”Det er ikke genfærd, vi har med at gøre, men blot aftenens genspejlinger af de helt almindelige tanker, som alle genstande udveksler med hinanden, og som fylder lokalet med deres melankolske sitren.” (s. 126)
Midt ude i den magiske russiske tajgas ingenting og alting, mellem den grumsede mose og uendelige skov forvandler cykelsmeden Leonid Ivanovitj Tikhomirov sig til den nye hersker af den fiktive by Ljubimov.
Det sker efter Leonid bliver afvist i sit bejleri til byens femme fatale, den nytilkomne lærerinde fra Moskva, Serafima Petrovna Kozlova.
Da Leonid i hjertesorgens apati truer med at blive forbryder og kriminel, råder vores fortæller, bibliotekar og kronikør Savelik Kuzmitj Proferansov, ham til at læse nogle bøger i stedet for. På den måde glemmer han Serafima og indelukker sig i bøgernes verden.
MANI
Forelskelsens mani forvandler sig i hjertesorgen til bøgernes mani.
Leonid kværner som et transsibirisk damplokomotiv bog efter bog og forsvinder ind i deres fortællinger om heltegerninger og videnskabens store landvindinger. Det bliver han ved med at gøre, indtil en mystisk og magisk bog tilfældigt havner i skødet på ham under en oprydning hos sin gamle mor.
Den har tilhørt den tidligere herremand Samson Samsonovitj Proferansov, der som et historiens genfærd hjemsøger fortællingen og fortælleren.
Psykomagnetismen
Bogen med den pseudovidenskabelige-titel Psykomagnetisme giver Leonid ”opskriften” på at transformere sin ”viljeenergi” til direkte magt. Med sin nyvundne psykomagnetiske kraft afsætter Leonid den lokale partisekretær og bliver modtaget som en folkehelt.
Nu når han er blevet kronet til bykonge, kan han også give det halve bykongerige. På den måde lykkedes han med at gifte sig med Serafima, men det bliver et kærlighedsløst ægteskab udelukkende for syns skyld.
Den kærlighed, som bragte ham ud i en revolutionær færd, bliver ham ligegyldig. Videnskabens fremskridt har taget dens hellige plads og er nu det eneste vigtige for Leonid.
Fortællingen om Leonids revolution stammer fra romanen Ljubimov skrevet af den russiske systemkritiker og forfatter Andrej Sinjavskij (1924-1997). Den er for ganske nylig udkommet i Morten Spangsberg Nielsens danske oversættelse på forlaget Sisyfos fra den russiske version любимов: повесть udgivet i 1964.
Romanen flimrer et sted mellem virkelighed og drøm, realisme og fantasi fra et sted i historiens mose blandt de historisk mange gentagelser af ”übermensch” magtskikkelsen og prisgivede Grauballemænd.
Det magiske og det religiøse
I stedet for den socialistiske realismes ”umulige æstetik” foreslog Sinjavskij, at litteraturen skulle slå ind i en ”fantasmagorisk” retning og dyrke grotesken i stedet for hverdagsrealismen. Ljubimov er et godt eksempel.
”Mødrene var lige dér ved hans side. De krøb rundt på gulvet og lignede svampe, skørhatte, morkler, ridderhatte – halvrådne, ormædte, pukkelryggede og faldefærdige vrag. Hvordan kan de stadig være i live? Hvad lever de af? Hvor får de kræfterne til at kravle herhen? Hvad skal de gøre godt for, og hvem kan dog endnu have brug for dem?” (s. 193)
Denne stil af magisk realisme er genkendelig i flere andre af 1960’ernes sovjetforfattere såsom Mikhail Bulgakov og Jevgenij Jevtusjenko. Andrej Sinjavskij selv tilhørte desuden kredsen omkring Boris Pasternak, som for Sinjavskij var selve prototypen på en digter.
Selvom han i hvert fald ikke i sin ungdom delte Pasternaks kristne sindelag, finder Andrej Sinjavskij alligevel i sin desillusion med kommunistregimets realitet samt i sine studier af middelalderens filosofi sig selv tilbage i skellet mellem det guddommelige og det menneskelige.
Sinjavskij skrev desuden forordet til Pasternaks Religiøse digte og bar tilmed nobelpristagerens kiste ved hans død i 1960. I fortællingen Ljubimov dukker religionens genfærd også op i form Leonids gamle mor og Fader Ignat, som mødes i slutningen i bøn for moderens fortabte søn og den dertil knyttede skæbne for byen.
Satirisk alvor og en sjov anekdote
Ljubimov er ganske klart en karikatur af et særligt ideologisk system, men Sinjavskij så sig gerne fri for de ideologiske stigmata. Hvilken som helst ideologi som kunne sørge for brød og vand til alle, ville han bakke op om. Det lyder simpelt, og er det måske også, men det kan vi ikke håndtere med alle ideologiernes gude-tricks og selvbedrag. Ljubimov er alvorstung, hvis man indsætter romanen i dens historiske og biografiske kontekst.
Samtidig er sproget og karaktererne både lattervækkende i måden, de bliver karikeret på, men ikke forstået som latterliggørelsens foragt eller afsky. Bogen indeholder en form for ambivalens af både tid og tidløshed, man bør kendetegne en klassiker ved, og derfor bør bogen høre til samme hylde som Bulgakovs ’Mesteren og Margarita’ og Gogols ’Døde sjæle’.
Per Stig Møller fortæller en sjov anekdote i bogens læseværdige forord. Sinjavskij tjente som lastbilchauffør i sin tid som straffefange i en lejr 300 km udenfor Moskva. Det bragte ham rundt til forskellige landsbyer, hvor mange af bønderne lå inde med kristne ikoner, men af frygt for følgerne ved deres ”politiske ukorrekthed”, gav de dem til Sinjavskij, der endte med en flot samling.
Gad vide, hvordan Sinjavskij ville kigge på dem i dag med Putins genkonstituering af kirken i det ideologiske korpus. Svaret blæser i vinden.
