For mange år siden sad jeg på en gammel tagterrasse med udsigt over Skt. Petersborgs skæve tage og gyldne kirkespir. Her fik jeg serveret sød vin fra Kaukasus og talte med venner af min familie.
Mange af dem, jeg engang sås med på mine vanlige rejser til min fars hjemby Skt. Petersborg, bor i dag ikke i Rusland.
Det gælder blandt andet 46-årige Katja, som jeg så for sidste gang på tagterrassen i Skt. Petersborg en varm sommeraften.
Før krigen.
Katja pakkede sin kuffert i Rusland og flyttede et par år før krigen i Ukraine til Georgien; det var med håbet om et roligt liv i et land, der for hende fremstod både varmt, frit og historisk fascinerende.
Hun syntes ikke længere, at Rusland med annekteringen af Krim og ytringsfrihed på deroute var et sted, hun ville leve og være. Tilbage blev hendes daværende mand, hendes voksne datter og hendes forældre.
I Georgien blev Katja hurtigt integreret: Hun uddannede sig i georgisk historie og kultur, arbejdede som guide, fik en masse georgiske venner – og giftede sig for to år siden med en georgisk mand.
Men den 24. februar 2022 ændrede alt sig.
Katja fortæller:
”Før krigen var georgierne åbne overfor russere. Selvfølgelig vidste de, hvad Rusland havde gjort i Abkhasien og Sydossetien, men jeg oplevede aldrig fjendtlighed. Efter krigen begyndte mange af mine georgiske bekendte at ændre deres attitude til mig, fordi jeg er russer, og flere afbrød kontakten til mig.”
Hun understreger, at hun forstår georgiernes attitudeskift, selvom det kan virke urimeligt:
”Du og jeg kan diskutere i al evighed, om det er retfærdigt at dømme nogen på deres pas, men okay, min regering begyndte en forfærdelig krig, og mange af mine georgiske venner stoppede al kontakt til mig, fordi jeg er russisk.”
Over 100.000 russere på få måneder
Georgien, der kun har omkring 3,8 millioner indbyggere, oplevede i 2022 en enormt tilstrømning af russere.
Da Vladimir Putin i september 2022 indførte delvis mobilisering, strømmede titusinder af russere mod Georgiens eneste åbne landegrænse ved Verkhnij Lars. Køerne af biler var så lange, at de kunne ses fra rummet. Ved udgangen af 2022 var over 110.000 russere flyttet til Georgien.
Men modtagelsen af russerne var ikke fuld af georgisk jubel.
For mens mange russere så Georgien som et fristed, stod georgiske aktivister ved grænsen med skilte med tekst som “I er ikke velkomne, russere” og råbte, at de flygtende mænd ikke bare var ofre, men også havde et ansvar for krigen i Ukraine.
I Tbilisi blev der malet graffiti på husmure med budskaber som “Russians go home”, og civilsamfundsgrupper krævede visumpligt og stop for russiske ejendomskøb.
Bag reaktionerne lå både økonomiske frustrationer – boligpriserne i hovedstaden steg med flere hundrede procent på få måneder – og en dyb historisk mistillid. Mange frygtede, at russernes tilstedeværelse kunne bruges som undskyldning for endnu en indgriben, som i 2008.
Georgiens egen kamp
Det negative syn på russere, som var enormt i 2022 grundet tilstrømningen, er faldende, konstaterer Katja. I dag er stemningen anderledes mellem russere og georgier i Georgien. Og Katja har en idé om hvorfor.
For samtidig med krigen i Ukraine har Georgien selv gennemgået dramatiske politiske forandringer.
I 2023-2024 vakte et lovforslag om ”udenlandske agenter” store protester i Tbilisi. Loven minder til forveksling om Putins lov i Rusland, der bruges til at stemple NGO’er og medier som ”udenlandske agenter”.
Mange georgiske borgere gik på gaden i protest, og demonstrationerne blev både støttet og fulgt af europæiske aktivister, der ønskede at signalere solidaritet og støtte til Georgiens demokratiske institutioner.
.jpg?ref=magasinetroest.dk)
Samtidig har den georgiske regering taget en klar beslutning om landets EU-tilhørsforhold: I 2024 stemte parlamentet igennem, at Georgien ikke længere skal søge fuldt medlemskab af EU, men i stedet fokusere på en mere selvstændig kurs.
Beslutningen blev mødt med kritik fra oppositionspartier og mange borgere, som så EU-samarbejdet som en sikkerheds- og frihedsgaranti.
