Denne artikel blev oprindeligt bragt i Kontrast den 17. juni 2025
Mens embedsværket i Bruxelles smiler tilfreds over endnu en ny eurokandidat, går tusindvis af bulgarere på gaden i protest. Landet, der til daglig rangerer som EU's økonomiske bundprop, har fået grønt lys fra både EU-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank til at indtræde i eurozonen fra januar 2026 - og det til trods for, at befolkningen hverken er blevet spurgt for nyligt eller virker synderligt begejstret.
Endnu en succes, hvis man spørger Ursula von der Leyen i Bruxelles. Endnu en suverænitetsafgivelse uden folkelig opbakning, hvis man spørger rundt i Bulgarien.
Bulgarien har modtaget over 16 mia. euro i EU-støtte siden medlemskabet trådte i kraft i 2007. Alligevel er landets veje hullede, sundhedssystemet halter, og mange landsbyer står uden rent drikkevand. EU-støtten har ikke gjort Bulgarien til Balkans Schweiz, som tidligere regeringer drømte om – tværtimod flygter unge ud af landet, og tilliden til staten er i bund. Nu skal den bulgarske lev erstattes af euroen, og det har resulteret i store demonstrationer her i juni ledt af landets højrefløj, der har spredt sig fra hovedstaden Sofia til flere større byer.
Demonstranterne udtrykker skepsis overfor hele euro-projektet: Frygt for prisstigninger på dagligvarer, usikkerhed om fremtidig økonomisk stabilitet og – ikke mindst – en voksende fornemmelse af, at nationale beslutninger træffes over hovedet på befolkningen.
Symbolpolitik forklædt som valuta
EU-Kommissionens formand beskriver euroen som et “håndgribeligt symbol på europæisk styrke og sammenhold” og hævder, at euroen vil sikre Bulgarien “flere kvalitetsjobs, udenlandske investeringer og realindkomster”. Det er naturligvis muligt, at euroen bliver en succes i Bulgarien. Men det er bemærkelsesværdigt, at man vælger at ignorere den stigende skepsis, ikke kun blandt befolkningen, men også fra økonomer, der advarer mod at overføre økonomisk suverænitet til eurozonen. Bulgarien er som bekendt det fattigste land i EU – og et land, der på mange måder er splittet, når det kommer til unionsprojektet.
Historien gentager sig – uden valutaomregning
Der er for mig en vis déjà vu-følelse over Bulgariens euroeventyr. Jeg mindes en tur til Kroatien sidste efterår - et andet balkanland der – uden folkeafstemning – gik over til euroen i 2023. Som en del af et EU-medlemskab, der forpligter, sagde regeringen pænt ja til at opgive den nationale valuta, kunaen.
Jeg tænker sjældent selv på euroen som valuta i min hverdag. Men på denne EU-workshoptur til den kroatiske by Stubicke Toplice sammen med en dansk og en belgisk delegation, kunne jeg mærke en forskel, når belgierne naturligt trak eurosedler op af pungen, mens jeg selv måtte betale gebyr for at hæve kontanter til en omgang kroatisk gulash og rakija. Det var her, en kold novemberaften i en lille, kroatisk bjergby, at jeg faldt i snak med en gruppe kroatere, der – uden tøven – indigneret fortalte, hvordan priserne i landet var steget markant siden overgangen til euroen. Noget, der særligt rammer ældre generationer, hvor løn og pension ikke altid matcher eller følger prisstigningerne på basale varer.
For kroaterne, jeg talte med tilbage i november, handlede euroen ikke om union, men om madpriser og pensionschok. Herfra genkender jeg bulgarernes mistillid til, om euroen vil ændre andet end prisskiltene i supermarkedet.
Demonstrationerne, retorikken og realiteterne
I Bulgarien frygter mange, at euroen vil have samme virkning som i Kroatien og resultere i inflation. Eurobarometer, der udfører opinionsundersøgelser på vegne af EU-institutionerne, viser, at over 51 % af befolkningen er imod euroindførelsen. Ved mere end 100 anti-euro-demonstrationer rundt om i landet har demonstranter udtrykt deres utilfredshed med stærke ord og tydelige budskaber.
