Dengang frygten blev til virkelighed – og Stalin gik amok

Flugten fra Stalin af Brian Traantoft Rasmussen og Thomas Græsbøll Svaneborg fortæller historien om de titusindvis af estere, letter og litauere, der under og efter Anden Verdenskrig flygtede fra deres hjemlande og endte i danske flygtningelejre. Bogen skildrer deres liv med både medfølelse og historisk præcision – og minder os om, at erfaringer med flugt og fordrivelse ikke kun tilhører fortiden. Det er en bog, der gør det, god historieskrivning skal: Den udvider vores forståelse og konfronterer os med sider af vores fælles fortid, vi ellers ikke har givet megen opmærksomhed.

De glemte flygtninge

I den danske offentlighed og historielitteratur har fokus i årtier været rettet mod de tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens sidste måneder. Deres modtagelse og behandling er blevet genstand for både debat og historisk bearbejdning. Men med Flugten fra Stalin bliver de mange baltiske flygtninge nu omsider inddraget i fortællingen. Ifølge forfatterne opholdt der sig ca. 30.000 letter, estere og litauere i Danmark i krigens sidste fase og årene umiddelbart efter.

Bogen er struktureret i tre hoveddele: Flugten, opholdet i Danmark og hjemrejsen. Den bygger på et stort kildemateriale, levnedsskildringer og interviews. I hver del møder vi et bredt udvalg af personer, hvis livshistorier er indsamlet gennem omfattende arkivarbejde og samtaler med efterkommere og tidligere flygtninge. Det er stærke og til tider hjerteskærende beretninger om tab, afsavn, håb, trods og drømme om et andet liv. Vi hører blandt andet om Roald Volmer, der undslap Sovjetunionens fremmarch i Estland og senere var tæt på at blive skudt for at være desertør. Vi møder Melita Krause, der overlevede det historiske skibsforlis, hvor skibet Wilhelm Gustloff blev ramt af en russisk ubåd, og Hertha Rechenberger, der – selvom hun var litauer – blev noteret som tysk flygtning og derfor led under de barske forhold i en dansk lejr, præget af mangel på mad, medicin og basal menneskelig omsorg.

Danskernes reaktion: Fra medfølelse til mæthed

En af bogens mest interessante sider er skildringen af danskernes reaktion på de mange flygtninge. Som det beskrives, blev flygtningene i begyndelsen mødt med varme og medfølelse, og lokale borgere, præster og embedsmænd gjorde en stor indsats for at hjælpe. Men som månederne gik, begyndte velviljen at slå sprækker. Flygtninge blev pludselig set som en byrde snarere end et ansvar. Den solidaritet, der var til stede umiddelbart efter krigen, blev langsomt erstattet af pragmatisme og realisme. Allerede kort efter krigens afslutning begyndte rygter og afsløringer at skabe spændinger omkring de baltiske flygtninges fortid. I 1946 kom det frem, at nogle lettiske mænd i Danmark havde kæmpet på tysk side under krigen, hvilket udløste ubehag og forargelse blandt danske arbejdere. Flere af de pågældende flygtninge var blevet ansat på gårde og fabrikker, men mødet med de danske kolleger blev langt fra gnidningsfrit. Reaktionerne vidner om, hvor hurtigt den offentlige sympati kunne slå om, og hvor let tillidsforholdet mellem lokalbefolkning og flygtninge kunne smuldre i en tid præget af moralsk usikkerhed og politisk følsomhed. I begyndelsen af 1950’erne var langt de fleste ikke-tyske flygtninge derfor ude af landet – enten vendt tilbage til deres nu sovjetiserede hjemlande eller rejst videre til blandt andet USA, Australien og Argentina. Forfatterne påpeger dog, at Danmark – trods uheldige sager – generelt bød de ikke-tyske flygtninge bedre forhold end de fleste andre europæiske lande. De tyske flygtninge derimod blev mødt med streng overvågning, internering og en udbredt mangel på medfølelse. Her spillede krigens had og hævnlogikker tydeligvis en rolle. Det er en vigtig pointe i bogen, at man gjorde forskel på mennesker – forskelle, der ikke altid kan forklares rationelt. Og som læser fristes man til at spørge, om det netop er derfor, vi i eftertidens Danmark har været så optaget af ikke at gentage fortidens diskrimination. Dette spørgsmål berøres ikke direkte i bogen, og forfatterne vælger generelt en observerende, upolitisk tilgang.

Kendte navne

Bogen kommer også kort rundt om nogle af de kendte personer og politikere, som har påvirket historien om de baltiske flygtninge. Blandt andet nævnes en ung Ole Wivel, der efter krigen måtte nedtone tidligere sympatier med Tyskland, for ikke at komme i unåde efter krigen, samt danske politiker og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der kom til at spille en afgørende rolle for det stærke forhold mellem særligt Danmark og Letland. Disse henvisninger placerer de baltiske flygtninge i en bredere kulturhistorisk politisk kontekst, men omtalerne er noget hastige og kunne med fordel være foldet mere ud. I deres nuværende form fungerer de primært som antydninger, som læseren ikke helt får forløst.

En nødvendig historisk påmindelse

Flugten fra Stalin kræver koncentration og indlevelse, men belønner læseren med stærke vidnesbyrd og solid historisk formidling. Netop fordi stoffet er så rigt, savner man dog indimellem en tydeligere fortællestruktur og en stærkere forfatterstemme. De mange navne og steder kan gøre det vanskeligt at bevare overblikket, og fraværet af en gennemgående hovedperson svækker bogens narrative kraft. Det skyldes formentlig forfatternes akademiske tilgang, men i en bog rettet mod et bredere publikum kunne man godt ønske sig en mere sammenhængende læseoplevelse. Når det er sagt, er værkets dokumentariske styrke ubestridelig. Forfatterne skriver med nøgternhed og præcision, og bogens mange fotografier og kilder skaber en stærk historisk forankring. Det mest betydningsfulde ved bogen er dens evne til at kaste lys over en næsten glemt flygtningegruppe i dansk historie. De baltiske flygtninge har længe stået i skyggen af andre fortællinger, men Flugten fra Stalin giver dem en stemme og en plads i erindringen. Samtidig peger deres historie direkte ind i vores egen tid – mod de næsten 40.000 ukrainske flygtninge, som Danmark har taget imod i dag. Den historiske kontekst er anderledes, men erfaringerne af flugt, frygt og midlertidigt håb rimer uhyggeligt godt. Bogen minder os om, at flygtninge ikke kun er et spørgsmål om nutidens politik – men også en del af vores historie.