I dagene omkring 11. juli 2025 er det 30 år siden, at folkedrabet i den østbosniske by, Srebrenica, fandt sted, da bosnisk serbiske styrker under ledelse af Ratko Mladic og Radovan Karadžić på få dage henrettede mere end 8.000 bosnisk muslimske mænd.
Et aspekt, der sjældent omtales, når talen falder på folkedrabet, er, hvor central en rolle de efterladte kvinder – ofrenes nærmeste familie – efterfølgende har spillet i kampen for at holde ofrenes minde i hævd, og for at der skulle placeres et ansvar for, hvad der var sket.
Almasa Salihović, Director of Communications ved Srebrenica Memorial Center (SMC), forklarer i podcasten ’Peace at Risk In Bosnia’, hvordan mange kvinder, der havde mistet mænd og drenge i folkedrabet, og ofte yderligere familiemedlemmer, og som tilmed var blevet fordrevet fra området, trods betydelige sikkerhedsrisici, alligevel valgte at returnere til Srebrenica-området efter krigen.
Potocari er en landsby få kilometer fra Srebrenica, hvor nogle få hundrede let-bevæbnede hollandske FN-soldater havde base i en batterifabrik under krigen. Da Srebrenica, trods byens FN-status som ’sikkert område’, faldt i juli 1995, var det også hertil, at tusinder af bosniske muslimer flygtede. De fremrykkende og militært overlegne bosniske serbere, satte hurtigt FN-styrken i Potocari skakmat.
De bosniske serbere indfangede, som sagt, muslimske mænd og drenge og skød dem. De fleste kvinder og børn blev tvunget på busser og kørt væk fra området. Flere endte i Tuzla, der var under bosnisk muslimsk kontrol. Udtrykket blev senere, at området blev etnisk udrenset.
Srebrenica Memorial Center har i dag hjemsted i den tidligere base. Organisationens formål er at finde ligene af de henrettede, få dem identificeret, fastholde mindet om de afdøde, og i det hele taget dokumentere og uddanne omverden i, hvad der skete hin sommermåned i 1995. Derudover sørger de for de begravelser, der finder sted en gang om året, 11. juli, når nye ofre er blevet identificeret. Det sker stadig, her tredive år senere.
Ifølge Salihović, var kvinderne centrale aktører i den proces, der ultimativt resulterede i oprettelsen af dels gravstedet for ofrene i Potocari, dels Srebrenica Memorial Center, hvilket på mange måder er det centrale fikspunkt, verden refererer til, når talen falder på folkedrabet i Bosnien. Det var f.eks. også organisationen Mothers of Srebrenica, der anlagde sag mod FN og Holland med beskyldningen om svigt i forhold til folkedrabet.
Fra Argentina til Srebrenica
Jeg talte i anden sammenhæng med Ehlimana Memišević for nyligt på Zoom. Hun er lektor ved Sarajevo Universitet og forsker bl.a. i folkedrab og bekræfter Salihovićs udlægning af situationen.
Hun fortæller, at der er paralleller mellem de kvinder i Argentina, der mellem 1976 og 1983 fik kidnappet deres børn af, hvad der viste sig at være regimet, og deres efterfølgende protest – og kvinderne i Srebrenica. Hun uddyber:
”Jeg læste på et tidspunkt en artikel af dr. Valeria Weis om kvinderne i Argentina under juntastyret. Deres tilgang til situationen var meget lig, hvad kvinderne i Srebrenica gjorde. De blev ved med at spørge regeringen og det internationale samfund om hjælp til at finde deres kære”.
Ehlimana Memišević reflekterer over, hvad der har drevet kvinderne:
”Det har formodentligt været smerten ved at miste, eller direkte opleve at få sit barn taget ud af ens hænder af soldater, som det skete på bl.a. busserne i Srebrenica, der kom til at være drivkraften for disse kvinder. De ville finde deres kære, eller i det mindste deres jordiske rester, og få dem anstændigt begravet”.
Memišević fortæller selv, hvordan folkedrabet også ramte hendes familie:
”Min fars tante mistede tre sønner i folkedrabet. Hendes eneste mål i livet blev at finde deres jordiske rester.”
I Al-Jazeera artiklen ’A UN resolution can help us, survivors, fight Srebrenica genocide denial’ redegør hun bl.a. for, hvordan det kun lykkedes tanten at finde ét af børnene og få ham begravet.
Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien slog efter krigen fast, at hvad der var sket i Srebrenica, var folkedrab. Nogle af de mest centrale aktører, herunder Karadžić og Mladic, blev dømt for deres medansvar for uhyrlighederne.
Jeg var ved et tilfælde selv i Potocari den dag i 2019, hvor Karadžićs appelsag blev afvist, og dommeren til gengældt endte med at forhøje straffen til livstid. Jeg så flere ældre kvinder, der vandrede arm i arm rundt på gravpladsen. Det måtte være netop nogle af dem, formodede jeg, der havde mistet.
Eftersom dommen ikke kunne appelleres, blev det én af de begivenheder, der var med til at markere en form for juridisk afslutning for krigen. Men mange af aspekter af folkedrabet og krigens konflikter er på ingen måde afsluttet, selv 30 år efter.
For eksempel vedtog FN’s Generalforsamling i maj 2024 en resolution, der udråber 11. juli til international mindedag for folkemordet i Srebrenica – den resolution, som Memišević også argumenterede for i ovennævnte artikel.
Set i den kontekst, at den politiske leder af Republika Srpska, Milorad Dodik, end ikke i dag anerkender Srebrenica-massakren som folkedrab, udløste resolutionen voldsom kritik fra serbisk side.
Derudover italesætter Dodik bosniske muslimer som en trussel for serbere, og han har i et årti truet med at løsrive Republika Srpska fra selve Bosnien-Hercegovina.