Til onlineavisen Balkan Insight beskriver flere overgangen til euroen som en form for “Bruxelles-diktatur” og “vestlig imperialisme”. Gaderne fyldes af bannere med slagord som “Folkeafstemning nu!” – men nogen folkeafstemning får bulgarerne næppe. Bulgariens præsident Rumen Radev forsøgte i maj at indkalde til en national afstemning. Et forsøg, der blev afvist af parlamentet med henvisning til Bulgariens forpligtelser som EU-medlem. For når du først har sagt ja til EU og modtaget de tilhørende økonomiske ydelser, så har du også sagt ja til at følge spillereglerne. Om befolkningen så ændrer mening i mellemtiden, er sagen uvedkommende.
Det er i sin essens en påmindelse om EU’s grundlæggende logik: EU’s integrationslogik efterlader ingen nødudgang – heller ikke for dem, der har ombestemt sig.
Konsensus uden samtale
Det interessante er, at der blandt demonstranterne er alt fra pensionister, familier, studerende og teenagere. Mennesker, der – med god grund – stiller spørgsmål ved, om deres økonomiske fremtid virkelig styrkes af en fælles valuta, eller om euroen blot er endnu et instrument i et topstyret europæisk integrationsprojekt, som ingen længere tør udfordre. I denne sammenhæng er det påfaldende, at de bulgarske myndigheder ikke har forsøgt sig med nogen egentlig informationskampagne. Der har ikke været nogen offentlig dialog, ingen debat, ingen folkeoplysning. Samtidig oplever landet noget sjældent: Et samarbejde mellem ellers rivaliserende nationalistiske partier som Ataka, Velichie og VMRO – Den Bulgarske Nationale Bevægelse.
Partier, der ellers aldrig viser sig sammen i offentligheden, samles nu om én sag: Nej til euroen.
Danmark – undtagelsen
Blandt de EU-lande, der endnu ikke har indført euroen, finder vi Danmark, Sverige, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og netop Bulgarien. Men kun Danmark har det privilegium at stå udenfor permanent – takket være euroforbeholdet fra 2000. For den danske befolkning blev spurgt. Og selvom ja-siden havde opbakning fra næsten hele den politiske og økonomiske elite, stemte danskerne nej. Et lille flertal på 53,2 pct. sagde: ”Vi vil gerne være med i klubben, men vi sætter selv prisen.”
En forpligtelse – men uden folkelig forankring?
Det kan naturligvis anføres – og det med rette – at Bulgarien allerede har sagt ja til euroen. Da landet stemte ja til EU-medlemskab i 2005, accepterede det også traktatens betingelser, herunder kravet om at indføre euroen, når de økonomiske kriterier var opfyldt. På den måde er beslutningen demokratisk forankret – i fortiden. Men spørgsmålet er, om en næsten to årtier gammel afstemning stadig kan bære vægten af nutidens beslutninger.
Meget har ændret sig siden 2005 – både i Bulgarien og i Europa – og for mange bulgarere føles euroens ankomst ikke som et naturligt skridt frem, men som et påtvunget krav, dikteret af teknokrater i Bruxelles. Bulgarien står langt fra alene i at have et splittet forhold til euroen. I Polen har den konservative opposition længe ført kampagne mod euroen og den overstatslige integration, som ses som en trussel mod national suverænitet. I Ungarn spiller Viktor Orbán på samme strenge. Selv i et land som Sverige har eurospørgsmålet været en rød klud for både højre og venstre. EU-skepsis – i særdeleshed mod det monetære og økonomiske integrationsprojekt – vokser i flere medlemslande, især mod øst.
Der er en iboende spænding i EU-projektet, hvor medlemslandene én gang for alle forpligter sig til en kurs, som deres befolkninger senere kan komme i tvivl om. Og det er netop i den spænding – mellem det juridisk bindende og det demokratisk legitimerede – at modstanden mod euroen i Bulgarien skal forstås. Det er ikke kun et spørgsmål om valuta. Det er et spørgsmål om hvem, der egentlig bestemmer. For når suverænitet én gang er givet væk – så gives den sjældent tilbage.