Den bulgarske regering går af. Det meddelte den nu afgående premierminister Rosen Zjeljazkov torsdag eftermiddag, dagen efter enorme protester med 150.000 indbyggere i Sofias gader. Yderligere titusinder i landets større og mindre byer gjorde protesterne landsdækkende og umulige at ignorere for regeringen. Ikke desto mindre overraskede premierministerens udmelding nok de fleste, der havde forventet, at den ville forsøge at ride stormen ud eller i det mindste forhale det.
I 2026 venter således et parlamentsvalg, hvor lav valgdeltagelse, splittelse omkring korruptionsbekæmpelsen og landets Ukraine-støtte på ny kan resultere i et fragmenteret parlament. Det kan i sidste ende med at sætte grus i maskineriet for de håndfaste krav fra befolkningen om et reelt opgør med korruptionen.
Premierminister anerkender protesternes legitimitet
Som beskrevet i sidste uge i Magasinet rØST er utilfredsheden i særlig grad rettet mod lederen af regeringspartiet Bojko Borisov samt den Magnitskij-sanktionerede politiker Deljan Peevski, hvis parti Bevægelse for Frihed og Rettigheder - Ny Begyndelse (DPS) agerer støtteparti til den nu afgående regering.
Den konkrete anledning var regeringens finanslovsudspil, der indeholdt skattestigninger for de erhvervsdrivende samt øget egenbetaling til pensionerne. Men i realiteten er det den fortsat grasserende korruption, som har holdt demonstranternes kedler i gang de sidste par uger.
Premierminister Rosen Zjeljazkov fra partiet GERB formulerede sig forsonende og gik befolkningen i møde under sin korte annoncering af regeringens afgang. Nogen forsoning var der imidlertid ikke at spore hos hovedpersonen Deljan Peevski. Han beskyldte i stedet filantropen George Soros for at stå bag protesterne og forsøgte dermed at delegitimere modstanden imod ham.
Det skyldes naturligivs, at demonstranterne med deres sejr truer Peevski. Det er nemlig i høj grad hans korrupte indflydelse i bulgarsk politik, der har været det altoverskyggende tema de sidste par uger og måneder. Derfor bør protesterne også ses i forbindelse med de omfattende protester tilbage i 2020-2021.
Splittelse om Ukraine punkterede det sidste opgør
Dengang lød kravene også på en reformering af retsvæsenet, et opgør med korrupte politikere som Peevski samt en afsættelse af Bojko Borisovs regering. Det kulminerede dog aldrig i et opgør med hverken korruptionen eller politikerne, ej heller i de længeventede reformer af retsvæsenet. I stedet ventede flere års politisk ustabilitet med syv parlamentsvalg.
Det skyldes dels krigen i Ukraine, der gjorde forholdet mellem “russofile” og EU-orienterede særdeles betændt og umuliggjorde en fælles front mellem partier med potentiale til at samarbejde om antikorruptionsdagsordenen. Efter en række parlamentsvalg med gradvis aftagende valgdeltagelse var der derfor på ny skabt plads til Bojko Borisov i bulgarsk politik. En tilbagevenden, hvor han traditionen tro skulle operere som en slags “stabiliserende” regeringsleder.
Upopulær regering har skabt udbredt bekymring
Borisov, hvis politiske karriere i en period blev betragtet som afsluttet, formåede dermed i januar 2025 at danne en ganske aparte regeringskoalition med Socialistpartiet (BSP) og populisterne Der Findes Sådan Et Folk (ITN) samt Deljan Peevskis parti DPS som støtteparti. De to førstnævnte havde ellers i større eller mindre grad bakket op om antikorruptionsprotesterne i 2020-2021 og erklæret sig imod Peevskis og Borisovs magt i bulgarsk politik.
Den noget ulogiske koalition af partier har derfor heller ikke nydt nogen stor popularitet blandt befolkningen. Tilgangen af Deljan Peevskis parti har gjort den hadet. En række sager, som for eksempel omfattende valgfusk ved sidste valg i oktober 2024, anholdelsen og varetægtsfængslingen af Varnas borgmester, Blagomir Kotsev, på et tyndt grundlag samt Peevskis erklærede krig mod NGO’er finansieret af filantropen George Soros’ Open Society, har skabt stor frygt; var det i forvejen udfordrede bulgarske demokrati ved at blive fuldstændigt afviklet?
En splittet opposition fisker i et hav af sofavælgere
Med regeringens overraskende hurtige afgang har demonstranterne uden tvivl vundet en stor sejr. Men med et nyt parlamentsvalg i horisonten venter det allersværeste dem faktisk, og det store spørgsmål er, om oppositionen kan finde fælles fodslag internt?
