En stereotyp fortælling om det lettiske folk lyder, at det baltiske land er en nation af introverte.
Men da 5000 letter samledes foran det lettiske parlament, Saeima, sidst i oktober i år, beviste de, at de ikke vil sidde den politiske udvikling overhørig.
Mens demonstranterne stod klar med bannere og kampråb, så stemte de folkevalgte bag murene nemlig for, at Letland skal trække sig fra Istanbulkonventionen - kun knap to år efter at den først blev ratificeret.
Istanbulkonventionen, som vi før har skrevet om her på Magasinet rØST, forpligter medlemslande til at bekæmpe vold mod kvinder, hvilket er et særligt problem i Letland, der ligger i toppen blandt de europæiske lande, når det kommer til antallet af kvindemord per 100.000 kvinde.
“Kvindemord er en af de mest pålidelige måder at spore vold, fordi en person kun kan blive dræbt med overlæg én gang, og vi ved, at det sjældent er tilfældigt, når kvinder dræbes af en nuværende eller tidligere partner,” fortæller Beata Jonite, som leder den politiske afdeling af det lettiske MARTA Center, der bl.a. modtager støtte fra det lettiske kulturministerium samt en række andre private og offentlige organisationer. Udover at yde støtte til kvinder udsat for vold i hjemmet, så er organisationen en af arrangørerne bag demonstrationerne i Letland.
Få dage efter afstemningen havde over 60.000 letter stemt for et borgerforslag, der opfordrer den lettiske præsident, Edgars Rinkēvičs, til at sende lovforslaget til genforhandling i Saeima. Netop det skete den tredje november, men selvom det har givet demonstranterne mere tid til at mobilisere sig og sprede deres budskab inden den nye afstemning næste år, så vidner udviklingen alligevel om et demokrati, der er præget af konservative kræfter.
Årsagerne til kønsbaseret vold er komplekse, og også i de baltiske lande spiller mange forskellige faktorer - både fortidige og nutidige, kulturelle og sociale - ind i problemets fremkomst.
“Stereotyper fra fortiden, opvækst, og patriarkalske normer spiller en stor rolle, især fordi mænds mentale helbred er forfærdeligt her. Små drenge lærer fra en tidlig alder, at man løser konflikter med andre ved at slås, så det er en kultur, der fremmer at mænd ikke er i kontakt med sig selv. Og så har vi også seriøse problemer med alkoholmisbrug blandt både mænd og kvinder,” fortæller Beata.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) lå Letlands alkoholforbrug pr indbygger i 2019 på 13,1 liter ren alkohol, hvilket placerede landet på tredjepladsen i EU, kun overhalet af Rumænien (17,0) og Tjekkiet (13,3). Det høje alkoholforbrug kan i sig selv give anledning til bekymringer, men kombinationen af alkoholisme og mentale helbredsproblemer kan have fatale resultater.
Netop denne kombination var den næst-hyppigste dødsårsag relateret til mentale og adfærdsrelaterede lidelser i EU i 2021, hvor Letland havde den højeste dødsrate blandt personer under 65 år.
Høje selvmordsrater
Selvom Letland med sine 16% ligger under EU gennemsnittet (17%) når det kommer til, hvor stor en andel af befolkningen, der er ramt af mentale helbredsproblemer, så har Letland alligevel en af de højeste selvmordsrater i EU. Her er mænd mellem 40 og 55 år den mest udsatte befolkningsgruppe - især fordi de sjældnere får en klinisk diagnose, der kan skaffe den rette hjælp i tide.
Det er desuden velkendt, at børn, der vokser op i voldelige hjem, ofte fortsætter den voldelige cyklus.
I en rapport fra det lettiske børnebeskyttelsescenter kan man læse, at 41% af forældre til mindre børn gjorde brug af fysisk afstraffelse, særligt når de følte sig magtesløse, og mere end halvdelen accepterede denne form for opdragelse. Men ifølge Beata spiller kulturen, og særligt arven fra den sovjetiske fortid, også en rolle, hvis man skal forstå, hvorfor volden fortsat er et problem i det lettiske samfund.
Hun fortæller:
“‘Hvis han slår dig, elsker han dig’ var under sovjettiden et meget normalt russisk ordsprog, forstået som at hvis en mand giver dig opmærksomhed, selv hvis det er voldeligt og kontrollerende, er det en form for kærlighed. Mange tror stadig på det den dag i dag, fordi de ikke ser kontrol som en anden persons forsøg på at fratage dig din frihed.”
