I juli 2022 rejste EU-Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, til Aserbajdsjans hovedstad, Baku, for at mødes med landets mangeårige leder, Ilham Aliyev. Her underskrev parterne et nyt forståelsespapir, hvis formål var at øge leveringen af gas til EU.
Siden da er Aserbajdsjans strategiske betydning kun vokset – og det samme er kritikken af EU's samarbejde med det autoritære styre i Baku.
Men hvor relationerne mellem EU og Aserbajdsjan først for alvor er kommet i søgelyset efter Ukraine-krigens udbrud, bygger de på et mere end 30 år gammelt fundament.
I 1996 enedes EU og det nyligt selvstændige Aserbajdsjan om en omfattende partnerskabs- og samarbejdsaftale, der trådte i kraft tre år senere. Siden 2017 har der været forhandlinger om en opgraderet rammeaftale, der skal knytte endnu tættere bånd mellem Baku og Bruxelles.
Et pragmatisk forhold
Hvor EU's forhold til andre tidligere sovjetrepublikker som Georgien, Ukraine og Moldova har været præget af ambitioner om økonomisk og politisk integration, har relationerne til Aserbajdsjan alle dage været anderledes, forklarer Jakob Tolstrup, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet med speciale i postsovjetiske forhold.
"Aserbajdsjan har siden selvstændigheden været et strengt diktatur. I den forstand har Aserbajdsjan aldrig været i nærheden af, eller for alvor ytret ønske om at blive medlem af EU."
Da Aserbajdsjan indgik sin samarbejdsaftale med EU i 1996, var Heydar Aliyev landets ubestridte leder – en position han med undtagelse af et lille afbræk omkring Sovjetunionens opløsning havde haft siden Bresjnev-tiden. Da han døde i 2003, overtog sønnen Ilham Aliyev præsidentposten.
Siden da har Aliyev strammet grebet om magten. Forfatningen er flere gange blevet ændret for at styrke præsidentposten, opposition og civilsamfund forfølges af myndighederne, og på Reporters Without Borders pressefrihedsindeks rangerer Aserbajdsjan som nummer 171 ud af 180 lande.
Alligevel har EU's kritik af Aserbajdsjan været betydeligt mere afdæmpet end tilfældet eksempelvis har været, når det kommer til Lukasjenkos styre i Belarus, fortæller Jakob Tolstrup:
"Det er der en årsag til, og det er energi. Aserbajdsjan leverer en hulens masse gas og olie, og det er man fra EU's side meget interesseret i at fastholde."
Krig og fred
Da von der Leyen og Aliyev underskrev det nye forståelsespapir i 2022, var det på baggrund af Ruslands invasion af Ukraine fire måneder forinden og et klart ønske fra EU's side om at gøre sig mindre afhængig af russisk energi. Siden da er Aserbajdsjans strategiske betydning kun vokset – ikke mindst grundet krigen i nabolandet Iran.
"Blokeringen af Hormuzstrædet er et eksempel på, at Iran har udnyttet sin strategiske position til at presse USA og Vesten mere generelt. Strategisk kan Aserbajdsjan fungere som en mellemvej for energi, der kommer fra Centralasien. Eksempelvis gas fra Turkmenistan, der på den måde kan køre udenom Iran," forklarer Jakob Tolstrup med henvisning til den trans-kaspiske gasledning, der har været på tegnebrættet siden 2011.
I øjeblikket leverer Aserbajdsjan gas til 10 EU-medlemslande gennem den såkaldte Southern Gas Corridor. På fire år er gasleverancerne til EU steget med 40 % og udgør nu 4 % af unionens samlede import. For råolie ligger Aserbajdsjans andel af den samlede import på 4,1 %.
Men skal der skrues yderligere op for importen og konstrueres yderligere rørledninger, kræver det investeringer og ikke mindst stabilitet i Sydkaukasus. Efter mere end 30 års ulmende konflikt er der taget et stort, omend lidt usikkert, skridt mod fred med underskrivelsen af en indledende aftale mellem Armenien og Aserbajdsjan i Washington i august 2025. Nagorno-Karabakh fortsætter dog med at skabe spændinger.
I 2023 udnyttede Aserbajdsjan, at Rusland var optaget i Ukraine, og gik militært ind i den armenske enklave. Etniske armeniere blev fordrevet på brutal vis, og flere NGO'er og politiske aktører har siden beskyldt Aserbajdsjan for at begå krigsforbrydelser.
