Baltikum er igen blevet afgørende for Europas sikkerhed, men i Danmark fylder regionens historie og kultur fortsat for lidt. Bernadette Preben-Hansen trækker tråde fra mellemkrigstidens diplomatiske tavshed til nutidens sikkerhedspolitiske virkelighed – og efterlyser et langt større dansk engagement.
”Ferien fra historien er forbi.”
Sådan sagde den finske præsident, Alexander Stubb, ved et NATO-møde i Helsinki i januar 2025. Lad os derfor tage et kort historisk overblik over dansk baltikumpolitik i det 20. og 21. århundrede.
Baltiske statsdannelser 1918-1920
Tsar-Ruslands og Tysklands nederlag i Første Verdenskrig kastede Østersøregionen ud i uafhængighedskrige i 1918-1920, hvor danske frivillige i Dansk-Baltisk Auxiliær Korps kæmpede mod sovjetstyrker i Estland og Letland. Sovjetrusland anerkendte Estlands, Letlands og Litauens selvstændighed i 1920. De tre baltiske lande blev optaget i Folkeforbundet året efter.
Dansk diplomati i Baltikum 1922-1940
Estland, Letland og Litauen begyndte deres uafhængighed som parlamentariske demokratier. Landene var overordnet set politisk ustabile med hyppigt skiftende regeringer. Demokratierne faldt, først i Litauen i 1926 og siden i Estland og Letland i 1934, hvorefter autoritære regimer fastholdt magten indtil 1940. I mellemkrigstiden lå det danske diplomatiske ansvar for Baltikum først under gesandtskabet i Stockholm og senere under gesandtskabet i Helsingfors.
Den danske baltikumpolitik var afventende. Diplomaterne nærede ingen forventninger til landenes politiske udvikling, og Udenrigsministeriet undgik ministerbesøg. Udtrykte baltiske statsledere interesse for officielle besøg i Danmark, beordrede Udenrigsministeriet de udstationerede danske diplomater til at forholde sig ”musestille”.
Da Estlands statsældste Tönisson i 1928 ønskede at besøge København, skrev Udenrigsministeriets direktør, Eduard Reventlow, til den danske gesandt i Helsingfors, Flemming Lerche: ”vigtigt er det så sandelig, at vi fra dansk Side holder os musestille i dette Anliggende” (Rigsarkivet). Tavsheden bar frugt, og statsældsten kom ikke på besøg.
Danmark ville ikke involveres i stormagtsspillet i Østersøregionen mellem Storbritannien, Tyskland og Sovjetunionen. Da Sovjetunionen i forsommeren 1940 – efter Molotov-Ribbentrop-pagten med Tyskland i august 1939 – marcherede ind i de tre lande fra øst, anerkendte Danmark aldrig formelt indlemmelsen af de tre baltiske lande.
De danske gesandtskabsarkiver fra Riga, Kaunas og Helsingfors bevares på Rigsarkivet i København. Gesandtskabsarkivet i Tallinn er gået tabt, mens dele af Riga-arkivet blev ”brændt ved likvideringen af gesandtskabet i Riga den 10. august 1940”.
Den del af danmarkshistorien er endnu ikke fortalt. Den vil jeg gerne berette i sammenhæng med historien om Dansk Røde Kors’ Ruslandsmission, med beretninger fra de danske diplomatiske repræsentationer i Rusland samt udvalgte dele af Udenrigsministeriets Arkiv.
Depecherne fra Østersøregionen
Depecherne er de officielle politiske indberetninger fra de danske gesandtskaber i værtslandet til udenrigsministeren i København. I 2022 satte jeg mig for at præsentere det danske syn på den politiske udvikling i Østersøregionen i mellemkrigstiden.
I dag har jeg afsluttet seks komplette, digitale arbejdsudgaver af depecherne fra Estland, Letland, Litauen, Finland og Polen i perioden 1918-1945 samt fra Sovjetunionen (Peter Skovs depecher 1923-1931). Et udvalg fra Estland, Letland og Litauen er netop sendt i peer-review til publikation. Den nuværende sikkerhedspolitiske højspænding i Østersøregionen aktualiserer interessen for landenes geopolitiske og strategiske situation frem mod Anden Verdenskrig – eller Den Store Fædrelandskrig, som den kaldes i Rusland.
Dansk baltikumpolitik 1988-2004
Der var i Danmark en bred folkelig og politisk interesse for Baltikum op til og efter Sovjetunionens kollaps i 1991. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen stod i spidsen for en omfattende hjælpeindsats. Østersørådet (Council of the Baltic Sea States) blev stiftet i 1992 og tænketanken Baltic Development Forum i 1998. I 2000’erne løsnede statsminister Anders Fogh Rasmussen i øvrigt båndene til Baltikum til fordel for andre udenrigspolitiske områder. Da de baltiske lande blev optaget i EU og NATO i 2004, var målet nået. Tænketanken – som var ”Uffe-båret” – lukkede i 2018. Skiftende danske regeringer og den offentlige debat nedprioriterede Østeuropa, Rusland og Ukraine i årene op til 2014 og igen frem mod 2022.
Nutiden 2014 til i dag
Indlemmelsen af Krimhalvøen i Den Russiske Føderation samt den militære konflikt i Donbass i det østlige Ukraine i 2014 forandrede den geopolitiske situation drastisk. NATO placerede mindre internationale militærstyrker i Baltikum, og danske styrker deltog i NATO-udstationeringer i Estland og Letland. I 2024 og igen i 2026 udstationerede Danmark en kampbataljon på op mod 800 mand i Letland, hvorefter det danske militære bidrag er overgået til en rotations- og beredskabsmodel under NATO-kommando. (Forsvarsministeriets hjemmeside: ”Beslutning om landmilitært bidrag til Letland”).
Baltikum og danmarkshistorien
På baggrund af Danmarks engagement i Baltikum kan det undre, at der er så få studier ved de danske universiteter, alt imens Kongehuset flittigt besøger Østersøregionen i disse år. Forskning i Østersøregionen finder sted ved Forsvarsakademiet i København. I 2026 hørte jeg en historielektor ved Københavns Universitet udtale følgende: ”Der er i Danmark ingen forskning i Baltikum. Der er i Danmark ingen interesse for Baltikum, og jeg er ikke positiv. Baltikum er ikke relevant for danmarkshistorien.” Debatten handlede om mulighederne for at få fondsstøtte til udgivelser.
Men Baltikum er i høj grad relevant for danmarkshistorien. Jeg mener, at oplysning om regionens historie, kultur og politik fortjener større udbredelse i Danmark – både i universitetsmiljøet og i civilsamfundet. Ville oprettelsen af et Østersøkulturinstitut i København med tilbud om foredrag og sprogundervisning ikke give mening, når de danske universiteter ikke dækker Finland og Baltikum? Et kulturinstitut kan minde Danmark om, at der er en verden udenfor.
Tak til Michael Hesselholt Clemmesen, Rasmus Nilsson i London og Carsten Selch Jensen.