For Katja og andre russiske emigranter i Georgien skabte disse regeringsbeslutninger yderligere usikkerhed om, hvilket politisk klima de lever i – selv i et land, der tidligere havde virket som et fristed.
Katja fortæller, at regeringens budskab til befolkningen ofte lyder sådan her: ”Hvis vi nærmer os Europa og forsøger at rive os helt fri af Rusland, risikerer vi at ende som Ukraine. Georgien er Georgien – vi skal hverken binde os fuldt til Vesten eller gå i åben konfrontation med Moskva”.
For Katja er det hele svært:
”På få år er Georgien forandret. Regeringen slog hårdt ned på demonstrationer, opposition og medier. Pludselig føltes det mere som Rusland, end som det Georgien, jeg flyttede til for otte år siden.”
Katja kender mange georgiske journalister og bemærker, at de stadig har håb om at kæmpe videre.
Selv er hun mere pessimistisk:
“Jeg ved, hvordan det ender. “Jeg har set det ske i Rusland. Og nu ser jeg det ske i Georgien. Jeg tror ikke på pressefriheden her længere. Politiet kan nu via georgisk lov arrestere en person blot for at sige ét ord mod regeringen. Og det ligner Rusland på en prik.”
Fanget mellem to hjemlande
Jeg kender Katjas datter, Jevgenija. Hun er 29 år og uddannet filolog. Som teenagere mødtes vi ofte i Sankt Petersborg, når jeg besøgte min fars hjemby i 2010’erne.
I 2022 blev Jevgenija tvunget i landflygtighed efter at have deltaget i anti-krigs-demonstrationer i Rusland.
Hun slog sig ned i Georgien, hvor hendes mor boede, og fandt et nyt liv som underviser og frivillig i organisationen Emigration for Action. Organisationen, skabt af russiske emigranter, hjælper både ukrainske og russiske flygtninge med husly og medicin i Georgien.
Som russisk statsborger kunne Katjas datter Jevgenija opholde sig i Georgien uden visum i op til et år ad gangen.
Men efter en mindre rejse til udlandet blev hun pludselig nægtet indrejse – uden forklaring. Siden har hun ikke kunnet vende tilbage, og Jevgenija bor nu i Armenien.
Katjas datters skæbne er ikke enestående. Ifølge Katja oplever et stigende antal russere, iranere og asiater det samme: de har opbygget et liv i Georgien, men nægtes alligevel adgang ved grænsen.
Hun ser det som en del af en ny politisk kurs i Tbilisi, hvor regeringen understreger, at ”Georgien er for sig selv – vi skal hverken være i Ruslands hænder eller i EU’s.”
Det er et Georgien, understreger Katja, som nu vil fokusere på de georgiske borgere. For Katja skaber det en konstant usikkerhed. Hun er gift med en georgisk mand og har boet i landet i otte år.
Alligevel tør hun nu ikke rejse ud af Georgien - f.eks. for besøge hendes datter i nabolandet Armenien - af frygt for ikke at kunne vende tilbage.
Katja og hendes datter kan derfor ikke se hinanden.
“Jeg er ikke længere sikker”
Når jeg spørger Katja, om hun forestiller sig en fremtid i Georgien, bliver hun stille.
”Jeg elsker dette land, det er mit hjem. Men jeg føler, at friheden glider væk, og historien gentager sig. Pludselig er jeg igen usikker på, hvor jeg har lyst til at bo,” fortæller den 46-årige russer og historiker.
Hun har prøvet det før: At forlade det land, hvor hun kender hvert gadenavn, hvor sproget flyder naturligt, hvor venner og familie er tæt på, og hvor historien og kulturen føles som en forlængelse af hende selv.
Rusland blev umuligt at leve i, fordi hun ikke længere kunne se sig selv i øjnene i et land, hvor friheden forsvandt.
Nu gentager historien sig. I Georgien, hendes andet hjem, mærker hun de samme strømme trække i en velkendt retning: mod kontrol, frygt og stilhed.
Derfor overvejer hun nu at flytte til det nordlige Europa.
Som karakteren Tomáš i Milan Kunderas anerkendte roman fra 1984 ‘Tilværelsens ulidelige lethed’ står hun tilbage i grænselandet mellem tyngde og lethed.
For hvad er mest ulideligt – at blive i et land, hvor friheden glider væk, eller at rive rødderne op endnu en gang?
Denne artikel blev oprindeligt udgivet i Kontrast d. 05.09.2025