I dag er der valg i Ungarn. Det er et valg, som resten af Europa følger tæt. Det kan være et afgørende valg for Europa og EU's fremtid. Nogle kalder det endda det vigtigste valg siden 1989.
Jeg er i Ungarn som pressekoordinator for den danske ungdomsorganisation SILBA. Med mig og tre andre koordinatorer er et hold på 35 unge observatører, vi har sendt ud i hele landet for at følge valgprocesserne tæt.
De er i nord, tæt på den slovakiske grænse, i syd, nær Kroatien og Serbien og i øst, ved Rumænien. Byer som Pécs, Békéscsaba og Szeged. Og i mindre og enormt fattige landsbyer, hvor hverdagen ser markant anderledes ud end i hovedstaden.
Selv er jeg blevet i Budapest, hvor jeg har besøgt seks valgsteder i løbet af dagen. Sammen med min oversætter, Wojtek, er jeg gået ind og ud af folkeskoler, kulturhuse og børnehaver.
Indenfor er der altid en særlig stemning; den postkommunistiske æstetik, plastikblomster i vindueskarme, slidte gulve, kraftige farver - skriggrønne trappegelændere, pastelblå gymnastiksale og gule vægge. Det er langt fra de danske valgsteder, jeg har besøgt hjemme i Danmark.
De ungarske valgkommissioner, jeg har talt med, er imødekommende. De fortæller villigt om fremmødet af ungarske vælgere. Og det har været stort. Og de fortæller om fremmødet af nationale minoriteter, som har deres egne lister. Der er mange nationale minoriteter i Ungarn. Tretten i alt.
Jeg er blevet tilbudt ungarsk konfekt i alle verdens farver. Men jeg takker pænt nej tak hver gang. Neutraliteten skal jo holdes som international observatør.
Valgstederne er velbesøgte. Ungarerne er mødt op til stemmeurnerne i rekordhøje tal.
Rundt omkring i landet sender de internationale observatører deres indberetninger ind via appen Vote Monitor. Data samles i løbet af aftenen. Allerede i morgen ventes en foreløbig rapport fra SILBA baseret på vores observationer, som jeg anbefaler at tjekke ud.
Her i hovedstaden, hvor jeg er, er stemningen rolig. Jeg har hverken set eller hørt om voldelige sammenstød.
Men valgplakater fra både Fidesz og oppositionspartiet TISZA er flere steder blevet revet ned og ligger i stykker på fortovene.
Og forleden var jeg fra sidelinjen vidne til en gratis megakoncert i Budapests Helteplads midt i byen med titlen ”Rendszerbont Nagykoncert” – hvilket løst oversat betyder en koncert for at rive systemet ned.
Her spillede over 50 bands, der var et stort fremmøde med over 100.000 deltagende – dem jeg så var hovedsageligt unge. Men også flere familier. Gennemsnitsalderen var nok omrking de 30-40 år. Der var ingen sammenstød.
Valgdagen her i Budapest forløber sig som valg typisk gør hjemme i Danmark: stille, metodisk, næsten rutinepræget. Sådan er stemningen lige nu. Men valgstederne er også kun lige lukket. Nu begynder optællingen.
Jeg bliver oppe i aften og i nat og bevæger mig rundt i Budapest, mens resultaterne begynder at blive klare.
Det her valg kan få betydning – ikke kun for Ungarn, men for resten af Europa.
Og det hele udspiller sig lige nu. Lige her. I hjertet af Europa. Jeg bliver i Ungarn i et par dage endnu for at følge situationen tæt sammen med resten af holdet fra SILBA.
