Den 18. juni 2024, i gården foran et lejlighedskompleks i Kyiv, blev den 55-årige Aidos Sadykov offer for et attentat. Hans hustru Natalya Sadykova beskrev senere øjeblikket, hvor attentatet fandt sted i et interview med Le Monde:
“Vi kørte gennem gården ved vores lejlighedsbygning, da jeg så en mand med mørk kasket, briller og skæg rette en pistol med lyddæmper mod os, (…) Jeg råbte: ‘Aidos, duk dig!’ Men i det samme knuste en kugle sideruden ved førersædet og ramte ham.”
Den 2. juli 2024, efter tretten dage på intensivafdelingen, døde Sadykov af sine kvæstelser.
Trods gentagne løfter fra de kasakhiske myndigheder er de mistænkte, Meiram Karataev og Altai Zhakambayev, endnu ikke blevet udleveret til Ukraine. De befinder sig på nuværende tidspunkt i Kasakhstan, og er mere end et år senere endnu ikke blevet afhørt.
Sagen har fornyet den internationale kritik af Kasakhstans manglende vilje til at overholde internationale forpligtelser, samt den udbredte mangel på gennemsigtighed og samarbejde i alvorlige kriminalsager.
En stemme der blev et symbol og en torn i øjet
Sadykovs liv var præget af en dyb frustration over det korruptionsplagede system, han voksede op i. Han blev født i Aktobe-oblasten i den vestlige del af den Kasakhiske SSR i 1968. Gennem sit arbejde i detailbranchen oplevede han den korruption, der gennemsyrede det kasakhiske forretningsmiljø i 1990’erne oven på landets selvstændighed.
I senere interviews fortalte Sadykov om hans frustration over et system, hvor han "enten kunne betale bestikkelse eller deltage i organiseret kriminalitet" for at holde en virksomhed kørende.
Senere arbejdede Sadykov i olieindustrien, hvor han blev vidne til uretfærdige arbejdskonflikter og udnyttelse af kollegaer.
Disse erfaringer blev et vendepunkt for Sadykov. Han begyndte at støtte uafhængige fagforeninger og skrev artikler, der beskyldte lokale embedsmænd for forbindelser til organiseret kriminalitet – et dristigt valg i et land, hvor ord kan koste én friheden.
Efter en dom for “hooliganisme” i 2010, som ifølge både Sadykov og internationale observatører var politisk motiveret, blev han fængslet i to år. Efter hans løsladelse talte han åbent om de barske forhold i fængslet og om et retssystem, der forsøgte at give kritikere mundkurv på. Oplevelsen gjorde ham til en symbolfigur for Kasakhstans opposition, men også en torn i øjet på magthaverne.
Eksil og arbejde i Ukraine
I 2014 tog Sadykov, hans hustru, journalisten Natalya Sadykova, og deres børn tilflugt i Ukraine, efter at nye anklager fra myndighederne var blevet rettet mod ægteparret. Her lancerede de YouTube-kanalen “Base” (БӘСЕ), som hurtigt blev en af de mest sete kasakhisk-sprogede politiske platforme.
Base's videoer kan beskrives som en kombination af aktivistisk dokumentation og til tider politisk satire, der henvender sig direkte til befolkningen gennem et stærkt os-mod-dem-narrativ, hvor magthavere og borgere stilles skarpt op imod hinanden. I deres videoer rettede de skarp kritik mod magtmisbrug og social uretfærdighed - et fokus, der hurtigt gjorde kanalen til genstand for de kasakhiske myndigheders opmærksomhed.
I 2023 anklagede de kasakhiske myndigheder parret for “at opildne til had” på grund af deres YouTube-videoer. Sadykov afviste alle anklager.
Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, tog Sadykov klart parti for den ukrainske side og deltog sammen med andre eksilkasakhere i at organisere støtte til ukrainske kampenheder.
Dette rejser spørgsmål om, hvor grænsen går mellem journalistik og politisk aktivisme - særligt i en kontekst, hvor journalister ofte kombinerer professionel formidling med politisk engagement.
Kritik og opbakning i eksilmiljøet
Sadykovs kompromisløse stil skabte ikke kun beundring. Regionale medier og kommentatorer har peget på, at Base anvender “opsigsvækkende og provokerende overskrifter”.
