Da jeg fortalte venner og familie, at jeg skulle rejse til Usbekistan, blev jeg mødt af den samme blanding af nysgerrighed og forvirring:
"Hvorfor lige Usbekistan?"
Spørgsmålet var egentlig ganske rimeligt. For bare få år siden ville jeg sandsynligvis selv have stillet det spørgsmål. I min forestillingsverden var Usbekistan et af de lande, man lærte navnet på i geografiundervisningen, men som var svære at udpege på et kort, da man sjældent tænkte nærmere over det. Det lå et sted mellem Rusland, Afghanistan og Kina, indhyllet i fortællinger om Sovjetunionens sammenbrud, autoritære ledere og den næsten mytologiske Silkevej.
Jeg havde ikke drømt om at besøge Tasjkent. Billeder af Samarkands blå kupler hang ikke på min opslagstavle.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidde i et højhastighedstog gennem den usbekiske steppe. Men pludselig sad jeg der.
I månederne op til rejsen begyndte billeder og short-form-videoer at dukke op på min mobilskærm. På Instagram reels gled kameraer hen over Registan-pladsen i Samarkand, mens den sidste aftensol ramte mosaikkerne. TikTok-videoer viste unge backpackere, der drak kaffe på moderne caféer i Tasjkent, ledsaget af tekster som “The world’s cheapest country to visit” eller “Why nobody talks about Uzbekistan”. Andre videoer viste ryttere, der galoperede gennem Kirgisistans højsletter, overnatninger i yurter ved Issyk-Kul-søen eller vandreture blandt sneklædte bjergtinder. Kommentarsporet var ofte det samme:
"Central Asian summer > European summer"
En dag besluttede jeg mig så for at købe en billet til Tasjkent.
Og jeg er næppe den eneste.
Der sker i disse år noget bemærkelsesværdigt med Centralasien.
I årtier var regionen nærmest fraværende i den vestlige forestillingsverden. Europa havde sine klassiske storbyer, Sydøstasien sine klassiske sabbatårs backpackerruter og Sydamerika sine drømmedestinationer. Centralasien fremstod derimod ofte som et stort tomrum mellem Rusland, Kina, Iran og Afghanistan. Når regionen overhovedet dukkede op i medierne, handlede det typisk om autoritære præsidenter, russisk indflydelse, arbejdsmigration eller sikkerhedspolitiske spørgsmål.
I dag er narrativet ved at ændre sig.
Sociale medier har på få år fremhævet mere skjulte områder på landkortet. Destinationer bliver ikke længere nødvendigvis populære, fordi de figurerer i guidebøger eller anbefales af rejsebureauer. De bliver populære, fordi de fungerer i et digitalt billedunivers. Nogle steder passer næsten perfekt ind i algoritmernes logik.
Centralasien er et af dem.
Usbekistan tilbyder blå kupler, middelalderlige madrasaer og historien om Silkevejen. Kirgisistan tilbyder nomadeliv, rideture gennem dale uden mobilforbindelse og følelsen af at være langt væk fra den globale turiststrøm. Sammen udgør de en form for digital drøm om autenticitet i en tid, hvor mange oplever Europas klassiske destinationer som overfyldte og forudsigelige.
Men sociale medier alene kan ikke forklare udviklingen.
TikTok opdager ikke lande af sig selv. Landene skal først gøre sig selv synlige.
Og i Usbekistans tilfælde begynder historien et helt andet sted.
Estrid Hedegaard Knudsen
Præsidenten, der åbnede døren
Da den daværende præsident, Islam Karimov, døde i september 2016, begyndte et politisk kursskifte, efter han havde regeret Usbekistan siden selvstændigheden i 1991. Karimov tilhørte den generation af sovjetiske ledere, der overlevede Sovjetunionens kollaps ved at omdanne sig selv til nationale præsidenter. Under hans styre blev Usbekistan et af de mest lukkede lande i det tidligere sovjetiske område. Oppositionen blev marginaliseret, medierne var underlagt streng kontrol, og relationerne til omverdenen var præget af forsigtighed og mistillid.
For udenlandske besøgende betød det tunge bureaukratiske visumprocedurer, omfattende registreringskrav og en oplevelse af et land, der ikke nødvendigvis ønskede at blive opdaget.
Karimovs efterfølger, Shavkat Mirziyoyev, har ikke gjort Usbekistan til et liberalt demokrati. Men han har på afgørende punkter ændret landets økonomiske og internationale orientering.
Kapitalrestriktioner er blevet lempet, relationerne til nabolandene forbedret, udenlandske investeringer er blevet opmuntret, og turisme er blevet udpeget som en strategisk vækstsektor. E-visa blev introduceret i 2018, visumreglerne er gradvist blevet liberaliseret, og regeringen har lanceret kampagner under overskriften “Det nye Usbekistan”.
