Guds tomme huse: Tjekkiets kirker klinger hult i Europas mest sekulariserede land

Da jeg i april rejste til Prag, blev jeg overvældet af byens smukke kirker og rige kristne, arkitektoniske kulturarv. Men ét spørgsmål blev ved med at nage: Hvordan kan et land med så mange storslåede kirker være blandt de mest sekulariserede i Europa?

Der lyder gregoriansk sang under hvælvingerne i Skt. Nikolaj-katedralen i den gamle del af Prag. Palmesøndags sollys rammer farvede glasmosaikker og for en stund føles det som at træde ind i en anden tid - men uden for kirken går livet videre og næsten uden folket synes, at bemærke den kristne højtid. Rigtigt nok går nogle omkring i søndagspuds og med bundter af påskegrene i hænderne, men statistikken røber en anden og interessant historie. For selvom Tjekkiet er fyldt med monumentale kirker og klostre, betegner kun omkring 11 procent af befolkningen sig som troende kristne. Det gør landet til et af de mest sekulariserede i Europa – i skarp kontrast til andre tidligere østbloklande, hvor religion fik et nyt opsving efter Sovjetunionens fald.

Jeg har sat mig for at undersøge, hvordan det hænger sammen og hvad der skyldes tjekkernes sekulariserede forhold til tro. Jeg vil komme på sporet af både husitterne, kommunismen og tjekkernes dybe historiske skepsis over for autoriteter.

En nation i flammer?

Da jeg efter at have været i kirke senere på eftermiddagen sad på en bænk ved Vltavaen, læste jeg mig frem til, at dét jeg netop havde overværet, ikke var en ganske almindelig katolsk gudstjeneste. Jeg havde besøgt en af Jan Hus' præ-protestantiske husitkirker. 

For at forstå tjekkernes indviklede forhold til religion, må vi kaste lyset over en række vigtige historiske kontekster.

Tjekkiet var et af de første lande i Europa med stærke reformatoriske bevægelser inden for den katolske kirke. Specielt den nationale helt, præst og underviser Jan Hus. Omkring hundrede år før Luther hang teserne op i Wittenberg, tændte Hus det bål, der senere skulle vise sig, at forme den protestantiske kirke. Hus´ reformative teologiske tanker blev opbakket af den lokale befolkning i Prag, som i forvejen havde en lang tradition for rationel kritik. Lægfolkene, bl.a. John Wycliffe og andre lærde fra universiteterne, kritiserede under skolastikken den tvangskatolicering som de mente fandt sted. I stedet krævede de, at prædikener skulle holdes på tjekkisk og at lægfolket også skulle have adgang til nadveren. I 1415 ved koncilet i Konstanz blev Hus befalet, at trække sine progressive holdninger tilbage, hvilket han nægtede og endte derfor på bålet - brændt som kætter. Drabet var et forsøg på at fjerne de reformatoriske tanker og skabe katolsk ro, men i stedet vækkede det vred opstand og husitterne formerede sig som en præ-protestantisk reformbevægelse. De kæmpede videre imod tvangskatolocieringen, paven og kejseren.

I håbet om en ny forvaltning af kristendommen med fokus på en liberal opfattelse af individet i den hierarkiske struktur, som vi også senere kender det fra reformationen i norden. Opgøret avlede en tidlig spiren af alternativ teologi og skrev sig ind i traditionen for den religiøse kritik, som stadig danner grundlag for mange af tjekkernes forhold til religion i dag.

Kommunistisk ateisme

Tjekkernes skeptiske forhold til kristendommen var allerede veletableret, inden de i det 20. århundrede blev en del af den sovjetiske indflydelsessfære, hvor religion i høj grad blev begrænset, om end visse former for religiøs praksis fortsat fik lov at eksistere. Den nye union propaganderede ivrigt for en marxistiske ateisme og hævdede, at religion udgjorde en trussel mod magtsystemet. Kirker blev lukket eller overvåget og præster forfulgt. I 1843 sagde Marx følgende:

”Religionen er den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens hjerterørelser. Den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium...kun en illusorisk sol.”

