Det er nok de færreste, der har hørt om byen Zilupe.
Zilupe er en lettisk by, der ligger blot tre kilometer fra grænsen til Rusland.
Her taler 92 procent af befolkningen russisk.
På hustagene står antenner, der uden problemer fanger 20 gratis russiske tv-kanaler, og i bilradioerne høres lyden fra russiske radiostationer.
Zilupe har en jernbanestation, der fungerer som grænsekontrol for togtrafikken, og om natten holder russiske lokomotiver her – med last af olie og gas. Gleb Balaban undersøger, hvordan menneskene i grænselandet lever ved NATOs yderste grænse.
Togrejsen fra Riga til Zilupe går tværs gennem Letland – fra vest mod øst. Passagererne tilbagelægger ruten med et gammelt dieseltog, der bruger 4,5 time på de 278 kilometer. Landskabet er stort set det samme hele vejen: skove, marker, floder og søer, der afløser hinanden i et roligt tempo.
Men mod slutningen af rejsen ændrer billedet sig – russiske godstog dukker op lastet med brændstof.
Ved ankomst stiger højst 10–15 passagerer ud og bliver mødt af grænsevagter, som foretager stikprøvekontroller af pas. Næsten alle fortsætter direkte mod busholdepladsen eller bestiller en taxa. Deres destination er den lettisk-russiske grænseovergang Terehova, som ligger ved motorvej M9 "Baltija" – hovedfærdselsåren mellem Moskva og Riga.
Da passagererne har spredt sig, ligger byen øde hen.
Gaderne omkring stationen er tomme, og selv grænsevagterne har trukket sig tilbage til et hus ved jernbanen. Skinnerne forstætter gennem en lysning og drejer derefter til højre – dér, hvor den mørke russiske skov begynder.
Foran den gamle stationsbygning står to mindesmærker. Det første er en rød granitsten med russiske inskriptioner, delvist skjult af mos. Teksten lyder:
"Her begyndte i 1943 den tragiske vej mod vest for fascismens ofre."
Det andet mindesmærke – nyligt opsatte tavler med inskriptioner udelukkende på lettisk – fortæller historien om de masseudsendelser, som ramte lettiske borgere under sovjettiden:
"Her begyndte i årene 1941–1949 den tragiske vej til Sibirien for mange beboere i Zilupe-distriktet. På området ved Zilupes station ligger flygtninge og soldater begravet i massegrave – ofre for et tysk luftangreb den 27. juni 1941."
I byens hovedgade, Frihedsgaden (Brīvības iela), ligger caféen "Latgalija."
Kassedamen, som også fungerer som kok, glæder sig oprigtigt over de få besøgende – der er nemlig ikke mange tilbage i byen. Hun taler russisk og fortæller ærligt, at der i virkeligheden ikke bor de officielle 1.200 mennesker, men snarere omkring 600.
"Alle kender hinanden," fortæller hun.
Det bekræftes straks af stemmerne, der høres fra nabobygningen – byens største supermarked, Top. Her tiltaler folk hinanden ved navn, spørger til hinandens velbefindende, kommer med vittigheder og tager sig god tid. Ikke én af de 15 tilstedeværende taler lettisk – heller ikke grænsevagten, der kommer ind for at købe en Snickers.
Ljudmilas blik på forandring og fortid i Zilupe
Ljudmila (navnet er ændret efter hendes ønske) går langs byens rekreative park og indrømmer:
"Siden uafhængigheden blev genvundet, er der ikke meget, der har ændret sig. Folk er rejst væk – mest til Vesteuropa – og der er færre unge tilbage. Der er ingen at tale med. Ensomhed er en frygtelig sygdom. Man lever kun i håbet om, at ens børn og børnebørn en dag kommer på besøg. Fabrikkerne er lukket, der er ingen steder at arbejde – kun butikker og sundhedsvæsen. Og selv det er svært at få til at fungere."
