Da den mangeårige Jyllands-Posten-journalist Poul Funder Larsen satte sig for at skrive sin nye bog, ville han egentlig skrive om den russiske opposition, som et lidt mere håbefuldt modstykke til hans dystre 'Ruslands tusmørkeår' fra 2023. I stedet kom han til at skrive om mordkomplotter, bilbomber, attentater og gift.
Den slags hører nemlig ikke kun spionromaner til. Det er også – argumenterer forfatteren i dette interview – politiske værktøjer, som i stigende grad finder anvendelse internt i Rusland og uden for landets grænser.
Moskvas motiv
'Likvideret af Kreml' er titlen på Poul Funder Larsens seneste bog, der udkom sidste år med undertitlen Jagten på den russiske opposition fra Trotskij til Navalnyj.
Lev Trotskij, den legendariske kommunistiske revolutionær, og Aleksej Navalnyj, den nationalistiske aktivist, havde umiddelbart ikke meget til fælles politisk.
Men på ét punkt repræsenterede de det samme: en trussel mod magthaverne.
"Moskva har altid prioriteret kampen mod den indre opposition ganske højt. Rusland er selvfølgelig en stormagt, der agerer udadtil. Men man er også meget opmærksom på truslen indefra – selv når denne befinder sig uden for landets grænser," mener Funder Larsen, der nævner Lenin som eksempel.
Da tsaren blev væltet i februar 1917, befandt Lenin sig i eksil i Zürich. Hverken den provisoriske regering eller Petrograd-sovjetten stillede sig efterfølgende i vejen for hans hjemkomst. Flere mensjevikker bød ham endda velkommen med åbne arme – og resten er som bekendt verdenshistorie.
Lenin og hans arvtagere havde ikke i sinde at begå samme fejl. I kølvandet på borgerkrigen jagtede Sovjetunionen sine fjender både inden for egne grænser og i udlandet – sidstnævnte til tider assisteret af loyale kadrer fra de vesteuropæiske kommunistpartier.
"Det var meget slående i mellemkrigstiden, at det havde høj prioritet for Moskva at kæmpe mod oppositionen, hvad end det var hvide tsartro eller venstrekommunister," fortæller Funder Larsen.
I 1940 gik det ud over Trotskij. Efter 12 års eksil blev han i Mexico myrdet af den catalanske kommunist Ramón Mercader, rekrutteret af NKVD under den spanske borgerkrig.
Isøksen, som Mercader dræbte Trotskij med, er i dag udstillet på The Spy Museum i Washington D.C. Det er historiens nok mest ikoniske mordvåben. Men det er langt fra det mest anvendte.
Et spor af gift
Både under og efter Sovjettiden har en række spektakulære attentater involveret gift. Det gik blandt andet ud over Navalnyj, der blev forsøgt forgiftet i 2020 og ifølge hans enke og fem europæiske efterretningstjenester havde gift i blodet i forbindelse med sin død i en fangelejr i februar 2024.
Funder Larsen fortæller, at giftattentaterne for alvor tog fart i 1940'erne, hvor det såkaldte Laboratorium nr. 1 under ledelse af biokemikeren Grigorij Majranovskij eksperimenterede med dødelig gift og gas. Siden da har sovjetiske og russiske operatører i flere tilfælde brugt gift, da det kan være "en diskret form for likvidering."
Ikke alle giftmord er dog lige subtile. Det så man i 2006, hvor FSB-afhopperen
Aleksandr Litvinenko blev forgiftet i London med det radioaktive stof polonium- 210.
Funder Larsen fortæller:
"Det var jo alt andet end diskret. Det lykkedes attentatmændene at trække et giftigt spor efter sig igennem hele Europa, da de ikke var forsigtige nok med stoffet. Samtidig ledte forgiftningen også til det berømte billede af Litvinenko i hospitalssengen – pilskaldet og nærmest selvlysende."
Risikoen for fejl, fortalelser eller efterfølgende opklaring gør ifølge korrespondenten det udspekulerede mordkomplot til et risikabelt foretagende.
"Risikoen for at der kommer noget ud, er større, end man lige skulle tro. Der er utrolig mange af de her komplotter, der enten bliver trevlet op, inden de når frem til udførelse, eller meget hurtigt efterfølgende."
Når fortidens spøgelser vækkes til live
Selv når attentatet udføres til perfektion, kan det stadig gå galt. Ifølge Funder Larsen var det "en af den sovjetiske efterretningstjenestes største triumfer," da man i 1959 fik taget livet af den højreradikale ukrainer Stepan Bandera med et veludført cyanidangreb.
Likvideringen af Bandera fik dog på længere sigt utilsigtede konsekvenser: hvad man på efterretningssprog kalder blowback.
Giften, der dræbte Bandera, ætsede nemlig også hans brutale fortid bort massakrerne på polakker og jøder, fascismen og kollaboration med nazisterne.
Tilbage stod et skinnende ikon, der nu om dage ses som en frihedshelt af mange ukrainere og som stadig fejres officielt trods den mildest talt blakkede fortid.
Og likvideringen af Bandera gav ikke kun bagslag på den helt lange bane. Allerede to år efter drabet hoppede attentatmanden, Bohdan Stasjynskyj, af til Vesten og afslørede operationen.
Funder Larsen fortæller:
"Det kan godt være, det er rart at slippe af med sine fjender, men det kan hurtigt blive til en storpolitisk prekær situation. Fiaskoen med Stepan Bandera tydeliggjorde for Sovjetunionen, at der er store politiske risici forbundet med den slags attentater."
