Da Georgiens regering i november valgte at sætte optagelsesforhandlingerne med EU på pause indtil 2028, førte det til daglige protester foran landets parlament. Og mens Tbilisis klubscene i starten strejkede i solidaritet med demonstranterne, stoppede dette omkring nytår. Selvom klubbernes genåbning gav LGBTQ+-miljøet et tilflugtssted tilbage, har beslutningen også skabt vrede. Albert Otkjær ser nærmere på klubbernes rolle for de marginaliserede og dilemmaet mellem bundlinje og solidaritet.
Når mørket falder på i Tbilisi, søger Nino (de/dem) hen under et stadion i Georgiens hovedstad. En dørmand hilser på og lader dem forbi den ellers lange kø, der venter. På den anden side kan Nino høre lyden af den tunge bas fra kælderen; her ligger technoklubben Bassiani. Mens Nino står og snakker med andre fra fællesskabet, kan de sænke skuldrene. Af frygt for deres sikkerhed står Nino kun frem under pseudonym, men redaktionen er bekendt med kildens identitet. For som non-binær føler Nino, ligesom mange andre fra LGBTQ+-miljøet, at technoklubberne er et af de få steder, man kan være sig selv. Men da den georgiske regering sidste år valgte at indstille landets forhandlinger om optagelse i EU indtil 2028, lukkede Tbilisis klubber ned i solidaritet med protesterne mod regeringen. Lukningen ramte dog klubbernes økonomi hårdt og flere har set sig nødsaget til at åbne igen. Og mens dele af technomiljøet bifalder klubbernes genåbning, har det også skabt frustration.
Festen forsvandt, men fællesskabet lever
At Tbilisis klubber hurtigt lukkede ned, da regeringen udskød forhandlingerne om Georgiens optagelse i EU, er ikke noget nyt. Ifølge pressemedarbejder hos natklubben Left Bank, Nika Khotcholava, er Tbilisis klubber altid nogle af de første til at tage stilling, når der sker store ting i samfundet, fordi de har et specielt bånd til de unge: ”For dem (de unge, red.) er den eneste betroede institution tilbage i Georgien natklubberne, og vi er altid politisk opmærksomme på, hvad der sker," fortæller han.
Spørger man Nino, er det nobelt, at klubberne har strejket, fordi man ikke bør feste, mens landet står midt i store demonstrationer. Men selvom det er vigtigt for Nino at demonstrere, har de også brug for at lade op – noget, der nu må foregå til protesterne i stedet for på klubben: ”Der er mange steder, som er protestvenlige, hvilket betyder, at du ved, du kan gå derind klokken to om natten, oplade din telefon, drikke noget te og tage dig sammen, så du kan gå tilbage til protesten,” fortæller Nino.
Queerkultur og techno i forening
Technoens forbindelse til LGBTQ+-miljøet er ikke unikt for Georgien. Siden technoen opstod i midt-80'erne, har LGBTQ+-miljøet nemlig været en drivende kraft. Ifølge professor i musikvidenskab og forsker i techno ved Berlins universitet for kunst, Matthias Pasdzierny, var klubberne fra starten et sted, hvor man kunne være sammen med den familie, man selv skabte: ”Idéen om at lave lange fester, vise sin krop og danse sammen, smeltede meget godt sammen med LGBTQ+-fællesskabet og deres interesser,” forklarer han.
I Georgien spiller klubberne på mange måder samme rolle og er, ligesom i Berlin, i høj grad også drevet af LGBTQ+-miljøet selv. Ifølge Nino er klubberne blevet et fælles mødested, blandt andet fordi typiske barer ikke altid føles trygge: ”For en queerperson er det ikke særlig sikkert at gå på den slags barer, fordi der er en stor chance for, at du kan blive chikaneret.” Frygten for chikane er da heller ikke ubegrundet i et land, der i 2022 registrerede ti gange så mange hadforbrydelser mod LGBTQ+-personer som i Danmark.
Solidariteten forsvinder
Selvom klubberne ifølge Nika Khotcholava havde tænkt sig at holde lukket, indtil regeringen går af, og ”processen om nye valg starter,” havde de, ifølge ham, uden en indkomst brug for folks donationer for at overleve. Men ifølge et Instagram-opslag fra Bassiani var denne indkomst dog ikke nok, og frem mod nytår begyndte alle klubberne at genåbne. Spurgt ind til, hvad de tænker om klubbernes genåbning, svarer Nino i en besked et par dage efter interviewet ”sådan her, lol” efterfulgt af et klovneansigt, uden at uddybe situationen videre. Siden valget om at genåbne klubberne har hverken Bassiani eller Nika Khotcholava fra Left Bank ønsket at kommentere på beslutningen.
Når Nino førhen tog hjem fra klubben, var det med tømmermænd, men også med en kærlighed til det fællesskab, de har på klubberne og en følelse af, at alt bare var rigtigt. Af samme årsag tror Nino ikke på, at klubbernes strejke kunne føre til en permanent lukning: ”Den eneste måde, jeg tror, at klubberne ville lukke på, ville være af pres fra regeringen. Og hvis vi lader regeringen blive ved magten, bliver vi måske alle nødt til at flygte, og hvad er meningen så med klubberne?”