Hun kigger sig omkring og siger:
"Vi husker, at vi blev befriet fra fascismen under Den Store Fædrelandskrig – fra den pest. Vi har et sted at lægge blomster. Myndighederne forhindrer det ikke, men hammer og segl på vores mindesmærke bekymrer dem. Får de en ordre, fjerner de det nok. Her ser folk russiske tv-kanaler. Jeg ser dem næsten ikke – det er bare negativt alt sammen. Jeg er pensionist. Mit synspunkt betyder ingenting, det ændrer jo ikke noget. Jeg vil bare gerne leve fredeligt de sidste år og forlade denne verden i ro."
Letlands brud med fortiden
Mindesmærket, som Ljudmila taler om, står ved den velholdte og renoverede rekreative park i Zilupe. På monumentet ses faktisk Sovjetunionens våbenskjold – hammer og segl. Der er ikke mange monumenter med sovjetisk symbolik tilbage i Letland (det præcise antal er uklart), da myndighederne aktivt har forsøgt at fjerne dem.
Et af de mest markante eksempler på opgøret med den sovjetiske arv var nedrivningen af befrielsesmonumentet i Rigas Sejrspark. Den 25. august 2022 blev den 79 meter høje obelisk revet ned - og styrtede i den nærliggende dam.
"Dette monument var en konstant påmindelse om vores besættelse og de skæbner, den førte med sig – deportationer, undertrykkelse og meget mere. Vi har ikke brug for sådan et mindesmærke," sagde Letlands daværende præsident, Egils Levits, om begivenheden.
I 2019 vedtog Letland en lov, der strammer forbuddet mod brugen af sovjetsymbolik. Det er nu ulovligt at glorificere totalitære regimer som Sovjetunionen og Det Tredje Rige.
Ikke desto mindre står monumentet i Zilupe stadig. Inskriptionen lyder:
"Evig hæder til partisanheltene, der faldt i kamp for vores fædrelands frihed og uafhængighed under Den Store Fædrelandskrig 1941–1945."
Til venstre for momumentet står en mindeplade med navnene på lokale borgere, der døde under forsvaret af byen. Foran begge monumenter ligger friske nelliker, og der står tændte vokslys. Ét af dem brænder stadig.
Men mindesmærket er ikke det eneste ekko af Rusland, der endnu høres i Letland.
Under sovjettiden var gadeskiltene tosprogede. For eksempel hed gaden Krāsotāju i Riga også det russiske navn "улица Красильщиков" (Farvernes gade). I de større byer er sådanne skilte for længst fjernet, men i Zilupe har myndighederne tilsyneladende endnu ikke fået ryddet op.
På gaden Parka står de gamle dobbeltskiltninger stadig. Husenes ejere har ikke fjernet de træplader med russiske navne, der hænger ved indgangene. Flere steder er de officielle, russiske påskrifter blevet malet over eller forsøgt slettet, men konturerne af ordene er stadig synlige i den mørkeblå metalbaggrund.
Den historiske erindring står stærkt i Zilupe, hvilket skyldes især Nazitysklands invasion af Letland og Sovjetunionen. Før krigen var Zilupe en multietnisk og multikulturel by. Den blev grundlagt i 1900 som en bosættelse ved en jernbanestation på ruten mellem Moskva og Ventspils. Dengang hed byen Rosenovo og var en del af Vitebsk-guvernementet i det Russiske Imperium.
Under Letlands første periode som selvstændig stat blev byen omdøbt til Zilupe efter den nærliggende flod af samme navn: zils, som betyder “blå” og upe, som betyder “flod” på lettisk.
Tre år efter grundlæggelsen blev det tilladt for jøder at bosætte sig i Zilupe. Det førte til etableringen af en synagoge, og i 1914 boede der omkring tusind jøder i byen. Udover synagogen – som blev ødelagt af nazisterne under krigen – eksisterer der fortsat en ortodoks og en katolsk kirke.
Præsten i periferien: Religionens rolle i en delt by
Den katolske kirke holdt gudstjenester selv under Sovjetunionens tid, fortæller præst Vitalij Filipenok.
Her blev messen holdt på latin, mens nogle salmer og individuelle bønner blev fremført på polsk.
I dag foregår messen på letgallisk – et sårbart sprog, der tales i Letgallien, den østlige del af Letland, og som stadig har aktive talere blandt menigheden.
De ortodokse og katolske menigheder levede fredeligt side om side, og deres medlemmer deltog ofte i hinandens gudstjenester.
