Georgien har historisk været placeret i krydsfeltet mellem konkurrerende stormagter og har gentagne gange været udsat for invasioner og politisk dominans fra Persien, Osmannerriget og Rusland. Trods dette har landet formået at bevare en stærk national identitet, tæt knyttet til sproget, historien og den georgisk-ortodokse kirke. Mere end 30 år efter selvstændigheden fra Sovjetunionen og næsten 20 år efter Ruslands invasion af Abkhasien og Sydossetien står Georgien endnu engang i en skæbnesvanger brydningstid. Denne gang udspringer krisen dog ikke primært af ydre pres, men af en politisk udvikling, der udfolder sig indefra.
Rosenrevolutionen og de uindfriede løfter
Rosenrevolutionen i 2003 markerede et afgørende brud med den mangeårige præsident Eduard Sjevardnadse, hvis regeringstid var præget af korruption og beskyldninger om valgsvindel. Revolutionen skabte store forhåbninger om en demokratisk fremtid. Med den nyvalgte præsident Mikhail Saakasjvili blev kampen mod korruption sat højt på dagsordenen, og ambitionen om tættere integration med EU og NATO blev gjort til centrale politiske mål. Reformerne var omfattende og førte til synlige forbedringer, men udviklingen havde også en bagside.
Saakasjvilis præsidentperiode blev gradvist mere centraliseret om magten, og han blev anklaget for politivold, magtmisbrug og chikane af den politiske opposition. Samtidig mislykkedes forsøget på at normalisere forholdet til Rusland, hvilket kulminerede i krigen i 2008, hvor Rusland invaderede Abkhasien og Sydossetien. Krigen illustrerede Georgiens sårbare sikkerhedspolitiske position og efterlod landet i et spændingsfelt mellem vestlig integration og russiske interesser.
Magtskiftet i 2012 bragte partiet Georgiens Drøm til magten, anført af oligarken Bidzina Ivanisjvili. Partiet positionerede sig som et mere pragmatisk og mindre konfrontatorisk alternativ, der samtidig fastholdt en pro-europæisk kurs. De første år gav da også anledning til fornyet optimisme. I 2014 underskrev Georgien EU’s associeringsaftale parallelt med Ukraine og Moldova, hvilket gjorde de tre lande kendt som associeringstrioen og markerede et strategisk brud med Rusland til fordel for en europæisk fremtid. Der var også håb om mindre korruption og større politisk frihed.
Fra europæisk drøm til demokratisk tilbagerulning
Særligt efter 2017 har udviklingen imidlertid taget en anden retning. Civilsamfundet er gradvist blevet svækket, oppositionens råderum indskrænket, og pressefriheden er kommet under stigende, lyder det blandt andet fra den amerikansk-finansierede tænketank Freedom House.
Udviklingen har skabt et misforhold mellem regeringens pro-europæiske retorik og dens faktiske politik. Da Georgien i 2022 søgte om EU-kandidatstatus sammen med resten af associeringstrioen, blev forskellene tydelige. Mens Ukraine og Moldova fik tildelt kandidatstatus samme år, måtte Georgien vente og fik udstukket 12 reformkrav fra EU-Kommissionen.
At Georgien i 2023 alligevel blev tildelt kandidatstatus, efter kun delvist at have opfyldt kravene, blev af mange opfattet mindre som en tillidserklæring og mere som et udtryk for EU’s pragmatisme, når det kommer til at styrke sine strategiske interesser. I stedet for at styrke reformprocessen synes tildelingen snarere at have bidraget til en mere konfrontatorisk kurs over for EU fra regeringens side.
Indførelsen af fremmedagentloven blev et afgørende vendepunkt. Loven gør det muligt at stemple NGO’er og medier med udenlandsk finansiering som »fremmede agenter« og i praksis lukke dem. Da loven blev foreslået og senere vedtaget, udløste det massive protester, særligt i kølvandet på et stærkt kritiseret parlamentsvalg. Regeringen har svaret igen med fængslinger af demonstranter, journalister og oppositionspolitikere samt trusler om retssager og direkte forbud mod oppositionspartier.
Kampen om Europas betydning
I Georgiens Drøms valgkampagne brugte partiet billeder af bombede kirker i Ukraine sammenlignet med de intakte georgiske kirker. Budskabet var klart:
»Vores position fastholder den skrøbelige fred og stabilitet.«
Derimod er EU og oppositionen gentagne gange blevet fremstillet som kræfter, der søger at destabilisere landets suverænitet.
Situationen kompliceres yderligere af, at nogle oppositionelle aktører, herunder partiet For Georgien under ledelse af den tidligere premierminister Giorgi Gakharia, består af tidligere medlemmer af Georgiens Drøm, hvilket illustrerer den politiske splittelse og gør det vanskeligt at præsentere et samlet og troværdigt politisk alternativ.
Samtidig tegner regeringen et billede af et alternativt Europa. Der skelnes mellem et liberalt, såkaldt woke EU, topstyret fra Bruxelles, og et mere konservativt Europa, som f.eks. repræsenteret af Ungarn.
Georgiens EU-drøm, der gennem tiden har været delt af både konservative og mere progressive partier, har aldrig været i en mere kritisk tilstand. Mens Ukraine kæmper på slagmarken, og Moldova – med forskellige midler – kurtiseres af både EU og Rusland, udkæmpes der i Georgien en indre og langsommere kamp: Regeringens strategi synes i stigende grad at hvile på politisk udmattelse, protester bliver mødt med restriktioner, oppositionens rolle er udfordret og informationsstrømmen monopoliseret.
Dette er en del af en artikelserie med fokus på Georgien
Georgien befinder sig i en brydningstid med politiske spændinger og store forandringer. Det lille land midt i Kaukasus blev selvstændigt i 1991, men kæmper stadig for at definere sin nationale identitet. Nogle drømmer om at blive en del af en europæiske fremtid, andre ønsker selvstændighed på egne præmisser. I hovedstaden Tbilisi manifesterer håbet, spænding og ængsteligheden sig i alt fra gadeprotester til nattelivet i technoklubberne. I denne artikelserie undersøger seks studerende, netop hjemvendt fra en studietur i Georgien, nogle af landets mange aspekter.
