Fugl føniks i Banja Luka

I ly af natten sprængte bosnisk-serbiske militsstyrker i maj 1993 den gamle, osmanniske moské Ferhadija i Bosnien-Hercegovinas næststørste by Banja Luka. Grunden hvor den UNESCO-indskrevne moské havde stået, blev siden brugt som parkeringsplads, mens murbrokkerne endte i Vrbas-floden og på en losseplads nord for byen. Målrettede angreb på kulturinstitutioner fik under krigene i Jugoslavien et navn: Culturcide. I 2016 genåbnede Ferhadija, men næsten ti år senere – og tredive år efter afslutningen på krigen – er skårene ikke klinket i den splittede nation.

En legende fortæller, at Ferhadijas bygherre, Ferhad-paša Sokolović, en osmannisk general med bosnisk baggrund, da moskéen stod færdig i 1579, lod bygningsarbejderne låse inde i minareten, så de aldrig igen skulle bygge noget så smukt. Men en nat fik de vinger og fløj væk. Godt 400 år senere blev såvel minaret som moské jævnet med jorden af bomber og bulldozere.

Det var ikke et tilfældigt angreb på en markant tilstedeværelse af muslimsk kultur i, hvad nationalistiske, bosniske serbere anså for deres territorium. Sprængningen af Ferhadija gik ud på at skabe et etnisk og kulturelt rent serbisk land. En del af denne politik manifesterede sig i tvangsdeportationer og koncentrationslejre – bl.a. Omarska nordvest for Banja Luka – samt belejringer og folkedrab med Srebrenica-massakren som det værste eksempel. En anden del af politikken manifesterede sig i angreb på kulturinstitutioner over hele Bosnien-Hercegovina. Begge dele fulgte i krigsudbruddets kølvand i foråret 1992.

Culturcide

"Ово је Србија" – "Det her er Serbien". Teksten efterlod en bosnisk-serbisk nationalist på posthuset i Sarajevo, da krigen brød ud. Et par dage efter tilføjede en anden sarajevaner: "Dit fjols. Det her er et posthus".

Allerede i august 1992 blev rådhuset Vijećnica i Sarajevo, der bl.a. rummede Nationalbiblioteket, stukket i brand – til trods for at det ingen som helst værdi havde militært. Tre millioner bøger og utallige artefakter gik tabt. Det var et angreb på den bosniske historie, og et forsøg på at slette den.

Hvis man fra nationalistisk-serbisk side kunne udviske Bosnien-Hercegovinas historie som en multikulturel stat under først tyrkerne, siden habsburgerne, hvor muslimer, serbere, kroater og jøder levede sammen, ville man nå langt i forhold til at underkende Bosnien-Hercegovinas berettigelse som nation. Vijećnicas betydning understreges af at snigskytter beskød de brandmænd og frivillige, der forsøgte at slukke ilden.

Culturcide praktiseredes gennem hele krigen, og ikke kun af serberne. Serbisk-ortodokse kirker og klostre gik således også tabt i de områder de bosniske serbere blev fordrevet fra. Da krigen sluttede, var over 3.200 religiøse bygninger blevet angrebet alene i Bosnien-Hercegovina. 600 moskéer og over 250 katolske institutioner blev fuldkommen ødelagt, mens tallet for ortodokse kirker og helligdomme var 191. I Banja Luka Stift blev mere end 90% af de katolske kirker sprængt i luften, til trods for at de lå i et område, hvor der ingen kampe fandt sted.

Stari Most

Det mest kendte eksempel på culturcide under krigene i Jugoslavien fandt sted den 9. november 1993, da bosnisk-kroatiske styrker sprængte den gamle bro i Mostar, Stari Most. Broen var ligesom Ferhadija opført af osmannerne i 1500-tallet. Da kroaterne sprang broen over Neretva-floden, var det kun i mindre grad krigsstrategisk, og i højere grad fordi man ønskede at skabe et rent bosnisk-kroatisk område uden serbere og muslimer – og uden serbisk og muslimsk kultur.

