Francis Fukuyama blev berømt for i The End of History and the Last Man (1992) at hævde, at historien i en vis forstand var afsluttet efter Den Kolde Krig. De store ideologiske konflikter var udtømte, og verden ville bevæge sig i retning af liberalt demokrati og vestlige værdier. Men sådan gik det som bekendt ikke.
Vi befinder os i dag i det, som med god grund er blevet beskrevet som den mest konfliktfyldte og farlige situation siden Den Kolde Krig. Ukraine er blevet slagmark for en proxykrig mellem Rusland og NATO. Mellemøsten balancerer på kanten af en regional storkrig. I det Syd- og Østkinesiske Hav positionerer Kina og USA deres styrker over for hinanden, og med amerikanernes udmeldinger om at ville overtage Grønland, er det blevet vanskeligere at afgøre entydigt, hvem der er ven og fjende.
Det er denne situation, Frederik Christensen og Kasper Støvring tager livtag med i Tragisk realisme – Krig og fred i den multipolære verden. Deres hovedpointe er klar: den relativt fredelige periode efter 1990 var en historisk undtagelse, ikke en ny normal. Verden er igen præget af stormagtsrivalisering, og derfor må europæiske ledere opgive idealismen og genopdage realismen.
Idealisternes sidste krampetrækninger
Bogen har allerede delt vandene. Den vandt Kristeligt Dagblads debatbogskonkurrence i 2025, da temaet hed ”Krigen som arv og aktuel udfordring”, men er også blevet mødt med skarp kritik. Særligt Anne Libak har i Weekendavisen anklaget forfatterne for at viderebringe russisk propaganda.
Den voldsomme kritik vidner om, hvor følelsesladet og polariseret udenrigspolitikken er blevet. Krigen i Ukraine har på den ene side haft en samlende effekt på danskerne og europæerne, men har samtidig indsnævret det legitime meningsrum. Offentligheden tenderer nu mod en binær logik, hvor man enten fuldtonet støtter Ukraine eller omvendt mistænkes for at være på Ruslands side.
Netop denne ven-fjende-retorik er et centralt kritikpunkt i Tragisk realisme. Støvring og Christensen, der tidligere har oplevet modstand for deres synspunkter og analyser, argumenterer for, at en sådan moralisering af internationale konflikter forhindrer meningsudveksling og sobre analyser og debatter.
I stedet appellerer de med bogen til, at tidens toneangivende meningsdannere og eksperter skruer ned for følelserne og argumenterer køligt og nøgternt. Som de skriver, er et mål med bogen også at gøre det klart, at den realistiske tilgang, som Christensen og Støvring appellerer til, ikke handler om at sympatisere med modstanderen, men om at forstå denne og dennes motiver. Ikke for at overgive sig, men for at træffe bedre strategiske beslutninger.
Den liberale ordens sammenbrud
Den realistiske position er på mange områder grundet i, hvad der må siges at være konservative værdier, og de to forfattere er da også selverklærede konservative.
En væsentlig del af bogen bærer derfor også præg af en konservativ kritik af den liberale verdensorden eller forestillingen om den. Forfatterne argumenterer for, at den liberale forestilling om, at handel, internationale institutioner og integration af fremmede magter automatisk ville føre til demokratisering af verdens mange forskellige lande, kulturer og folk, har vist sig at være fejlagtig. Strategien ”Wandel durch Handel” slog fejl.
Tværtimod har integrationen i den globale økonomi givet ellers svage stater som Kina og Rusland adgang til vestlig teknologi og kapital og dermed mulighed for at blive seriøse konkurrenter til Europa og USA. Som forfatterne formulerer det, har Vesten selv været med til at ”fodre de geopolitiske bæster”, som nu truer os.
Samtidig har Vestens egne interventioner i Irak, Afghanistan og Libyen undermineret dets moralske autoritet. Forsøgene på at eksportere og udbrede demokrati er i flere tilfælde blevet opfattet som en moderne form for imperialisme og har i flere tilfælde forværret den geopolitiske situation og bidraget til ustabilitet, terror og migrationskriser.
Sammen med finanskrisen i 2008 og interne politiske rystelser som Brexit og Donald Trumps valgsejr står Vesten i dag svækket og måske endda på kanten af sammenbrud.
I stedet for en liberal verden er resultatet en fragmenteret og multipolær verden, hvor alternative magtblokke og institutioner vokser frem, og hvor vestlige værdier ikke længere nyder universel opbakning.
