en ny Høje Repræsentant, lade Schmidt blive på posten indtil efter parlamentsvalget i oktober 2026 og derefter, sammen med det nyvalgte præsidentskab, diskutere hvordan embedet kan blive lukket”.
Den svenske Carl Bildt, der tidligere besad posten som Høje Repræsentant, understøtter tesen om, at det er USA, der har kørt Schmidts position i sænk, at EU har været ufokuseret og skal ”tage sig sammen”, og at Høje Repræsentant-stillingen skal lukkes og afløses af et nyt initiativ.
Den kroatiske del af Bosniens politiske partier har ikke på samme måde været ude med riven – og har heller ikke fået megen opmærksomhed af medierne i den aktuelle situation. Grunden til den relative radio-tavshed er blandt andet, at Schmidt tidligere har ændret valgloven, hvilket har været til absolut fordel for bosnisk-kroatiske HDZ-partis position i Føderationen Bosnien Hercegovina.
Schmidts indgreb førte både i Bosnien, men også internationalt til intens kritik og beskyldninger om, at Schmidt direkte favoriserede HDZ. Schmidts modargument var, at i hvert fald ét af indgrebene var nødvendigt for at bryde et parlamentarisk fastlåst parlament i Føderationen.
På LinkedIn er Jasmin Mujanovic ganske håndfast i sin kritik af Schmidt. Ifølge ham var Schmidts udnævnelse i sin tid ganske enkelt et resultat af intenst lobbyarbejde fra den kroatiske premierminister fra HDZ-partiet, Andrej Plenkovic, overfor særligt Angela Merkel.
Pointen er, at det forklarer, hvorfor Schmidt har favoriseret det bosnisk-kroatiske HDZ-partis stilling i landet. Mujanovic indikerer dog også at Schmidt ikke i tilstrækkelig grad var klar over alliancen mellem HDZ og Dodiks SNSD-parti – og i hvert fald ikke gjorde noget for at begrænse den. Mujanovic påpeger desuden andetsteds, at Schmidts handlinger har været med til yderligere at cementere den sekteriske opdeling af Bosnien.
Uanset hvad man mener om Schmidt, så må det siges at være yderst kritisabelt at ændre på valgloven på selve valgnatten, hvilket han gjorde i 2022, fordi en handling som dette er med til at underminere tiltroen til demokratiet i det i forvejen udfordrede land.
Men Mujanovic ser ikke nødvendigheden af at lukke stillingen. I stedet mener Mujanovic, der her rammer en mere optimistisk fremtidsorienteret tone, burde den indtages af en person – ideelt set en kvinde, fra et EU- og/eller NATO-land – der rent faktisk støtter Bosniens optagelse i de to respektive organisationer. Personen bør får et politisk mandat til at forfølge denne ambition – forudsat at det sker med respekt for Bosniens eksisterende forfatning og lovgivning.
Den formelle proces er nu, at den næste Høje Repræsentant for Bosnien skal udnævnes af et råd, The Peace Implementation Council (PIC). Det består af stater og andre politiske aktører, der siden december 1995 har været engageret i at få implementeret Dayton-aftalen, der afsluttede krigen i Bosnien.
Det vil formodentligt være hvad man på dansk vil kalde styringskomiteen, altså, en slags bestyrelse for PIC, der kommer til at stå for selve udvælgelsen af Schmidts efterfølger. PIC udgøres af de største europæiske lande, samt bl.a. USA, Canada og Japan.
Spørgsmålet er, om USA vil forsøge at dominere valget, eller om vi vil se et scenarie, hvor de europæiske lande indgår en alliance om en kandidat.