Fra professionelle operatører til lykkeriddere
Hvor Sovjetunionen under Bresjnev og Gorbatjov i høj grad lagde snigmordet på
hylden til fordel for andre politiske værktøjer, er det igen kommet på mode i det moderne Rusland, mener Funder Larsen.
"Russiske attentater mod mål uden for landets grænser fik nærmest en renæssance sidst i 90'erne og først i 00'erne. Det vi ser i dag, minder mere om det billede, vi så i Stalin-perioden, end det minder om det, vi så i den sidste fase af Sovjetunionen."
Et forholdsvist nyligt eksempel fandt sted i 2019, hvor FSB-manden Vadim
Krasikov likviderede en tjetjensk nationalist i Berlin. Krasikov blev sidenhen løsladt som en del af en større fangeudveksling i 2024 og blev ved ankomsten til Moskva modtaget af Vladimir Putin.
Selvom professionelle lejemordere ikke er gået helt af mode, er der ifølge Funder Larsen dog "sket et skift" i rekrutteringen:
"Teknologien har jo gjort det meget nemmere at hyre folk på internettet. Det kan for eksempel være ludfattige centralasiatiske migranter, som der er mange af i Rusland. De betales – nogle gange i bitcoin eller andre kryptovalutaer – for et beskedent beløb i forhold til, hvad det ville kræve at opbygge en professionel operatør gennem mange år."
"Krigen har ændret spillereglerne"
At attentatet på det nærmeste er blevet et slags gig-arbejde, hænger sammen med, at det er i højere kurs end nogensinde før. Det skyldes ikke mindst Ukraine-krigen, der også har ført til en anden dramatisk udvikling – politiske attentater rammer nu i høj grad også regeringstro russere.
Det gik blandt andet ud over Igor Kirillov, en russisk general, der den 17.
december 2024 blev sprunget i luften sammen med sin assistent. Den ukrainske sikkerhedstjeneste tog kort efter ansvaret for det voldsomme attentat.
Gerningsmanden var dog hverken ukrainer eller toptrænet snigmorder. I stedet
var det en 29-årig usbeker, der var blevet betalt 100.000 dollars.
Drabet på Igor Kirillov er blot ét en i længere rækker af attentater på russisk jord siden krigsudbruddet i februar 2022. I de tilfælde, hvor de ukrainske myndigheder tager ansvaret, argumenterer de for, at der er tale om legitime mål i krigsøjemed. Men der har også været civile blandt ofrene.
Det gælder eksempelvis Darya Dugina, datter af den højreekstremistiske tænker Aleksandr Dugin, hvis bil blev sprunget i luften tilbage i august 2022 – et attentat som de amerikanske myndigheder ifølge NY Times mener, at Ukraine står bag.
Poul Funder Larsen konkluderer, at krigen i Ukraine markant har ændret
"spillereglerne" for politiske mord på begge sider af konflikten.
"Der er ingen tvivl om, at det har sænket tærsklen. Både fra ukrainsk og russisk side er der sket et skred. Man er klar til at overveje mål, som man tidligere helt sikkert havde holdt sig fra."
Selvom antallet af politiske mord og attentater i hverken Rusland eller Ukraine når det skræmmende niveau, vi har set i Mellemøsten, er tendensen alligevel bekymrende.
Eksempelvis spejler både de russiske og ukrainske sikkerhedstjenester sig i israelske Mossad, der om noget har taget politiske likvideringer nye højder - særligt efter krigen i Gaza: "Uanset hvor man stiller sig i diskussionen omkring Israel, er det jo en efterretningsstormagt, som slår hårdt ned på sine modstandere. Ikke mindst fra ukrainsk side har man ladet sig inspirere af den israelske tilgang. Altså det med, at ens modstandere skal ikke sove for trygt om natten," fortæller Funder Larsen.
100 års ironier og drejninger
Så sent som den 6. februar 2026 blev generalen Vladimir Aleksejev skudt i
Moskva. Ifølge de russiske anklagemyndigheder var gerningsmanden en ukrainer i midt-60'erne.
Aleksejev, der nu meldes udenfor livsfare, er født i den Ukrainske SSR og har
siden begyndelsen af 10'erne haft en finger med i flere af Ruslands attentater og militæroperationer.
Ovenpå attentatet beskyldte Sergej Lavrov Ukraine for bevidst at sabotere de igangværende trilaterale fredsforhandlinger. Omvendt påpegede anonyme
ukrainske efterretningskilder til Washington Post, at Aleksejev, der var med til at
standse Wagnergruppens oprør, også havde mange fjender internt i Rusland.
Hvad end sandheden er, står sagen som et lysende eksempel på de mange historiske ironier og dramatiske drejninger, der har præget de sidste 100 års politiske attentater i og omkring Rusland – samt den løgn og intrige, der omkranser ethvert attentat.
Intet tyder på, at attentatet som politisk værktøj forsvinder foreløbig. Men på ét punkt arbejder udviklingen heldigvis også for dem, der modarbejder eller opklarer attentater, påpeger Funder Larsen afslutningsvis.
"Samtidig med, at der er sket en teknologisk oprustning af efterretningstjenester, er det samme også tilfældet for eksempelvis journalistikken. Attentater og komplotter som tidligere ville have taget år eller måske årtier at rede ud, er ofte blevet lettere gennemskuelige i dag."
