Som solen går ned over et hippodrom i udkanten af Almaty, stiller ti mænd på deres karabair-heste sig op på række. Dommerens signal får dem til at ridde tværs over banen mod en læderpose fyldt med uld – omtrent på størrelse med en ged. Hestene støder sammen, mens rytterne skubber til hinanden og svinger deres piske for at opnå de bedste positioner.
Det nomadiske spil Kokpar er begyndt.
Kokpar, der engang var udbredt i hele Centralasien, minder i sin kasakhiske form i høj grad om Afghanistans buzkashi og Kirgisistans kok-boru. Den moderne version er dog tilpasset nutidige standarder: banen er mindre, målene er blødere, og geden er erstattet af en kunstig læderged.
For Daniyar Daukey, der leder en lokal kokpar-klub, handler disse ændringer om at gøre sporten mere folkelig. Over hele regionen sker lignende tilpasninger for at forene den nomadiske arv med moderne krav om etik og sikkerhed.
En farlig tradition
Efter en kort nærkamp sætter en rytter kurs mod målet med den 25 kilo tunge falske ged hængende langs siden. Han springer af hesten og kaster sig ind i det donutformede mål, kaldet tai kazan – et risikabelt, men velkendt træk.
”Spillets dynamik har ændret sig siden sovjettiden – det er blevet mere aggressivt,” siger Ulan Bigozhin, antropolog ved Nazarbayev Universitet. Han påpeger, at der i dag bruges større heste, og understreger, at Kokpar fortsat er en fysisk krævende sport, der fordrer stor styrke.
Faren ved spillet er tydelig i Kirgisistan, hvor en spiller tidligere i år mistede livet, efter at en hest løb direkte ind i ham – den tredje dødsulykke på syv år. Dødsfald er sjældne, men hjernerystelser og sammenstød i høj fart hører til spillets risici.
På trods af de hyppige skader forklarer Bigozhin, at især kirgiserne længe har tøvet med at indføre sikkerhedsregler.
”Det var netop ved at bevare spillets farlige elementer – som for eksempel en tai kazan støbt i beton – at okpar opnåede sin nuværende popularitet,” fortæller han til Vlast.
Daukey erkender også, at målet tai kazan kan være farligt og har derfor udskiftet den med en blødere udgave.
Han forklarer:
”I stedet for det beton-mål, de bruger i Kirgisistan – som er farligt for både heste og ryttere – laver vi vores mål af hø. I den officielle kasakhiske version tegner man blot en cirkel på banen, og det gør det let at score. I vores version, hvor målet er lavet af hø, er man nødt til at standse op og placere sækken i målet, og det giver forsvaret tid til at reagere.”
Han har også forkortet banen for at begrænse farlige sammenstød, reduceret holdene fra fire til tre spillere og erstattet den traditionelle gedekrop med en kunstig læderged. Selvom nogle ændringer har vakt debat, er den kunstige ged dog blevet bredt accepteret – selv blandt de kirgisiske kok-boru-spillere.
Redaktionen rØST
En arv af sport
De præcise rødder til Kokpar er ukendte, men variationer af spillet har i århundreder været udbredt over hele Centralasien. Spillet kunne tidligere involvere hundrede ryttere på hver side og fungerede både som konkurrence og som et fælles rituelt samlingspunkt.
Bigozhin forklarer:
”Ser vi tilbage på det 19. og tidlige 20. århundrede – selv under sovjettiden – var Kokpar nok ikke rigtig en sport, men mere et folkeligt spil.”
Under sovjetstyret var spillet tæt på at forsvinde. Kollektiviseringen begrænsede antallet af private heste, og mange nomader blev tvangsflyttet til byer og landbrugskollektiver.
Bigozhin fortæller til Vlast:
”Hvis man ejede en hest, kunne man træne den til Kokpar. Men da de fleste heste blev statsejendom, blev de primært brugt i landbruget. Spillet kunne stadig afvikles, men den traditionelle form døde næsten ud.”
Selvom Kokpar aldrig officielt blev forbudt, blev det i praksis glemt af mange – især i det nordlige Kasakhstan, hvor russiske bosættere ikke havde en kulturel tilknytning til traditionen.