Ikke noget, som for tjekkerne lød ukendt. Længe havde den katolske kirke, i tjekkernes øjne, stået i skyggen af en rationalistisk overbevisning.

Hvad der er interessant er, at religionen i andre postsovjetiske lande som f.eks. Polen, overlevede kommunismen. Polakkerne genfandt troen efter murens fald, mens tjekkerne tog den ateistiske propaganda til sig? Hvorfor? Det kan skyldes at tjekkerne, allerede før kommunismen, nærede en mistro til kirken som autoritativ institution, fordi de længe havde forbundet den med undertrykkelse og nederlag. Også den høje læsefaglighed, samt adgangen til uddannelse antyder en national sekulær livsopfattelse med dybe rødder. Selv i dag går tjekkiske evangelisterne let på tå, for ikke at blive opfattet som en trussel mod den individuelle frihed i et land der ikke anerkender dogmer som autoritet.

Den lille religiøse gnist var nær brændt ud inden Sovjetunionen overtog og derfor stod den heller ikke stærkt efterfølgende, da landet skulle genoverveje og genopbygge deres værdier. Hvor, den i et land som Polen, aldrig var i fare for at brænde ud, heller ikke før overtagelsen. Der blev religionens tilbagekomst et symbol på sejr, sammenhold og styrke efter en periode med undertrykkelse. En slags identitetsmarkør der hele tiden var, men blot lå ligget i dvæle. Blandt tjekkerne var den aldrig.

”Religion interesserer os ikke”

En undersøgelse fra 2011 viser, at kun 11,5% af befolkningen i Tjekkiet identificerer sig med landets hovedreligion, katolsk kristendom. Det er en knagende lav procentdel, hvilket understøtter postulatet om en form for indgroet mistænksomhed til religion i almindelighed. Den tjekkiske sociolog Ivan Gabal mener, at Tjekkiet grundlæggende er et rationalistisk land og siger således:

”Religion interesserer os ikke.”

I hans tænkning er folket mere interesseret i uddannelse end i religion, selvom det står som en skærende kontrast til landets talrige og overdådigt udsmykket barokkirker. De mange kirker blev bygget længe før sekulariseringen, og står stadig som vidnesbyrd om landets fortid. Mange af tjekkerne holder af kirkerne, men mere som en arkitektonisk kulturskattearv, end som et troens hus. Det vidner om, at der ikke er malet en stærk modstand mod tro, men at det blot er irrelevant for mange.

En tåget teisme?

Aftenen efter gudstjeneste fandt vi vej til en technoklub på en ø en smule nord for byen (som pudsigt nok hed Bike Jesus). En stor betonbygning i flere etager. Udenfor sad folk på slidte paller og kæderøg, indenfor gjorde røgen og det røde lys det svært at se, men alligevel afslørede tjekkernes bevægelser, at det heller ikke er fornuften, der gør dem lykkelige, at der nødvendigvis må være noget andet, noget tilsløret som jeg ikke kan nærme mig udefra.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er noget genkendeligt over denne søgen efter individuel sandhed, også selvom den foregår udenfor kirken og der synes at rejse sig et spørgsmål om, hvorvidt ateisme er det korrekte ord at bruge. En situation der på mange måder kan sammenlignes med danskernes skeptiske overbevisninger af kristendommen.

Augustinus sagde:

”Mennesket er uroligt, indtil det finder hvile i Gud.”

Og tror man (som tjekkerne) ikke på den Gud, som vi kender, må man nødvendigvis guddommeliggøre noget andet, om end det er en ideologi, en dans eller en respektfuld verdensborgerånd.

Tjekkernes forhold til religion er spændende og gådefuldt. Det er radikalt anderledes fra resten af Europas. En del af irreligiøsiteten kan forklares gennem den kritiske tradition, nationalhelten Jan Hus og tiden under kommunistregimet. Resten må forblive åbent.