Kønsproblematikker er et højst omstridt emne i den lettiske offentlige debat, hvor konservative kristne stemmer, der, grundet deres modstandsposition under sovjettiden, har en stærk indflydelse på den offentlige mening i dag.
De har medvirket til at portrættere Istanbulkonventionen som det første skridt mod udryddelsen af ‘traditionelle familieværdier’ - et narrativ, der til forveksling minder om den russiske stats.
Afstemningen om hvorvidt Letland skal trække sig fra Istanbulkonventionen kom desuden ovenpå et forslag om at skærpe kvinders ret til abort, og selvom forslaget ikke blev vedtaget, så har udviklingen alligevel vagt opsigt i både ind- og udland.
Bevægelsen for konventionen
Kønsbaseret vold er som ringe i vandet; det påvirker resten af samfundet lige så vel som ofret selv. Ofre for kønsbaseret vold kan udvikle seriøse psykiske problemer, der spænder ben for at tage en uddannelse og få et arbejde, hvorfor volden kan spores i et lands BNP. Netop fordi problemet er så komplekst, skal der en dybdegående, koordineret indsats til, for at komme det til livs, og sådan en blev sat i gang da Letlands Saeima ratificerede konventionen i januar 2024.
“Vi har nu en plan for bekæmpelse af vold i hjemmet. Følelsesmæssig vold og sexchikane er blevet integreret i vores straffelov, og bødestraf og samfundstjeneste er blevet fjernet som sanktioner for vold i hjemmet, fordi sådanne straffe rammer hele familien,” fortæller Beata og fortsætter:
“Men der er lang vej endnu. Den høje rate af kvindemord viser, at vi bliver nødt til at forbedre systemet markant, fordi det kun kan ske i tilfælde, hvor staten ikke har gjort sit for at beskytte ofret.”
Hvis Letland trækker sig, risikeres det, at landets indsats mod kønsbaseret vold vil kollapse. Beata beretter allerede om kvinder, der ringer til MARTA Centret fordi deres voldsudøvere truer med at vende tilbage, hvis Letland trækker sig fra konventionen, og Beata får selv trusler for at udføre sit oplysningsarbejde.
“Det er en tilbagegang til noget, vi ikke vil være vidne til i det 21. århundrede, og jeg vil ikke se, Letland blive det nye Georgien eller Ungarn,” fortæller Beata, der også er bekymret for, hvordan Letland nu opfattes udadtil. Hun fortsætter:
“Vi har læst i de internationale medier, hvor vores land nu ses som et, der støtter vold. Men det er jo ikke det lettiske samfund, der vil ud af konventionen, men derimod de seksoghalvtreds parlamentarikere, der ikke vil tabe ansigt efter at have givet de her valgløfter.”
Selvom situationen er anspændt, så er det lykkedes aktivister at samle en bevægelse for Letlands ratificering af Istanbulkonventionen, og flere protester fandt sted den 6. november - ikke bare i Letland, men verden over, hvor den lettiske diaspora også meldte sig i kor. I Riga samledes mere end 10.000 personer, hvor Beata, klædt i den traditionelle lettiske folkedragt, talte til de mange fremmødte. Ved at samle letter i ind- og udland, og ved at tage de traditionelle lettiske symboler tilbage fra de nationalkonservative partiers drejebog, håber Beata, at situationen vender.
“Vi startede som fjorten organisationer til den første protest, men nu er der aktive folk overalt. Det har vi aldrig oplevet som nation, og det er større end konventionen selv. Det føles, som om hele landet står samlet imod et par misinformerede propagandister, og jeg tror, at vi vil vinde i sidste ende.”
På tværs af Europa er vi vidner til en bølge af partier på den yderste højrefløj, der vinder frem ved valg, og i Letland er det langt fra hele befolkningen, der er deltog i protesterne. De lettiske højrefløjspartier har siden 1980'erne haft stor indflydelse på den politiske udvikling i landet, og med klassiske højrefløjsmærkesager som immigration og kultur vinder disse partier indpas hos lettiske vælgere ved at drage på den eksistentielle usikkerhed, som de baltiske lande har skulle forholde sig til siden de genopnåede deres selvstændighed i 1991.
Udover uforudsigeligheden, som Letlands nabo mod øst udgør, så består udfordringen for organisationer som Beatas MARTA Center i at samle en befolkning, der i usikkerhedens navn vender sig indadtil, om de internationale konventioner, der skal beskytte de mest udsatte grupper i samfundet.
