Denne artikel blev oprindeligt udgivet i Kontrast d. 17.09.25
I Danmark kalder vi det et spørgsmål om dyr vedligeholdelse. I Albanien kalder de det et spørgsmål om kulturarv.
Mens danske præster og politikere diskuterer, hvordan man kan spare penge ved at rive op mod 200 kirker ned - som debatredaktør Mikael Jalving skrev om i en Groft Sagt i sidste uge - sker der noget helt andet i et af Europas fattigste lande: I Albanien investeres der i at bevare kristne kirker, selv i landsbyer, hvor der knap nok er kristne tilbage.
I en artikel for det uafhængige, engelsksprogede medie Balkan Insight beskriver journalisten Sami Curri, hvordan lokale i Diber-regionen i Nordalbanien arbejder på at restaurere og beskytte små byzantinske kirker.
Her står landsbyerne Herbel og Uper Kercisht som levende vidnesbyrd på, at kristendommen kan overleve århundreders muslimsk overherredømme, kommunistisk religionsforbud og massiv emigration.
Redaktionen rØST
Fra hemmelig dåb til fælles højtider
Bag en bakke i landsbyen Herbel ligger Transfigurationskirken, en lille stenbygning fra omkring 1100/1200-tallet.
I årene under kommunismen, hvor religion var bandlyst, blev kirken i Herbel tømt for alt helligt. Ikoner blev fjernet, døre sømmet til, og kors revet ned. Men i skyggen af kommunismen og i mørket bag stenmurene tændte kvinder fortsat stearinlys og bad.
En efter en sneg de sig ind – ikke for at provokere, men for at holde troen i live. Når nogen skulle døbes, skete det i stilhed og i hemmelighed, ofte i private hjem, med kun en håndfuld vidner og hviskede bønner.
I Herbel er der i dag kun to ortodokskristne familier tilbage. I hele Diber-regionen er kun 111 indbyggere ortodokskristne ud af en befolkning på 107.000. Én af dem er Andon Postoli. Han fortæller stolt:
“Selv under de mørkeste dage med total religionsforbud under kommuniststyret, blev kirken aldrig helt forladt. Vi beskyttede kirken så godt vi kunne, selvom den var blevet skadet. Den kirkeansvarlige fra kommunistpartiet kom ikke og tjekkede kirken – det var i stedet en kvinde fra landsbyen.”
Kristne kirker i et muslimsk land
Historisk har Albanien været beboet af illyriske stammer med deres egen polyteistiske religion, så blev Albanien et overvejende kristent land gennem romersk og byzantinsk indflydelse, før den osmanniske erobring i det 15. århundrede førte til udbredt islamisering, hvilket har resulteret i den nuværende overvejende muslimske befolkning.
I officielle statistikker fra 2023 er 51% af landet sunnimuslimske og kun 7 % er ortodokskristne. Albanien er ellers omringet af ortodokskristne naboer som Grækenland, Nordmakedonien, Montenegro og Serbien – med det katolske Italien på den anden side af Adriaterhavet.
Selvom over halvdelen af den albanske befolkning er muslimer har nogle få kristne samfund formået at overleve både tiden med osmannerriget og kommunistregimet i små landsbyer som Herbel og Uper Kercisht, hvor fællesskab og lokal støtte har sikret kristne kirkers bevarelse.
Restaurering og kulturarv
I årevis har familien Postoli forsøgt at få myndighederne til at restaurere den lokale kirke gennem et utal af breve og henvendelser. Nu er de endelig blevet hørt.
Restaureringsarbejdet er igangsat af National Institute for Cultural Heritage, der blandt andet styrker fundamenterne, restaurerer facaderne og bevarer de originale fresker i loft og på vægge.
Lokale historikere fremhæver kirkens betydning som et vidnesbyrd om, at den kristne ortodokse befolkning kunne overleve i et område, der gradvist blev muslimsk under det Osmanniske Rige og derefter skulle overleve kommunistpartiets ateisme.
I nabolandsbyen Uper Kercisht står fem kirker som symboler på en tro, der har overlevet osmannerne, kommunismen og fattigdom. Det lokale engagement, som stadig findes i landsbyerne i Diber-regionen, er derfor ikke kun tro, men også kulturarv, identitet og fællesskab gennem generationer.
Albaniens lovgivning om kirker og kulturarv
Restaureringen i Herbel er ikke en enlig svale. Tværtimod er den del af en bredere tendens i Albanien, hvor kirker og klostre, der i årtier har stået forladte, nu bliver vedligeholdt og bragt til live igen som led i en national indsats for at bevare religiøs og kulturel arv.
Albaniens lovgivning spiller en central rolle i at beskytte og genoplive de gamle kirker. Med Lov nr. 27/2018 om kulturarv og museer er ortodokse kirker og klostre anerkendt som uerstattelige kulturmonumenter, hvilket betyder, at staten har pligt til at sikre deres bevaring og restaurering.
Samtidig findes der love, der giver religiøse samfund ret til at få tilbageleveret eller kompenseret for ejendom, der blev konfiskeret under kommunistregimet. Det gælder ikke kun bygninger, men også hellige genstande, som i årtier har været opbevaret på museer.
I praksis har processen været langsom, og især den ortodokse kirke kritiserer, at mange ikoner og relikvier endnu ikke er blevet returneret fra statslige samlinger. Men lovrammen er i dag et afgørende fundament for, at Albaniens religiøse og kulturelle arv gradvist kan genskabes.
Dansk bulldozer-logik vs. albansk bevaringsiver
Måske burde de danske præster og politikere, der ønsker at nedrive Danmarks kirker, tage ved lære af albanerne – i hvert fald på dette konkrete område: at kirker ikke kun er mursten og udgifter, men levende vidnesbyrd om kultur, historie og tro.