Ifølge en dataanalyse publiceret af Mediazona fra 2024 blev Præsident Tokajev nævnt i næsten halvdelen af Base’s videoer. 55 ud af 131 videoer nævner derudover hans navn i titlen, og mange indslag er koblet direkte til Tokajevs handlinger eller passivitet. Denne konsekvente fokusering gav kanalen et tydeligt konfrontatorisk præg.
På trods af indvendinger mod Base’s stilistiske valg er der bred enighed om, at Sadukovs engagement og vedholdenhed gjorde ham til en central stemme i kampen for et mere åbent Kasakhstan.
Internationale løfter, men ingen resultater
Kasakhstan har siden sin optagelse i FN og OSCE i 1992 og siden 2014 som partner for demokrati gennem Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) deltaget i internationale programmer for demokrati og retssikkerhed. Landet har dermed forpligtet sig til at samarbejde i alvorlige kriminalsager og i sager, der udgør en trussel mod ytringsfriheden.
Men som sagen om Sadykov viser, har Kasakhstan i praksis ikke levet op til disse forpligtelser. Reporters Without Borders (RSF) har dokumenteret, at Ukraine indsendte tre formelle anmodninger om juridisk bistand til Kasakhstan. Én blev delvist imødekommet, én blev afvist, og den tredje er endnu ikke besvaret.
I maj 2025 erklærede Kasakhstans rigsadvokats, at myndighederne “ikke har til hensigt at afhøre de mistænkte”.
Under den ukrainske efterforskning blev det opdaget, at de to identificerede mænd, Meiram Karataev og Altai Zhakambayev, tidligere var ansat for Kasakhstans nationale sikkerhedskomité (KNB). Dette har kun pustet til mistanken om, at attentatet var politisk motiveret.
Den 22. juni 2024 meddelte Kasakhstans rigsadvokats kontor, at Altai Zhakambayev frivilligt havde meldt sig hos Indenrigsministeriet. Han blev kortvarigt tilbageholdt under mistanke for medvirken til mordet, men blev senere løsladt med udrejseforbud.
Kasakhstans præsident, Kassym-Jomart Tokayev, havde ifølge sin egen talsmand instrueret de retshåndhævende myndigheder om “at finde de mistænkte og træffe de nødvendige foranstaltninger”. Præsidenten erklærede desuden, at Kasakhstan var “klar til at samarbejde med de ukrainske retshåndhævende myndigheder”.
Ikke desto mindre har de kasakhiske myndigheder siden da ikke offentliggjort nogen opdateringer eller resultater i sagen.
Kritik og internationale bekymringer
I 2025 er kritikken af Kasakhstans manglende samarbejde med de ukrainske myndigheder blevet endnu mere markant.
RSF betegner den fortsatte tavshed fra de kasakhiske myndigheder som et brud på landets internationale forpligtelser. International Partnership for Human Rights (IPHR) har udtalt, at der “ikke er sket nogen meningsfuld fremgang” i sagen, og at myndighederne aktivt har undladt at samarbejde med den ukrainske efterforskning.
Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) har i sin skriftlige erklæring nr. 16057 fastslået, at Kasakhstans manglende samarbejde i opklaringen af drabet på Aidos Sadykov er “uacceptabelt” og kræver en grundig undersøgelse af landets håndtering af transnational undertrykkelse.
Behov for en gennemsigtig efterforskning
Det uopklarede drab på Sadykov fremhæver den skrøbelige beskyttelse af dissidenter og politiske aktivister samt Kasakhstans inkonsekvente opfyldelse af sine internationale forpligtelser.
På YouTube-kanalen Base, hvor Natalya Sadykova viderefører dækningen af politiske begivenheder, står der i kanalens officielle beskrivelse:
”KNB-medarbejderne Meiram Karatayev og Altai Zhakanbaev befinder sig fortsat i Kasakhstan, hvor regimet nægter at udlevere dem til Ukraine. Ifølge kritikere frygtede præsident Tokajev afsløringer fra Sadykovs medie BASE i en sådan grad, at han beordrede drabet på den oppositionelle politiker og journalist - på fremmed jord.”
Selvom disse påstande ikke er blevet bekræftet, fortsætter manglen på gennemsigtighed med at nære spekulationer. Indtil der gennemføres en troværdig og transparent efterforskning, vil der fortsat blive stillet spørgsmålstegn ved statens vilje og evne til at sikre ansvarlighed i politisk følsomme sager.
