Kosovo-diplomaten Agron Bajrami har en stillingsbetegnelse, der kræver en forklaring:
Kosovo og Serbien har, hvad man kan beskrive som en dialog, hvis fokus er at bidrage til en normalisering af relationerne mellem de to lande. ’Normaliseringsdialogen’, som den ofte kaldes, er faciliteret af den Europæiske Union.
Agron Bajrami er Kosovos ambassadør til Belgien, Luxembourg, EU og NATO samt Kosovos chefforhandler i normaliseringsdialogen, hvor han har fokus på den tekniske dimension. Denne del har gennem tiden drejet sig om, hvad man kunne kalde organiseringen af hverdagsemner, som f.eks. udformningen af nummerplader, bevægelsesfrihed på tværs af grænser, oprettelse og integrering af en landekode for Kosovo.
Jeg mødes online med Agron Bajrami. Han befinder sig i Bruxelles, jeg i Sarajevo. Jeg starter med at spørge ham om, hvordan Kosovos regering ser på relationen til EU. Svaret kommer prompte:
”Medlemskab af den Europæiske Union er vores strategiske mål. Vores eneste strategiske mål. Sammen med medlemskab af NATO. Og det er en retning, der har bred offentlig støtte.”
Han uddyber:
”Vores fundamentale position er, at der intet alternativ er til en europæisk fremtid. Vi overvejer intet andet end europæisk integration. Vi ser europæisk integration som en del af et større strategisk billede, hvilket er euro-atlantisk integration.”
Han anerkender, at den atlantiske dimension diskuteres i disse dage, men i forhold til Kosovo, så forklarer han, at euro med det atlantiske i hans optik er ”én og samme ting”.
De fem fraværende
EU står med det benspænd, at Spanien, Grækenland, Cypern, Rumænien og Slovakiet endnu ikke har anerkendt Kosovo som selvstændig stat. Det er alment kendt, at grunden til dette skyldes indenrigspolitiske forhold i de respektive fem lande.
Man kan stille spørgsmålet, hvorvidt det kompromitterer EU i normaliseringsdialogen. Man stiller betydelige politiske og økonomiske reformkrav til et land som Kosovo og lokker i teorien med medlemskab, men på samme tid er fem stater fraværende på anerkendelseslisten.
Om de fem siger Agron Bajrami:
”Vi ser det ikke som en hindring på dette stadie. De er generelt støttende og ser en europæisk fremtid for Kosovo, selv om de ikke anerkender Kosovo endnu. I det perspektiv, så ser jeg det som, at der er plads nok til, at vi kan rykke os fremad. Spørgsmålet om anerkendelse vil komme med tiden.”
Bajrami minder dog om, at det til december er fire år siden, at Kosovo indgav sin ansøgning om medlemskab, og der er ikke tvivl om, at signalet fra Kosovo er, at man er klar til at komme videre i integrationsprocessen, på trods af de fem.
Hvor står Serbien?
Jeg spørger om, hvilket forhindringer Bajrami kan se for, at processen kan komme videre:
”Vi forstår, at for EU er det vigtigt, at der gøres fremskridt i normaliseringsprocessen mellem Kosovo og Serbien. Og vi er klar til at komme videre, afslutte dialogen og normalisere relationerne baseret på en gensidig anerkendelse, men det er den anden part ikke.”
Blandt andet ved Sarajevo Security Conference, som jeg deltog i tidligere på måneden, var flere chokerede over at se Serbien, som et EU-kandidatland, tillade en symboltung begravelse for den krigsforbryderdømte Ratko Mladic i Beograd.
Tilsvarende udtalte en serbisk minister i juli, at man skulle have etnisk udrenset Kosovo i 1998. Det udløste kritik i Serbien, dog uden at ministeren blev afskediget. Set i lyset af dette, kan det være umiddelbart være svært at se relationen mellem de to lande flytte sig.