Resultaterne er tydelige. Omkring to millioner udenlandske besøgende rejste til Usbekistan i 2016. I 2023 var tallet steget til 6,6 millioner, og i 2025 registrerede man næsten 11,7 millioner besøgende - en historisk rekord. På få år er turisme gået fra at være et nicheområde til at blive et udstillingsvindue for landets nye identitet.
Usbekistan forsøger i stigende grad at definere sig selv gennem Silkevejens historie frem for gennem Sovjetunionens arv.
Landet er ved at omskrive sin identitet.
Tasjkent – mellem Sovjet og fremtid
Det første møde med Usbekistan udfordrede mine egne forestillinger.
Jeg havde forventet en slidt postsovjetisk hovedstad.
I stedet mødte jeg en by præget af brede boulevarder, grønne parker, moderne caféer og et metrosystem, som mange europæiske storbyer kunne misunde.
Dog er Tasjkent på samme tid en mærkelig by.
Det meste af den gamle by blev ødelagt ved jordskælvet i 1966, hvorefter sovjetiske byplanlæggere genopbyggede hovedstaden næsten fra bunden. Resultatet er en by med monumental arkitektur, store pladser og metrostationer, der mere minder om underjordiske kunstgallerier end transportknudepunkter.
Om aftenen liver byen op. Intet sted illustrerer det nye Usbekistan tydeligere end Magic City. Bag portene mødes besøgende af en miniatureudgave af europæiske facader, kunstige kanaler og gigantiske Pepsi-reklamer. Det fremstår næsten som en arkitektonisk collage af globale referencer – mindre Samarkand, mere Dubai.
Langs Seoul-Mun mærkes de tætte forbindelser mellem Usbekistan og Sydkorea. Området afspejler ikke blot nyere økonomiske relationer, men også historien om de titusinder af koreanere, som Stalin tvangsdeporterede til Centralasien i 1930'erne. Her mødes besøgende af caféer, neonskilte og moderne boligbyggerier. Området virker næsten løsrevet fra den sovjetiske monumentalitet, som stadig præger store dele af hovedstaden.
Måske er det netop dét, Mirziyoyevs Usbekistan ønsker, at besøgende skal opleve.
At landet ikke længere først og fremmest skal forbindes med autoritært styre og postsovjetisk stagnation.
Men som en international by, der rummer muligheder.
Og med en fortælling, der er langt ældre end Sovjetunionen.
Silkevejen.
Samarkand – verdens centrum, igen
Hvis Tasjkent viser historien om et moderne Usbekistan på vej ud i verden, står Samarkand for historien om et land, der forsøger at genopdage sin fortid for at definere sin fremtid.
Der findes få byer, hvis navn alene fremkalder så mange forestillinger. Samarkand har i århundreder været omgærdet af en næsten mytisk aura. For Alexander den Stores soldater markerede byen grænsen mod det ukendte øst. For arabiske geografer var den et center for lærdom og handel. For Marco Polo blev den en del af den europæiske fantasi om Orienten, og under Timur Lenk i det fjortende århundrede udviklede den sig til hovedstad i et imperium, der strakte sig fra Anatolien til Indien.
Da jeg ankom til Registan-pladsen, var det svært ikke at forstå fascinationen.
De tre madrasaer – Ulugh Beg, Sher-Dor og Tilya-Kori – rejser sig fortsat som monumenter over en periode, hvor Samarkand var blandt verdens vigtigste byer. Mosaikkerne er næsten overvældende detaljerede. De blå nuancer skifter karakter i takt med lyset, og selv om pladsen i dag er omgivet af souvenirbutikker og turistgrupper, er det stadig muligt at fornemme, hvorfor samtidige rejsende beskrev byen som et af verdens vidundere.
Men Samarkand er i dag også blevet kulisse for en ny form for global udveksling.
Hvor handelskaravaner tidligere transporterede silke, krydderier og porcelæn gennem byen, er det nu billeder, videoer og algoritmer, der bærer Silkevejen videre.
Turisterne går rundt og tager billeder og videoer for at dele dem på sociale medier.
På få sekunder er Samarkand igen blevet forbundet med resten af verden.
Denne gang gennem en smartphone.
Silkevejen som national identitet
Det er imidlertid ikke kun rejsende og influencere, der genfortæller historien om Silkevejen. Usbekistan gør det selv. Under Mirziyoyev er Silkevejen gradvist blevet et af landets mest centrale identitetsprojekter og et vigtigt redskab i forsøget på at omdefinere landets internationale image.
