Våbenhandel, korruption og kærlighed, uhellige alliancer og fordækte magtspil er omdrejningspunkterne i Morten Kvistgaards seneste roman, ’Bedragerne’. Romanen er en velkomponeret og tempofyldt thriller, som udspiller sig midt i det moderne og konfliktfyldte Serbien, hvor demonstrationer mod præsident Vučić og hans regering nu har varet i over et år og ikke ser ud til at tage af i styrke.
Vučićs Serbien er gledet adskillige hakker ned på internationale ranglister, der bedømmer, om lande overholder standarder og regler. På f.eks. det internationale korruptionsindeks er Serbien i dag nede på nummer 105 ud af 180. Reporters Without Borders Index har sat Serbien som nummer 141 ud af 180, når det kommer til det politiske systems respekt for mediernes frihed. Sidstnævnte er på niveau med lande som f.eks. Honduras, Sudan og Kazakhstan.
Det er netop denne anspændte politiske virkelighed, som Kvistgaard med fin virkning har brugt som fortællingsramme. Selve fortællingen kører på en internationale klinge med våbenhandler mellem Serbien og omverdenen, og med en interessant skildring af menneskeskæbner i et korrupt politisk system, hvor alle udnytter alle gennem alliancer, og selv forsøger at skumme mest muligt af den økonomiske fløde uden at få ørerne i maskinen.
Kvistgaard griber ungdommens aktualitet i Serbien ved at lade en af hovedpersonerne, Jelena Stanic, være en ung student, der sammen med den jævnaldrende flyingeniør, Aleks Vuković, oplever, hvordan det kan få enorme menneskelige omkostninger at stikke næsen for langt frem med kritiske medie-spørgsmål, der kunne true våbenhandlernes eller det politiske systems balance og interne økosystem.
Den menneskelige kontrast bliver udkrystalliseret igennem Jelenas relation til sin politisk magtfulde mor, Ivana, der sammen med sine mere skumle alliancepartnere, bliver et billede på den konservative elite, udgjort af den ældre generation, som for enhver pris vil holde fast i deres opnåede magt og privilegier.
Kvistgaard er med fin effekt i stand til at flette begivenheder fra nylig serbisk samfundshistorie ind i fortællingen. Man skal som læser af og til lige minde sig selv om, at det faktisk er fiktion - hvilket Kvistgaard meget tydeligt selv understreger at det er - og ikke fakta, netop fordi historien er velfortalt og medrivende.
Selv om fortællingen er solidt skruet sammen, så kunne man med en længde på over 400 sider dog godt mene, at Kvistgaard ikke helt er en mand, der fatter sig i korthed. Man kunne måske se en historie, der stod endnu skarpere med et lettere nedslebet sidetal. Alternativt kunne en yderligere udfoldelse af nuancer i et i øvrigt interessant persongalleris historier og interne relationer også være muligt.
Kvistgaard formår dog sammen med et tydeligt persongalleri at skabe et miljø og særligt bybeskrivelser, som man som læser i høj grad kan forestille sig, og som man lever med i under læsningen. Det er derfor nemt at se for sig, at ’Bedragerne’ kunne fungere som fortællingsfundament for en international spændingsfilm.
Morten Kvistgaard: Bedragerne, Forlaget Forfatterskabet