Bajrami konstaterer tørt:
”Vi var ikke overraskede. Vi har advaret om, at ’den gamle’ måde at se på regionen stadig er det, der dominerer i Beograd. Både i Serbiens regering og i store dele af oppositionen. Og det er noget, som vi er bekymrede for, at EU ikke fuldstændigt vil indse. Fornemmelsen er, at Mladić-begravelsen var en øjenåbner for mange, men ikke alle.”
Bajramis udlægning må tolkes som en diplomatisk måde at pege på, at den nationalistiske ideologi om et Storserbien åbenbart ikke er afgået ved døden, men eksisterer som en nytolkning, hvor der tales om et ’serbisk hjem’ eller en serbisk ’verden’.
Bajrami fortsætter:
”Så ja – det er svært at forestille sig, at vi kan normalisere relationerne med den nuværende regering i Serbien, men det er, hvad EU kræver, og vi er villige til at prøve. Men vi insisterer på, at Serbien som kandidatland ikke skal have mulighed for at nedlægge veto i forhold til vores integrationsproces.”
Det er tydeligt, at frustrationen lurer under overfladen over Kosovos status:
”Det giver i vores optik ikke mening, at ét land er kandidatland, og det andet ikke får lov til at blive det. Det er med til at gøre dialogen ulige. Hvis man ser på, hvad Kosovo har gennemført af reformer allerede nu, så burde vi have været kandidatland for flere år siden.”
Han stiller et retorisk spørgsmål:
”Hvis Kosovo var anerkendt af alle EU-medlemmer, ville Kosovo så være kandidatland i dag?”
En sten i skoen er, at indgåede politiske aftaler mellem de to lande som udgangspunkt ikke implementeres. F.eks. lovede Serbien ikke at modarbejde Kosovos medlemskab af internationale organisationer men da Kosovo søgte medlemskab af Europarådet, modarbejdede Serbien det.
Serbien kræver, at Kosovo implementerer den omdiskuterede aftale om en alliance mellem de kommuner i Kosovo, hvor befolkningsflertallet udgøres af serbere. Det er af flere grunde heller ikke sket.
Meget kunne tyde på, at det er en kombination af fastlåste politiske dagsordner og mistillid, der blokerer. Og formodentligt også at Kosovo i realiteten sylter sagen for fortsat at have det som et politisk ”kort” som led i forhandlingerne i den såkaldte normaliseringsdialog.
22. september 2026 havde EU's Høje Repræsentant for udenrigsanliggender, Kaja Kallas, bilaterale møder med henholdsvis den serbiske præsident, Aleksandar Vučić, og Kosovos premierminister, Albin Kurti. Udover en pressemeddelelse, der understregede behovet for at komme fremad, så tyder intet på, at mødet førte til noget konkret.
Man kunne diskutere, om Kallas’ møde med Vučić var problematisk så hurtigt efter den intense debat og EU’s kritik af Serbiens håndtering af den krigsforbryderdømte Ratko Mladićs begravelse i Beograd. Det kunne fremstå som om, at den sag allerede var et lukket kapitel.
EU’s målsætning om strategisk integration er under pres
Der er ingen tvivl om, at det er blevet en strategisk prioritet for EU at få integreret Vestbalkan-landene efter Ruslands angreb på Ukraine, hvilket Bajrami også understreger. Han siger:
”I den kontekst er det på tide, at sætte sig sammen og finde ud af, hvordan Kosovo kan bevæge sig fremad. Det går ikke, at Kosovo bliver ladt tilbage. Det vil kræve stabile aktører for at kunne producere resultater. Serbien er på vej mod valg om en måneds tid, og vi har selv haft en uheldig situation”.
’Uheldig situation’ må siges at være en diplomatisk underdrivelse.
Kosovos politiske system har befundet sig i en tilstand af stilstand. Denne tilstand, der med få undtagelser, har varet i mere end 18 måneder, har vanskeliggjort al politisk fremdrift – også på EU-sporet.
For det første, har der været usikkerhed , om nedsættelsen af den nuværende regering var gjort efter bogen. Ifølge Balkan Insight fik dette PDK-partiet (Demokratiske Parti i Kosovo) til at anmode Forfatningsdomstolen om at udtale sig om lovligheden af den nye regering. Det har den for nyligt gjort med en afvisning af klagen.