Broens fald var kulminationen på et bosnisk-kroatisk angreb på serbisk og muslimsk tilstedeværelse i det område de bosniske kroater kontrollerede og ønskede løsrevet fra Bosnien-Hercegovina og sammenlagt med det allerede selvstændige Kroatien. Sådan gik det ikke. Mostar ligger stadig i Bosnien-Hercegovina, og i 2004 blev Stari Most genopbygget. Broen bygger i bogstaveligste forstand bro mellem den østlige, muslimske del af byen og den vestlige, kroatiske del.

I praksis er byen dog stadig skarpt opdelt mellem de to grupper, hvilket blandt andet kommer til udtryk i skolesystemet, hvor muslimske og kroatiske børn undervises hver for sig og med forskelligt undervisningsmateriale. Den bosnisk-kroatiske general Slobodan Praljak blev i 2017 idømt tyve års fængsel for krigsforbrydelser, heriblandt sprængningen af Stari Most under den kroatisk-bosniske krig 1992-94. Da dommen blev stadfæstet i Haag, begik han selvmord på sokratisk vis ved at drikke gift for rullende kameraer.

Fra Jerusalem til Mariupol

Culturcide er ikke en jugoslavisk opfindelse fra 1990’erne. Da romerne ødelagde templet i Jerusalem i år 70 e. Kr. var det for at undertvinge sig et oprørsk folk. Templet i sig selv havde ingen militær betydning. Det samme gjorde sig gældende, da danskerne i 1168 ødelagde Svantevit-helligdommen i Arkona. Nazisternes bogbrænding i 1933 var ligeledes en kampagne imod uønsket kultur i Det Tredje Rige.

Taliban holdt sig heller ikke tilbage, da bevægelsen i 2001 sprængte Buddha-statuerne i Bamiyan i luften. Da Daesh i 2015 videodokumenterede deres rasering af Mosul Museum i Irak, hvor der bl.a. blev smadret 3.000 år gamle assyriske statuer, var det ikke bare nogle gale mænd, der blev sluppet løs på et museum. Det var et oprigtigt forsøg på at knuse den assyriske kultur sideløbende med etnisk udrensning på assyrerne som folk.

Også i Ukraine blev der kort efter den 24. februar 2022 rapporteret om målrettede angreb på ukrainsk kulturarv, mens Israel åbenlyst også går målrettet efter moskéer og kirker i Gaza.

Knuste vinduer

Den nat i maj 1993, da Ferhadija faldt, led Arnaudija-moskéen samme skæbne. Næsten alle vinduer i området mellem de to moskéer blev knust. Det gjaldt dog ikke vinduerne i Republika Srpskas indenrigsministerium, hvilket fik mange lokale til at drage den konklusion, at de var blevet åbnet forud for angrebet – fordi man vidste, at det kom.

Banja Luka mistede under krigen samtlige sine seksten moskéer i nationalisternes forsøg på at frarøve Bosnien-Hercegovinas næststørste by sin lange muslimske arv. Dermed sluttede over 400 års muslimsk historie i Banja Luka – det var i hvert fald planen.

Fred

Uhyrlighederne i Bosnien-Hercegovina sluttede med Dayton-freden i 1995. I Banja Luka fandt der ikke deciderede kampe sted, men da krigen var ovre, var byen blevet etnisk renset for muslimer og kroater – og for muslimsk og kroatisk kultur.

Ved krigsudbruddet i 1992 var der knap 30.000 muslimer i byen og et tilsvarende antal kroater, der blev deporteret, fængslet eller myrdet. Nogle er vendt tilbage. I dag bor der omkring 8.000 muslimer og 5.000 kroater i Banja Luka, mens serberne udgør det store flertal på langt over 150.000 indbyggere.

I 2001 fik det muslimske samfund i Banja Luka tilladelse til at genopføre Ferhadija. Da fundamentstenen ved en højtidelighed blev lagt, blev deltagerne angrebet med stenkast af bosnisk-serbiske nationalister. Køretøjer blev brændt af, offerlammet blev stjålet, og en gris blev trukket ind på byggegrunden, hvor man rev det islamiske flag ned og brændte det og i stedet hejste det bosnisk-serbiske. Over tredive muslimer endte på hospitalet, og én døde senere af sine kvæstelser. Banja Luka var ikke klar til at se Ferhadija genopstå – eller til fredelig sameksistens.