På baggrund af krigen vedtog Europa-Parlamentet i oktober 2024 en resolution, der anmodede EU-Kommissionen om at suspendere energiaftalen med Aserbajdsjan – et ønske, der ikke blev efterlevet.
Aserbajdsjan bryder med Europa-Parlamentet
Tilbage i april rettede Europa-Parlamentet igen det kritiske søgelys mod Aserbajdsjan. Anledningen var et fællesbeslutningsforslag, der udtalte støtte til Armenien i forbindelse med juni måneds parlamentsvalg. Forslaget kom dog også ind på Nagorno-Karabakh-konflikten.
Artikel 12 understreger de fordrevne armenieres ret til "tilbagevenden under passende internationale garantier," mens artikel 13 "fordømmer Aserbajdsjans uretfærdige tilbageholdelse af armenske krigsfanger, tilbageholdte og gidsler."
EU har store interesser i at fastholde det nuværende armenske styre, der har vendt Rusland ryggen og søger at begrave stridsøksen med Aserbajdsjan. Alligevel var der stor enighed om at få de kritiske paragraffer om Nagorno-Karabakh med i Armenien-resolutionen, fortæller Per Clausen, medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten.
"I debatten om resolutionen var der ret entydig opbakning med undtagelse af den yderste højrefløj. Ser man bort fra det, er der generelt bred enighed i Europa-Parlamentet om, at man skal tage stilling til Aserbajdsjans fremfærd og deres fordrivelse af armeniere."
Forslaget blev vedtaget den 30. april med 476 stemmer for, 47 imod, og 48 hverken for eller imod.
Fra Aserbajdsjans side kom reaktionen prompte. Den 1. maj meddelte landets parlament, Milli Majlis, at det suspenderer alle relationer med Europa-Parlamentet og trækker sig fra Euronest-samarbejdet (et dialogforum bestående af EU og fem tidligere Sovjetrepublikker).
Per Clausen er stedfortræder i "det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Aserbajdsjan," som Aserbajdsjan nu også har trukket sig fra. Selvom Aserbajdsjan ifølge Clausen "i forvejen kun deltog meget begrænset i gruppens arbejde," håber han alligevel, at dialogen bliver genoptaget. Men det kræver – som han på vegne af Venstrefløjsgruppen flere gange understregede i en nylig tale – at de aserbajdsjanske myndigheder kan tåle kritik.
Blandede signaler fra EU
At den vedvarende kritik fra NGO'er og Europa-Parlamentet skulle have ført til selvransagelse i Baku, er der ikke meget, som tyder på.
Ifølge Aserbajdsjan er Europa-Parlamentets kritikpunkter helt igennem uberettigede. Armenierne i Nagorno-Karabakh forlod området "frivilligt," og de omtalte krigsfanger er ifølge Baku "krigsforbrydere," legalt dømt af militære domstole.
Per Clausen giver dog ikke meget for de indvendinger.
"Vi har ikke fundet på, at Aserbajdsjan har krigsfanger. Vi har ikke fundet på, at de har fordrevet store dele af befolkningen fra de her områder. Og det er jo heller ikke noget, vi finder på, at de på mange områder overtræder menneskerettighederne. Det er jo sådan, det er."
Tilbage i 2015 brød Aserbajdsjan også med Europa-Parlamentet, inden relationerne blev genetableret et år senere. Hvor lang tid, der kommer til at gå denne gang, tør Per Clausen ikke spå om. Og måske har det heller ikke så meget at sige rent storpolitisk. For hvor relationerne på det parlamentariske niveau er iskolde, kunne de næsten ikke være varmere mellem styret i Baku og EU's beslutningstagere i Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd.
Så sent som i marts rejste energi- og boligkommissær Dan Jørgensen til Baku for at deltage i et ministermøde. I den anledning udtalte den tidligere klimaminister, at "vores energi-partnerskab med Aserbajdsjan udvikler sig hånd i hånd med Europas transition til ren energi."
Ugen senere lagde også formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, vejen forbi Baku, og i begyndelsen af juni indledtes en ny runde af forhandlinger omkring den opgraderede rammeaftale. "Vi vil fortsætte med at fokusere på stærkere politisk dialog," lød det ved den lejlighed fra EU's diplomatiske mission.
Energi vejer tungere end idealer
Ifølge Per Clausen peger den noget tvetydige stillingtagen til Aserbajdsjan på en generel problematik i EU:
"Vi ser i denne og flere andre situationer, at Europa-Parlamentet på den ene side har et klart principielt standpunkt, mens de øvrige EU-institutioner agerer pragmatisk. Når EU slår sig op på at tale om menneskerettigheder, retsstat og den slags, er det derfor ofte i modsætning til den politik, man i praksis fører.”