For det andet ophører Albulena Haxhius 6 måneders mandat som konstitueret præsident 4. oktober 2026.
Forfatningsdomstolen har udtalt, at parlamentet skal vælge en præsident senest 6. oktober 2026. Hvis ikke det sker, så skal der udskrives nyvalg. Enkelte har muntret sig, og endnu flere har undret sig over, at domstolen tilsyneladende tillader, at der kommer til at være 48 timer, hvor landet kan stå uden leder. En upræcis oversættelse nævnes som en mulig forklaring på det lidt besynderlige tidsrum.
Arber Ahmeti, som forsker ved Wiens Universitet, vurderer, at der fundamentalt set intet er i vejen med Kosovos politiske system, men at nationale politikere i Kosovo synes ikke at være villige til eller evne at indgå de kompromisser, der kan få systemet til at fungere igen.
Albin Kurti er gennem tiden som premierminister jævnligt blevet kritiseret af det internationale samfund, blandt andet for sin relativt direkte fremgangsmåde i forhold til den nordlige del af Kosovo, hvor der er serbisk flertal.
Denne konflikts dualitet handler på den ene side om Prishtinas interesse i suverænitetshåndhævelse i den nordlige del af landet, på den anden side respekten for mindretalsrettigheder.
Kurti er således ikke kendt for en kompromissøgende stil. Man kunne få en mistanke om, at denne tilgang kunne præge forhandlingerne om valg af ny præsident for republikken, hvilket, som antydet, fremstår som Kosovos største indenrigspolitiske problem netop nu.
Vjosa Osmani, præsident fra 2021 til 2026, har f.eks. flere gange signaleret interesse i at blive genvalgt. Det var en alliance mellem Osmani og Kurtis Vetëvendosje-parti, der dannede basis for hendes valg til præsidentposten, men blandt andet på grund af en forværring af den personlige relation mellem de to politikere, så afviste Kurti at give politisk støtte til et genvalg.
I dag er Osmani indvalgt i parlamentet for LDK (Kosovos Demokratiske Liga), men synes ikke at være i spil til præsidentposten.
Parlamentsmedlem, Perparim Gruda, fra PDK har tidligere udtalt sig til pressen i Kosovo om, hvorfor de mener, at forhandlingerne kuldsejler:
”Hr. Kurti ville have al magten, og vi kan ikke tillade, at al magt kommer til at befinde sig i hænderne på én mand”
Udsagnet kan tolkes på den måde, at parlamentets politiske partier er modstandere af, at Vetëvendosje – og dermed Albin Kurti – alene skal have kontrollen over, hvem der placeres på Kosovos mest centrale politiske poster. Der synes ikke at være udmeldinger om aktuelle forhandlinger eller oplysninger om kandidater, der er i spil.
I forhold til EU-Kosovo relationen, så konkluderer Agron Bajrami:
”Vi er med på, at hverken Serbien eller Kosovo kan blive medlemmer, før vi har fået afklaring på vores uoverensstemmelser og har fået et normal forhold.”
Han pointerer, at Kosovo arbejder på at lave reformer, så man kan komme på linje med EU, at Kosovo følger Vækstplanen og følger linjen fuldstændigt i EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik:
”Vi forventer medlemskab, når vi fortjener det”.
Et ganske spekulativt scenarie er, at der ikke bliver valgt nogen præsidentkandidat inden den angivne deadline 6. oktober.
Det er ikke utænkeligt, at Albin Kurtis strategi kunne være at stile efter endnu et nyvalg til afholdelse ultimo december. Kosovos diaspora er hjemme på det tidspunkt og har mulighed for at stemme til valget, og Vetëvendosje er populær hos denne gruppe.
Hvis det rent faktisk lykkes Vetëvendosje at sikre sig et flertal i parlamentet, så vil spillet om præsidentposten ganske givet falde særdeles hurtigt på plads. Lige nu er der ikke meget andet at gøre, end at vente og se, hvordan kortene falder.