Det politiske landskab i Bulgarien er fortsat fragmenteret, og splittelsen om Rusland-Ukraine dominerer stadig. Oppositionspartiet fra det ekstreme højre, Renæssance (bul. Vazrashdane), er imod euroen samt EU og bakker entydigt op om Vladimir Putins Rusland, ligesom de også har været på besøg i Mosvka adskillige gange under krigen. Det andet oppositionsparti, Vi Fortsætter Forandringen-Demokratisk Bulgarien (PP-DB), er erklæret pro-ukrainsk og pro-europæisk.
Ud fra alt at dømme ser et samarbejde næsten umuligt ud, men der har også været håndsrækning fra PP-DB om et fokuseret samarbejde udelukkende omkring opgøret med korruptionen – heriblandt retsreformer, der kræver 2/3 flertal i parlamentet. Renæssance har udtrykt deres forbehold omkring et samarbejde. Uanset hvad står de begge foran svære valg og kompromisser, som uundgåeligt vil skuffe deres vælgere.
Frem for at tale for meget om et decideret muligt regeringssamarbejde, der vil være ødelæggende for deres troværdighed, forsøger de i første omgang at styrke valgdeltagelsen. Den har ligget på omkring 40% ved de sidste parlamentsvalg, og partiernes vurdering er, at kan vinde valget ved at overbevise de mange frustrerede sofavælgere om at stemme på lige præcis dem.
Ræsonnementet er, at en øget valgdeltagelse på yderligere 10, 20 eller 30% vil kunne tippe balancen over på deres side og reducere betydningen af stemmerne på henholdsvis Borisovs parti GERB og Peevskis DPS. Antallet af stemmer på de to partier har ved de sidste parlamentsvalg nemlig ligget relativt konstant og vurderes i høj grad at være resultat af stemmekøb, afspresning og korruption.
Alt det afhænger imidlertid af, om partierne formår at få genskabt deres troværdighed overfor de cirka 60% af befolkningen, der slet ikke stemmer. Det er slet ikke givet. Partierne PP-DB og Renæssance har hver og især fået fornyet – og forynget – opbakning ved at organisere de seneste par ugers protester. Regeringens afgang har skabt et yderligere momentum, men de to partier er også af vidt forskellige grunde kontroversielle og upopulære blandt dele af befolkningen. Mange af sofavælgerne, der godt kan anerkende demonstranternes sag og bakker op om den, forholder sig derfor også stærkt kritisk til de to partier. De betragtes nemlig ikke som reelle alternativer til den politiske kultur i landet.
Ukraine-kritisk præsident på lur
Derfor er banen også kridtet op til et muligt nyt politisk projekt. Ude i krogene lurer en politisk aktør, som muligvis vil kunne ryste gevaldigt op i det politiske landskab. Det er præsident Rumen Radev, der nærmer sig afslutningen på sit mandat ved udgangen 2026 og ikke kan genopstille igen. Derfor er det sandsynligt, at han snart vil lancere sit eget partipolitiske projekt.
Radev, der i perioder har haft status som landets mest populære politiker, vil fordelingspolitisk nok positionere sig lidt til venstre og samtidig være kritisk overfor Vestens Ukraine-politik. Under sit præsidentembede har han ikke været erklæret pro-russisk, men plejer – ligesom Bojko Borisov i øvrigt – forbindelser med ledere som Viktor Órban og Aleksandar Vučić og har samtidig et tydeligt anspændt forhold til Ukraines præsident Volodomyr Zelenskyj. Radev har konsekvent foretrukket at tale om fred frem for vedvarende støtte til Ukraine.
Det har til gengæld også bragt ham på kant med den bulgarske befolkning, hvor et flertal gennem krigen har bakket op om støtten. Alt det har tæret på hans popularitet, som var stor under protesterne i 2020-2021. Derfor er det slet ikke givet, at hans potentielle projekt vil få succes.
Men i bulgarsk politik er der historisk set en naturlig tiltrækning mod nye politiske partier, særligt blandt vælgerne med udtalt politikerlede. Derfor er det muligt, at han vil kunne appellere til mange af dem, der ikke stemmer. Sker det, vil han måske kunne positionere sig gunstigt og vælge og vrage mellem enten centrumhøjrepartiet PP-DB og højrefløjspartiet Renæssance.
Alt det afhænger dog af, om han har tænkt sig bryde sit løfte om, at han ikke forlader sin præsidentpost før mandatets ophør. Gør han det, vil han meget uhensigtsmæssigt starte sit partipolitiske virke med et løftebrud.
Mens rigtig meget således er usikkert, er det en kendsgerning, at de største demonstrationer i landet siden 1990erne har resulteret i det ottende parlamentsvalg på godt fem år. Valget forventes at blive afholdt i løbet af de første par måneder i 2026. Magasinet rØST følger i sagens natur med i udviklingen.