Silkevejen møder besøgende næsten overalt. Den optræder i hotelnavne, på restaurantmenuer, i officielle turistkampagner, på souvenirs og på rejsebureauernes hjemmesider. Den fungerer i stigende grad som et kulturelt brand, der forbinder nutidens Usbekistan med en periode, hvor Samarkand, Bukhara og de øvrige oasebyer udgjorde knudepunkter i et vidtforgrenet netværk af handel, lærdom og kulturel udveksling.
Det er en historisk reference, der passer godt til det moderne Usbekistans selvfremstilling. Hvor Sovjetunionens arv ofte forbindes med lukkethed, planøkonomi og perifer placering, tilbyder Silkevejen et andet billede: et samfund præget af forbindelser frem for isolation, handel frem for kontrol og kosmopolitisme frem for marginalitet. I denne fortælling er Usbekistan ikke blot en tidligere sovjetrepublik, men et historisk centrum – et sted, hvor civilisationer mødtes, og som igen ønsker at placere sig ved krydsfeltet mellem Europa og Asien.
Måske er det netop derfor, Silkevejen passer så godt ind i den digitale tidsalder. Den tilbyder en sjælden kombination af historie, autenticitet og eventyr – og giver samtidens rejsende mulighed for, i det mindste for en stund, at føle, at de bevæger sig gennem verdenshistorien snarere end blot gennem endnu en turistdestination.
Alt er ikke rosenrødt
Sociale mediers billeder har sine blinde vinkler. Mennesker viser ofte kun det smukke på sociale medier, og Centralasiens digitale genopdagelse er også selektiv. Algoritmerne belønner det spektakulære og æstetisk tiltalende: Samarkands turkisblå kupler, rideture gennem Kirgisistans bjerglandskaber, togrejser over de endeløse stepper og aftensolen over Registan-pladsen. De belønner sjældent de langsomme, strukturelle historier.
Mindre synlige er de millioner af centralasiater, herunder mange usbekere, hvis økonomiske muligheder fortsat er tæt forbundet med migrantarbejde i Rusland. Lige så fraværende er regionens voksende vandmangel og Aralsøens næsten totale udtørring – en af det tyvende århundredes største menneskeskabte miljøkatastrofer, hvis konsekvenser fortsat præger sundhed, landbrug og levevilkår i store dele af regionen.
Usbekistan har siden Sjavkat Mirziyoyevs magtovertagelse i 2016 gennemgået betydelige forandringer. Landet er blevet mere åbent over for investeringer, turisme og internationalt samarbejde, og flere af de mest undertrykkende praksisser fra Karimov-perioden er blevet afviklet. Men reformerne har ikke ændret det grundlæggende politiske system. Magten er fortsat stærkt koncentreret omkring præsidentembedet, oppositionen er svag, domstolenes uafhængighed begrænset, og kritiske medier opererer fortsat inden for snævre rammer.
Disse historier egner sig dårligt til videoer på femten sekunder. De skaber færre visninger, færre delinger og færre drømme. Men de er en lige så væsentlig del af fortællingen om det moderne Centralasien som mosaikkerne i Samarkand og de sneklædte tinder i Tien Shan.
En region vender tilbage
Måske er det netop spændingen mellem virkelighed og forestilling, mellem historisk arv og digital iscenesættelse, der gør Centralasien så fascinerende netop nu. Regionen er ikke længere blot et fjernt mellemrum mellem Europa, Rusland og Kina, men er langsomt ved at skrive sig selv tilbage ind i den globale bevidsthed – gennem økonomiske reformer, voksende turisme, kulturel selvfremstilling, internationale sportsbegivenheder og en digital offentlighed, hvor billeder kan bevæge sig hurtigere, end nogen karavane nogensinde gjorde.
Usbekistans kvalifikation til sit første verdensmesterskab i fodbold er i sig selv ikke en geopolitisk begivenhed. Men den er et lille symbol på et land og en region, der gradvist er ved at træde ud af den perifere rolle, det længe har indtaget i den internationale forestillingsverden. Samtidig var det også en stolthed, man kunne mærke, når man gik rundt i Tasjkent. Abdukodir Khusanov blev ofte fremhævet.
Silkevejens kupler står stadig, hvor de har stået i århundreder. Det er verden omkring dem, der har forandret sig. Hvor købmænd, pilgrimme og udsendinge engang bragte historier om byen mod vest, bæres billederne nu af algoritmer. I dag spredes fortællingerne om Silkeruten ikke via handelsruter, men gennem sociale medier. Det er en af forklaringerne på, at regionen pludselig er blevet synlig for en ny generation af rejsende.