Ifølge den 96-årige lokalhistoriker Ivan Syrtsov boede der i Zilupe i begyndelsen af det forrige århundrede både polakker, belarusere, letter, letgallere, russere og jøder.
I dag er befolkningen i Zilupe overvejende russisk. Ifølge lokalhistorikeren var halvdelen af byens indbyggere engang af jødisk oprindelse. Han siger:
"Hvad havde jøderne gjort tyskerne? De havde ikke gjort noget som helst – og alligevel skulle de udryddes. Og så er der nogen, der glæder sig over, at det var vores befriere? At de kom og 'befriede' os fra kommunisterne."
Jøderne overlevede ikke besættelsen; kun de, der blev evakueret - og deres efterkommere kommer stadig til Zilupe for at lære byens og deres forfædres historie at kende.
Det sidste tog mod øst
Da jeg var færdig med samtalerne med præsten og lokalhistorikeren, havde natten sænket sig over byen. De eneste mennesker, der ikke sad hjemme, var i supermarkedet.
På et spørgsmål om, hvorvidt de føler sig som borgere af Letland, kan de fleste i Zilupe ikke give et klart svar. Mange er stolte over at have et pas som statsborger fremfor status som “ikke-borger”, som nogle andre har.
Nogle af dem har lært lettisk og kender landets forfatning.
Men spørgsmålet om identitet overraskede dem, og de svarede tilbageholdent, at de følte sig mere som russere end letter.
En ældre kvinde, som var på vej for at betale for sin fisk, sagde:
"Jeg er lettisk statsborger men føler mig ikke lettisk. Mit fædreland er Sovjetunionen. Jeg er statsborger der."
En midaldrende mand inviterede mig over i sin gamle BMW. Kassedamerne nikkede godkendende og sagde, at Kirill (navnet er ændret efter hans ønske) havde noget at fortælle. Med gråt hår og mørke briller rullede han vinduet ned og tændte en cigaret:
"Man føler sig som borger, når omgivelserne er behagelige, og man kan være lykkelig. Men det, der sker lige nu, kan jeg ikke lide. Letlands nationalsang siger: 'Gud bevare Letland.' Hvad har dagens Letland med Gud og evangeliske værdier at gøre? Hvordan man behandler sin næste – en nation forfølger en anden. Her boede russere og belarusere, længe før Letland overhovedet eksisterede. Hele situationen nu er kunstigt skabt – ikke uden hjælp fra vores partner på den anden side af havet. Skæbnens vilje har placeret vores by i Letland. Men Rusland har været, er og vil altid være ved Letlands side. Uanset hvor meget vores politikere prøver at splitte os og opsætte pigtråd, kan vi ikke komme væk fra Rusland."
Og det er sandt – der er ingen vej udenom. Da vi tændte for radioen, fangede vi stationen "Europa Plus".
Præsten fortalte mig tidligere, at når han ringer til sin mor, bliver samtalen tit afbrudt – det skyldes grænseområdets nærhed. Min telefon i Zilupe tilbød mig at aktivere roaming. Jeg satte et gammelt simkort fra Beeline i, og signalet var klart: Velkommen til Rusland.
“Jeg har et rigtig godt indtryk af Rusland,” fortsatte Kirill.
“Vores kassedame står bag disken hele dagen og brokker sig, hvis nogen gør noget forkert. Men i Rusland hjælper man hinanden, man giver gode råd. Jeg tror, folk har ændret sig åndeligt efter begivenhederne i 2022 – de er nok blevet mere tålmodige.”
Efter samtalen sagde jeg farvel, steg ud af bilen og gik efter cigaretter. Jeg spurgte en grænsevagt, der var kommet ind for at købe øl, om han følte patriotisme over for Letland.
Han smilte og svarede kort:
“Hvis jeg siger det, jeg tænker, bliver jeg bare fyret.”
I det samme lyder et horn: Et russisk diesellokomotiv i grå og rød kører væk fra Zilupes station og den lettiske grænse.
Det forsvinder bag de mørke russiske skove, og med et sidste signalstød forsvinder lyden, og alt bliver stille.
Alle billeder er taget af Gleb Balaban
