På gaderne i Tbilisi demonstrerer unge georgiere med EU-flag, mens regeringen vedtager love, der trækker landet i en anden retning. Spørgsmålet er ikke længere, om Georgien har forladt Sovjetunionen – men hvem der forsøger at genoplive dens logikker?
Når Georgiens forhold til Rusland igen fylder i den politiske debat, bliver fortiden aktuel på en ny måde. Ikke kun som historie, men også som politisk redskab.
Georgien opnåede selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991. For anden gang i det 20. århundrede, påpeger Nina Dadalauri, ph.d. og ekstern lektor ved CBS. Men selvstændighed betyder ikke, at arven forsvinder. Hun udtaler:
“Når vi taler om arv, taler vi om uundgåelighed: man arver ting, bærer dem med sig - bevidst og ubevidst – og bruger dem i sin politik.”
“Postsovjetisk” er et fornærmende ord for nogen
Et begreb som “postsovjetisk” går igen i analyser, rapporter og medier – men ifølge Ivery Kenenadze Gustafsson, ph.d.-studerende i European Studies ved Lund Universitet, er det en misvisende ramme. Han fortæller:
“Georgien har tusind års historie under forskellige herskere, blandt andet romerne, araberne, mongolerne, perserne og senere russerne. Det kunne være post-hvilken-som-helst af disse. ‘Post-sovjetisk’ indsnævrer det og lægger vægt på den russiske position, som om det var Rusland, der skabte identiteten for Georgien, og at det derefter opnåede uafhængighed. Georgien genvandt sin uafhængighed.”
For Gustafsson handler den georgiske kamp om identitet ikke om at løsrive sig fra fortiden, men om retten til selv at definere den. Og netop den kamp er blevet mere intens de seneste år i det kaukasiske land.
Her peger han på, at regeringens politiske metoder – hierarkisk styring, desinformation og manglende inddragelse af befolkningen – vækker ubehagelige associationer: “Metoderne er forbundet med sovjetisk arv.”
Ingen erindringshistorie på skoleskemaet
Selvom arven efter det sovjetiske styre vinder genklang i nutidens politik, beskriver Gustafsson Georgien som et splittet land, hvor skellene i f.eks. uddannelse, økonomi og muligheder gør det svært at behandle fortiden som ét samlet land:
”En splittet befolkning og et polariseret samfund påvirker, hvordan vi ser på fortiden,” fortæller han.
Et af problemerne er, at Georgien aldrig for alvor har fået bearbejdet sin sovjetiske fortid i fællesskab. Ifølge Gustafsson findes der ingen samlet erindringspolitik, og diskussionen er stort set fraværende i uddannelsessystemet.
Han fortæller:
“Spørgsmålet om, hvordan georgierne ser på historien, bearbejder fakta og perspektiverer diskursen, er ikke afklaret. Diskussionen sker i et begrænset omfang, men er ikke indlejret i uddannelsessystemet, så folk lærer ikke om det.”
Kunsten som modstand
Hvor politikken tøver, har kunsten taget føringen. Det fortæller Simon Dalsgaard, projektleder ved Dansk Kulturinstitut i Georgien:
“Kunsten i Georgien arbejder rigtig meget med at tolke på identitetsspørgsmål: ‘hvem er vi som samfund, hvor er vi i verdenen, og hvor er vi i forhold til vores naboer?’”
Ifølge Dalsgaard er der i disse år et markant fokus på kulturel dekolonisering. Her opereres der med tanken om, at Georgiens uafhængighed ikke kun gælder politik, økonomi og militær, men også sprog og fortolkning af historie gennem kunst og identitet.
Det blev særligt tydeligt i 2022, da tusindvis af russere emigrerede til Georgien efter invasionen af Ukraine. Pludselig blev gamle magtforhold vendt og drejet igen; på grund af krigen i Ukraine valgte mange russere at emigrere til Georgien, og dette ledte til sammenstød i det offentlige rum.
Her taler Dalsgaard om en kulturel-kunstnerisk aktivisme, fordi der pludselig kom en masse russere til Georgien, hvilket gjorde, at det relationelle og dekoloniale blev sat på spidsen:
“Man kunne ikke gøre så meget ved at de (red. russere) var der, men så kunne man gøre det i det offentlige rum, hvor der blev skrevet tekster som: ‘Dear Russian-speaker. Stop being so loud. The only place you are allowed to be loud is in your own country protesting against your bloody empire’.”
Georgiske kunstnere og aktivister reagerede med plakater, graffiti og tekstværker.
En nabo, man ikke kan ignorere
Forholdet til Rusland er ikke et valg, men en realitet. Krigen i 2008 og områderne Sydossetien og Abkhasien er påmindelser om netop dette.
Kampen om fremtiden er også en kamp om fortiden. Hvem bestemmer, hvilke historier der fortælles? Hvilke erfaringer der glemmes? Hvilket politisk samfund, man ønsker? Georgien er ikke fanget i sin sovjetiske arv. Men landet er midt i en konflikt om, hvad arven skal bruges til – og af hvem. Og hvad den betyder i dag.
Dette er en del af en artikelserie med fokus på Georgien
Georgien befinder sig i en brydningstid med politiske spændinger og store forandringer. Det lille land midt i Kaukasus blev selvstændigt i 1991, men kæmper stadig for at definere sin nationale identitet. Nogle drømmer om at blive en del af en europæiske fremtid, andre ønsker selvstændighed på egne præmisser. I hovedstaden Tbilisi manifesterer håbet, spænding og ængsteligheden sig i alt fra gadeprotester til nattelivet i technoklubberne. I denne artikelserie undersøger seks studerende, netop hjemvendt fra en studietur i Georgien, nogle af landets mange aspekter.
Frederik Pilemand
Yuki Nielsen