At pragmatiske overvejelser dominerer i EU-toppen er ikke nødvendigvis nyt. Men det er blevet mere markant siden Ukraine-krigens udbrud, vurderer Jakob Tolstrup fra Aarhus Universitet:
"EU er blevet klart mere geopolitisk motiveret, især i forhold til Østeuropa og konflikten med Moskva. Det betyder også, at man bliver mere interesseret i at sikre sig alliancepartnere. Og her får geopolitiske hensyn ofte forrang frem for demokratisk konditionalitet."
Jakob Tolstrup regner derfor ikke med, at en fremtidig rammeaftale med Aserbajdsjan vil indeholde mange krav fra EU's side – dertil er energiprioriteterne for vigtige.
"EU's energi- og samarbejdspartnere kan godt læse situationen. De kan altid rykke tættere på Kreml, hvis EU ikke vil handle. Muligheden for at spille de to stormagter ud mod hinanden, gør det langt sværere for Bruxelles at insistere på demokrati og menneskerettigheder."
Nye toner og grøn diskurs
EU's prioriteringer afspejles også af unionens kommunikation, hvor klassiske termer om ytringsfrihed, demokrati og civilsamfund er blevet suppleret af snak om suverænitet, forsvar og modstandsdygtighed.
Det kunne ses med tydelighed i en nylig EU-finansieret reklamekampagne, hvor budskabet lød: "Fri forskning. Fri presse. Ytringsfrihed. Beskyt det, der betyder noget."
I kampagnen fremstilles værdierne ikke som idealer, EU arbejder henimod eller evaluerer sin indsats efter. I stedet omtales de som noget allerede givet, der trues af eksterne aktører, og derfor skal beskyttes bag "Europas demokratiskjold" – et strategisk initiativ lanceret i november 2025, der skal "beskytte og fremme stærke og modstandsdygtige demokratier."
Enhedslistens Per Clausen mener dog, at Europas energiafhængighed underminerer de højtravende ambitioner:
"Vi oplever stadig, at afhængighed af fossile brændstoffer og import fra mere eller mindre tvivlsomme stater udgør et kæmpe problem i forhold til at sikre europæisk suverænitet og selvbestemmelse, hvilket der ellers snakkes meget om. EU er hele tiden afhængig af, hvordan andre aktører agerer – aktører, hvis værdier og synspunkter man ikke deler," lyder det fra Per Clausen, der efterlyser en klarere plan for grøn omstilling.
Naturgas er i den forbindelse ofte blevet fremstillet som et "overgangsbrændsel", der skal bane vej for vedvarende energikilder, og både EU og Aserbajdsjan har ad flere omgange fremhævet deres grønne ambitioner.
Det årlige "Southern Gas Corridor Advisory Council" er siden 2023 blevet holdt sammen med et "Green Energy Advisory Council." Fra 2019-2026 arbejdede EU, Verdensbanken og OECD sammen om projektet EU4Environment, der fremmede bæredygtige initiativer i blandt andet Aserbajdsjan, og i 2024 var Baku vært for klimakonferencen COP29.
Store klima- og miljøorganisationer påpeger dog, at den massive gaseksport til EU – som er Aserbajdsjans største handelspartner – i praksis spænder ben for landets grønne ambitioner.
EU bider tænderne sammen
For EU er billig og pålidelig energi en nødvendighed for at drive den grønne omstilling og sikre konkurrencedygtighed. Jakob Tolstrup peger på, at unionen de sidste år har fået diversificeret sine energikilder. Men det betyder ikke, at de grundlæggende problemer forsvinder.
"På kort sigt handler strategien mest af alt om at få udfyldt hullet fra Rusland. Og det medfører, at man må bide tænderne sammen og samarbejde med en hel masse udemokratiske stater, for det er ofte dem, der sidder på de helt store energiressourcer."
Forholdet til Aserbajdsjan udstiller et EU, der kæmper med at balancere idealer og ambitioner med geopolitiske og forsyningsmæssige realiteter. Den institutionelle arbejdsdeling har indtil videre gjort balancegangen mulig: gassen flyder i stadigt større strømme takket være EU-toppens pragmatiske linje, mens Parlamentet fungerer som kritisk ventil.
Aserbajdsjans brud med Europa-Parlamentet gør dog problematikken sværere at skjule, og så længe EU fastholder et ukritisk energisamarbejde med Baku, risikerer diskursen omkring demokrati og suverænitet at fremstå som varm luft.