FN-resolutionen udstillede således med ubehagelig klarhed de politiske spændinger og den manglende vilje til forsoning, der eksisterer i dagens Bosnien Hercegovina.
Undervisning og en umulighedsdiskurs
I relation til dette har den bosnisk-danske forsker, Selma Bukovica Gundersen, i afhandlingen ’Historieundervisning som erindringsarena - Brug af historie, sprog og religion til etnisk adskillelse og konstruktion af en umulighedsdiskurs i Bosnien-Hercegovina’ den pointe, at der eksisterer en umulighedsdiskurs i Bosnien.
Sagt med andre ord, så har myndigheder og politiske aktører blandt de tre etniske grupper – serbere, kroatere og bosniakker, som udgør størstedelen af Bosniens befolkning – således stadig travlt med at bruge historien til at konstruere en diskurs om det umulige i at etablere en fredelig sameksistens med de andre etniske grupper i landet.
Børn bliver flere steder undervist i opdelte skoler, ifølge Gundersen, hvor undervisningen netop sker ud fra de forskellige etniske gruppers egen tolkning af Bosniens historie, herunder hvad der skete i Srebrenica.
Med denne adskillelse og fastholdelse af egen etno-nationalistisk udlægning af landets historie bliver der næppe foreløbigt lagt et fundament til forsoning hos de kommende generationer.
Jeg spurgte Ehlimana Memišević, hvordan hun så situationen i undervisningssektoren lige nu. Indtil for nyligt var det sådan, at børn ikke lærte om krigen fra 1992-1995. Memišević huskede tilbage på sin egen skoletid efter krigen:
”I tiden efter folkedrabet, da jeg gik i skole, kan jeg huske, hvordan medlemmer af en eller anden kommission kom til skolen. De gav os sorte tusser og forlangte, at vi skulle strege alt over, der handlede om hvad der var sket i krigen, og hvad der endte med at være krigsforbrydelserne.”
Hendes vurdering er, at der er antydningen af bevægelse i positiv retning i forhold til undervisningen i grundskole-niveau, men udelukkende i Føderationen Bosnien-Hercegovina:
”Undervisningen er så småt ved at ændre sig, specielt på grund af SMC’s anstrengelser. De organiserer ekskursioner til Srebrenica og producerer undervisningsmaterialer om, hvordan man kan undervise i folkedrabet. Min fornemmelse er, at der inden for de kommende år vil komme forbedringer, i hvert fald inden for Føderationen”.
For universitetsniveauet synes Memiševićs forsigtige optimisme noget mere afdæmpet:
”Vi mangler stadigt i højere grad at undervise i folkedrab på universitetsniveau. Der bliver undervist i folkedrab som et generelt emne på fjerde år. Min oplevelse er, at de studerende er interesserede i folkedrabet, men deres faktuelle viden er meget basal, eller også er den præget af den nationalistisk-fokuserede undervisning, som de har været igennem. Så der er nok lang vej endnu og en del udfordringer, hvis situationen skal forbedres inden for folkedrabs-undervisning”.
Quo Vadis, Bosnien?
I spillefilmen ’Quo Vadis, Aida?’ skildres hovedpersonen, Aida, og hendes kamp for at beskytte sig selv og sin familie, mens Srebrenica-folkedrabet udspiller sig.
Da bosniske serbere angriber byen, flygter Aida sammen med tusinder af borgere fra byen og flygtninge fra området hen til FN-basen i håb om at finde sikkerhed. Hun får arbejde som tolk på basen og deltager derfor i forhandlingerne mellem FN og de bosniske serbere. På den måde finder hun ud af, hvad der er ved at ske med hendes folk. ’Quo Vadis, Aida?’ blev i 2021 nomineret til en Oscar i kategorien bedste internationale film.
I forhold til Srebrenica kan man i dag spørge i hvilken retning Bosnien egentlig går: Quo vadis, Bosnia – 30 år efter Srebrenica?
Det er indlysende, at folkedrabet kommer til at forfølge Bosnien som et menneskeligt sår i generationer.
Som repræsentant for det internationale samfund svigtede FN Bosnien i 1995, da man kan argumentere for, at FN kunne og skulle have gjort sig større anstrengelser for at stoppe folkedrabet. FN-resolutionen fra 2024 om folkedrabet i Srebrenica hjælper trods alt til endnu engang at markere, at der blev gjort en uret i de dage i Bosnien, men den ændrer som bekendt ikke historien.
Mange, men ikke alle ofre, for folkedrabet er identificeret ved hjælp af DNA og begravet. Et fåtal af hovedaktørerne bag folkedrabet er, som skitseret, blevet dømt, men indsatsen for at retsforfølge formodede gerningsmænd har været generel mangelfuld, og begrænset, for ikke at sige fraværende i Republika Srpska.
Det er alment kendt, at adskillige, der formodentligt var involveret i folkedrabet og andre kriminelle handlinger under krigen, ikke er blevet retsforfulgt og i dag lever frit i bl.a. Srebrenica, hvilket ikke bidrager til relationerne mellem specielt bosniakker og serbere.
Folkedrabet og historikken omkring det bliver stadig brugt – og misbrugt – i de politiske magtkampe i Bosnien.
Der er en tiltagende bosnisk-serbisk trussel om løsrivelse fra selve Bosnien. Der finder stadig benægtelser af folkedrabet og glorificeringen af gerningsmænd sted. Der finder også en stigende grad af chikane sted mod bl.a. bosniakker i Republika Srpska.
Bare med disse eksempler er det svært at se andet end, at håbet om forsoning i Bosnien – her 30 år efter folkedrab og krig – er noget, der i høj grad fortoner sig i horisonten.