Genoplivning af den nomadiske kultur
Siden Kasakhstans selvstændighed har Kokpar fået en renæssance som en del af en bredere genoplivning af nomadiske traditioner. World Nomad Games, som blev lanceret i 2014 og har været afholdt i Kirgisistan, Tyrkiet og Kasakhstan, sætter fokus på discipliner som bueskydning, brydning og Kokpar. Legene, der finansieres af lokale regeringer, tiltrækker deltagere helt fra De Forenede Arabiske Emirater til USA.
Også de sociale medier har bidraget til sportens comeback. Daukeys klub deler højdepunkter med over 50.000 følgere.
Han siger:
”Vi kan ikke undvære de sociale medier. De gør det muligt for os at vise spillet frem og sikre, at det kasakhiske folk forstår, hvor spændende det er.”
Samtidig er såkaldte “etnobyer” skudt op over hele Kasakhstan og giver besøgende et glimt af den livsstil, der engang prægede stepperne.
Bigozhin siger:
”Man kan spille Kokpar, dyrke bueskydning fra hesteryg, drikke te fra en samovar og spise plov i byens udkant. Når man vender hjem, deler man billeder og videoer af oplevelsen.”
Spillet er fortsat stærkt mandsdomineret. Deltagerne demonstrerer deres styrke og må samtidig selv skaffe midler til sporten gennem lokale erhvervsfolk.
Bigozhin uddyber:
”Nogle lokale forretningsmænd ønsker at opbygge et ry og vælger derfor at sponsorere spillet. Du kan være en maskulin kokpar-spiller, men du har stadig brug for penge for at kunne udleve din passion.”
Globale ambitioner
For Daukey handler det ikke blot om at genoplive Kokpar nationalt, men også om at bringe sporten ud på den internationale scene. Idéen opstod i 2017, da udenlandske polospillere på besøg i Almaty prøvede Kokpar for første gang og roste dens potentiale.
To år senere optrådte Daukey og ti holdkammerater ved en jagtfestival i Fontainebleau, Frankrig, foran 17.000 tilskuere – hvilket var en kæmpe chance for at præsentere sporten for et nyt publikum.
”Enhver sport har brug for amatører; de er drivkraften bag udviklingen, fordi de ser spillet med friske øjne,” siger Daukey.
Opvisningen førte til nye invitationer til hesteshows i udlandet, men finansiering er stadig en udfordring. Han forklarer:
”Vi bliver inviteret til jagtfestivalen i Frankrig hvert år og får også henvendelser fra USA, så det, vi mangler, er en god sponsor, der kan hjælpe os med at rejse med hestene.”
Andre ser dog udviklingen i en anden retning og ønsker at genvinde sportens popularitet ved at bevare den tættere på den nomadiske tradition, som den blev spillet før og under sovjettiden.
Aidarbek Khodzhanazarov, præsident for Kokpar-forbundet og medlem af parlamentet, har udtalt, at han vil styrke sportens status i landet – blandt andet ved at lancere en ny national kokpar-liga.
Khodzhanazarov skabte dog sidste år debat efter finalen ved Nomad Games mellem Kirgisistan og Kasakhstan, da den kirgisiske side kritiserede kampens hårdhed.
Her udtalte han følgende:
”For nogle år siden blev en af vores kasakhiske spillere kørt på intensivafdelingen, efter at kirgisiske spillere havde fastholdt ham. Vi gjorde ikke et stort nummer ud af det – for Kokpar er ikke ballet. Hvis du vil spille, må du tåle at blive ramt af en pisk.”
Bag retorikken om styrke, mod og vovemod advarer Bigozhin dog om, at sikkerheden altid kommer først. Daukey, der har tillid til sin udgave af spillet, tænker allerede fremad:
”Om fem år bør Kokpar være udbredt i hele Kasakhstan, og om ti år kan det sprede sig til Kirgisistan – men hvis det skal slå igennem internationalt, tager det nok femten år.”
Efter at have lagt den kunstige ged i tai kazan-målet, rider en spiller i pelshue i roligt trav mod banens kant. Han tager sin telefon frem, og skærmen oplyser hans ansigt.
I den anden ende svarer en kvindestemme. Det er tid til at fejre målet – sammen med sine kære.
Redaktionen rØST