Den tragiske realisme
Den tragiske realisme, som er det begreb, de to har valgt at bruge i denne bog, er ikke en ny teori, men snarere en syntese af klassisk politisk tænkning, som blandt andre Henry Kissinger og Robert D. Kaplan har formuleret i moderne tid.
Kernen i den tragiske realisme er ifølge de to erkendelsen af, at politik altid indebærer tragiske valg. Statsledere står ofte over for situationer, hvor alle handlemuligheder indebærer alvorlige omkostninger. Der findes sjældent gode løsninger, kun valg mellem større eller mindre onder.
Denne erkendelse udfordrer den liberale forestilling om, at politik kan baseres på universelle moralske principper. Forfatterne insisterer i stedet på, at nødvendighed ofte må gå forud for moral. Som historien viser, blev krige ikke vundet af de mest dydige, men af dem, der formåede at kombinere magt, diplomati og strategisk klogskab.
Som de to beskriver, reddede Winston Churchill ikke England, fordi han var den pæneste og mest moralske engelske leder. Og flere amerikanske præsidenter som eksempelvis Bush har været nødt til at fremstå upopulære for at kunne træffe de strategisk bedste valg. For sandheden er ifølge de to, at nationer i sidste ende ikke kan gøre andet end at beskytte sig selv, og hvis det betyder, at de må lave alliancer eller umoralske aftaler med autokratier eller folkemordere, så bliver de nødt til at gøre det.
I sidste end handler udenrigspolitikken, om noget så stort som Vestens eller ligefrem menneskehedens overlevelse. Som de to beskriver, så er krige ikke som de var engang. I dag lever vi atombombens tidsalder. Et land som Rusland har 5580 atomsprænghoveder, og en er nok til at fjerne København og alle byens indbyggere fra landkortet.
Tragediens logik
Et af bogens mest interessante aspekter er dens fokus på tragediens logik og dens referencer til litteraturhistoriens store forfattere. Med inspiration fra blandt andet den russiske forfatter Leo Tolstoj og en række klassiske græske tragediedigtere viser Christensen og Støvring, hvordan politiske handlinger ofte får utilsigtede konsekvenser, når den tragiske ironi udspiller sig.
Et historisk eksempel i bogen er Versaillestraktaten efter Første Verdenskrig, der skulle sikre fred, og som i stedet endte med at skabe ustabilitet, fattigdom og vrede i Tyskland og dermed bidrage til at skabe grundlaget for Anden Verdenskrig. Blandt andet med baggrund i advarsler fra George Kennan peger de to forfattere i bogen på, at NATO’s udvidelse mod øst på samme måde kan have bidraget til at forstærke en russisk trusselsopfattelse, uanset intention. Pointen for de to forfattere er ikke at fordele skyld, men at understrege, at politik udspiller sig i et felt præget af gensidig mistillid, frygt og sikkerhedsdilemmaer.
En stærk, men også ensidig kritik
Tragisk realisme er en velskrevet og tankevækkende bog, der med stor styrke udfordrer den liberale selvforståelse. Dens analyser er skarpe, og dens historiske og litterære eksempler er velvalgte.
Samtidig er dens svaghed, tragisk ironisk, får man lyst til at skrive, også dens ret entydige kritik af den liberale verdensorden og de strategier og valg, som er gået forud for der, hvor vi står nu. Bogen risikerer dermed selv at blive fanget i en form for mod-ideologisk ensidighed, hvor realismen fremstår som det eneste valide perspektiv.
Spørgsmålet er, om Vestens, NATO’s og Europas krige og forsøg på nationbuilding og udbredelse af demokrati og vestlig kapitalisme og værdisæt kun har været fejlslagne, eller om det bedste forsvar ikke også nogle gange er et angreb.
Et vigtigt bidrag til den aktuelle debat
Alt i alt er Tragisk realisme dog et vigtigt bidrag til den aktuelle debat. Den tvinger læseren til at blive konfronteret med den ubehagelige erkendelse, at verden ikke bare bevæger sig mod harmoni og demokrati, men nok altid vil forblive præget af konflikt, magt og krig.
Bogens afsluttende vision er af samme grund ikke en utopi, men en tragisk, men beboelig verden. En verden uden illusioner om historiens afslutning, men heller ikke en verden dømt til total undergang. Budskabet er, at stabilitet ikke opstår gennem moralsk renhed, men gennem magtbalance, mådehold og strategisk klogskab.
Det er en nøgtern, til tider kynisk, men også nødvendig påmindelse: at fred ikke skabes af gode intentioner alene, men af evnen til at forstå og navigere i politikkens iboende tragik.
