Når man træder ind i Fabrika, er det ikke historiens tyngde, der møder én, men af duften af kaffe, jazz i baggrunden og stemmer på engelsk, russisk og georgisk, der flyder sammen i gårdrummet. Studerende sidder med laptops, digitale nomader holder møder over cappuccinoer, og turister orienterer sig efter neonskilte og lyskæder. Det er let at glemme, at stedet engang var en lukket sovjetisk tekstilfabrik.
Fabrika blev opført i 1970'erne som en del af Sovjetunionens industrielle maskineri. Her blev der produceret arbejdstøj og uniformer symboler på ensretning og kontrol. Da Sovjetunionen brød sammen, gjorde fabrikken det samme. I næsten 20 år stod bygningen tom, forfalden og glemt. For mange lokale var den et fysisk minde om stagnation og tabte løfter.
I 2016 fik bygningen nyt liv. En gruppe georgiske arkitekter og iværksættere besluttede at bevare betonskelettet og forvandle ruinen til et åbent kultur- og mødested. Resultatet blev Fabrika: et hostel, caféer, barer, værksteder og et co-working-miljø samlet i én bygning. Hvor der før bley produceret uniformer, bliver der nu produceret relationer.
Men spørgsmålet er: for hvem?
En midaldrende mand med lange dreadlocks fortæller, at han kommer i Fabrika for at få ro. Selvom han bor få gader væk, føles stedet som et neutralt rum et sted uden krav. Fire unge fyre bruger gårdrummet som fast mødested. Aftener begynder her, ofte uden planer. To studerende har pendlet tværs gennem byen for at sidde netop her med deres computere. De beskriver Fabrika som et sted, hvor man både kan være alene og en del af noget større.
Fabrika fungerer, fordi det samler mennesker, der ellers ikke ville mødes. Men netop dét er også kernen i kritikken.
For beboerne i de slidte boligblokke omkring Fabrika er stedet ofte noget, man betragter på afstand.
Ifølge den georgiske byplanlægger Zurab Bakradze har mange lokale ikke økonomisk mulighed for at bruge caféerne og barerne i gården. De kreative tilbud og de internationale gæster har ændret kvarterets tempo og priser.
Fabrika er blevet et symbol på Tbilisis internationale appel. men også på den gentrificering. der langsomt presser arbejderklassens beboere ud. Huslejerne stiger, og kvarterets identitet forskydes. De nye matcha-caféer arbejdspladser boet her hele livet. og designbutikker skaber men sjældent til dem, der har
Det er paradokset: Fabrika hyldes som et åbent fællesskab, men opleves af mange som et lukket univers.
Når man bevæger sig gennem gårdrummet blandt grønne planter og farverige flag, bliver kontrasten mellem fortid og nutid tydelig. Fabrika repræsenterer den fremtid, mange unge georgiere drømmer om: åben, kreativ og forbundet med verden. Samtidig minder stedet om, hvor ulige adgangen til den fremtid er.
Og måske ligger der netop her en særlig symbolik.
I de samme betonrammer, der engang skulle fremme ensartede livsformer, opstår der i dag fællesskaber bygget på forskellighed. Men spørgsmålet hænger i luften:
Hvem har egentlig råd til at være en del af det?
Dette er en del af en artikelserie med fokus på Georgien
Georgien befinder sig i en brydningstid med politiske spændinger og store forandringer. Det lille land midt i Kaukasus blev selvstændigt i 1991, men kæmper stadig for at definere sin nationale identitet. Nogle drømmer om at blive en del af en europæiske fremtid, andre ønsker selvstændighed på egne præmisser. I hovedstaden Tbilisi manifesterer håbet, spænding og ængsteligheden sig i alt fra gadeprotester til nattelivet i technoklubberne. I denne artikelserie undersøger seks studerende, netop hjemvendt fra en studietur i Georgien, nogle af landets mange aspekter.
Vera Ada Langstrup Hartmann
Frederik Pilemand
Yuki Nielsen