Sten for sten

2005 begyndte genopførelsen af Ferhadija. Arbejdet startede på lossepladsen i Ramići, hvor fragmenter af moskéen blev fundet. Siden begyndte man at reparere fundamentet i Banja Luka. En langstrakt og kompliceret proces fulgte, hvor man ledte efter originale dele af den oprindelige moské på lossepladsen og i Vrbas-floden.

Murbrokkerne blev analyseret af software udviklet til formålet, og langsomt fik man én efter én separeret stenene fra Ferhadija og Arnaudija, som var endt på samme losseplads. Over 3.500 forskellige sten blev fundet og dokumenteret tilhørende Ferhadija, og herefter placeret på deres oprindelige plads. Man skønner, at omkring 65 % af den genopførte moské er bygget af oprindeligt materiale.

At det overhovedet kunne lade sig gøre, skyldes et jordskælv den 27. oktober 1969, hvor Banja Luka og Ferhadija blev hårdt ramt. Fra genopbygningen efter jordskælvet havde man diagrammer og tegninger, som lettede arbejdet med genopførelsen betydeligt.

Donation fra Republik Srspka

Finansieringen af genopbygningerne har ikke fulgt en rød tråd. En domstol i Sarajevo dømte i 2009 myndighederne i Banja Luka til at betale 70 millioner konvertibilna mark (266 millioner kr.) til det lokale islamiske samfund for de seksten moskéer i byen, der blev ødelagt under krigen.

Dommen blev anket af Republika Srpska, der ikke mente, at den som stat skulle bøde for, hvad enkeltpersoner havde forvoldt af skade under krigen. Højesteret i Sarajevo gav de bosniske serbere medhold, selvom de bosnisk-serbiske ledere under krigen var dybt involveret i culturcide.

I sommeren 2010 kom der skub i forsoningen i Banja Luka, da de bosnisk-serbiske myndigheder donerede over én million konvertibilna mark (over fire millioner kr.) til genopbygningen af Ferhadija. Ved den lejlighed talte muftien i Banja Luka om Ferhadijas genopbygning som et tegn på, at et helt århundredes vold og respektløshed nu var et afsluttet kapitel.

Denne bosnisk-serbiske gestus har dog snarere været en lokumsaftale, som gjorde det ud for et kompromis mellem det islamiske samfund og myndighederne i Banja Luka. Republika Srpska slap på den måde billigt i forhold til den første dom, mens det islamiske samfund trods alt fik en indrømmelse og kunne komme i gang med genopbygningen.

Foruden de bosniske statsmidler fra regeringen i Republika Srpska har finansieringen hovedsageligt haft to store donorer: Private tilskud og den tyrkiske regering – som også bidrog til genopførelsen af Stari Most. På en plade i moskéhaven står navnene på alle private såvel som offentlige, der har givet mindst 1.000 konvertibilna mark (3.800 kr.) til genopbygningen.

Fugl Føniks

Genåbningen af Ferhadija på treogtyveårsdagen for moskéens fald den 7. maj 2016 var ikke bare en genåbning af en religiøs bygning og et kulturhistorisk monument. Det var en symbolsk accept af Banja Lukas muslimske arv fra bosnisk-serbisk side.

Den bosnisk-serbiske leder Milorad Dodik besøgte kort før genåbningen den endnu ufærdige moské og donerede tre persiske tæpper til Ferhadija, som han kaldte for et vigtigt religiøst og kulturelt centrum for Banja Luka, det bosniakkiske folk og alle andre der boede der – underforstået den bosnisk-serbiske majoritetsbefolkning.

Scenariet gentog sig, da Arnaudija den 7. maj 2024 – præcis 31 år efter den blev jævnet med jorden – blev genåbnet som den sidste af Banja Lukas moskéer. Ved den lejlighed talte Dodik om ødelæggelserne af moskéerne som en fejl og en sindssyg handling. Siden er Dodik blevet idømt et års fængsel for at nægte at følge beslutninger truffet af Bosnien-Hercegovinas såkaldt Høje Repræsentant, den tyske diplomat Christian Schmidt, der skal sikre Dayton-aftalens overholdelse, hvilket har fået Dodik til at skrue yderligere op for truslerne om at løsrive Republika Srpska fra Bosnien-Hercegovina.

Der er således stadig lang vej til forsoning i Banja Luka – men Ferhadija har rejst sig af asken.