Før husene forsvinder

Mit navn er Benjamin Hrnjic, og jeg arbejder på et dokumentarprojekt i Bosnien – nærmere bestemt et arkivprojekt om de flygtningelejre, der blev opført efter borgerkrigen i 1990’erne.

Projektet udspringer af et enkelt, men for mig afgørende faktum: Jeg har aldrig set billeder af mine bosniske forældre som børn. Fotografierne gik tabt under krigen.

Deres barndomshjem står dog stadig, næsten forladte, og er de eneste konkrete minder, jeg kan se og røre ved – de eneste fysiske spor af deres barndom.

Som barn tilbragte jeg alle mine somre i Bosnien og boede i perioder hos mine bedstemødre i disse flygtningeboliger. Når jeg ser tilbage, husker jeg somrene som noget af det smukkeste: børn, der spillede bold på vejen, mødre på tværs af generationer, der drak kaffe på verandaen og så på. Midt i en mørk tid blomstrede et stærkt fællesskab, hvor naboen ikke blot var en nabo, men et menneske, man boede sammen med og betragtede som familie.

I de seneste år er flere og flere af disse huse blevet revet ned – både på grund af manglende vedligeholdelse og et ønske om at skabe bedre rammer for dem, der stadig bor der. Mange af boligerne har ikke længere kunnet tilbyde den nødvendige støtte og omsorg.

Jeg har en bachelorgrad i arkitektur og har tænkt mig løbende at arbejde med dette projekt, som kredser om et grundlæggende spørgsmål: Hvordan afgør vi, hvilke bygninger der bevares, og hvilke der forsvinder?

For selvom visse former for arkitektur i vores hverdag eller i samfundet kan opleves som en byrde, må man ikke glemme, at de samtidig kan rumme små fællesskaber, hvor mennesker har fundet støtte og tilhørsforhold.

For nogle, særligt dem der har været igennem tunge oplevelser eller traumer, kan sådanne rum fungere som steder, hvor sorg og smerte deles – og dermed bliver lettere at bære. I den forstand kan arkitekturen få en helende funktion ved at skabe forbindelser mellem mennesker, som ellers ville have stået alene.

Projektet fører mig nu tilbage til Bosnien. Jeg vil dokumentere de sidste flygtningehuse, 3D-scanne dem, interviewe dem, der stadig bor der – og dem, der engang gjorde – og forsøge at forevige et sted, der langsomt forsvinder og snart kun vil eksistere som erindring og nostalgi.

Jeg søger derfor videomateriale og billedmateriale af disse forskellige flygtningehuse, som kan indgå i en dokumentarfilmen. Alt materiale har interesse. Hvis der sidder andre dansk-bosniske unge, som kender til disse flygtningelejre og deler de samme minder og historier, vil jeg meget gerne i kontakt med jer med henblik på interviews. Alle former for bidrag er mere end velkomne.